Af Carl C. Christensen.
En af de vanskeligste passager her i byen er den strækning af Købmagergade, som går forbi Rundetårn. På det modsatte fortov, ved Regensen, har man arkitekt Martin Borchs udmærkede buegang, der har gjort dette fortov dobbelt så bredt, som tidligere, om end på bekostning af Regensens stueetage, som blev borttaget til fordel for det nye fortov. På Rundetårnssiden er fortovet så smalt, at der kun er plads for en person: to personer kan i alt fald kun med nød og næppe knibe sig forbi hinanden; har en af dem en barnevogn med, af de moderne kasseformede, må modgående fodgængere uvægerlig ud i den stadig stigende trafik af travle automobiler og hæsblæsende cyklister.
Mange projekter har man fremsat for at råde bod på ulemperne med byens snævreste passage, men intet er kommet længere end på papiret, der vistnok er havnet i en eller anden betænkningskommissions papirkurv.
For mange år siden foreslog professor Rosen for ramme alvor at flytte Rundetårn, hvilket ganske vist ville hjælpe overordentlig meget, men Rundetårn ved siden af Studenterkirken, Trinitatis Kirke, ville dog næppe tage sig godt ud, hverken som en art kampanile uden klokker eller forbundet med kirken ved en muret forbindelsesbygning i lighed med den mellem den første nationalbank og Børsen.
En anden plan gik ud på at bryde en gennemgang mellem tårnet og kirken, hvad der var mere mening i, således at fortovet ved Købmagergade udelukkende benyttedes af dem, der enten skulle bese tårnet, Astronomisk-historisk Museum eller observatoriet.
Denne plan blev heller ikke til noget, skønt den dog skulle synes at være praktisk og at kunne blive gennemført uden at virke skæmmende for tårnet eller for kirken.
Den tid kan ikke være fjern, da man må skaffe bedre færdselsforhold ved Rundetårn. Trafikken bliver på dette sted vanskeligere med hver dag, der går; de stakkels fodgængere føler sig dag for dag mere og mere ildestedte, så der "må iles dermed for visse årsagers skyld".
En eneste trøst har fodgængerne, men den er kun ringe: at forholdene ved Rundetårn og ved dets omgivelser har været langt, langt værre før, hvilket man næsten skulle betragte som umuligt.
Indtil året 1817 var Trinitatis Kirke og kirkegården omgivet af en høj ringmur, der strakte sig fra det sidste hus på Store Købmagergade, (hvor nu Priors hofboghandel er) i flugt med dettes facade, hvorved fortovet blev meget smalt, til Rundetårn; på den anden side af tårnet fortsattes ringmuren ud på fortovet ved Landemærket, langs dette og hen til det første hus på højre side af Landemærket. Kirkegården strakte sig herfra, bag om Kirken og helt hen til Købmagergade, men den faldt i to afdelinger, adskilte ved den offentlige gangsti, Trinitatis Kirkegang, der førte fra Store Købmagergade til Springgade (den nuværende sidste del af Pilestræde).
Om søndagen var kirkegangen hovedsagelig opholdssted for kirkens kordrenge, der her morede sig med at spille klink eller med slagsmål, mens præsten stod på prædikestolen og kordrengenes tjeneste ved orglet således var overflødig.
Indgangen til kirkegangen var gennem en portal i ringmuren mod Købmagergade, og fra selve gangen følte en låge ind til den del af kirkegården, der nu er lagt med stenfliser og benævnes Trinitatis Kirkeplads. Over gangen ind til denne afdeling fandtes et bræt med følgende forgyldte indskrift i meget mangelfuld bogstavering:
Til vor borgerskab og hiemmen
vor Guds Folk sin vile Faaer
Falder veien herigiennem
Trinitatis Kirkegaard.
Dette bræt blev i 1806 bortfjernet på Initiativ af det i datiden allestedsnærværende og alt påankende blad "Politivennen".
Foruden grave med tilhørende ligsten fandtes der her i året 1800 også opsat et lysthus formentlig til brug for kirkens underordnede funktionærer, der her på sommeraftner kunne nyde deres medbragte smørrebrød med tilbehør af sopkener, sluttende med et glas rompunch i forbindelse med nydelsen af den velstoppede merskumspibe.
Ingen tog datiden forargelse af at der blev spist og drukket på en kirkegård; det var noget, der hørte til dagens orden, þå Assistens Kirkegård var det i begyndelsen af forrige århundrede ret almindeligt, at småfolk, der besøgte deres slægtninges grave, dækkede dug på ligstenen, hvorefter man velbehagelig lejrede sig om denne, medens man nød sin aftensmad.
Foruden at være begravelsesplads med tilhørende lysthus, blev Trinitatis Kirkegård også benyttet som oplagsplads for en vinhandler Knud Sørensen, der for denne benyttelse af kirkegården betalte en halvårlig leje af 10 Rdlr.
Den del af kirkegården, der vendte mod Landemærket, var den bedst holdte. Det var her man jordede digterne Johann Ewald og Johan Herman Wessel.
