Jens Peter Wissing (1788-1867) var søn af en rig købmand i Kolding. Ved faderens død i 1817 overtog han forretningen og havde desuden en række kommunale tillidsposter. Han blev yderligere velstående ved moderen død i 1830, at han opgav købmandsforretningen og levede af afkastet af ejendommen og statspapirer.
Jens Peter Wissing lånte kommunen penge til et nyt rådhus til billig rente og lempelige afdrag. Han bestemte at hvis han (der var ungkarl og derfor uden efterkommere) døde, skulle resten af lånet hensættes som et legat. Desværre for byen levede Wissing så længe at lånet ved hans død for længst var betalt. Rådhuset stod færdigt i 1839. I 1841 gav han penge til Kolding bys trængende ved udredelsen af deres kommuneskatter.
I 1845 fik han titel af kongelig agent af Christian 8. En titel man fik når man betalte rangskat og som belønning for den indsats, han gennem gaver havde givet Kolding, bl. a. en ny klokke til Skt. Nikolai Kirke, forbedring af orglet og et nyt alterklæde. I 1856 forærede han kirken et stort stykke skov i Seest. Wissing stiftede et legat af hvilke renterne (10 Rd) skulle anvendes til det. Beløbet var så lille at det var nødvendigt at spare sammen for flere år. I 1866 anskaffede man fx 4 nye tavler til salmenumrene.
Allerede i 1830'erne havde han opbygget et ry(gte) som skandalemager, hvilken kom til udtryk i en artikel i Corsaren:
I det Øieblik, da Bladet skal sluttes, modtage vi endnu følgende Brev:
Kolding den 20de Januar.
Kjære Corsar!
Igaar er Jens Peter Wissing bleven Agent; Byfogden har i Kongens Navn meddeelt ham denne Udnævnelse. De husker ham vel nok: det er ham, der hele Dagen staaer udenfor sit Huus i bar Nattrøie, undtagen om Sommeren, da han bærer Chenille; kalder de smaae og store Gadedrenge, der samles om ham, "Mine Herrer", men skikkelige Folk, der gaae forbi, Lumpenpak; laaner Penge ud til Smaadrenge, men aldrig til Familiefædre; aldrig lader gjøre reent i sit Huus, men pynter Kirken med Alterklæder o. desl. - han er bleven Agent, og det er umuligt at see paa ham, at det undrer ham, ja, han syntes slet ikke at føle sig ydmyg ved saaledes at være bleven stillet ved Siden af den store Carstensen. Kun Byfogden saae lidt geneert ud under Høitideligheden.
(Corsaren 24. januar 1845)
Under krigen 1848-1850 havde hans pakhus været benyttet til magasin, to af hans parceller til artilleri, hans lystbåde til fiskeri i Kolding Fjord og han havde måttet aflevere sine våben. I september 1849 indberettede han til krigsministeriet at han renoncerede på erstatning for de tab der havde været ved det.
I november 1852 blev Wissing idømt en mulkt på 25 Rbd. ved politiretten. Det fremgår af domsprotokollen at han med hujen og skrigen havde forstyrret ”den offentlige Rolighed og gjort sig skyldig i Gadeoptøjer”. Han havde for vane at hidkalde gadens børn for at spørge dem, om de vidste, hvor den fattige agent boede. Børnene pegede så på genboen agent Warmings hus, hvorefter Wissing spurgte dem, hvor den rige agent havde hjemme. Herefter pegede de på Wissings ejendom, en oplysning han kvitterede med fire skilling til hver.
- "Fra mangfoldige Sider" - hedder det i Kolding Avis - "Hører man atter klage over, at Byens berygtede Skandalemager, Agent Jens Peter Wissing, driver sit Uvæsen over alle Grændser af det Tilladelige. Der er navnlig fra flere Sider anket over, at han anfalder saavel Byens som ganske fremmede Damer med de meest uhøviske Talemaader og Udraab. Skulde vort Politi, som man vil vide, ansee sig for uberettiget til at skrive ind for at forebygge saadanne offentlige Skandaler (vi troe næppe, at det kan mangle paa tilstrækkelige Vidner), da er det tilvisse høiligen at beklage. Lad Manden forfølge Byens mandlige Beboere med sine Skjældsord og sin Cohorte af Gadedrenge; det finder man sig j; men det kan aldrig tilgives, at Byen for et saadant Individs Skyld kommer i den Grad i slet Rygte, at anstændige Damer ikke til nogen Tid af Dagen ene tør passere Gaderne"
(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 12. august 1854).
22 Marts (1856). Confirmation paa et af Agent I. P. Wissing af Kolding oprettet Gavebrev om en Fredskovslod til Kolding Kirke. Gavebrev.
Undertegnede Agent Jens Peter Wissing i Kolding skjænker og bortgiver herved til Kolding Kirke, overeensstemmende med en af mig under 23de September 1844 udstedt og d. 23de December 1851 tinglæst Declaration, den mig tilhørende Fredskovslod i Seest Skov, Seest Sogn, Andst Herred, Ribe Amt. Denne Gave knyttes herved til følgende Betingelser. 1) Da jeg har ladet Skoven plante og frede, ville jeg ikke have Skovbestanden ødelagt, hvorfor jeg herved bestemmer, at der i Skoven aldeles intet maa hugges eller udluftes, uden at Stiftsdirectionen i Ribe dertil giver speciel Ordre og fastsætter de Regler, hvorefter Skoven skal behandles. 2) Skovlodden skal til evindelige Tider være Kirkens uformindskede Skoveiendom og som Følge deraf maa den aldrig afhændes fra Kirken. 3) De Indtægter som Kirken maatte erholde af Fredskoven, maa alene anvendes til Kirkens indvendige Forskjønnelse og deraf maa ingensinde noget anvendes i andet Øiemed, det være sig af hvad Navn nævnes kan. 4) Det skal stedse være vedkommende Authoriteters Pligt at vaage over, at Skoven opelskes og fredes, og at den ikke ruineres. Foranførte Betingelser erklærer og declarerer jeg herved, at den ovenanførte Fredskovslod skal fra den 14de September d. A. være Kolding Kirkes lovlige Skoveiendom fri for enhver Paa- eller Tiltale, efter Loven. Til Bekræftelse under min Haands Underskrift i Overværelse af tvende Vitterligheds Vidner.
Kolding, den 4de Februar 1856.
Jens Peter Wissing
Til Vitterlighed:
Kralund. Schmell.
- Under "Indsendt" læstes nylig Følgende i "Kolding Av." "Hr. Redacteur! Der er her i Byen et Individ, som jeg skal tillade mig at henleve deres Opmærksomhed paa, et Individ, der ikke alene agerer Formand for Byens Gadedrenge, naar det, som sædvanlig, er i Selskab med disse, men som ogsaa paa egen Haand er meget værre end Gadedrengene. Dette Individ søger at tortere Enhver, der ikke staaer i særdeles Gunst hos det, ikke alene Herrer, men selv Damer, paa den meest pøbelagtige Maade, og saaledes er Individet ikke alene Aarsag til, at saa Mange, der ellers gierne spadsere ad Byens bedste og ellers meest befærdede Gade, maae gjøre en Omvei, for at undqaae Skandaler; men det er ogsaa en formelig Plage for dem, der boe i dets Nærhed. Vi vide ikke, om der ikke skulde gives Midler til at lukke Munden paa dette impertinente Individ, der stadig praler af at være HS. Majestæt Kongens Agent, Jens Peter Wissing; men saameget er vist, at det er absolut nødvendigt, at der med det første paalægges ham en ordentlig Mundkurv; thi det er dog vel drøit, at de fleste af Byens Indvaanere skulle undsee sig ved at passere forbi dette tilsyneladende halvgale Menneske."
(Thisted Amtstidende. En politisk og Avertissements-Avis 2. juni 1856)
En Indsender har paany i "Kolding Avis" fremsat følgende skarpe Anke imod Agent J. P. Wissing: Endskjønt der ofte her i Avisen er ført Klage over den Maade, hvorpaa Hans Maiestæt Kongens Agent Jens Peter Wissing agerer paa vore Gader og Stræder, er dog, med Undtagelse af, at han engang ved Politiretten er idømt en Mulct af 20 Rd., saavidt vi vide, Intet fra Politiets Side foretaget for at hemme det Uvæsen, han daglig driver. Det er derfor saare naturligt, at denne forfængelige og hovmodige Person troer sig berettiget til at tilsidesætte al Sædelighed og Velanstændighed og vedbliver med uhøviske Ord og Talemaader offentligt at insultere Enhver, der har det Uheld at mishage ham. Vel have vi hørt sige, at vor Agent, der har skjænket betydelige Summer til offentlig Brug, og frivillig svarer uforholdsmæssig høie Afgivter til Kommunen, staaer i megen Anseelse og Gunst hos de lavere Klasser af Byens Befolkning, og at disse høiligen vilde misbillige ethvert Skridt, der foretoges for at hindre hans lovstridige og skamløse Færd. Men denne Anskuelse er vistnok aldeles falsk; thi næppe engang af de Gadedrenge, der sædvanlig ledsage vor Agent og høre hans cyniske Foredrag, er han synderlig agtet og anset, og i alt Fald nærer sikkerlig enhver rettænkende og velsindet Borger og Indvaaner det Ønske, at et Individ, der daglig forstyrrer den offentlige Ro - der paa den mest uforskammede Maade uden al Anledning overøser snart En, snart en Anden med de gemeneste og plumpeste Skjeldsord - der alt længe har været til Skam og Skændsel for den hele By, omsider bringes til Orden og lærer at lyde Lovens Bud.
(Ribe Stifts-Tidende 7. august 1856).
I 1858 skænkede Wissing Fredericia Kommune en obligation på 100 Rd. hvis renter skulle anvendes til vedligeholdelse af det mindesmærke som ville blive oprejst for generalløjtnant Bülow.
Gadedrengenes Formand i Kolding. I "Kold. A." skriver en Indsender: Hr. Redacteur! Vi have jo nu et godt Politi her i Byen; jeg har læst en Attest om den Ting i Bladene, og da denne Attest var underskreven af Politimesteren selv, er den efter min Mening uantastelig. De maa for mig gierne raisonnere anderledes, det er ikke min Sag. Det var nu egentlig ikke det, jeg vilde sige: jeg vilde egentlig henlede det aarvaagne Polities Opmærksomhed paa et Individ, der oftere er kaldt og endnu synes at være "Byens privilegerede Skandalmager" nemlig Skraalhalsen Jens Peter Wissing, gadedrengenes Formand. Dersom han ikke kan drages til Ansvar, fordi han med allerstørste Flid søger at insultere og paa sin Viis insulterer Enhver, selv om man ikke i fjerneste Maade har fornærmet ham, saa maa han ligefrem blive straffet for "Gadeoptøier", der ere en Yndlingsbeskjæftigelse for ham. Saa længe der bliver seet igjennem Fingre med ham, maa enhver honnet Person undsee sig ved at passere forbi ham; og da jeg er overbeviist om, at enhver anden Stymper, der vilde gjere Forsøg i lignende Retning, snart vilde blive tagen ved Vingebenet, anmodes Politiet indstændig om ogsaa at habe et vaagent Øie med
Jens Peter Wissing;
thi hans Opførsel er virkelig utaalelig. Skulde Skandalen vedblive, vil De snart høre fra mig igjen.
Deres ærbødige a-ø
(Middelfart Avis og Vends Herreds Tidende for Politik, Handel og Bekjendtgørelser 20. april 1859).
Wissing var stadig i 1860'erne byens højst beskattede indbygger.
Angaaende den nylig afdøde Agent I. P. Wissing, der i "Koldpst." gjordes til Gjenstand for en temmelig hensynsløs Omtale, meddeler "Kolding Av." forskjellige Notitser, der vidne om, at han ingenlunde har savnet Tilbøielighed tit at anvende sin Formue i almeennyttige Øiemeed. Særlig tog han sig af Kolding Kirke. Denne skjænkede han først den saakaldte Kirketoft, imod at Kirken skulde sørge for Vedligeholdelse af hans Forældres og hans egen Begravelse. Han tænkte derefter paa Kirkens indvendige Forskjønnelse og offrede i en Aarrække mange Penge paa den, først til Alterklæder o. desl., derpaa til en ny Stemme i det ældre Orgel, endvidere til Restaurering af Altertavlen og endelig til Skriftestolen. I 1840 skjænkede han en ny Kirkeklokke. For ogsaa at give sit Bidrag til Kirkens Vedligeholdelse i Fremtiden overdrog han Kirken en Skovlod, som han eiede i Seest, og som han havde tilplantet med megen Omhu; at denne Gave ikke er uden Værdi, fremgaaer af, at Kirken i en Række af Aar har havt en Indtægt af Skoven af 200 Rd. aarlig. Endelig har han sikkret Kirken en aarlig Indtægt af 10 Rd., der er bestemt til dens indre Forskjønnelse. For Børn af Borgerskolen, som synge ved Begravelser, har han oprettet et Legat paa 150 Rd., og dette Legat omfatter tillige 400 Rd., hvoraf Renten anvendes til Flidsbelønning i Borgerskolen og Friskolen til de Børn, der udmærke sig i Religion. Skrivning og Regning. Endelig skjænkede den Afdøde i sin Tid den latinske Skole et Legat, som nu er gaaet over til Realskolen og uddeles til Disciple, der udmærke sig ved Sang og Deklamation. Da den nye Raadstue blev opført 1839, maatte Byen gjøre et Laan af 3500 Rd. hos det Offentlige; Obligationen for Laanet indløste I. P. Wissing og bestemte, at hvad der blev tilovers af Laanet efter de aarlige bestemte Afdrag, ved hans dødelige Afgang skulde anvendes til Afdrag i fattige Borgeres Kæmnerskatter; han levede imidlertid saa længe, at Laanet vist for Størstedelen er tilbagebetalt, saaledes at hans gode Hensigt ikke blev opnaaet.
(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 22. januar 1868).
Nogle Barndomserindringer fra Kolding. af J. L.
- - -
Tæt herved, paa Hjørnet af Søndergade og Helligkorsgade, boede i en meget stor to Etages gammel Bindingsværksbygning den bekjendte Rigmand Agent J. P. Wissing, en i vide Kredse bekjendt Særling. Trods sin Rigdom boede han som Eremit i den store Gaard, i hvilken sjælden Nogen fik Lov til at komme, og her levede han som en anden Diogenes mellem det værste Skrammel og i det værste Griseri, man kan tænke sig. Fra Gaden saae han ud som en Lazaron i en lang, vid Kappe, Tøfler og høj Silkehal; Hatten var som oftest forholdsvis ny og pæn - af den gode Grund, at Ungdommen ikke kunde lade ham beholde Hovedtøjet i Fred. Nu er Jens Peter Wissing død og borte, og paa hans gamle Ejendoms Grund findes en stor, smuk Kjøbmandsgaard, men Minder om ham vil først sent uddø. Kom Folk ham for nær, gav han dem det glatte Lag, og en Dag, da ovennævnte dansktalende østerrigske Officer nysgjerrig indlod sig med ham, fik han og de øvrige tilstedeværende høje Herrer "baade læst og paaskrevet".
- - -
(Fyens Stiftstidende 7. august 1886).
På Arkiv.dk findes en anden tegning af Wissing med teksten: "Kolding. Agent Jens Peter Wissing. (1788 - 1867). Tegning af Peter Nikolaj Møller. J.P. Wissing boede i Peder Helts hus, et markant bindingsværkshus, som han ejede, og som han desværre lod forfalde (nedrevet 1868) på hjørnet af Helligkorsgade og Søndergade." (Kolding Leksikon, se yderligere her)
Wissings gård var opført i 1619 af legatstifteren Peder Helt. Hovedbygningen lå parallelt med Helligkorsgade, med et mindre sidehus ned langs Søndergade. Gården var ikke vedligeholdt af Wissing-familien siden overtagelsen den omkring 1781. Gården blev dog malet hvert år. Han boede kun i et karnapværelse i stuen, og han spiste middagsmad ude skiftende steder af frygt for at blive forgivet.
Ved Jens Peter Wissings død 15. december 1867, udviste hans dødsbo en formue på lidt over 131.000 rigsdaler. Da Wissing ikke havde skrevet testamente, blev formuen fordelt mellem hans søster og hans søsters børn. Den nye ejer, H. W. Meyer, lod gården nedrive i 1868.
Bidrag til Kolding Bys Historie i det 19. Aarhundrede.
(Af Filialbestyrer P. Eliassen, Kolding).
VI. En Særling.
Naar ældre Koldingborgere kommer til at tale om svundne Tider, er der en enkelt Mand, der stadig afgiver Samtaleæmner, nemlig kongelig Agent Jens Peter Wissing. Denne mærkelige Mand, hvis Navn allerede er nævnt i der foregaaende, var med alle sine iøjnefaldende Fejl og Særheder dog en interessant Repræsentant for en længst forsvunden Tid. Ved sine vittige og skarpe Svar, ved sin sære Livsførelse, ved sine mange Gaver og Legater til Byen og ved sine bestandige Kampe med Ungdommen, er han bleven et Brændpunkt for de fleste ældres Barndornserindringer, og da Jens Peter WissingHistorierne giver gode Billeder fra Livet her i Byen i Datiden, fortiener de en Plads her. Allerførst nogle biografiske Oplysninger:
I det 18 Aarhundredes Slutning og det 19des Begyndelse indtog Købmd. Jens Wissing en fremragende Stilling indenfor Byens Handel. Han var fra Sønder Vissing, født 1737. I 1774 brev han, der altsaa da var 37 Aar gl., gift med den 23-aarige Ane Marie Fischer fra Vejle. Købmand Jens Wissing var Svoger til de to Præster Jokum Haar til Vejen og Læborg og Johan Otto Haar, Garnisonspræst i Frederiksværn i Norge.
Man har ment, at Jens Peter Wissing, eneste Søn af dette Ægteskab og født 3. Marts 1788 her i Kolding, skulde have arvet nogle af sine Særheder efter Forældrene, men fra paalidelig Side paastaas det bestemt, at Forældrene ikke i nogen Maade var Særlinge. Faderen var anset for en nøje paaseende Mand, som holdt godt ved sine Penge, Som et Træk, der vidner om, at Faderen var fornuftig nok, kan anføres: Paa Laasbybanke boede en Mand ved Navn Zacharias Eriksen. En Søn af ham, der var i København, skrev til ham 1812 eller 1813, at der vilde ske en Forandring med Pengevæsenet. Dersom Faderen havde de Penge, han skyldte Jens lKissing, skulde han udbetale Gælden. Det gjorde Faderen ogsaa, og Jens Wissing modtog Pengene med Renter og kvitterede. Eriksen raadede sine Venner til at gøre som han, at betale deres Gæld med Papirspenge, der jo ganske rigtig bag efter blev ret værdiløse. Men de Folk, der fulgte Eriksens Raad og kom og, vilde betale Jens Wissing, blev affærdigede med: "Jo pyt! Sig mig dem lovlig op !"
Om Jens Wissing sagde man forøvrigt, at hans Penge forøgedes ligesom Bogstaverne i hans Navnetræk forstørredes. Han var erkendt for en rig, men ogsaa for en human Mand, der ikke satte nogen fra Gaard og Grund, selv om han ikke prompte kunde betale, hvad han skyldte ham.
Jens Wissing døde 1817. Hans Hustru overlevede ham og døde 1830. Sine sidste Dage henlevede hun i en mindre Ejendom, opført 1619, liggende paa Rendebanen mellem Warburgs og Daugaards, nu nedbrudt og sammenføjet med Hjørnestedet.
Om Jens Peter Wissing fremgaar det af Dokumenter i Raadhusarkivet, at han har beklædt mange kommunale Tillidsposter. Han har saaledes været Takserborger, i 1816 var han Havnefoged en Tid, 1826 blev han eligeret Borger, valgt med 25 af 28 afgivne Stemmer. Allerede 1829 fratraadte han dog denne Bestilling. Desuden har han i sin Tid været Overformynder. Paa Grund af en Brokskade slap han for Borgervæbningen. J. P. Wissing, der som nedenfor nævnt, maa have overtaget Forretningen ved Faderens Død 1817, fik ved Moderens Død i Arvepart over 19000 Rdl. i Obligationer og Afregningsbeviser foruden nogle faste Ejendomme, Løsøre og Effekter, men allerede i Forvejen var han en særdeles velstaaende Mand.
I Aaret 1845, 9. Jan., blev han af Christian VIII udnævnt til kongelig Agent.
Jens Peter Missing. afgik ved Døden 15. Dec. 1867. Paa hans Ligsten, staar henvist til Tobiæ 3. 2. Efter disse Oplysninger giver jeg Ordet til Skomagermester P. Martin Møller (f. 1824):
Jens Peter Wissing gik i Skole hos Lærer P. Jørgensen samtidig med min Moder og Jens Jørgen Fyhn, der blev Præst og Udgiver af "Efterretninger fra Kolding". Min Moder har fortalt, at der allerede den Gang var noget vildt over ham, medens Fyhn opførte sig saa godt 0g altid var saa venlig. Skolen blev holdt i Jürgensens Privatbolig for Enden af Rendebanen, hvor nu Elektricitetsværket er.
Efter at Jens Peter havde lært Handelen hos sin Fader, kom han til Lübeck for yderligere at uddanne sig. Fra den Tid talte han Tysk med stor Færdighed 0g maa altsaa have været der nogen Tid. Ved Faderens Død var J. P. Wissing 29 Aar og har da rimeligvis overtaget Handelen.
I min Barndom hørte jeg ofte Fortællinger om Wissing og hans vittige og skarpe Svar, som han ikke var saa nøje over. Gik der en Mand forbi, hvis Pengevæsen ikke var som det borde være, fik han gærne: "Naar et Svin er slagtet, saa veed man, hvad det vejer, og naar en Købmand er død, saa veed man hvad han ejer."
Fra sin Købmandstid bar W. et vist Nag til Toldvæsenet. Navnlig havde han et Horn i Siden paa Toldkasserer E. Denne var en særdeles korrekt og agtet Mand, men han havde den Svaghed, at han stadig maatte ryste Drypper af Næsen, naar han sad paa Kontoret og skrev. Naar E. kom forbi, raabte Wissing: »Æ Frak er Kongens, men æ Neis er Din!" - Toldvæsenet brugte tidligere civilt Tøj, men fik hen i Fyrrerne Uniformer.
Det maa være i Begyndelsen af Tredverne, at Wissing opgav Handelen. Jeg er ikke sikker paa, om han endnu holdt Heste eller de var solgte, men Køer havde han endnu. En Kone kom og malkede dem for ham. Fik han for megen Mælk, hældte han den paa Møddingen, "for det gav fed Gødning". Senere solgte han Køerne, for, sagde han, naar Folk drillede dem, blev han syg af Mælken.
Fra Begyndelsen af Trediverne — det første, jeg kan huske ham, naar han stod paa sin Trappe — var hans sædvanlige Dragt følgende: Et Par blaa Klædes Benklæder, der var forede med Dyreskind eller Vaskelæder, den ene Klapflig hængende ned og stikkende stærkt at mod det blaa Klæde, Trøje eller rettere Undertrøje af Vaskeskind. Derover en Vest eller ogsaa uden dem Venstre Haands Tommelfinger stak han ind i Ærmegabet eller under Selerne.
Flere Gange, naar jeg kom forbi, kaldte han mig ind til sig og lod mig læse i en tysk Avis ("Hamburger Nachrichten") for at se, hvor meget vi lærte i Borgerskolen. Til Gengæld lod han sine Spilleuhre - han havde en 3--4 Stykker staaende i sin Stue — spille for mig. Naar Stykket var ude og inden det begyndte igen, var der en lille Pavse. Naar han saa vidste, at det vilde begynde igen, sagde han "Begön" for at vise, at Spilleværket lystrede hans Kommando.
Sang og Musik holdt han meget af, og jeg tror ogsaa at kunne huske ham selv synge. Derfor var det ikke sært, at han betænkte Skolerne med Legater til Uddeling af Præmier for Sang og Deklamation. *) Han spurgte saaledes en af Drengene, som havde sunget ved Ligfærd paa Kirkegaarden, om de fik noget for det. Drengen kunde kun svare Nej, hvortil Wissing saa sagde: "Hvor der er Sang, skal der ogsaa være Klang". Dermed mente han, at der burde ydes et Vederlag derfor i klingende Mønt. — Da Kolding Borgeres Sangforening blev oprettet 1845 9. Oktbr., gav han Foreningen en Obligation paa 100 Daler. (Egentlig var det et Kaper-Brev). Renterne deraf skulde uddeles som Præmier.
Jeg tror ikke, at han gav sig meget af med Bøger, men "Bondens Praktika" **) kunde han udenad. Han spurgte Drengene om, i hvilken Maaned de var født. Var de født i Juni (under Løvens Tegn), saa havde de et stort Mod og en lille Forstand. Han sagde ogsaa:
Af Aviser holdt Wissing mange. En Tid lod han dem bagefter cirkulere imellem Folk. Navnlig var han glad ved "Dannevirke". Med Rødkridt eller Blæk indstregede han flittigt Aviserne, til Slutning var de ganske overstregede. Han sagde, at Læserne blot behøvede at læse, hvad han havde indstreget. Ord som "Død", "Mord", "Brand" kom der Streger om. "Corsaren" fik mange Bemærkninger. Med "Ny Portefeuille" fulgte hver Gang et smukt Litografi. Det skulde Wissings Ven have, Fuldmægtig paa Byfogedkontoret cand. jur. Saxild, senere Herredsfoged og Justitsrand.
Wissing var vred over, at Skatterne hvert Aar steg, navnlig de kommunale Skatter. Han sagde derfor: "Først blev det Rigsbank, saa blev det Kurant, saa blev det Specier og nu bliver det snart Dukater." I sin Skattebog skrev han derfor:
Han havde en egen Frygt for, at de Gaver, han havde givet til Byen, skulde forsvinde, hvorfor han sagde til flere, at de skulde passe paa Saaledes kom han en Dag ind til mig og sagde:
"Bror, skriv nu op, hvor meget jeg har givet til Byen."
Jeg skrev de forskellige Gaver op og talte sammen. Renten deraf beløb sig da aarlig til 33 Specier (132 Kr.) og desuden et Skovskifte, den saakaldte Kirkeskov.
Han kunde slet ikke forstaa, hvordan det skulde gaa med Skatterne, naar han, den store Skatteyder, døde. Derfor sagde han: "Efter min Død skal de have deres Nød".
Wissing havde mulig tænkt sig, at der 1834 ved Valget til Provinsialstænderne i Viborg vilde være faldet Stemmer paa ham, men det gjorde der ikke. Da Valget var forbi, sagde han: "Jeg gav ingen Stemme og fik ingen Stemme. Derfor vil jeg give en' Stemme, der kan høres af dem alle", og saa gav han 220 Rigsdaler til en ny Stemme i Orgelet i Kolding Kirke.
Wissing vilde gærne holde lidt Øje med Gæstgivergaarden lige overfor (nu "Thomsens Hotel"). Han passede paa, hvem der kom der og hvad de tog sig for.
Undertiden viste han Tilbøjelighed til at se ind ad Vinduerne, men near han blev for nærgaaende, satte de et lille smukt Billede af ham selv i Vinduet. Saa trak han sig tilbage. Det var et fint udført oliemalet Billede, hvor man saa ham i den gule Skindtrøje, med Tommelfingeren stukken ind under Vesten og Bukseklappen hængende ned paa den ene Side. — Med Alderen blev hans Klædedragt forresten simplere end da han var yngre, idet han som ældre fik Tøj, der slet ikke passede ham.
I de senere Aar skiftede han ofte Madsted, da han troede, at Folk vilde forgive ham. Spiste han hjemme, saa var det Spegeflæsk, hvortil han drak Chocolade (I). Om Ost sagde han: Det er Guld om Morgenen, Søisom Maddagen, men suræltet Bly om Aftenen.
Under et Besøg, som Kong Christian VIII aflagde her i Kolding, vilde han takke Wissing for hans Gaver til Byen og Kirken, men det voldte Wissing meget Bryderi, for han skulde jo møde standsmæssigt. Han skrev derfor til Kongens Hofskræder om at sy ham en Klædning, men fik det Svar, at saa skulde Wissing lade sig sy Modeller af Shirting og sende ham, saa skulde Dragten nok komme i Stand til den bestemte Tid. Modellerne blev saa syede her i Byen.
Da Kongen var her, boede han hos Borgmester Estrup i Østergade, (hvor Melhandler Hansen nu bor). Jeg saa ikke Wissing, da han gik til Kongen, men da han kom tilbage fra Avdiensen, saa jeg ham komme i straalende Sindsstemning, med bart Hoved og Hatten under venstre Arm. I Haanden holdt han en stor Pung, hvoraf han uddelte Penge til alle Sider, alt hvad han formaaede, og Drengene flokkedes om ham. Livkjolen, som han bar, var meget fuldkommen og hang løs om ham saa vel som Benklæderne.
Da Wissing i 1845 blev Agent, havde han ingen Ro, for han fik Rangskatten betalt paa én Gang, thi han sagde, han kunde miste alt, hvad han ejede, saa havde han da kun den sølle Krop at betale af. Men stolt var han at, at han var Hans Majestæts højt betroede Agent. Han var stærkt kongeligsindet og raabte ofte: "Til Sibirien med alle Rebellerl"
Med Drengene førte han en evig Krig. Naar de trængte til Penge, slog de hans Ruder ud, og den samme Dreng, der havde gjort det, fik ofte Betaling for at hente Glarmesteren. Paa Hjørnet ud til Helligkorsgade stod en Kasse af Støbejærn, en saakaldt "Prøvekasse" til den underjordiske Telegraf (se Billedet at Søndergade). Til den gik Wissing ofte ud og slog efter den med Haanden for at indbilde Drengene, at han telegraferede til Kongen og nu var de ulykkelige. "Meld ham: Til Sibirien med dem."
I min Drengetid gik jeg en Dag forbi. Wissing kaldte paa mig og sagde, at nu kunde han i en Fart skaffe Ild. Han brugte et eget drastisk Udtryk, der ikke godt kan anvendes her. Det viste sig, at Agenten havde faaet en Art Tændstikker til at dyppe i Svovlsyre, men det tog dog nogen Tid' inden han kunde fas tændt et Lys paa den Maade. Jeg fortalte ham, at vi havde dem bedre, og han bad da om at faa dem at se. Svovlstikkerne til at stryge var da nylig (1838-39) komne frem, og jeg maatte skaffe ham en Kasse. i Forvejen havde han et Platin-Fyrtøj, hvor Brinten tændes, naar den strømmer ud mod et Stykke Platinsvamp. -- Saa viste han mig, hvorledes han havde sikret sig mod Overfald. Naar han strakte sig ud i sin Seng og stemte Fødderne mod Fodenden, ringede en lille Klokke, Ved højre Side at Sengen Ina en lang Kaarde, og naar han rejste sig op, var der vest Foden en Skuffe, hvori han havde en Pistol. Han lagde sig ned i Sengen og viste mig, hvorledes det hele skulde gaa for sig.
Da Amtmanden en Gang var her fra Vejle, spurgte han Wissing, hvorledes Tilstanden var her i Kolding blandt de Handlende. Wissing svarede: "Ja Deres Velbaarenhed, enten skal de smugle eller sulte,": og det var ganske rigtigt, thi enhver, der skulde have en Frakke eller gøre noget større Indkøb, købte i Haderslev eller Kristiansfelt.
Om Wissings Møde med den senere Amtmand, Orla Lehmann fortælles: Orla Lehmann besøgte en Gang Kolding og tog ind paa det nuværende Thomsens Hotel. Da han bemærkede J. P. Wissing, der altsaa boede lige over for, sendte han Bud til ham, at han gærne vilde hilse paa ham. Da W. kom ind, spurgte Amtmanden, om han kendte ham, men W. sagde Nej. Amtmanden nævnede nu sit Navn, hvortil Wissing svarede: "Ja, den Kongen ikke kan lide, sender han langt bort."
Man har ofte sat den gamle Ungkarls og Eneboers Navn i Forbindelse med Kærlighedshistorier, men noget bestemt vides dog næppe om, hvem "hun" har været. Man ved, at han i sin Ungdom som Superkargo fulgte med et Skib til Norge. Ladningen var Rug. Skibet frøs inde deroppe og først om Foraaret kom Wissing hjem — med tomme Lommer. Man siger, at Faderen sendte Jens Peter paa Rejsen paa Grund af en Kærligshistorie. Selv har han fortalt, at han i Norge kunde have faaet en rig Jernværksejers Dotter, og man har senere gisnet paa Navnet Jacob Aal. Om denne Norgesrejse fortaite han gærne, hvorledes de fangede Fisk ved ar hugge Hul paa Isen og lokke Fiskene med Ærter_
Kæmner J. O. Brandorff fortæller: "Naar Drengene mødte Wissing paa Gaden, hilste de ofte høfligt paa ham med et "Goddag, Hr. Agent!" Han gengældte Hilsenen og kunde somme Tider falde paa at spørge Drengene: "Hvor bor den fattige Agent?" Drengene pegede da paa hans Genboes Hus. Derefter spurgte han efter den rige Agent. og naar Drengene saa pegede paa hans Hus, blev han saa fornøjet, at han gav dem Penge."
Wissing værdsatte Penge højt. Han kunde jo huske den pengeknappe Tid. Naar han gav Drengene Penge, var det derfor en Lybskskilling, en Skilling Kurant (godt og vel 6 øre) eller ogsaa en "Søsling" (altsaa 3 Øre) eller et Stykke Kandis. Han havde nemlig stadig en stor Kasse med Sukker staaende og delte ud deraf, "for det er godt baade for Sult og Tørst." Sukkeret var en Rest fra hans Varelager.
Endnu et Par Træk af den gamle Særling skal her meddeles:
I hans Skov sønden for Byen, et Skovhoved i Teglgaardskær og som forlængst er forsvundet, blev der stjaalet Træer. Han kunde paa Sønderbro staa og se, at de fældedes derovre. "Naa, Herregud," sagde den gamle Mand, "de har maaske mere Brug for Træer end jeg." Det er et smukt Træk af ham.
Naar Vognene fra Landet korn kørende ind i Byen, plejede Wissing at synge, ganske langtsornt, "Vi skal til Kolding og smø--res, vi skal til Kolding og smøres!" Men naar Bøndervognene atter kørte, hjemad, sang han hurtigt: "Vi fik hverken Fedt eller Skidt! Vi fik hverken Fedt eller Skidt!
Man saa en Dag en Postfører C. banke Wissing. Grunden hertil var den, at Wissing havde sagt til ham: "Naar Kongen ta'r æ Kjøvl, hvem vil saa fød' æ Krop?"
Den ligeledes som Original af Folk ofte omtalte Jens Limschou, en fordrukken, ødelagt Mand, der nød en Pension som Postfører, (en Søn af postmester, Justitsraad Limschou), vilde Wissing aldrig tale med. Naar han kom, gik Wissing skyndsomt ind og slog den tunge Dør i. Limschou kaldtes stadig "Kære", et Mundheld han hyppigt brugte.
Der fortælles en Mængde Træk om gamle Jens Peters Sammenstød med Gadeungdommen. Mange af dem vidner om en Raahed, der er ganske forbavsende, og hvis der ikke var paalidelige Mænd bag Meddelelserne derom, kunde man tvivle om Muligheden. Det skete f. Eks. ofte, at naar Wissing lige have købt sig et Sæt nyt Tøj, gik en Dreng bagfra hen - og skar ham Tøjet i Stykker fra øverst til nederst. Wissing gik saa tilbage og købte andet Tøj. Dette er sket flere Gange en enkelt Dag. Eller Drengene skar Pullen af hans Hat, fyldte Skarn i hans Hankekrukke, naar han kom med Mælk, eller slog Krukken i Stykker for ham. Ganske vist, Wissing gav ofte selv megen Anledning, men den gamle ensomme Mand havde dog trods sin haarde Mund ikke fortjent denne Medfart. Værst var det, at ogsaa talrige voksne Mennesker deltog i disse Optøjer. At Wissing ofte var sine Medborgere til Besvær, er ikke nogen Undskyldning.
I Kancelliets Indstilling til Kongen i Anledning af Udnævnelsen til kongelig Agent med Rang i 7. Kl. Nr. 1 nævnes Wissings Gaver til Kirken, Kirkeskoven i Seest paa 16—18 Tdr. Land og den nye Kirkeklokke, som han i Anledning af Christian VII og Gemalindes Besøg i Kolding paa deres Hyldningsrejse 3. Aug. 1840, lod ophænge som. Erstatning for en Klokke, der i Aarhundredets Begyndelse var slaaet itu. Denne Klokke kostede Wissing 820 Rdl. Af andre Gaver nævnes foruden den tidligere omtalte Forbedring af Orgelet et nyt Alterklæde (534 Rdl) et Bidrag til Altertavlens Forskønnelse (110 Rdl.) og det anføres, at Wissing under Navnet "Georg Saxilds Legat" havde skænket en Kapital al 550 Rigsdaler til Byens Skolevæsen. Gavebrevet af 9/ 5 44 bestemmer bl. a. at Renten af i 150 Daler skal gives til Børn i Borgerskolen, der synger ved Begravelser.
For disse Gaver modtog Wissing ogsaa gennem Stiftsøvrigheden anerkendende Udtalelser fra Kancelliet, og paa dettes her anførte Indstilling blev Jens Peter Wissing kongelig Agent 9. Januar 1845.
Et morsomt Træk, der saa aldeles ligner Wissing, meddeles mig af Rigsarkivets 2. Afdeling: Da Wissing gav Stiftsøvrigheden Meddelelse om Skovens Overdragelse til Kirken, tilføjede han: "Svar frabedes paa det Bestemteste". Af nærliggende Grunde kunde disse Ord dog ikke refereres i Kancelliets Indstilling til Kongen.
Wissings Familiegravsted paa Kirkegaarden vedligeholdes paa Kirkens Bekostning. Da Kirken i Begyndelsen af det 9. Aarhundrede erhvervede den østlige Del af Husmerstoft, tilbyttede den sig Grunden mod en Toft og Eng i Teglgaardskær. Wissing, der ejede sidstnævnte Jordstykke, skænkede det til Kirken med Forpligtelse at vedligeholde hans og hans Forældres Gravsted.
Selv dette Gravsted kunde Wissing, medens han levede, knap holde i Fred for de slemme Drenge. Gravstedet var omgivet med et ca. 7 Kvarter højt Træ-Rækværk, hvis Overkant var forsynet med Jærnopstandere 6-7 Tom. høje, der endte i Spyd eller Pile af Kobber. Disse Kobberspidser var forgyldte, og Vedligeholdelsen af dem kostede Wissing ikke saa lidt, da Drengene brød dem af. Bag efter kom de og viste ham Stumperne og fik Penge til for deres Ulejlighed.
Ogsaa for andres Grave kunde Wissing vise Omhu. 1833 døde Premiermajor Nording de Witt ved Landsenererne, og Officerskorpset satte ham et smukt Monument paa Kirkegaarden. Da Gravstedet saa i 1853 ikke var fornyet, købte Wissing det for bestandige Tider, og Kirken holder det vedlige.
- - -
Til Slutning er Par Ord om Wissings gamle Gaard paa Hjørnet af Søndergade og Helligkorsgade, Legatstifteren Peter Helts ***) Gaard, bygget i 1619.
Til Rendebanen og til Helligkorsgade var der over Indgangene anbragt smukt udskaarne Overliggere. Hosføjede Billede viser Overliggeren ud til Helligkorsgade. Den sad midt paa Gaarden over en tilmuret Dør.
Indskriften er:
ANNO 1619 LOD PEDER HELT OG METTE NIELSDATER VPSETTE DETTE HVSS. HINGEIDT DE ZEIDT DER KOMP DE DODT, 0 MENSKE DO RECHT VND FRvCHTE GODT.
Nogle Bogstaver i de sidste Ord er knuste, vistnok af en Granatstump. Til Venstre ses Peder helts Vaaben og til Højre de sammenslyngede Bogstaver J. H. S. (Jesus Hominem Salvator e: Jesus, Menneskenes Frelser).
Wissing nærede den største Omhu for Gaardens Ydre. "Altid var Gaarden frisk malet", siger Dr. K. Carøe i et Brev, der er stillet til min Disposition. "Jeg tror næsten, at Huset blev malet hvert Aar. Det hed sig den Gang, at det kun var Malingen, der holdt det vinde og skæve Tømmerværk sammen. At der var gaaet megen Maling til i Aarenes Løb, kunde man se paa Lagets Tykkelse, hvor Solen havde faaet det til at revne og skalle af. Karakteristisk var ogsaa den dybe, men dog varme, rødbrune Tone, det havde, som altid var den samme, og i hvilken de smaa, hvidmalede Vinduesrammer, særligt i den ejendommelige Karnap, tog sig lysende ud. Denne Farve var saa meget mere iøjnefaldende, som de nærmeste Bygninger alle var lyse, Hotellet lysegult, Aagaards, der den Gang havde sin originale Bindingsværksfacade, lysegraa og Søren Petersens Gaard (nu C. S. Borchs) en da ret almindelig brugt søgrøn Farvet.
E. S.
Som Kilder for dette Arbejde er benyttet tairige Papirer: Raadhusarkivet, navnlig Breve, Kammerregnskaber, Forhandlingsprotokoller og Kopibøger, og en Mængde mundtlige Meddelelser fra mange forskellige. Gennemgaaende har det været muligt i Arkivet for at finde Støttepunkter for mundtlige Meddelelser.
P. E.
*) Gavebrevet til Latinskolen, daterer 1845, er af Rektor Georg Bruun bogstavret aftrykt i "Indbydelsesskrift til Afgangsprøven 1903 i Kolding Latin og Realskole".
**) "Borde-Practica eller Veyr-Bog". Trykningsaar ubekendt
***) Se Fyhns Efterretninger fra Kolding, Side 131 og 285.
(Vejle Amts Årsbøger 1905, s. 72-88)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar