Dette væsen eller uvæsen hvad man nu vil kalde det, findes næsten over hele Danmark. Allevegne klages der, der bliver næsten aldrig straffet. Årsagerne forekommer mig at være følgende. I Jylland ligger købstæderne især på vestkanten, på grund af den ringe folkemængde, så langt fra hinanden at bønderne på mange steder har 5 mil til den nærmeste. Det forekommer mig meget nyttigt, at især små mænd kan få adskillige ting, uden at rejse så langt. Og at de desuden på en bekvem måde kan lave penge af deres produkter. For når der slet ingen landprang var, så måtte de enten spilde mere på rejsen end hvad de kunne tjene på omsætningen, eller også gemme smørret så længe, at det blev forringet.
Desuden er forholdet mellem deres formue og deres fornødenheder sådan, at de meget ofte må købe og sælge. At søge kredit hos købmanden vil være vanskeligt, for med så lille en omsætning kan der ikke tjenes så meget, at det betaler sig i umage og bekostning at anlægge søgsmål i tilfælde af manglende betaling. Jo flere rejser bonden skulle gøre til købstad, desto mere tidsspilde, desto mere svir. Hvad jeg her har sagt om Vestjylland, gælder vel ikke i så høj grad i de øvrige dele af Danmark, men er dog alligevel årsag til landprang.
Desuden er det for en formuende købmand i det store hele lettere at handle med prangere, end at handle med bønderne enkeltvis. Derimod kunne købmændene især af andre årsager beklage sig over landprangere. Nemlig når disse selv driver udlandshandel enten for egen regning og forsøger at smugle både ind og ud, hvortil de ved kysterne boende som oftest kunne finde lejlighed. Eller også at de handler med skippere og på denne måde påfører købmændene stor skade. For landprangerne kan sælge dyrere og købe lettere i omegne, hvor ikke så megen konkurrence er, end i købstæderne. De undgår tolden, og har til dels transportomkostningerne til og fra skibene lettere. Skipperne handler på fremmede steder uden at svare provision, kurtage og andre udgifter og bliver ikke snydt af kommissionærer.
For det andet klager købmændene over større afgifter, end de bønder som har samme næringsvej. Dette forekommer mig ikke at være af betydning, for købstadsindbyggerne er fritaget for at være soldater. Da bønderkarle nu giver 3 til 400 rigsdaler for at leje en anden i deres sted så tror jeg: At bondens og borgerens kår med hensyn til afgifter og pligter mod staten i almindelighed balancerer.
Årsagen til hvorfor landprang uagtet dens almindelighed, og de hyppige klager, sjældent bliver straffet, ser jeg i, at sagen ikke må anlægges med inkvisition. Øvrigheden kan altså ikke tage notits uden klage. Denne føres efter sagens natur aldrig af nabobønder, eftersom prangerne er dem til nytte. Købmændene kan kun i sjældne tilfælde tilvejebringe fuldkomne juridiske beviser. Hvilket let kan indses. Endvidere pådrager han sig prangernes fjendskab ved at søge dem straffet, og ville altså skade sig selv.
Der bliver endnu en vigtig genstand at undersøge: Nemlig hvorvidt deres indflydelse på priserne er skadelig eller nyttig. De fordyrer levnedsmidler, skind mv. Embedsmanden og håndværkeren giver altså flere penge ud, og bonden ind. Klager over det første høres idelig. Nytten af det sidste har jeg ikke hørt omtale. Da Danmark udfører flere levnedsmidler end det indfører, så vinder det når de er dyre. Agerdyrkningen som er landets hovederhverv, tager derved overordentligt til. Uagtet nogle embedsmænds klager er der dog kandidater nok til de fleste embeder. Håndværkerne bliver så godt betalt at de duelige og flittige og (ulæseligt), uagtet dyrtiden, for det meste have godt udkomme.
Når feldberidere og garvere betaler skindene lige så godt som købmanden, kan de ingen mangel have. Og de kan stå ved at betale dem dyrere, da de kan købe dem rå af bønderne og sælge dem forarbejdede til den sidste hånd, altså til dyreste pris. Hvorimod når de udføres og forarbejdet indføres utrolige omkostninger og mange folks fortjeneste går derpå. Hvilke den indenlandske garver kan spare og selv betjene sig alt.
Efter at have søgt at vise, at landpragnings afskaffelse dels ville være næsten umulig, dels for landet i det hele skadelig, står det tilbage at undersøge om den med nytte kunne indskrænkes. Dette formoder jeg, at ske ved at tillade at et bestemt antal fx i hvert sogn måtte være til. Og at det mod en årlig afgift blev udliciteret. Herved vilde den kongelige kasse vinde uden at jeg indser nogen ville finde sig bebyrdet. Men så privilegerede landhøkere kunne øvrigheden og toldbetjentene have bedre opsyn, end med en mængde hemmelige. Landhøkernes tal ville meget formindskes, da de privilegerede nok ville finde midler at standse de øvrige. Og lovene ville ikke så hyppigt ustraffet overtrædes.
Schultz
Pr. Løjtnant
(Politivennen. Hefte 25, Nr. 317, 19. maj 1804, s. 5042-5047)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar