17 januar 2021

Cholera-Lighuuse m.m. (Efterskrift til Politivennen)

Om Cholera-Liighuse. Den Fare, som upaatvivlelig er forbunden med at opbevare Choleraliig, saavel i selve Lazaretherne, som paa saadanne Steder som Voltigeerhuset ved Philosophgangen, om hvilket Masser af Børn som af Voxne hele Dagen færdes, uden at man har sørget for at holde dem saa langt fjernet fra samme som muligt, ved at istandsætte det samme i flere Alens Afstand omgivende Stakit, kunde formeentligen fjernes paa den hurtigste, sikkreste og mindst bekostelige Maade ved til saadant Brug at opføre Fjæleskure i de udenbyes Kirkegaardes umiddelbare Nærhed. Den dertil fornødne, fra alle Uvedkommende afsondrede Plads findes saavel ved Indgangen til Assistentskirkegaarden paa Nørrebro, som paa Fæstningens Glacis i Nærheden af Holmens og Garnisons Kirkegaarde. Skurene kunne i nogle faa Dage opføres i aldeles raae Materialier, som efter Afbenyttelsen beholde største Delen af deres Værdi, og Transporten af Ligene tilvogns skee kun een istedetfor to Gange. At Ligene transporteres i lukkede Vogne, hvoraf det fornødne Antal bør haves ved hvert Lazareth, med Forspand til hurtig Disposition, er naturligviis en Selvfølge, og dersom et tilstrækkeligt Antal saadanne Vogne ikke alt haves, kunde samme upaatvivlelig erholdes tillaans fra Kjøbenhavns Arsenal, som vistnok har et ikke ringe Antal af saadanne, som fortiden ere uskikkede til militairt Brug.

H. L.

Julius Magnus Petersen (1827-1917): Ved kirkegården i august 1853. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Om Cholera Tilstanden m m. Medens det af de offentliggjorte Lister, synes at fremgaae, at Choleraepidemien i Hovedstaden er i Tiltagende, troe vi dog, at vi til nogen Beroligelse kunne gjøre opmærksom paa, at denne Stigen i Antallet af Syge og Døde dog ikke har den Betydning for Byen som Heelhed betragtet, som det ved første Øiekast kunde synes. See vi nemlig, at ved Ugens Slutning er anmeldt 50 Syge og 32 Døde, da overstiger Tallet unegtelig Tallet paa Listen for Ugens første Dag med 32, for de Syges Vedkommende, og 18 for de Dødes. Men denne Forøgelse hidrører kun fra en forholdsviis ringe Tiltagen i Sygelighed for selve Byens Vedkommende, hvorimod næsten Halvdelen af de tilkomne Syge og Døde skyldes de offentlige Stiftelser, som først i den sidste Uge ere blevne inficerede. Fra det almindelige Hospitals Lemmeafdeling er saaledes tilkommet over 1/5 af hele Antallet, og fra Ladegaarden og de andre mindre Stiftelser omtrent 1/5 saa at paa Byens Deel kun gaar lidet over Halvdelen.

Medens de trufne Forholdsregler for den øvrige Byes Vedkommende saaledes sikkert synes at bære gode Frugter, kunne vi ikke negte, at denne Tiltagen af Epidemien paa disse enkelte Steder, navnlig i almindelig Hospitals Lemmeafdeling, i høi Grad gjør Krav paa Autoriteternes hele Opmærksomhed. Dr. Brandes har tidligere i dette Blad skildret denne Stiftelse, og paaviist hvorledes Overfyldning og Ureenlighed der herske i høieste Grad, tilligemed de Laster, som deraf følge. Det er os bekjendt, at Fattigdirectionen forsøger at raade Bod paa denne Overfyldning ved at bortflytte en Deel af Lemmerne til Holmens Arbeidshuus og andre Stiftelser, men denne Forholdsregel synes os uheldig, da disse Stiftelser, som iforveien ere tilstrækkelig opfyldte med Mennesker, blive end mere overfyldte , og desuden let blive inficerede ved at modtage Beboere fra et Sted, hvor Sygdommen allerede har slaaet Rod. Vi ville heller tilraade, at Lemmeafdelingen blev ryddet aldeles, og Lemmerne spredte omkring i eller udenfor Byen i mindre Localer, da et stort Locale til at optage dem Alle, for Tiden næppe kan findes og Sygdommen lettere vil følge dem, naar de flyttes i Masse, end naar de spredes. Vi indsee vel, at en saadan Forholdsregel vil medføre ikke ringe Udgift for Communen, men vi ere overbeviste om, at dette ikke bør komme i Betragtning, da det her gjelder at rense et af de Steder, hvor Epidemien dybest har slaaet Rod , og derved ikke blot frelse de Menneskeliv, som for Øieblikket i saa høi Grad trues, men tillige at hindre Epidemien i, fra dette inficerede Sted, at udbrede sig videre til den øvrige By.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. juli 1853, 2. udgave)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar