Grundlovsfesterne begynde at glide ud af de officielle Hænder, og maaske er dette ganske heldigt, ligesom det paa sine Steder er det eneste naturlige. Naar saaledes - for at blive paa "Pladsen" - Kjøbenhavnerne Aaret rundt af deres egne Blade erfare, at Grundloven har belemret os med Institutioner (f. Ex. Folketinget) af højst tvivlsom Værd, saa vil ingen med Føje kunne undre sig over, at Kommunalbestyrelsen finder det hensigtsmæssigst at lade Grundlovsglæden blive indenfor "mindre Kredse". Det fortjener Paaskjønnelse, om Kjøbenhavn efter i Fjor at have forvexlet Grundloven med Tivoli og Hr. Rimestad med Etablissementets sædvanlige Aktører, lægger en Dæmper paa sin Grundlovsglæde, giver den et Udtryk, som kan svare til Glædens indre Spagfærdighed; det er et smukt Vidnesbyrd om den sunde Sans, som vi alle bør unde hinanden Besiddelsen af, og om den for os alle fælles Sky for at falde ind under Latteren. Den gode Erkjendelse er gaaet videre. De fleste af Kjøbstæderne, der ikke med deres gode Villie ere et Hestehoved bagefter Kjøbenhavn som politisk Stad, have ligesom Kjøbenhavn tænkt paa at lade dem om Grundlovsfester, som føle Trang til saadanne. I Randers Byraads Møde i Fredags erkjendte Borgmesteren saaledes i Følge V. Av., at "Festen vilde vinde i Friskhed og Naturlighed", naar Byraadet ikke befattede sig med den. Raadet syntes i det hele at dele denne Opfattelse og besluttede derfor ikke officielt at træffe Foranstaltninger til en Grundlovsfests Afholdelse, hvorimod man jo nok vilde mindes Dagens Betydning ved Flagning samt ved Musik paa "Skovbakken". Heller ikke i Aalborg synes Byraadet at være festlig stemt. "Aalb. Stiftst." meddeler nemlig, at "Arbejderforeningen af 1865" agter at stille sig i Spidsen for en Grundlovsfest, "for saa vidt Byraadet eller den tidligere Komitee ikke endnu maatte i denne Henseende give Livstegn fra sig." I Ribe har i Følge s. Bl. den der valgte Komitee frasagt sig sil Hværv paa Grund af den ringe Tilslutning, dog ikke, mener Bladet, forbi Ribe staar tilbage i Frihedssind. - Det kan beklages, at Autoriteterne end ikke ere saa meget med, at de med Udbytte kunne røgte et Hværv, der ligger saa naturligt for dem som Foranstaltninger til en Grundlovsfest; men er Sagen gleden dem ud af Hænderne, er det godt at de ikke befatte sig med den; Tabet derved er let forvundet, saa meget lettere, som der blandt selve Befolkningen udentvivl findes ti for een, som med Glæde ville sørge for, at Grundlovsdagen bliver mindet paa en Maade, der svarer til dens Betydning.
(Morgenbladet (København) 1. juni 1875).
Grundlovsdagen feiredes heri Staden foruden ved de tidligere omtalte, af Communalbestyrelsen foranstaltede Leiligheder endvidere ved særlige Fester af forskjellige Foreninger.
Deeltagerne i de saakaldte frie Fagforeningers Fest ordnede sig efter at vare ankomne pr. Jernbane til Klampenborg her paany i en Procession og droge med deres Faner og Musikcorps til Festpladsen ved den slesvigske Steen, som de naaede Kl 7. Her var der reist en med rødt Tøi og Grønt smykket Tribune, der foroven i en opgaaende Sol bar ""Socialistens" Motto: "Ingen Rettigheder uden Pligter, ingen Pligter uden Rettigheder", og foran i tre adskilte Felter Ordene: "Frihed", "Lighed", "Broderskab". Samtidig med Festtoget ankom d'Hrr. Pio, Brix og Geleff til Vogns og hilsedes med levende, vedholdende Hurraraab. Festcomiteens Formand aabnede derefter Festen ved, efter at have budt Deeltagerne Velkommen, at oplæse en "Hilsen til Arbeiderne" fra Pio og Brix, der "efter den Behandling, de i 3 Aar have varet underkastede, ikke saae sig istand til mundtlig at opfylde den dem paaholdende Forpligtelse, at takke de danske Arbeidere for den dem viste Deeltagelse". Denne Hilsen, der sluttede med Løftet om, "at de heelt og udeelt ville vie deres Liv og Kraft, deres Evner og til Arbeidersagen", modtoges med stormende Jubel. Efterat derpaa en Hr. Andersen havde indtaget Dirigentpladsen talte Hr. Geleff om Grundloven, navnlig om dens Bestemmelser angaeende forsamlingsfriheden. Grundloven var i og for sig god, naar det, den indeholdt, blot blev opfyldt og overholdt; han sluttede med at udbringe et af den talrige Forsamling istemt: "Leve Grundloven". Derefter talte Hr. L. Toucher om Socialismen, Hørdum om Arbeidernes Fordringer, Mundberg for Kvinden og sluttelig Centralcomiteens Formand, Klein, om Centralisationen. Mellem Talerne blev der afsunget Sange, saa at den alvorlige Deel af Festen, skjøndt ingen af Talerne maatte tale i meer end et Qvarteer, først var endt Kl. omtr. 9, hvorefter Festen sluttedes ved at Deeltagerne deels toge ned til Bakken, deels spredte sig i Skoven.
- - -
Om Grundlovsdagens Festligholdelse i Kolding have vi modtaget følgende Brev fra vor Meddeler: Vor Byes "staaende Udvalg for Afholdelsen af Grundlovsfester i Kolding" bekjendtgjorde for nogle Dage siden, at det ikke fandt Anledning til iaar at indbyde til nogen særlig Grundlovsfest, da der uden dets Medvirkning fra anden Side var truffet Foranstaltninger i saa Henseende. Dog har Udvalget Omsorg for, at et Musikcorps drog om Morgenen igjennem de flagsmykkede Gader. Om Eftermiddagen afholdtes der en improviseret Grundlovsfest i den af Cancelliraad Kralund til Colding Commune skjænkede Lystskov "Marielund" kort ved Byen. Festen var meget vellykket og oplivedes af Fredericia Brigademusikcorps, som var kommen hertil i denne Anledning.
Den ovenfor omtalte Opfordring til en Grundlovsfest her i Kolding var udgaaet fra 60 Mænd, navnlig Folk, der i det Væsentlige slutte sig til det forenede Venstre. Man samledes paa Torvet og drog herfra i Procession med Musik til Konsul Graus Anlæg "Katrinelund", hvor Festen holdtes. Efterat Festcomiteens Formand, Consul Grøn, havde budt Forsamlingen Velkommen, holdt Folkethingsmand Berg Tale for Grundloven, en Gave, som vi skulde elske, holde høit i Ære og værne om. Folkets Kjærlighed til Grundloven skulde vise sin Styrke ved at bruge Valgretten langt mere end hidtil. Man havde truet med provisoriske Finantslove; men provisoriske Finantslove vare et Spøgelse, som man ikke behøvede at frygte for; thi der var Ingen mere, som troede paa Spøgelser. Forsamlingsfriheden, en af de kostelige Gaver, som var given os, var hist og her bleven truet, fordi Folket paa de forskjellige Steder havde holdt Møder om Søndagen. Taleren gad dog nok seet, om Øvrigheden for Alvor vilde forbyde politiske Sammenkomster om Søndagen; gjorde den det, ja saa maa man gaae hjem igjen, thi Øvrighedens Forskrifter skal man vise lydighed, og saa samledes man om Mandagen; men samtidig maatte man saa henvende sig til Justitsministeren for at faae den Grundlovsfortolkning klaret, der tilstedede Forbud mod Folkemøder om Søndagen. Taleren troede da, at det snart vilde vise sig, at Grundloven havde givet Folket Forsamlingsfrihed uden Hensyn til hvad Dag saadant berammedes til. Vor Grundlov, skjøndt stærkt beskaaren, indeholdt efter Talerens Mening Spiren til Fremvæxt. Havde Folket den rette Kjærlighed til Frihedens Gave, vilde det vide at pleie disse Spirer, saa at de kunde voxe til Velsignelse for Folket.
For Fædrelandet talte Folkethingsmand Buch, for Sangen Sadelmager Hansen, for Sønderjyderne Gaardeier Holst fra Sandbjerggaard, for Modersmaalet Redacteur Jørgensen og for Frederik den Syvendes Minde Lærer Høgmark fra Stoutrup.
Til Slutning afsang Sangforeningen "Brage" en Sang til "det forenede Venstre" af Bjørnstjerne Bjørnson, hvortil Berg knyttede nogle Bemærkninger om det Meget, B. Bjørnson havde udrettet for den folkelige Sag i Norden. Taleren udbragte et Leve for Nordens største Digter.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juni 1875).
Henad Kl. 2 samledes Arbejderne paa St. Annæ Plads for derfra i et Antal af vel omtr. 4000, med en halv Snes Musikkorps og henved 50 Faner at drage gjennem Byen til Jernvejsstationen. I Tavshed og med sænkede Faner passerede Processionen forbi Frederik den syvendes Rytterstatue, paa hvis Fodstykke der henlagdes en Krans, ad Frederiksholms Kanal, Raadhusstræde og Frederiksberggade til Jernvejsstationen, hvorfra Toget i Løbet af et Par Timer befordredes til Klampenborg. Her opstillede Foreningerne sig langs ven til den slesvigske Sten førende Vej, og satte sig omtr. Kl. 6 i Bevægelse, efter at Politiet havde forment Pio, Brix og Geleff at passere til Vogns gjennem de lange Rækker. Hvor stor Mængden var, som omtr. Kl. 7 var samlet om den festlig smykkede Talerstol, have vi intet sikkert Skjøn over, men utvivlsomt maatte Forsamlingen tælles efter Titusinder. Saasnart man fik Øje paa d'Hrr. Pio, Brix og Geleff, som havde taget Plads paa Talerstolen, bleve disse fremkaldte og modtoges en for en, som de traadte frem, med stormende Bifaldsraab. Festkomiteens Formand, Hr. Holm, bød Velkommen og oplæste derpaa svigende Hilsen til Arbejderne, som Pio og Brix endnu vare for afkræftede til at fremføre mundtlig:
"Hilsen til Arbejderne.
Efter femten Maaneders Varetægtsarrest i Kjøbenhavns Tyvehuller, efter nitten Maaneders aandssløvende Cellefængsel i Vridsløse Forbedringshus ere vi omsider med undergravet Helbred og ødelagt Nervesystem blevne gjengivne til Lyset og Friheden.
Det paaligger os som vor første Pligt efter vor Frigivelse, at takke de danske Arbejdere for den Deltagelse i vor Skjæbne, som de ved enhver Lejlighed have lagt for Dagen, og da den Behandling, som vi i 3 Aar have været underkastede, har medført, at kun en af os i Dag vil se sig i Stand til at opfylde denne Forpligtelse mundtlig, ere vi andre to blevne enige om ved en skriftlig Henvendelse at forsøge paa at afbetale en Del af vor Taknemlighedsgjæld.
Da vi for fire Aar siden begyndte Kampen for den fjerde Stands Frigjørelse, vare vi os fuldt vel bevidste, hvilket uhyre Arbejde vi paatog os, og hvor ubetydelige vore Kræfter vare i Forhold dertil. Men vi stolede den Gang ligesom nu paa en Hjælper, der nok skulde overtage Broderparten af Besværligheden ved Gjennemførelsen af vor retfærdige Sag, og denne Hjælper var den danske Arbejderstand.
Vi ventede ganske vist ikke, at Arbejderne med Vaaben i Haand skulde omstyrte det bestaaende og uddele Samfundets Formue i lige Parter for derefter at forøde det let erhvervede i Fraadseri og Drukkenskab. Dette er kun en taabelig og meningsløs Løgn, opspundet af vore Fjender.
Men vi ventede og haabede, at den Sæd, vi havde bidraget til at udsprede, skulde bære Frugt, at Arbejderne vilde vaagne til Bevidsthed om deres Pligter mod dem selv og deres Børn, at de vilde hævde deres Selvstændighed og Uafhængighed og begynde den lovlige, fredelige Kamp for det Herredømme i Samfundet, som naturlig bør tilfalde dets arbejdende, værdiskabende Medlemmer.
Med dyb Glæde hørte vi derfor i vort stille Fængsel Rygterne om, hvorledes det ene Fag efter det andet sluttede sig sammen til Modstandsforeninger mod Kapitalens Overgreb, og om hvorledes Arbejderne selv i Tale, i Sang og i Skrift klart og forstandig tolkede deres Ønsker og meddelte hverandre deres Tanker. Thi kommer det først dertil, at Sandheden ikke længere er noget udenad lært, men noget indvendig følt, kommer det først dertil, at hele den fjerde Stand, enig og resolut, naar som en Mur mod Storborgernes Anmasselser, jo, da er Modstanden brudt, da er Sejren vunden, da vil der ikke længere blive Tale om Fængsel og Forfølgelse mod Sandhedens Forkæmpere, da kommer Turen til os at stævne Ting og holde Dom!
Men vil der end maaske løbe en Del Vand i Stranden endnu, inden den Tid kommer, saa kunne Arbejderne dog være stolte af, hvad der allerede er udrettet, thi den samme Sag, som i England og Tyskland og andre Lande har kæmpet sig møjsommelig frem i Løbet af flere Menneskealdere, har her i Løbet af faa Aar faaet en Udvikling, som tvinger alle politiske og religiøse Partier til at tage Hensyn til den. Og medens vore udenlandske Brødre ved fortvivlede Striker og store Pengeofre have maattet tilkjæmpe sig hvert Skridt henimod en taaleligere Tilstand, have Danmarks Arbeidere i de sidste Aar naaet os, om end langtfra ikke tilfredsstillende eller tilstrækkelig, saa dog følelig Forbedring i Lønningsvilkaarene, et Resultat, der hvor lille det end er. dog netop i Begyndelsen af Kampen bliver af tidobbelt Betydning, da det viser selv de ligegyldige, at den Vej, den er slaaet ind paa, er den rette, ligesom det styrker Modet og opflammer Villien til at trænge længere frem paa Selvstændighedens og Velværets Bane.
Frejdige og med rolig Samvittighed saa vi derfor vor sørgelige Skjæbne i Møde, og uden Anger eller Vaklen betraadte vi det uhyggelige Fængsel, der for en Række af Aar var bestemt til at være vort Opholdssted. Men vilde end Bevidstheden om vort Hværv og vor Pligt i Forbindelse med de jævnlige Efterretninger om Lærens voxende Udbredelse have været tilstrækkelig til al holde vort Mod oppe i Ulykkens Time, saa var dette dog ikke vor eneste Trøst.
I de ensomme Fængselstimer, naar Tiden sniger sig saa langsom hen, som var den ved at give Plads for Evigheden, naar Øjet trættes ved at stirre paa de snevre Cellevægge, da kommer Tanken om de fjærne, men deltagende Venner Pligtfølelsen til Hjælp; da svinder Bitterheden fra Hjærtet og Utaalmodigheden fra Sindet, da omvikler Erindringen og Haabet de tykke Jernstænger med duftende Blomster, da fyldes Fantasiens lystige Hal med de kjære Billeder af dem, for hvis Lykke og Velvære man strider, hvis Bifald man er stolt af, og i hvis Hjærter man ønsker at bo!
Saa aflægge vi da herved vor hjærtelige, vor dybfølte Tak til alle arbejdende Medborgerinder og Medborgere, en Tak for hver opmuntrende Linie, vi have modtaget, en Tak for hver venlig Tanke, de have sendt os. Med Guld og Gaver formaa vi ikke at vise vor Taknemlighed, men en Ting have vi, som vi kunne give: vort I Liv og vor Kraft, vore Evner og vor Villie; og selv i denne Kapitalernes og Guldets Tidsalder turde det dog endnu have nogen Betydning, naar et Menneskeliv helt og udelt sættes som Indsats for en ædel Sag!
Derefter talte Geleff, modtaget og jævnlig afbrudt af Bifald, for Grundloven, idet han navnlig fremhævede Nødvendigheden af at holde paa alle Grundlovens Paragrafer, baade dem om Bevillingsretten og Forsamlingsfriheden (49 og 88) og derhos Løfteparagraferne særlig den, som lover Indførelse af Offenlighed og Mundtlighed i Retsplejen; thi af Erfaring vidste han, at der ikke i hele Verden, end ikke i Tyrkiet og Rusland, existerede en værre Retspleje end den danske. Træskærer L. Toucher talte for Socialismen som en Lære, der vilde Ret for alle. Skomager Hørdum om Arbejdernes Fordringer i politisk og økonomisk Henseende, fhv. Kbm. Mundberg for Kvindens Frigjørelse og E.W.Klein, Formand for Fagforeningernes Centralbestyrelse, for Sammenslutning mellem alle Arbejdere, hvorefter Tømrer Sørensen, Horsens, bragte en Hilsen fra de jydske Fagforeninger. Hermed var den officielle Del af Festen til Ende, og Deltagerne nød nu en Stund paa bedste Maade Livet i det grønne.
(Morgenbladet (København) 8. juni 1875).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar