07 juli 2014

Om Sneens Bortførelse m.m.

Besynderligt er det hvor man er kommet på det indfald i nr. 43 af Politivennen at dadle øvrighedens foranstaltning med at lade sne og is henføre blandt andre steder også til Højbro Plads. At det er en uskik kan ingen der vil tænke over sagen, påstå. Og det var at ønske at magistraten og politiet ville til samme øjemed betjene sig af den del af Kongens Nytorv hvor vognmandsvognene holder, nemlig ved sandkisten, ligesom man gjorde i året 1789. Pladsen er en offentlig gade, og det er utidigt spørgsmål på hvis bekostning den er blevet det. Når man bare vil overveje at ikke fjerdedelen så meget sne kan bortkøres, dersom det skulle bringes udenfor stadens porte, så kan ingen uegennyttig være misfornøjet med at den ligger på steder hvorfra passagen aldeles ikke spærres. Vognmændene der ikke kan køre et svært læs med færre end fire heste, tager for at køre en favn brænde fra magistratens oplag til St. Annæ Plads allerede 10 til 12 mark. Må man da ikke med glæde se at den megen sneælte bortkøres så hurtigt som muligt.

Så kært det er indsenderen af nærværende at man på en fornuftig måde påanker fejl ved det offentliges bestyrelse, og foreslår noget bedre, så ubehageligt er det når sådan dadel så aldeles forulykker som i foranførte tilfælde. Også finder han det meget skødesløst at der  Politivennen ingensinde er anmærket at gadernes renligholdelse i vinter har været aldeles upåklagelig, og at vedkommende har gjort alt for at få sneen bortkørt. I næst forrige uge var der dagligt foruden dem som efter akkord skulle besørge bortkørelsen, halvfjersindstyve vogne i dette øjemed på gaderne. Og i denne uge har de fået hjælp af artilleriets materialvogne. Sandt nok, magistrat og politi kunne undgå adskillig ubeføjet dadlen når de selv bekendtgjorde hvad anstalter de træffer og hvorfor de ikke kan gøre mere.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 44, den 23. februar 1799, s 689-691)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar