Skønt forholdet mellem præst og menighed i almindelighed er langt fra idealet og lader nok tilbage at ønske, bliver det dog alle vegne anerkendt at dette forhold bør afspejle den kristelige ånd i velvillig og kærlig omgængelse, så præsten på ingen måde bør spille enten den fornemme mands rolle eller betragte sig som pave i sit sogn, og lade sin opførsel mod menighedens enkelte medlemmer være afhængig af lune og for godt befindende. Man kan derfor ikke undertrykke sin misfornøjelse når en enkelt gejstlig nu og da antages at tilsidesætte agtelsen for de fordringer som den offentlige mening gør til ham med hensyn til hans forhold mod sine sognebørn, uagtet sagens delikate natur som oftest forbyder nogen offentlig omtale af sådanne tilfælde. De forekommer vist nok i det mindste ikke så sjældent som man af tavsheden skulle formode. Og det er let at forklare sig årsagen dertil.
En stor del af de københavnske præster har i sammenligning med landets øvrige gejstlige rundelige indtægter og lever på en brillant fod. Dette står alt for meget i modsætning til den elendighed som findes hos mange af menighedens familier. Da disse ikke ved andre forhold kan komme i berøring med den præstelige familie, er de som oftest i de store sogne højærværdigheden ganske ubekendte. Og når det er dennes pligt at besøge armodens bolig enten ved begravelse eller andre lejligheder, da fristes han let til at forglemme sit gejstlige kald ved synet af kontrasten til hans eget privatliv.
Det er dog på ingen måde indsenderens mening at de københavnske præster skal lide afdrag i deres indkomster, ligesom det heller ikke kan falde ham ind at misbillige det liv som disse sætter dem i stand til at føre. Det er kun den mangel på deltagelse og interesse for det enkelte individ som er forbundet med det, især af den fattige klasse, som misbilliges og menes at burde erstattes af den kristelige kærlighed der byder os at elske vores næste som os selv og at være ydmyge af hjertet. Velstand og gode kår udelukker aldeles ikke med nødvendighed denne følelse, men det synes tværtimod at være naturligt for ethvert kristent menneske at have den i samme grad som han ser sin næste lide det onde han selv kan glæde sig over at være fri for. For da må der jo opstå en taknemmelighedsfølelse hos ham både mod Gud og menneskene.
Den sande årsag til den omtalte absentia animi christiani for så vidt denne ytrer sig i de ydre forhold, er altså ikke præsternes gode kår. Det er snarere måden hvorpå de hæver deres indkomster. Da disse nemlig består i frivillige gaver, ligger det i præstens familieinteresse at være mere opmærksom og forekommende mod den formuende familie end mod den fattige som intet har at give. Men derved står præstens forhold i strid med hans gejstlige karakter, så meget mere som det især er den fattige der trænger til trøst og deltagelse. Når den fattige mand lader sin søn jorde, da finder han sin følelse såret ved den fornemhed hos Guds ords forkynder, at denne som vel ikke er uden eksempel, ikke vil træde ind under hans tag, men forretter den hellige jordpåkastelse i gangen eller i gadedøren og ønsker han ellers at tale med sin sjælesørger om reelle sager, fx attester og deslige, da kan det vel hænde at hans højærværdighed ikke for sådanne folk er at træffe uden til en vis tid eller han ikke på den fastsatte tid har lejlighed til at ekspedere vedkommende, eller betalingen ikke tilfredsstiller, osv.
Med hensyn til det sidst nævnte punkt er det virkelig noget som må forundre i høj grad at gejstlige, uagtet det er overladt til hver især at give efter sin evne dog undertiden skulle tillade sig at lægge deres misfornøjelse for dagen, ja vel endog ytrer den med ord og upassende gebærder. Skønt dette er en ting som ikke er ubekendt, men i det mindste siges for ikke langt tilbage i tiden at være sket, lader det sig vanskelig oplyse ved eksempler. Men de mange værdige gejstlige som findes her i byen, kan ikke føle sig fornærmede ved at denne bemærkning bliver udtalt. For den offentlige mening er dommeren: Hvem som frifindes af denne, er uantastelig. Og hvem som fordømmes af den, kan ikke blive fri ved det bedste forsvar.
Imidlertid vil vi til dels undskylde de gejstliges nidkærhed i at sørge for indkomsten, i erkendelse af at vi alle er mennesker og har en skrøbelig natur, og vi vil her indskrænke os til i almindelighed at ønske den københavnske gejstlighed sat på fast gage eller dog en fastsat takst for hver enkelt af de ministerielle forretninger i og udenfor kirken. Dersom dette sker, da er indsenderen overbevist om at et bedre og mere kristelig passende forhold vil indtræde mellem præst og menighed.
(Politivennen nr. 1313, Løverdagen, den 27de Februar 1841. Side 129-133).
En stor del af de københavnske præster har i sammenligning med landets øvrige gejstlige rundelige indtægter og lever på en brillant fod. Dette står alt for meget i modsætning til den elendighed som findes hos mange af menighedens familier. Da disse ikke ved andre forhold kan komme i berøring med den præstelige familie, er de som oftest i de store sogne højærværdigheden ganske ubekendte. Og når det er dennes pligt at besøge armodens bolig enten ved begravelse eller andre lejligheder, da fristes han let til at forglemme sit gejstlige kald ved synet af kontrasten til hans eget privatliv.
Det er dog på ingen måde indsenderens mening at de københavnske præster skal lide afdrag i deres indkomster, ligesom det heller ikke kan falde ham ind at misbillige det liv som disse sætter dem i stand til at føre. Det er kun den mangel på deltagelse og interesse for det enkelte individ som er forbundet med det, især af den fattige klasse, som misbilliges og menes at burde erstattes af den kristelige kærlighed der byder os at elske vores næste som os selv og at være ydmyge af hjertet. Velstand og gode kår udelukker aldeles ikke med nødvendighed denne følelse, men det synes tværtimod at være naturligt for ethvert kristent menneske at have den i samme grad som han ser sin næste lide det onde han selv kan glæde sig over at være fri for. For da må der jo opstå en taknemmelighedsfølelse hos ham både mod Gud og menneskene.
Den sande årsag til den omtalte absentia animi christiani for så vidt denne ytrer sig i de ydre forhold, er altså ikke præsternes gode kår. Det er snarere måden hvorpå de hæver deres indkomster. Da disse nemlig består i frivillige gaver, ligger det i præstens familieinteresse at være mere opmærksom og forekommende mod den formuende familie end mod den fattige som intet har at give. Men derved står præstens forhold i strid med hans gejstlige karakter, så meget mere som det især er den fattige der trænger til trøst og deltagelse. Når den fattige mand lader sin søn jorde, da finder han sin følelse såret ved den fornemhed hos Guds ords forkynder, at denne som vel ikke er uden eksempel, ikke vil træde ind under hans tag, men forretter den hellige jordpåkastelse i gangen eller i gadedøren og ønsker han ellers at tale med sin sjælesørger om reelle sager, fx attester og deslige, da kan det vel hænde at hans højærværdighed ikke for sådanne folk er at træffe uden til en vis tid eller han ikke på den fastsatte tid har lejlighed til at ekspedere vedkommende, eller betalingen ikke tilfredsstiller, osv.
Med hensyn til det sidst nævnte punkt er det virkelig noget som må forundre i høj grad at gejstlige, uagtet det er overladt til hver især at give efter sin evne dog undertiden skulle tillade sig at lægge deres misfornøjelse for dagen, ja vel endog ytrer den med ord og upassende gebærder. Skønt dette er en ting som ikke er ubekendt, men i det mindste siges for ikke langt tilbage i tiden at være sket, lader det sig vanskelig oplyse ved eksempler. Men de mange værdige gejstlige som findes her i byen, kan ikke føle sig fornærmede ved at denne bemærkning bliver udtalt. For den offentlige mening er dommeren: Hvem som frifindes af denne, er uantastelig. Og hvem som fordømmes af den, kan ikke blive fri ved det bedste forsvar.
Imidlertid vil vi til dels undskylde de gejstliges nidkærhed i at sørge for indkomsten, i erkendelse af at vi alle er mennesker og har en skrøbelig natur, og vi vil her indskrænke os til i almindelighed at ønske den københavnske gejstlighed sat på fast gage eller dog en fastsat takst for hver enkelt af de ministerielle forretninger i og udenfor kirken. Dersom dette sker, da er indsenderen overbevist om at et bedre og mere kristelig passende forhold vil indtræde mellem præst og menighed.
(Politivennen nr. 1313, Løverdagen, den 27de Februar 1841. Side 129-133).
Redacteurens Anmærkning
Det kunne være ganske kostbart at nægte at betale de utallige afgifter som præsterne opkrævede, se fx Kjøbenhavnsposten 14 oktober 1833:Ved en i Thisted Amt fældet Under-Politierets Dom er en Gaardmand, for at have tilbageholdt for sin Præst Pintseofferet for 1832, fordi han for sin Datters udeblivelse fra Skolen var mulkteret for 9 Sk., og derefter paa en ham til Julen 1832 tilstillet Offerseddel, paa hvilken han var erindret om det resterende Pintseoffer, havde skrevet de Ord: "qvit Skolemulkt betalt," dømt til at betale 10 Rbd. Sølv til Politiekassen og udrede Sagens Omkostninger skadesløs.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar