1) Der er ingen i det omtalte selskab som kan kaldes et barn. Det består foruden nogle få ældre af unge mennesker der allerede hver især har betrådt den bane ad hvilken de skal vandre, og ved bestemte kaldsforretninger gavner deres fædreland. Troligt tør man frit påstå opfylder enhver af dem disse kaldsforretninger og opfordrer hvem det skal være til at bevise at nogen af dem savnes enten i deres kald eller hjem når deres pligter fordrer dem der. Dagdriveren tåles ikke i selskabet. I øvrigt er man forvisset om at den fordomsfrie og oplyste mand holder et skuespils opførelse for lige så tilladelig som enhver anden sindsopmuntrende forlystelse.
2) Opsigten med lysene har hidtil været og vil for eftertiden kun blive betroet til ældre folk og skal i denne henseende den muligste forsigtighed blive anvendt. For resten er den mening urigtig at skødesløshed med lys skulle alle være unge mennesker egen.
3) Det røber enten vankundighed eller ubesindighed - for ikke at bruge et hårdere udtryk - at man vil anse fjas med elskov og følelse som øjemed af selskabets forlystelser. Er da kærligheds handlinger i et skuespil ikke som oftest den mest ubetydelige del deraf? Og ve! den elendige der kun læser ser eller påtager sig en rolle i et skuespil for at opvække øjeblikkelige elskovsfølelser hos sig. Hvor skildres dyden og fremstilles mere beskuelig end i skuespil? Hvor ser man nogen tid lasterne så sanseligt afmalede som i skuespil? Og er det ikke det sanselige der gør mest indtryk på ynglingen? Er det ikke lige så sandsynligt at forestillingen af borgerlige og huslige dyder kunne gøre velgørende og varige indtryk på ham som at han blot skulle føle for elskov? Er det ikke lige så muligt og sandsynligt at et ungt menneske ved i skuespil at beskue laster i deres hele fælhed kan fatte afsky for dem som at disse forestillinger skulle lokke ham ind i dem? Er det ikke muligt at et menneske engang i højere alder kan komme til at velsigne detøjeblik da han i et skuespil lære at kende og undgå de snarer til fordærvelse der i hans yngre år blev ham lagt af moralske misfostre af hvilke der desværre altid gives nogle?
Gid man ville betænke dette inden man fælder dom om et selskab af den natur.
Dette engang for alle om denne sag fra et af selskabets medlemmer.
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 45, den 2. marts 1799, s 705-707)
2) Opsigten med lysene har hidtil været og vil for eftertiden kun blive betroet til ældre folk og skal i denne henseende den muligste forsigtighed blive anvendt. For resten er den mening urigtig at skødesløshed med lys skulle alle være unge mennesker egen.
3) Det røber enten vankundighed eller ubesindighed - for ikke at bruge et hårdere udtryk - at man vil anse fjas med elskov og følelse som øjemed af selskabets forlystelser. Er da kærligheds handlinger i et skuespil ikke som oftest den mest ubetydelige del deraf? Og ve! den elendige der kun læser ser eller påtager sig en rolle i et skuespil for at opvække øjeblikkelige elskovsfølelser hos sig. Hvor skildres dyden og fremstilles mere beskuelig end i skuespil? Hvor ser man nogen tid lasterne så sanseligt afmalede som i skuespil? Og er det ikke det sanselige der gør mest indtryk på ynglingen? Er det ikke lige så sandsynligt at forestillingen af borgerlige og huslige dyder kunne gøre velgørende og varige indtryk på ham som at han blot skulle føle for elskov? Er det ikke lige så muligt og sandsynligt at et ungt menneske ved i skuespil at beskue laster i deres hele fælhed kan fatte afsky for dem som at disse forestillinger skulle lokke ham ind i dem? Er det ikke muligt at et menneske engang i højere alder kan komme til at velsigne detøjeblik da han i et skuespil lære at kende og undgå de snarer til fordærvelse der i hans yngre år blev ham lagt af moralske misfostre af hvilke der desværre altid gives nogle?
Gid man ville betænke dette inden man fælder dom om et selskab af den natur.
Dette engang for alle om denne sag fra et af selskabets medlemmer.
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 45, den 2. marts 1799, s 705-707)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar