Der har ofte været gjort meget væsen af de mange biblioteker som i de sidste årtier er stiftet og gjort tilgængelige hos os, som bevis på vores nationaloplysning, men mest dog fordi man deri grundede et håb om videnskabeligheds og almenoplysnings udbredelse. Ved det første øjekast måtte man også tro at der hos os hersker megen læselyst når man ser hen til de mange biblioteker både i hovedstaden og udenfor den i alle større provinsstæder. Men et nærmere bekendtskab til disse viser at dette ikke er tilfældet. Og årsagen ligger vist nok for en stor del i bibliotekerne selv. Disse er nemlig ikke i tilstrækkelig forråd forsynet med sådanne skrifter som er skikket til almenlæsning. Og med undtagelse af det Kongelige Bibliotek gælder det om dem alle at de på grund af ringe pengemidler ikke er i stand til at holde skridt med litteraturen.
Når man således beser de såkaldte stiftsbiblioteker, så vil det bemærkes at det der er virket, mere består i en forøgelse af bindtallet end i et godt udvalg af gode skrifter. På de bogauktioner som nu og da finder sted, købes de gamle skroller sækkevis for nogle mark, og nyere eller kostbare og klassiske værker kan man ikke anskaffe på grund af dyrtiden. Vist nok får man herved noget for skinnet. Nemlig en stor mængde bøger, men de bliver ikke læst, og det var derfor lige meget om de slet ikke blev købt. Det var utvivlsomt et langt rigtigere princip om bibliotekerne indskrænkede sig til anskaffelsen af de egentlige klassiske og kostbare værker tillige med de mest berømte ældre og nyere skrifter som har gjort epoke i litteraturen. Der ville da ikke udfordres så store pengesummer til at gøre dem mere frugtbringende, og de synes således mere at svare til en fornuftig hensigt at frembyde hvad den private mand kun sjældent har formue til at kunne anskaffe.
Der udkommer til enhver tid sådanne værker uden at deres mængde dog er så stor at selv ringe pengemidler ville kunne udrette en del. Men på den nu brugelige måde adsplittes kræfterne og bibliotekerne er til ingen væsentlig nytte. Selv Universitetsbiblioteket er mådelig forsynet med nyere klassiske skrifter, hvilket er så meget mere at beklage som det benyttes mest. For ikke at tale om at der burde findes flere eksemplarer af mest søgte værker. Den bestemmelse at der af ethvert skrift som trykkes og udgives her i landet, skal afgives eksemplar til hovedstadens tre store biblioteker, giver kun bibliotekarerne noget at bestille med modtagelse og opstilling af en stor del mådelige ting som aldrig bruges. Det synes langt bedre at overlade til bibliotekarerne at rekvirere disse skrifter som det kunne være værd at have, eller i al fald at det måtte være dem tilladt at kaste den unyttige ballast overbord.
Med hensyn til anskaffelsen af nye bøger finder i det hele taget intet godt arrangement sted. Ved stiftbibliotekerne er det overladt en enkelt mand at bestemme hvilke bøger der skal anskaffes, og dette er sædvanligvis en af lærerne ved byens latinske skole. Følgen heraf er at biblioteket vil få nogle gode skrifter i det videnskabsfag han har valgt sig, men ved denne ensidighed går det jo aldeles glip af sin bestemmelse. Det er i det højeste et blindt tilfælde om der bliver anskaffet noget godt i andre videnskaber. Ved Københavns biblioteker finder vel ikke så megen ensidighed sted på grund af de der ansatte bibliotekarers større lærdom og bedre lejlighed til at gøre sig bekendt med den udenlandske litteratur. Dog trænger indretningen også her meget til forandring. En kommission af mænd af de forskellige videnskabelige hovedfag må anses for langt mere hensigtsmæssigt og for at forebygge kollision, kan der engang for alle fastsættes hvor mange skrifter der årligt skal anskaffes i hvert fad, hvis valg dernæst kunne overlades til det respektive medlem af kommissionen.
Frem for alt trænger Universitetsbiblioteket til en sådan indretning. Skønt det har dygtige bibliotekarer der er bekendt for deres lærdom og interesse for litteraturen i almindelighed, har det dog som universitetsbibliotek en alt for mangesidig bestemmelse til at det altid skulle lykkes for en eller to at træffe det bedste valg. Man måtte derfor højligt ønske en forandring i det og med det samme en klækkeligere pengeunderstøttelse end den biblioteket nu nyder, der ikke engang skal kunne tilfredsstille de mest tarvelige fordringer og kun ville være tilstrækkelig for et bibliotek i vores små provinsstæder.
(Politivennen nr. 1326, Løverdagen, den 29de Mai 1841. Side 359-363).
Når man således beser de såkaldte stiftsbiblioteker, så vil det bemærkes at det der er virket, mere består i en forøgelse af bindtallet end i et godt udvalg af gode skrifter. På de bogauktioner som nu og da finder sted, købes de gamle skroller sækkevis for nogle mark, og nyere eller kostbare og klassiske værker kan man ikke anskaffe på grund af dyrtiden. Vist nok får man herved noget for skinnet. Nemlig en stor mængde bøger, men de bliver ikke læst, og det var derfor lige meget om de slet ikke blev købt. Det var utvivlsomt et langt rigtigere princip om bibliotekerne indskrænkede sig til anskaffelsen af de egentlige klassiske og kostbare værker tillige med de mest berømte ældre og nyere skrifter som har gjort epoke i litteraturen. Der ville da ikke udfordres så store pengesummer til at gøre dem mere frugtbringende, og de synes således mere at svare til en fornuftig hensigt at frembyde hvad den private mand kun sjældent har formue til at kunne anskaffe.
Der udkommer til enhver tid sådanne værker uden at deres mængde dog er så stor at selv ringe pengemidler ville kunne udrette en del. Men på den nu brugelige måde adsplittes kræfterne og bibliotekerne er til ingen væsentlig nytte. Selv Universitetsbiblioteket er mådelig forsynet med nyere klassiske skrifter, hvilket er så meget mere at beklage som det benyttes mest. For ikke at tale om at der burde findes flere eksemplarer af mest søgte værker. Den bestemmelse at der af ethvert skrift som trykkes og udgives her i landet, skal afgives eksemplar til hovedstadens tre store biblioteker, giver kun bibliotekarerne noget at bestille med modtagelse og opstilling af en stor del mådelige ting som aldrig bruges. Det synes langt bedre at overlade til bibliotekarerne at rekvirere disse skrifter som det kunne være værd at have, eller i al fald at det måtte være dem tilladt at kaste den unyttige ballast overbord.
Med hensyn til anskaffelsen af nye bøger finder i det hele taget intet godt arrangement sted. Ved stiftbibliotekerne er det overladt en enkelt mand at bestemme hvilke bøger der skal anskaffes, og dette er sædvanligvis en af lærerne ved byens latinske skole. Følgen heraf er at biblioteket vil få nogle gode skrifter i det videnskabsfag han har valgt sig, men ved denne ensidighed går det jo aldeles glip af sin bestemmelse. Det er i det højeste et blindt tilfælde om der bliver anskaffet noget godt i andre videnskaber. Ved Københavns biblioteker finder vel ikke så megen ensidighed sted på grund af de der ansatte bibliotekarers større lærdom og bedre lejlighed til at gøre sig bekendt med den udenlandske litteratur. Dog trænger indretningen også her meget til forandring. En kommission af mænd af de forskellige videnskabelige hovedfag må anses for langt mere hensigtsmæssigt og for at forebygge kollision, kan der engang for alle fastsættes hvor mange skrifter der årligt skal anskaffes i hvert fad, hvis valg dernæst kunne overlades til det respektive medlem af kommissionen.
Frem for alt trænger Universitetsbiblioteket til en sådan indretning. Skønt det har dygtige bibliotekarer der er bekendt for deres lærdom og interesse for litteraturen i almindelighed, har det dog som universitetsbibliotek en alt for mangesidig bestemmelse til at det altid skulle lykkes for en eller to at træffe det bedste valg. Man måtte derfor højligt ønske en forandring i det og med det samme en klækkeligere pengeunderstøttelse end den biblioteket nu nyder, der ikke engang skal kunne tilfredsstille de mest tarvelige fordringer og kun ville være tilstrækkelig for et bibliotek i vores små provinsstæder.
(Politivennen nr. 1326, Løverdagen, den 29de Mai 1841. Side 359-363).
Redacteurens Anmærkning.
En annonce i Adresseavisen 3. april 1837 kan måske illustrere hvad der er tænkt på:Paa Undertegnede Forlag er udkommen:
En ny og sandfærdig Historie om Jesper Hansen, hvorledes han ved Tidens gode Anvendelse blev af en Betlerdreng til en agtbar og velholden Bonde. Til Nytte og Fornøielse for den hæderlige Landalmue, udgivet af Edvard Storm, 56 sk. Paa 10 Expl. gives 1 frit. J. J. Schubothes Boghandling.Kiøbenhavnsposten havde en artikel om "Offentlige Bogsamlinger", 4. april 1831 som gennemgik de vigtigste biblioteker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar