Præster nægter at holde Ligtale
Paa Sundbyernes Kirkegaard skete i Gaar, 2 Juledag, en Jordfæstelse uden præstelig Medvirkning, de stedlige Præster Schneekloth og Nielsen, havde nægtet at kaste Jord paa den Afdøde, Sten- og Billedhugger Carl Hansen, paa Grund af, at han var borgerlig gift, altsaa viet paa Raadhuset af Borgmesteren. Men netop paa Grund af Præsternes Uvillie formede denne borgerlige Begravelse sig til en smuk og gribende Højtidelighed.
Den Afdøde var ca. 33 Aar, han har arbejdet for Firmaerne H. Jørgen Larsen og Wienberg og havde et godt Navn som Kammerat og Partifælle. Det vakte derfor ganske naturligt stor Forbitrelse blandt hans Venner, da de erfarede Præsternes Afslag. Enken henvendte sig først til Pastor Schneekloth, men han svarede straks Nej, han vilde ikke tale over en Mand, der havde holdt Bryllup paa Raadhuset. Han henviste Enken til sin Kollega, Pastor Nielsen, men her fik hun det samme Svar.
Ganske betegnende for Præsternes Opfattelse af deres Pligter som Kristi Tjenere kan anføres, at da de ikke var sikre paa, hvorvidt deres Handlemaade overfor Enken var fuldt forsvarlig, saa rettede de en Forespørgsel til deres gejstlige Foresatte, Biskoppen, for at erfare hans Mening.
Biskoppen svarede, at han ikke havde noget imod, at de forrettede Jordpaakastelsen, det maatte blive deres egen private Sag, og de kunde svare Ja eller Nej efter Behag.
D'Hrr Præster var efter Biskoppens Svar altsaa fuldstændig frit stillede - og de valgte saa at svare Nej! En anden Sag er det, hvorvidt de kan saa denne intolerante Optræden til at harmonere med Broder-Kærlighedens Juleevangelium, de just har prædiket i Kirken: "Fred paa Jorden" og "Elsker hverandre".
I Gaar Middags Kl. 2 samledes et betydeligt Følge, ca 500 Mennesker, ved Kapellet ved Sundby Kirke; foruden Familie og Arbejdskammerater var mødt et stort Antal Partifæller samt "Taarnby Sogns folkelige Forening" og Sangforeningen "Vennelyst", der havde tilbudt at synge i Kapellet. Ved Kisten var plantet 3 Faner, og den prydedes bl. a. med Kranse og Inskriptioner fra Kollegerne paa Larsen og Wienbergs Plads.
Just som Sangkoret skulde til at synge, kom der Bud fra Præsten med et nyt Forbud: han forbød at der blev sunget i Kapellet, dette Forbud vakte atter Misstemning i Forsamlingen og det var just ikke blide Ord, der faldt om den Præstevilkaarlighed, som endog forfulgte et Medmenneske ud over Graven.
Men de brave Amagere lod sig ikke forbløffe. Mens Klokkerne ringede (mærkeligt nok var Klokkeringningen ikke bleven forbudt), blev Kisten baaret ud paa Ligvognen, og med Fanerne i Spidsen drog Toget til Sundby Kirkegaard, der ligger som et prægtigt Snelandskab, vinterlig og hvid, med den blaa Sø i Baggrunden.
Da Kisten var sænket i Graven, samledes Sangkoret for at synge en Salme, men selv herude under Guds frie Himmel kunde Præsterne ikke dy sig; de udstedte et nyt Forbud! En af Graverkarlene erklærede, at Præsten havde forbudt Tale og Sang ved Graven, men Følget tog intet Hensyn hertil; man mente, at nu var Præstens religiøse Fanatisme dog gaaet for vidt.
Sogneraadsmedlem, Detailhandler Thorvald Hansen traadte op paa Gravhøjen og sagde i en kort, hjærtelig Tale den Afdøde det sidste Farvel. Hr. Hansen sagde bl. a.: Var denne Mand, som her hviler, et slettere Menneske end andre, siden det er bleven nægtet at tale og synge ved hans Baare? Nej, tværtimod, jeg skal her ved hans Grav fremhæve, at han var en trofast Partifælle, en afholdt Arbejdskammerat, en god Søn og en kærlig og omhyggelig Ægtemand. Dette store Følge viser bedst, hvor afholdt han var. Der er nægtet ham Jordpaakastelse og han skal begraves uden Præstens Velsignelse. Lad os da, som er hans Venner, udføre den Kærlighedsgærning, at kaste Jord paa hans Kiste. Farvel, Kammerat! Fred være med dit Minde!
Forsamlingen blottede Hovederne, mange var synlig rørt og havde Taarer i Øjnene; en for én gik Følget hen til Graven, kastede en Klump Jord ned paa Kisten og istemte samtidig en Salme.
Sangen, istemt af 500 kraftige Struber, var af stor Virkning. Højtideligheden sluttedes med, at Sangforeningen "Vennelyst" sang Øehlenschlägers Digt: "Lær mig, o Skov, at visne glad", og Hr. Thorvald Hansen bragte paa den Afdødes Families Vegne en hjærtelig Tak til Følget.
Dermed var denne "borgerlige Begravelse" til Ende. Den havde formet sig til en jævn, men gribende Jordfæstelse, og blandt Følget hørtes mange Udtalelser om, at de ingensinde havde overværet en saa hjærtelig og velment Sørgefest over en Afdød - for Fremtiden vil d'Hrr. Præster godt kunne undværes.
(Social-Demokraten 27. december 1895).
Gustav Adolph Schneekloth (1853-1929) blev sognepræst ved Sundby Kirke i 1890. Menighedsplejeforeningen (hvor Schneekloth var formand) havde i april 1893 inviteret indremissionspræsten Vilhelm Beck til Sundby Kirke. Her havde pastor Schneekloth i sin introduktion udtalt at der var meget "nikke-kristendom" i Sundbyerne som "trængte til et puf" af Beck. Beck havde derefter ført sin vanlige helvedestale og agitation for Indre Mission. Schneekloth udtalte efterfølgende at foreningens mål var de samme som Becks. Schneekloth var desuden formand for Sundby Sogns Sygeplejeforening, for Sundbyernes Asyl og for Sundbyernes Folkebibliotek. Han var sognepræst i 38 år til 1928.
Den borgerlige Begravelse paa Amager.
Vi har modtaget følgende:
Hr Redaktør !
I Anledning af Deres Beretning i "Social-Demokraten" af "27. d. M. med Overskrift En borgerlig Begravelse paa Amager, beder jeg Dem velvilligst oplyse, at Grunden til at Jordpaakastelsen ved den omtalte Begravelse blev nægtet, aldeles ikke var den, at den afdøde var borgerligt viet, da dette ikke er nogen Hindring for gejstlig Medvirkning, men udelukkende den, at den afdøde aldeles ikke tilhørte Folkekirken, idet saavel han som hans Hustru havde udmeldt sig af denne og altsaa ikke selv ønsker at staa i Forbindelse med Kirken og dens Præster. Desuden er det os Præster forbudt at foretage Jordpaakastelse paa dem, der staar udenfor Folkekirken, saa at alt, hvad der er meddelt om, at Biskoppen skulde have henstillet til os selv, hvad vi i dette Tilfælde vilde gøre, er fuldstændig Usandhed. Endvidere skal jeg bemærke, at der ikke er tilladt at der synges, holdes Tale eller bringes Faner ind paa Kirkegaarden, uden at Præstens Tilladelse forud er indhentet, og at Graveren har Paalæg om, for at forebygge Misbrug, at paase, at sligt ikke sker, men i dette Tilfælde har der slet ikke en Gang været spurgt om Tilladelse; jeg tillader mig at henstille om dette kan findes passende.
Jeg skulde ikke have det mindste imod, om der kunde findes passende Former, hvorunder borgerlige Begravelser kunde foregaa, men en Demonstration, saa lidet begrundet som den, der her er sket, paa et til Fred indviet Sted, har forekommet mig og mange med mig forargelig.
*
Lovbestemmelserne (bl. a. Kultusministeriets Skrivelse af 25. Febr 1852 osv.) siger, at ved Begravelsen af Medlemmer af ikke-anerkendte Trossamfund maa Præsten, naar det forlanges, og han er villig dertil, forrette Jordpaakastelse. Dette passer altsaa ikke med Hr. Schneekloths Paastand, og han tager derved fejl paa et af de vigtigste Punkter i sin Undskyldningsskrivelse.
Han siger videre, at ikke den borgerlige Vielse, men den Omstændighed, at Afdøde "aldeles ikke tilhørte Folkekirken", var Aarsagen til Nægtelsen; men denne Bemærkning er dog nærmest Ordkløveri. Det var jo nemlig hidtil saaledes, at man ikke henvendte sig paa et eller andet Kontor og lod sig udskrive af Kirken, men Udmeldelsen fandt Sted t. Eks ved at man indgik borgerlig Vielse, og andet havde den Afdøde heller ikke gjort. Først i den allerseneste Tid er der sket en Forandring i denne Praksis, idet Magistraten modtager Udmældelser af Folkekirken.
Naar Pastoren taler om, at der er sket en "forargelig Demonstration" paa et "indviet" Sted, saa udslynger han en uforsvarlig Beskyldning mod en stor Forsamling af hæderlige Mænd og Kvinder, der ikke foretog sig andet end hvad der er daglig Skik og Brug ved Begravelser: de viste Honnør med Fanerne, sang Salmer, kastede til Afsked en Haandfuld Jord paa Kisten og Sogneraadsmedlem Thorvald Hansen udtalte et Par Mindeord over den Afdøde.
Er der nogen, som vakte Forargelse, saa er det udelukkende Pastor Schneekloth selv; han har, trods at han efter sine Samtaler med Enken maatte kunne indse, at det var hendes inderligste Ønske, at der blev talt og sunget ved Graven, udtrykkelig forbudt disse Æresbevisninger overfor den Afdøde. Og var der noget, der vakte Misstemning paa Kirkegaarden, saa var det netop Præstens hæsblæsende Forsøg paa at forhindre, at Følget og Familien viste den Afdøde den sidste Ære. Præstens Ønske var altsaa, at den Døde ganske stille skulde puttes i Jorden og endog behandles værre end Selvmorderne, til hvis Begravelse Præsterne villigt møder.
Red.
(Social-Demokraten 29. december 1895)
Noget ændrede sig med tiden: Ved den socialdemokratisk folketingsmand Valdemar Jensens begravelse i maj 1915 fra Sundby Kirke var der ingen problemer med røde bannere og faner, og pastor Schneekloth skal ifølge Social-Demokraten 9. maj 1915 havde holdt "en af de mest sympatiske og følte taler, nogen dansk præst har holdt ved en arbejder-tillidsmands båre." Jensen blev begravet på Assistenskirkegården.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar