Svømmende Hunde i Sorte-Søen.

Rent vand, sundt brød, nærende øl burde aldrig savnes i København. Dog høres hele tiden klager snart over den ene, snart over den anden af disse artiklers beskaffenhed, og meget ofte lider vist nok sundheden ved disse næringsmidlers mådelighed, ja ikke sjældent dårligdom. Især er almuen i denne som i så mange andre henseender, værst faren, da den vel kun sjældent i vore tider kan sende kraftigere, mere nærende fødemidler ned, for at råde bod på den fortræd slimet, urent vand, ildelugtende, oret brød, dårligt øl osv. forvolder.

Hvorledes det hænger sammen at vi ikke har bedre, eller rettere mindre dårligt, brød og øl, må Gud og nogle indviede kende. Det kommer ikke til almindelig kundskab, og disse fødevarers mislige beskaffenhed bliver vanskeligt genstand for retslig påtale, om endnu og da en stemme offentligt lader sig høre derimod. Men når vi ser kådhed eller tankeløshed offentligt bestræbe sig for endnu mere at besudle det vand en hel hovedstads indbyggere skulle nyde, og som ved flere samvirkende, ikke let hævede årsager allerede er mådeligt nok, da kan vi ikke afholde os fra at bekendtgøre dette, dels til advarsel såvel for den pågældende for andre, dels for at henvende vedkommendes opmærksomhed på mulige gentagelsestilfælde, selvom vi vistnok indser umuligheden af at værne om stadens store vandgemmer ved en skjoldborg.

Et ungt menneske der efter sigende skal bo på blegdammene, sås således i mandags ved højlys dag more sig ved at kaste stokke, pinde og lignende ud i Sortedamssøen og lade dem rapporteres af 2 jagthunde hvoraf den ene siden efter svømmende fulgte en anden herre der steg ud i en båd og roede omkring i søen, indtil hunden, ked eller træt af svømningen, gik land. - En stor mængde mennesker var øjenvidner til denne deres forlystelse, som de allerede før skulle have gjort sig på samme sted.

Denne simple fortælling af anførte kendsgerning, behøver ingen videre kommentar. Så vidt vides er det allerede ved lov forbudt på denne eller lignende måde at forurene københavnernes drikkevand. Det er alts ku ved lovovertrædelse at sådant kan ske. Men anmelderen kan ved denne lejlighed ikke undlade at foreslå at lystsejlads og skøjteløben på disse vore drikkekar også måtte forbydes. Det er vist at man lige så lidt på vandet som på landet kan undgå visse naturlige udtømmelser, som man må væmmes ved at tænke sig blandede i sin drik. Og enhver der har betragtet søerne efter en nogenlunde langvarig frost, har også set den mængde uhumskhed som da findes på isen og siden blandes i vandet. Et sådant forbud er altså højst rimeligt, så  meget mere som Københavns beliggenhed giver lysthavende lejlighed nok til andre steder at more sig på vand og is.

(Politivennen nr. 921, Løverdagen, den 24de August, 1833. Side 573-575)