Jeg har altid troet at København ikke havde det tilstrækkelige antal af politibetjente eller patruljerende ordenskarle. Adskillige tilfælde som jeg i disse dage har bemærket, har endnu yderligere bestyrket mig i denne tanke.
Forrige søndag otte dage siden, den 3. februar, henimod 2 kom jeg gennem store Fiolstræde hvor jeg mødte en sort som i gamle forrevne hestedækkener slæbte sig med nogen møje hen ad fortovene. Jeg standsede og med rørt hjerte vendte jeg mig om efter denne stakkels ulykkelige som langt fra ven og fædreland sukkende må døje en lige hård skæbne med sine brødre blandt de hvide kristne. Oh Claudius! Du har ret når du lader den sorte sige:
Et par timer derefter faldt min vej gennem Vognmagergade og ud af nr. 14 fra kælderen blev en sort kastet ud og i faldet sparket i ansigtet. Han blev revet tilbage i en hast og stuedøren slået i. Der blev et kvindemenneske tilbage i kælderhalsen der efter forespørgsel hvad ondt han havde gjort, men en skadefro mine sagde hun vidste det ikke, men han logerede der.
Torsdagen efter den 7. gik jeg om morgenen k. 9 ned over Amagertorv og på snebjergene så jeg to vognmændskarle i hårene på hinanden. De ene kom meget til kort, for han var bestandig neden under, og da jeg fik hans ansigt at se, var det i det blodigste kød. Men nød og næppe fik han så megen tid at han kom over ende, men straks var den anden klar og skød ham tilbage så han faldt med hovedet ind under fødderne af hestene. Længere turde jeg ikke være blot tilskuer, ved denne spektakulære handling, og da jeg til lykke havde en god tjørn i hånden, så gav jeg voldsmanden en 3 til 4 gode rap så han måtte slippe. - Jeg sætter om hestene var blevet forskrækket eller en af dem havde gjort et sidetrin og forknust hovedet på den forslåede.
Kan disse tre eksempler ikke vidne med min tanke:at her i byen er mangel på politibetjente?
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 44, den 23. februar 1799, s 701-704)
Med mit ubehjælpelige tysk lyde digtet oversagt til dansk vel nogenlunde sådan her:
Artiklen er en af de meget få artikler i Politivennen som nævner deres skæbne i Danmark. Jeg har derfor lavet en særlig side med udvalgte artikler fra samtidens blade og aviser.
Forrige søndag otte dage siden, den 3. februar, henimod 2 kom jeg gennem store Fiolstræde hvor jeg mødte en sort som i gamle forrevne hestedækkener slæbte sig med nogen møje hen ad fortovene. Jeg standsede og med rørt hjerte vendte jeg mig om efter denne stakkels ulykkelige som langt fra ven og fædreland sukkende må døje en lige hård skæbne med sine brødre blandt de hvide kristne. Oh Claudius! Du har ret når du lader den sorte sige:
Weit von meinem Vaterlande. Muss ich hier verschmachten und vergehn, Ohne Trost, in Muh und Schande; Oh, die weissen Männer! Klug und schön! Und ich hab den Männern ohn Erbarmen Nichts gethan. Du im Himmel! hilf mir armen Schwarzen Mann!Jeg så ham frygtsom og angst liste sig ind i en port, og med meget møje at støtte sit hovede mod muren. Jeg gik hen til ham også så medlidende til ham som jeg kunne, og da hans frygt og bedrøvelse noget havde lagt sig, kunne jeg af hans gebærder tilslutte mig at han måtte være blevet stødt over ende. Det blev klarere for mig ved at opdage spor af snebolde på hans ryg. Med de stive forfrosne hænder holdt han på hovedet mens bitre tårer under vedholdende suk, flød ned over hans udhungrede kinder. Jeg gav ham hvad jeg kunne, men hvor lidt til trøst i hans ynkværdige skæbne.
Et par timer derefter faldt min vej gennem Vognmagergade og ud af nr. 14 fra kælderen blev en sort kastet ud og i faldet sparket i ansigtet. Han blev revet tilbage i en hast og stuedøren slået i. Der blev et kvindemenneske tilbage i kælderhalsen der efter forespørgsel hvad ondt han havde gjort, men en skadefro mine sagde hun vidste det ikke, men han logerede der.
Torsdagen efter den 7. gik jeg om morgenen k. 9 ned over Amagertorv og på snebjergene så jeg to vognmændskarle i hårene på hinanden. De ene kom meget til kort, for han var bestandig neden under, og da jeg fik hans ansigt at se, var det i det blodigste kød. Men nød og næppe fik han så megen tid at han kom over ende, men straks var den anden klar og skød ham tilbage så han faldt med hovedet ind under fødderne af hestene. Længere turde jeg ikke være blot tilskuer, ved denne spektakulære handling, og da jeg til lykke havde en god tjørn i hånden, så gav jeg voldsmanden en 3 til 4 gode rap så han måtte slippe. - Jeg sætter om hestene var blevet forskrækket eller en af dem havde gjort et sidetrin og forknust hovedet på den forslåede.
Kan disse tre eksempler ikke vidne med min tanke:at her i byen er mangel på politibetjente?
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 44, den 23. februar 1799, s 701-704)
Redacteurens Anmærkning
Den tyske tekst stammer fra en vise af Matthias Claudius (1740 - 1815). Han havde selveste kronprinsens bevågenhed, idet denne i 1785 havde tildelt ham et legat for sine litterære kvaliteter. Det kan ikke udelukkes at skribenten netop ved at citere Claudius har villet vække kronprinsens opmærksom. I hvert fald læste den senere Frederik 6. Politivennen.Med mit ubehjælpelige tysk lyde digtet oversagt til dansk vel nogenlunde sådan her:
Langt fra mit fædreland. Må jeg her forsmægte og forgå. Uden trøst, i møje og skam. Oh, I hvide mænd. Kloge og skønne! Og jeg har ikke gjort mændene uden barmhjertighed noget. Du i himlen! Hjælp mig arme sorte mand.Danmark var på daværende tidspunkt en nation der handlede med slavegjorte. Mennesker fra kolonierne blev importeret som andre varer, res in comercio. Frie afrikanere og afrocaribere opholdt sig i Danmark, og synet af mennesker med mørk hudfarve var ikke ualmindeligt. De kom til Danmark som tjenestefolk som frie eller slavegjorte fra Dansk Vestindien hvor de blev afsat som statussymboler til hoffet, det fine borgerskab, ja selv til Sverige. En af de største "leverandører" var skatmester grev Heinrich Schimmelmann.
Artiklen er en af de meget få artikler i Politivennen som nævner deres skæbne i Danmark. Jeg har derfor lavet en særlig side med udvalgte artikler fra samtidens blade og aviser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar