Mordet paa Thyrsting Mark. (Efterskrift til Politivennen)

Natten mellem 9. og 10. maj 1875 begik en tjenestepige mord på en 75-årig aftægtskvinde.

Mordet paa Thyrsting Mark. Den tidligere omtalt, myrdede Aftægtskone, Christine Nielsen, skulde have en temmelig stor Aftægt af Søren Laursen Kragsigs Ejendom paa Thyrsting Mark, og hun vilde have Alt. hvad der tilkom hende, og have det i forsvarlige Varer. Søren L. Kragsigs Kone, Henrikke Nielsen, stod i det Væsentlige for Styrelsen af Forholdene hjemme, da Kragsig altid er meget fraværende, ofte i Uger ad Gangen. (Han er Uhrmager og gaaer omkring og reparerer simple Stueuhre i Husene hos Folk i Omegnen.) Først for et Aarttid siden fik Kragsig den Ejendom, hvoraf Aftægten udredes, men hans Kone og Aftægtskonen kom snart i Uenighed og fjendtlig Stemning mod hinanden. De vare begge meget heftige og vanskelige, begge vist nok noget urimelige, dog er der ingen Tvivl om, at hvad der bødes Aftægtskonen, ikke var som det skulde være. Kragsigs' Datter, Nielsine Sørensen, 24 Aar gl., som for et Par Maaneder siden kom i Tjeneste paa Provstlund, var hjemme hos Forældrene i Vinter og vidste derfor god Besked om den Byrd, Aftægtskonen var for Forældrene, og den daglige Krig, den gav Anledning til. Hun og Moderen havde tidligere talt om, at det var godt om Aftægtskonen kunde dø, og hun havde da tilbudt at ville gjøre det af med hende. Da der den 1ste ds skulde leveres Aftægtskonen nogle Præstationer, bleve en Del af disse atter kasserede. Skjøndt Kragsigs Kone vist nok selv indsaa, at dette var berettiget, blev hun dog herover heftig forbittret, beklagede sig for Naboen og Enhver, hun traf paa, over Aftægtskonens Urimelighed og udtalte, at hun ikke kunde udholde at være sammen med hende. Dagen før Kristi Himmelfartsdag gik hun hen til Datteren paa Provstlund og overtalte denne til at dræbe Aftægtskonen. Under et opdigtet Paaskud fik Datteren Tilladelse til at gaa hjem den næstpaafølgende Lørdag Eftermiddag og at være borte til Søndag Middag. Kragsigs Kone skulde da sørge for, at der ikke var Andre i Huset end Aftægtskonen, hvilket hun ogsaa gjorde. Hendes Mand, vidste hun, skulde Lørdag Eftermiddag til Østeregnen efter Halm, kjørende med deres Stude, saa at han neppe kunde komme hjem for næste Morgen. Selv gjorde hun sig et Ærinde til Nørhoved, hvor hun blev Natten over, og saaledes var kun tilbage det yngste Barn, en Dreng paa Aar. Denne sendte hun hen til Peder Sandvads paa Thyrsting Mark og bad om, at han om Natten maatte ligge hos sin der tjenende ældre Broder, fordi hverken hun eller hendes Mand kunde komme hjem den Nat. Datteren Nielsine, der er noget svag paa Synet (hun gaaer med Briller) og som tillige synes at have været noget sygelig, fandtes usædvanlig livlig og tilfreds, efter at Moderen havde været hos hende og det var bestemt, at hun skulde hjem. Men efterhaanden som Tiden nærmede sig, syntes hun mindre oplagt til Rejsen og hun forhalede endog Afrejsen Lørdag Eftermiddag saaledes, at hun flere Gange af hendes Omgivelser blev spurgt, om hun ikke snart vilde afsted. Hun ankom til Forældrenes Hjem meget sent Lørdag Aften, og efter at hun havde overbevist sig om. at der Ingen var hjemme i Forældrenes Lejlighed, bankede hun paa hos Aftægtskonen. hvem hun fortalte, at der Ingen var hjemme, hvorefter Aftægtskonen tilbød hende, at hun kunde ligge hos hende samt stod op og lukkede hende ind. Hun lagde sig derefter paaklædt paa Sengen hos Aftægtskonen, men kunde dog ikke den Nat bestemme sig til at dræbe hende. Hun følte Ulyst og Ængstelse. Faderen kom hjem ved Daggry Søndag Morgen og Moderen henad Formiddagen. Da hun blev ene med Moderen, bildte hun denne ind, at Mordet ikke var bleven udført, fordi hun var bleven syg paa Hjemvejen, men lovede, at det nu skulde ske den paafølgende Aften eller Nat, naar hun da igjen kunde blive ene i Huset med Aftægtskonen. Dette lod sig ogsaa ordne, thi Kragsig skulde netop Søndag Eftermiddag til Træden, for at betale nogle Penge og gjøre nogle Uhre i Stand, og Konen tog sig til Ærinde, at ville hen ad Aften over til Lauding til en Skræderpige. og hun vilde da med det samme besøge sin Søn, der er Skræder og boer i Dauding. For at være sikker paa, at Manden ikke skulde komme for tidligt hjem, bad hun ham gaa fra Træden over Dauding og tage hende med hjem. Den lille Dreng blev atter sendt til Peder Sandvads. Mod Aftægtskonen var man hele denne Søndag meget venlig og opmærksom, trakterede hende med Mad og Kaffe, som om man vilde gjøre hende tryg. Om Datteren Nielsine hed det, at hun, da hun ikke var rigtig rask, ikke vilde gaa længere end til Bræstenbro Søndag Aften, da hun saa haabede derfra let at kunne komme til at kjøre til Provstlund lejlighedsvis næste Morgen. Hun behøvede derfor ikke at gaa saa tidligt. Hun forblev hjemme, efter at Moderen henimod Aften var gaaet til Dauding, og trakterede endnu efter den Tid Aftægtskonen, der malkede og trak Faarene hjem, med en Kop Kaffe. Efter at Aftægtskonen var gaaet tilsengs, hvilket dog blev temmelig sent, da hun havde for Skik ofte at være sildigt oppe, gik hun til hendes Vinduer og fortalt, hende, at hun ikke var kommen afsted til Bræstenbro endnu, fordi det regnede, og bad hende, om hun ikke maatte sidde ind, hos hende, indtil hendes Forældre kom hjem. Aftægtskonen stod ogsaa strax op og lukkede hende ind, men lagde sig derpaa igjen til Sengs. Nielsine Sørensen satte sig derpaa ned ind, i Stuen, hvor Aftægtskonen laa uden at tale videre med hende. Da hun mærkede, at Aftægtskonen var falden i Søvn, gik hun hen til Sengen og kvalte hende nu uden at hun gjorde videre Modstand, idet hun med den ene Haand tog hende kraftigt om Halsen over Struben og med den anden Haand holdt hende for Munden. Hun siger, at Aftægtskonen kun udstødte ganske faa Skrig og Klagelyd. Hun mener, at hun neppe en Gang rigtig vaagnede til Bevidsthed, inden hun var død. Da hun mærkede, at Aftægtskonen var død, forlod hun hendes Stue, lukkede Døren udvendigt og gik ud og lagde sig i Forældrenes Lejlighed. Da Moderen kom hjem om Morgenen, meddelte hun hende, at det nu var sket, og Moderen sørgede derefter for, at Døren til Aftægtskonens Lejlighed blev aflukket indvendigt fra med en for Yderdøren værende Skodde, idet hun efterat have skoddet Døren gik fra Aftægslejligheden over Loftet, for at det skulde se ud som om Ingen kunde have været inde hos Aftægskonen om Natten, og som om denne dog pludseligt var død en naturlig Død. Kragsig kom først hjem Mandag Formiddag mellem Kl. 8 og 9. og da en Nabokone, der var kommen derind, spurgte om Aftægtskonen var hjemme i Dag, var det først, at hendes Død blev bekjendt. Man svarede, at man ikke endnu i Dag havde hørt Noget til hende; derefter gik man til Vinduet og kaldte paa hende uden at faa Svar. Kragsig vilde nu strax have Døren brækket op for at se, hvorledes det hængte sammen, men den tilstedeværende Kone (Nabokone) tilraadede ham at tilkalde en Nabo, og dette skete da ogsaa. hvorefter man fandt Aftægtskonens Lig liggende uklædt regelmæssigt i Sengen, uden andre Tegn paa udvortes Vold end nogle Smaapletter omkring Munden og nogle Skrammer som af Tryk paa Halsen. Kragsig selv er vistnok uden Skyld i Forbrydelsen, i ethvert Fald paastaa baade hans Kone og Datter samt han selv dette. Datteren synes ogsaa at være gaaet modstræbende til Forbrydelsen. Da Moderen paa Provstlund begyndte at tale med hende herom, foreslog hun at forgive Aftægtskonen. Aftægtskonen var 75 Aar gl., men var en rask og stærk Kone. Kragsigs Kone er 53 Aar gl.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 29. maj 1875).

Paadømt Mordsag. Ved en ved Viborg Landsoverret den 6te ds. paadømt Justitssag, hvoraf Dommens Resultat i al Korthed alt er refereret i "Jyllandsposten", og under hvilken Nielsine Sørensen er tiltalt for efter Tilskyndelse af og foregaaende Aftale med Moderen, Henrikke Nielsdatter, at have Natten mellem den 9de og 10de Maj d. A. ved Kvælning aflivet den 75aarige Aftægtskone, Christine Nielsen af Thyrsting, ere de nærmere Omstændigheder ved bemeldte Daad i det Væsentige følgende:

Efter at Henrikke Nielsdatters Mand havde tilbyttet sig en Ejendom i Thyrsting, paa hvilken der hvilede en ikke ubetydelig Aftægt til ovennævnte Christine Nielsen, opstod der snart et spændt og daarligt Forhold mellem navnlig Henrikke Nielsdatter og Aftægtskonen, der i øvrigt efter Sagens Oplysninger skal have været noget vanskelig og urimelig. Efter at der jævnlig havde fundet Sammenstød Sted mellem Aftægtskonen og Henrikke Nielsdatter, beklagede denne sig ved slige Lejligheder derover til sin Datter Nielsine Sørensen, og ytrede navnlig hver Gang, at hun ikke længer kunde holde det ud sammen med Christine Nielsen, og at en af dem maatte fjærnes, hvortil Datteren, der troede, at Moderen dermed mente, at hun vilde tage sig selv afdage, ytrede, at hun kendte en, der nok skulde gjøre det af med Aftægtskonen, idet hun derved mente sig selv, medens Moderen antog at hun derved sigtede til en Karl, med hvem Datteren havde foregivet at være forlovet; dog blev der ikke ved denne Lejlighed truffet nogen bestemt Aftale om naar og hvorledes Gerningen skulde udføres; men Datteren havde opfattet det Forefaldne, som om der var truffet den Aftale, at Aftægtskonen skulde dræbes engang, naar passende Lejlighed dertil tilbød sig. Datteren fortrød imidlertid snart det Moderen givne Løfte, og, i den Tro, at denne skulde glemme alt, naar hun kom længere bort fra Hjemmet, paatog hun sig en Tjeneste 3 Mil fra sit Hjem. Men desuagtet kom Moderen en Dag i Slutningen af April hen til hende, og. idet hun gjentagende beklagede sig over Forholdet med Aftægtkonen, bragte hun atter dennes Drab paa Bane, og der blev nu truffet den bestemte Aftale, at Konen skulde aflives, men hverken Tiden eller Maaden, paa hvilken dette skulde ske, blev dog bestemt ved denne Lejlighed, hvilket først blev bestemt den 5te Maj, paa hvilken Dag Moderen atter kom hen til Datteren, og ytrede til denne i Samtalens Løb, at det nu var bedst, at det blev gjort af med Aftægtskonen, og det blev desaarsag aftalt, at Mordet skulde udøves Natten mellem den 8de og 9de Maj, og at Moderen skulde sørge sar, at saavel hun som Manden den Nat vare fraværende fra Hjemmet. Hvad Drabsmaaden angaar, da foreslog Datteren Forgivelse - efter hendes Udsagn, fordi hun nødig selv vilde lægge Haand paa Aftægtskonen - , men denne Maade modsatte Moderen sig og foreslog i Stedet - ved en betegnende Gestus - at anvende Kvælning, navnlig af den Grund, at denne Dødsaarsag vanskeligst kunde opdages, idet hun hertil føjede den udtrykkelige Betingelse, at Datteren ikke selv maatte udføre Gjerningen.

I Henhold til ovenstaaende Aftale fik Nielsine Sørensen nu Tilladelse til at maatte gaa hjem, men nølede, da hun følte stør Ulyst til at udføre Gjerningen, saa længe med at begive sig paa Vej, at hun først naaede Hjemmet henimod Midnat, og efter at hun havde forvisset sig om, at der ingen vor hjemme, gik hun hen til Aftægtslejligheden og kaldte paa Aftægtskonen, der lukkede hende ind og tilbød hende, at hun maatte opholde sig hos hende, til Forældrene kom hjem. Hun lagde sig da paaklædt hos henne, men formaaede af Frygt ikke at udvise nogen Voldshandling lige over for denne, og der blev derfor intet af Drabet den Nat, hvorover Moderen blev meget vred, og af Frygt for dennes Vrede lovede Datteren nu, at Gjerningen skulde blive udført den paafølgende Nat, naar Moderen saa vilde sørge for, at alle ligeledes den Nat vare borte fra Hjemmet. Om Aftenen, efter at Aftægtskonen var gaaet til Sengs, bankede nu Nielsine Sørensen atter paa hos hende, der ogsaa lukkede hende ind og tillod hende at forblive i Stuen, til Forældrene kom hjem, hvorpaa Aftægtskonen atter gik til Sengs, medens Nielsine Sørensen satte sig ved Vinduet, hvor hun, selv efter at Christine Nielsen atter var falden i Søvn, forblev siddende, da hun, ligeledes den Nat af Frygt, ikke turde lægge Haand paa Aftægtskonen, - indtil hun henved Midnatstid hørte sin Moders Stemme udenfor i Gaarden Hun blev nu bange for Moderens Vrede, hvis hun ikke udførte Udaaden, og gik derfor straks hen til Sengen, greb Konen med den venstre Haand fast om Halsen, medens hun med den højre Haand først tog Konen i Haaret og trykkede hendes Hoved fast ned imod Puden, og derpaa, da Konen, som i øvrigt ikke rigtigt vaagnede, gav nogle Skrig og klagende Lyd fra sig, klemte hende med denne Haand stærkt om Munden, for at hindre hende i at skrige, hvorpaa Aftægtskonen, der næsten ingen Modstand gjorde, blev liggende aldeles stille. Saasnart Nielsine Sørensen - der var angst og bestyrtet under Gjerningens Udførelse og var i en saadan Stemning, at hun ikke ret kan erindre det Passerede - bemærkede, at Christine Nielsen var død, forlod hun straks Aftægtsboligen og begav sig pur Vejen til Bræstenbro Kro, hvor hun agtede at overnatte; men paa Grund at Sygdom maatte hun vende om og gik til Sengs i sit Hjem, hvor hun laa, da Moderen om Morgenen kom hjem.

Som Motiv til ovenmeldte Mord har Henrikke Nielsdatter navnlig angivet, at hun ikke kunde udholde Samlivet med Aftægtskonen, og at det derimod ikke var for at frigjøres for Aftægtsbyrden, for hvis Skyld det aldrig kunde falde hende ind at faa Konen ryddet af Vejen, naar hun ellers havde været ordentlig og skikkelig, og hun tilføjede derhos, at hvis hun havde vidst, at Datteren selv vilde udføre Gjerningen, havde hun hellere opgivet det Hele, da hun ikke vilde have, at hendes Datter skulde udføre slig en Gjerning. Hun har imidlertid lige saa vel som Datteren - der har udsagt, at hun udførte Gjerningen efter Tilskyndelse af Moderen og for at befri hende for en Person, med hvem Livet bestandig var en Plage; men hun indrømmer dog ogsaa, at hun selv var vred paa den Myrdede, fordi denne en Gang skal have fremsat urigtige Beskyldninger mod hende, og hun kunde heller ikke nægte at have havt egen Fordel ved Forældrenes bedre Formuesomstændigheder som Følge af Aftægtens Ophør for Øje, idet hun i saa Fald havde faaet Løfte paa større Hjælp hjemmefra - forbrudt Udøvelsen af Drabet paa Christine Nielsen

Ved Underretsdommen ere Arrestantinderne, - af hvilke Nielsine Sørensen er født den 28de December 1850 og Henrikke Nielsdatter den 7de Februar 1823, og som ikke tidligere have været straffede - ansete efter Straffelovens § 190, for Henrikke Nielsdatters Vedkommende sammenholdt med §§ 52 og 54 og ere de begge dømte til at straffes paa Livet, hvilken Dom er stadfæstes ved Overrettens Dom af 6te d. M., og vil Udfaldet sandsynligvis blive det samme ved den eventuelle Højesteretsdom.

(Jyllandsposten 15. december 1875).

Som forventet stadfæstede Højesteret den 7. marts 1876 overrettens dom. Og som kotyme var, blev de blev begge benådet. 

Henrikke Nielsdatter (7. februar 1823 til 5. februar 1891) var 28. juli 1889 til 27. august 1889 hun indlagt på Kommunehospitalet. Hun blev løsladt 8. april 1890 fra fængslet efter kongelig resolution af 31. marts 1890. Hun havde 10 børn med Søren Laursen, Krasig. De var født mellem 1846 og 1866. 

Datteren Nielsine Sørensen var født 28. december 1850 og døde 20. maj 1932 på Forsørgelsesanstalten, Fabrikvej 2 i Horsens, 81 år gammel.