Et Par Ord om Landprangere og Vandrende Haandværkere.

Med hensyn til tyveri fortjener landprangere den offentlige opmærksomhed; for undertiden findes tyve og oftere tyves håndlangere mellem denne klasse af handlende. Den adgang disse mennesker ved deres beskæftigelse får næsten til alle tider i alle bønderboliger, skaffer dem den nøjeste kundskab om beboernes forfatning og husenes lejlighed. De ser hvor mange penge gemmes og hvor mange der haves; de kan undersøge indgange og lære at kende vanskelighederne.

Fortjente valget af denne slags handlende om de er nødvendige, ikke øvrighedens forsigtigste omhu? og burde det tillades enhver i flæng der kan skaffe heste, kærre, hjulbør eller kurv at drive landet rundt og derfor undertiden at forlade en nyttig og ernærende profession? Burde prangerne ikke i det mindste være forsynede med amtspas og tilladelse, som de bestandig skulle føre hos sig og forevise på forlangende? Prangerne kunne ogsaa med mindst opsigt, på sikreste måde, besørge stjålent gods bragt i sikkerhed, undertiden omsat. Jeg kender det tilfælde at et berygtet, farligt menneske under påskud af prangeri har vundet den frihed til omrejsen som ellers var ham betaget, og at denne endog har forsynet en af sine driftigste håndlangere med en hjulbør og kurv til samme hensigt. Den sidste er ung, rask og driver ellers en indbringende søgt profession.

Ikke mindre opmærksomhed end prangere fortjener de med forældet pas eller uden for bestemte veje omstrejfende håndværkssvende. Foruden den brutale påtrængenhed, hvormed de undertiden aftvinger svagere penge som gaver, benytter de ikke sjældent lejligheden til at tage selv, og foretager mange slags lovstridige ting. Også deriblandt findes mennesker som have deltaget i forbrydelser og nyligt har forladt de offentlige straffeanstalter. Disse er meget bekvemme redskaber i tyvebandebestyreres hænder, med hvilke de enten er eller snart kommer i forhold.

(Politivennen No, 324, Løverdagen den 16de Marts 1822, side 5196-5198)