(Efter indsendt)
Siden landprangeriet har taget overhånd, er købstæderne taget kendeligt af. Købmanden i en lille stad kunne før selv overkomme at prange på herregårdene. Men bøndernes varer købte han i almindelighed først på stadens torv. Landprangeriet har nu fuldstændig tilintetgjort de små stæders torvehandel. De drager fra gård til gård og opkøber varerne, ja ofte afhenter på stedet på egne vogne.
Stadens ikke-handlende indbyggeres kår er dermed overmåde forværret. Disse har ikke andet valg end at købe enten af købmændene eller af prangerne. Det er ikke blot fødevarer som dermed fordyres, men også en mængde råmaterialer til håndværkere og drift. For blot at nævne nogle få er opkøbet af skind. Denne gør feldberedernes og handskemagernes forhold meget dårlige. Fåreavlen aftog overmåde meget med fæsteskabets udskiftning. De øvrige skind bortfører landprangerne og gør næsten måde deraf når de med fine ord og mod dyr betaling sælger professionisten nogle.
Landprangerne er bønder. Ofte husmænd og er ofte blevet prangere af dovenskab. De driver købstadsnæring uden at svare købstadsafgift. Om bonden har godt af at der findes landprangere, vides ikke med sikkerhed. At mange hænder derved går fra agerdyrknng er sikkert. Købmandsstanden i de små købstæder taber øjensynlig sammen med alle andre købstadserhverv lige til brændevinsbrænderne. For siden der nu i hver landsby blev 1,2 måske 6 prangere og bønderne holder sig til dem (udvisket) for at køre til torvs, er landsbykroerne mere besøgte end købstædernes værtshuse.
Gid de som forstår dette, ville bore i denne sag, og at de som kan gøre noget ved det, ville gøre det til fordel for købstadsborgeren.
(Politivennen. Hefte 24, Nr. 307, 10. marts 1804, s. 4883-4884)
Siden landprangeriet har taget overhånd, er købstæderne taget kendeligt af. Købmanden i en lille stad kunne før selv overkomme at prange på herregårdene. Men bøndernes varer købte han i almindelighed først på stadens torv. Landprangeriet har nu fuldstændig tilintetgjort de små stæders torvehandel. De drager fra gård til gård og opkøber varerne, ja ofte afhenter på stedet på egne vogne.
Stadens ikke-handlende indbyggeres kår er dermed overmåde forværret. Disse har ikke andet valg end at købe enten af købmændene eller af prangerne. Det er ikke blot fødevarer som dermed fordyres, men også en mængde råmaterialer til håndværkere og drift. For blot at nævne nogle få er opkøbet af skind. Denne gør feldberedernes og handskemagernes forhold meget dårlige. Fåreavlen aftog overmåde meget med fæsteskabets udskiftning. De øvrige skind bortfører landprangerne og gør næsten måde deraf når de med fine ord og mod dyr betaling sælger professionisten nogle.
Landprangerne er bønder. Ofte husmænd og er ofte blevet prangere af dovenskab. De driver købstadsnæring uden at svare købstadsafgift. Om bonden har godt af at der findes landprangere, vides ikke med sikkerhed. At mange hænder derved går fra agerdyrknng er sikkert. Købmandsstanden i de små købstæder taber øjensynlig sammen med alle andre købstadserhverv lige til brændevinsbrænderne. For siden der nu i hver landsby blev 1,2 måske 6 prangere og bønderne holder sig til dem (udvisket) for at køre til torvs, er landsbykroerne mere besøgte end købstædernes værtshuse.
Gid de som forstår dette, ville bore i denne sag, og at de som kan gøre noget ved det, ville gøre det til fordel for købstadsborgeren.
(Politivennen. Hefte 24, Nr. 307, 10. marts 1804, s. 4883-4884)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar