Lindevangshjemmet 2/8. (Efterskrift til Politivennen).

I 1895 begyndte at fremkomme kritiske artikler om forholdene på Lindevangshjemmet.

Paa Flugt.

Lindevangshjemmet. - Et Besøg. - Forstanderinden. - Et Helvede. - De Stummes Villa. - Et Eksempel. - Sult som Straf. -- "Ikke værdige ti! at gaa i Kirke - Salmer. - Forskellige Flugtforsøg. - Din Moder er uhæderlig. - Misforstaaet Godgørenhed.

Fornemme Damer har til alle Tider haft Passioner. Der er dem, der har opdraget Hunde og Kakkaduer, andre der har staaet sig paa den ædle Hesteavl, og atter andre har taget sig af den almennyttige Velgørenhed. Til de sidste - den forholdsvis mest agtværdige Klasse - hører Frøken Barner, der i 1877 stiftede

Lindevangshjemmet.

Navnet klinger kønt, og Formaalet lyder smukt. Det er at skabe unge Piger, som en Gang i deres Liv er kommen paa tvers af Loven et Hjem hvor de kan forblive indtil videre.

Imidlertid er en Ting sikker, at enhver god Gerning kan misforstaas, ligesaa nemt, som enhver god Hensigt kan vanrøgtes.

Vi kom tilfældigvis i Besiddelse af nogle Oplysninger, der henledte vor Opmærksomhed paa denne Anstalt og dens Godgørenhed, der ikke forekommer os i Overensstemmelse med humane Fordringer, hvad vi nedenfor nærmere skal gøre Nede for.

Forinden aflægger vi imidlertid Hjemmet

et Besøg.

Langt ude paa Frederiksberg i en skjult lille Alle ligger det. Det er en høj, uhyggelig, toetages Bygning, slet oplyst i de øvre Etager, des lysere i Kælderen.

Vi forsøger at aabne Havelaagen. Der er stænget. Vi ringer paa en Klokke. Ingen kommer. Det synes som om vi er i en uddød Verden. Engang til ringer vi, og en gammel Kone træder, just som vi bereder os til med uforrettet Sag at gaa vor Vej, ud af Bygningens Gavldør. Sagte lister hun frem over Sneen til Laagen, som hun lukker op.

Vi spørger efter Bestyrerinden Frk. Thalbitzer og lukkes ind. Laagen lukkes i efter os, og Galvdøren aflaases ligeledes. Vi befinder os bag dobbelt Laas, som - naa ja, hvorfor ikke - i Fængsel.

Vi føres ind i et koldt, uhyggeligt Kabinet, der prydes med bibelske Billeder. Den gamle gaar. Hun kommer kort efter tilbage med Forespørgsel om Navn og Ærinde. Det opgives, og først efter saa mange Omsvøb lykkes det os at faa 

Forstanderinden,

Frk. Thalbitzer i Tale. Efter at have indset, at vort Besøg trak en Del længere ud, end hun havde tænkt sig, førte hun os ind i sin egen Dagligstue, hvor vi kunde sidde og passiare, magelig henslængt i bløde, blaa Lænestole.

Forstanderinden er en Dame af et soigneret Ydre, med omhyggelig friseret Paryk, markeret Ansigt og et snehvidt Schawl over sine Skuldre. Hun taler overlegent og med den fyndighed, fortrolig Omgang med den danske Adels mest adelbaarne Damer giver.

Vi meddeler hende, mens vort Øje glider hen over de ca. 100 Kristusbilleder i vekslende Variationer, hvormed hendes Boudoir er udstyret, at vi har hørt Klager over Forholdene i Hjemmet.

- Klager, ja. Klager. Dem er der saamænd nok af. De Folk, som vi har at gøre med, er vanskelige at omgaas. Men hvad kan de egenlig klage over. Intet! De lever her uforstyrret. I Fred. Uden Bekymring for den Dag i Morgen. De har, hvad de skal bruge, ingen økonomiske Sorger, alle Fornøjelser - de etisk forsvarlige - som kan tænkes. Hvad vil de mere? Det kan hænde, at en af dem en Gang imellem flygter. Jeg begriber det ikke. Det er en moralsk Forbrydelse - det vil De indrømme, ikke sandt. Hvorfor vil disse Pigebørn lægge den til deres rent juridiske. Jeg begriber det ikke.

Og med halv tillukkede Øjne ser den humane, fine, gamle Dame paa Kristusbilledet over hendes elegante Skrivebord og sukker.

De utaknemlige.

Vi indser, hun har intet paa Hjærtet, og hvad hun ved, vil hun skjule, og vi lader os rolig lukke ud igen påaa samme mystiske, klosteragtige Maade, vi kom ind.

Vi har af Øjenvidner erfaret, at Hjemmet, om det end ikke er, saa kan blive

et Helvede.

Til Belysning heraf tjener en ung Piges Historie. Vi kalder hende Frk. X. Hun havde begaaet en ubetydelig Forbrydelse og stjaalet for 1 Kr. 34 Øre. Det var det hele. Hun fik og udstod sin Straf, og ved Paavirkning fra forskellig Side indvilgede hun i at tage foreløbig Ophold paa Lindevangshjemmet, hvis Bestemmelse det er at være Overgangen fra Fængslet til Friluftslivet, saaledes at Fangen mærker Hjemmets Hygge og faar det Indtryk, at der i Arbejdsomhed og Nøjsomhed er en Velsignelse, og at netop Arbejdsomheden og Fliden vil hjælpe over den Grænse, der ved Forbrydelsen er overskredet.

Den 3die December d. A. kom hun ved velvillig Hjælp fra en godtroende Dame ud paa Lindevangshjemmet, og hendes Skildring af Forholdene her er saaledes, at det ikke kan forsvares at forholde Offenligheden dem.

De Stummes Villa

Den indtrædende Novice i dette Jomfrukloster, som optager Kvinder fra det 14de Aar, faar, naar hun er kommen ind gennem den hermetisk lukkede Havelaage, som det første Bud dikteret dette:

Du skal tie.

I denne Bygning, der kan rumme 25 Mennesker, er det forbudt Beboerne at tale til hinanden. De unge Piger indskrives paa 3 Aar, og det første, der paabydes dem, er dette: I maa ikke tale med hinanden.

Vi begynder at tvivle om Hjemmets Hygge og spørger hvorfor?

Er det ikke grufuldt, at en saadan Vildfarelse i Formaal og Øjemed kan huses noget Sted i dette Land. Er det ikke stridende mod alle Humanitetens Love. Er det ikke værre end Fængsel paa Vand og Brød? Er det ikke haardere end den værste Tugthusstraf ?

Og var saa endda det daglige Liv hyggeligt og behageligt. Men tværtimod! Vi har Indtrykket af det modsatte. Det er en Fangeanstalt, hvis Oprettelse maaske er dikteret af god Vilje men sørgelig misforstaaede Midler.

Et Eksempel.

Forrige Søndag forsøgte en ung Pige paa Anstalten at komme til at tale med en anden.

Hun opsøgte dennes Værelse, traadte ind, men hun beregnede ikke - eller rimeligvis vidste hun det ikke - at hver Gang hun traadte over Tærskelen, ringede elektriske Apparater i Forstanderindens Værelse, og næppe havde hun sagt et Par Ord, før Frk. Th. viste sig med sin ulastelige Frisure.

Den dristige unge Pige blev nappet, og - det var som sagt en Søndag Eftermiddag, hun forbrod sig. Hun blev derefter sat i et mørkt Fangeværelje, et Hul, for hvis massive Dør en Jernstang lukkede.

Og den anden unge Pige blev lukket inde paa sit Værelse uden Ild i Kakkelovnen, med Forpligtelse til at sy en Chemise færdig.

Den næste Formiddag fik de begge Lov til at komme ned i Spisestuen og, hvor utroligt det end lyder,

se de Andre spise.

Selv fik de Intet. Først Mandag Aften begavedes de med to Stykker Fedtebrød og en Kop The. Og den følgende Uge maatte de til Frokost nøjes med bart Rugbrød og The, mens de Andre fik Kaffe, og endelig maatte de, Søndagen efter, af Forstanderindens Mund erfare, at de var 

ikke værdige til at gaa i Kirke 

og mens de Andre i Hjemmet boende, gik til Valgmenigheds Kirken, maatte de to Forbrydere sidde indelaasede paa Værelserne og finde sig i kold Mad da de kom ned.

Alt til Straf for et Forsøg paa at komme til at tale sammen.

Ikke sandt? der skal en Kvindes Taalmod og ubegribelige Naivetet til at antage et saadant 3 Aars Liv for bedre end et Forbedringshus trælsomme Arbejde i samme Tid.

De Optagnes Virksomhed indskrænker sig til Syning og Vaskning i Øjemed, der stemmer med den Aand, der dikterer kristelige Basarer for Asschantinegre og andre fjærnt fra Livet liggende Formaal. De gaar ved deres Arbejde i en evig trykkende Stilhed, og vil de nynne en eller anden Melodi, maa det være en salme. Fra Fællesværelserne er der Hørerør til den venlige, gamle Dame, der sidder i sine magelige, blaa Fløjelsstole og dirigerer det Hele. En Ytring, en Melodi af en glad Sang er en Forbrydelse. Og det netop her, hvor Forbrydelsens Saar skal læges med Livsglæde og fornuftig Munterhed.

Frk. Th. siger, hendes Elever har Fornøjelser. Hvor er de? Den eneste siger de, der er sluppet ud, er Kirkegangen. Og i Kirke maa de gaa, to og to, i Gaasegang, med Forstanderinden i Spidsen, Frk. Sørensen, en af Opsynet bagefter og to Vogtere paa Siden.

Og denne Fornøjelse, ved hvilken selve Opstillingen og Ordningen overfor Omverdenen giver dem Stempel, den kan det, som for nævnt, hænde - horribile dictu - , at Forstanderinden ikke finder dem værdige til.

Intet Under at

forskellige Flugtforsøg

finder Sted. 2 unge Piger forsøgte forrige Maaned at løbe bort. De opdagedes og under Paaskud af at de skulde have udleveret deres Tøj, inden de drog bort, lokkedes de inden Hjemmets Porte igen.

Forstanderinden rev derefter - efter Sigende - Tøjet af dem og lod dem foreløbig sætte i det mørke Hul i Kælderen, hvor Ingen har Plads til at røre sig, og hvor der paastaas, at al Slags Kryb huserer.

Nu er de under streng Bevogtning.

Forrige Tirsdag lykkedes det en ung Pige fra Saksogade, en tidlig Morgen, at undfly, ved at springe over Havelaagen. Og sluttelig, første Juledag, lykkedes det den unge Pige, hvem vi ovenfor har omtalt, ved Gudstjenesten at slippe bort.

Som man kan se, det er ikke lutter ømme Taknemlighedens Følelser, de velgørende Damer af det højere Bourgeoisi og den forglemte Adel saar i de unge Pigers Hjerter.

Den bliver naturligvis ikke bedre, naar der af en af Hjemmets Spidser fortælles den unge Pige, at hendes Moder har været paa Besøg, men at man straks kunde se paa denne, at hun ikke var nogen 

Hæderlig Kvinde.

Hvad Indtryk maa det ikke tillige gøre paa en ung Pige, at alle hendes Breve skal læses, før de sendes afsted, og at hun kan risikere at modtage Breve fra sine kære aabnet og fortolket af den kærlige Plejemoder.

Vi har ingen Grund til at tvivle om disse Meddelelsers Korrekthed. De stemmer overens med Tendensen i den officielle Godgørenhed, og der kan føres Vidner paa dem.

Vi lægger vore Læsere dem paa Sinde til en nøje Overvejelse.

Lad alt dette være nok saa velment og fortræffeligt tiltænkt. Det er dog den omvendte Verden. Og skal dette kaldes for Velgørenhed, saa er Skabene paa Raad- og Domhuset milde Stiftelser.

Og man kan fristes til at anmode de velgørende gamle Damer om at holde sig til Hundens Røgt og Pleje, hvis de da ikke vil foretrække at lade fornuftige Folk besørge deres venlige Følelser 

(København 28. december 1895).