Den mur, der omgav kirken, generede færdslen i meget høj grad på byens snævreste sted med byens smalleste fortov. Ganske vist kan gadetrafikken i begyndelsen af det 19. århundrede ikke sammenlignes med nutidens, men allerede den gang var den generende nok.
Østergade-Amagertorv-Købmagergade-krydset, kaldes således i 1798 af "Politivennen", for "ulykkespletten for gående". Og bladet tilføjer: "Her krydse Vogne og Kareter hinanden i eet væk, og for det meste dreje omkring Hjørnerne med saadan Fart, at endog de til denne tummel mest vante Mennesker stundom have ondt ved at passere uskadt". Dette er altså skrevet for 133 år siden, men de selvsamme ord kan om det samme gadehjørne skrives i 1931, og ved Rundetårn var forholdene for 133 år siden blevet betydelig værre, end de tidligere havde været; denne forværrelse var dog ikke en følge af stigende trafik. Den skyldtes kirkens bestyrelse.
Som man måske vil erindre, var der i muren ved Helligåndskirken mod Niels Hemmingsensgade anbragt en del salgsboder, de såkaldte lærredsboder, der forsvandt ved kirkens restaurering i 1880 efter at have været dér i ca. 150 år. Boderne gav kirken en vis årlig indtægt, og det var vel denne, der forårsagede, at styrelsen for Trinitatis Kirke, som i sin tid ejedes af Universitetet, besluttede at opføre nogle lignende boder ved foden af Rundetårn på fortovet mod Købmagergade og Landemærket.
Boderne toges i brug i året 1798. Der var i alt 8, som med et gårdsrum mod Rundetårn, fyldte det meste af fortovet mod Købmagergade og Landemærket. De var ret rummelige, forsynede med vinduer og døre, med glasruder, men nogen hensyn til grundstykket mod absolut forskønnelse for Rundetårn var de ikke, og at nogen arkitekt (en sådan må der vel have været) har kunnet nænne at gå med til at klistre disse salgsboder på foden af tårnet, skulle man næsten forsværge.
Blandt de næringsdrivende her var te- og porcelænshandlere, kaffehandlere, hosekræmmere og brød- & melhandlere. Prisen for butikerne var fra 21 Rdlr. til 35 Rdlr. halvårlig.
I 20 år forblev disse lidet skønne, for færdslen meget generende bygninger stående som appendiks til Rundetårn, skønt der ofte hørtes røster, som krævede dem fjernet.
I året 1817 bestemmer man, at der skal fejres en kirkelig mindefest den 31. oktober i anledning af 300 årsdagen for Luthers opslag af de 95 teser på kirkedørene i Wittenberg. Trinitatis Kirke skulle i den anledning restaureres, men man benyttede lejligheden til at ryddet de grimme boder af vejen. Og ikke nok dermed. Såvel Magistraten som politidirektøren insisterede på at hele ringmuren nedbrydes, at et stakit opsattes som erstatning, og at fortovet mod Købmagergade skulle udvides med et par alen, ligesom fortovet mod Landemærket skulle have en bredde af 3 alen.
Ved kongelig resolution af 30. april 1817 blev planen ført ud i livet, og i september måned nedbrød man ikke blot boderne, men også hele muren der erstattedes med et stakitværk. Byen skulle betale kirken 11.000 rdlr sølv, men med hensyn til grundstykket mod Købmagergade kom det til proces, og ved Hof- og Stadsretten af 16. september 1822 tilkendtes der kirken for 171 kvadratalen grund en erstatning på 855 rdlr. sølv, hvorimod den ikke fik noget som helst for resten af jordstykket her, 377 kvadratalen. Kirkegården mod Købmagergade nedlagdes i 1879 samtidig med at kirkegangen forsvandt, dennes udmunding i Springgade var dog allerede tidligere blevet lukket med Hambroes Badeanstalt, og hvor kirkegården havde været, indrettedes nu en stor, indhegnet grøn plæne, på hvilken dobbeltmonumentet for Ewald og Wessel blev opstillet. I henved 50 år forblev dette prunkløse anlæg her; så blev det sløjfet og erstattet med den nuværende flisebelagte kirkeplads.
Rundetårn, en af byens seværdigheder, er i ydre og indre omtrent som da det stod fuldført i 1642; kun har det fået vinduer med jernstænger for, i stedet for de åbne luger som i det i sin tid havde og som gav anledning til adskillige selvmord, idet folk styrtede sig ud gennem lugerne. I 1816 oplyste et datidigt blad at i løbet af få år var 4 mennesker omkommet på denne måde.
I ældre tider sad kogekoner ved opgangen til tårnet og forhandlede de nu forsvundne "kirsebær på en pind" til 1 a 2 skilling, hjertebrød, "kindtænder", (dvs. Bismarcksklumper, hvilket navn de fik efter 1864), Johannesbrød og alle de mange datidige delikatesser der kunne få et barns tænder til at løbe i vand.
Nu er Rundetårn atter blevet astronomisk observatorium, og det rummer byens yngste, mindste og billigste museum, "Astronomisk-historisk samling", hvis tilvejebringelse kun har været forbundet med minimale udgifter.
Carl C. Christensen.
(Nationaltidende, 19. februar 1931, 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar