Søndag den 8. i denne måned red 3 bekendte sammen fra Charlottenlund til København. Da de kom til barrieren uden for Østerport, stod denne åben og skildvagten var ikke trukket ind endnu. Det glædede anmelderen meget, da han ud fra det sluttede at klokken endnu ikke var slået 12, og han altså ikke behøvede at gøre omvejen til Nørreport. Sikre i vores sag red vi nu inden for barrieren, kom til bommanden hvor vi betalte bompenge og red til porten. Men hvor forundret blev vi ikke da vi af et par soldater blev underrettet om at porten allerede var lukket, skønt der i den tid vi opholdt os der, passerede over 10 civile personer igennem den. Hvoraf følger at klokken endnu ikke var slået 12 da alle fodgængere efter den tid ifølge højeste befaling kun kan indlades i staden gennem Nørreport mod en ubetydelig afgift. Vel postulerede man at disse var toldbetjente. Men deres antal er vel næppe så stort at der i Østerport mod al sædvane skulle være 10 på en gang, og desuden kendte anmelderen flere af dem som ikke var toldofficerer.
Anmelderen tvivlede på soldaternes foregivende og tog sig den frihed at bede om tilladelse til at tale med den vagthavende officer. (Hans rang og navn havde anmelderen ikke den dristighed at spørge om, da han mod al høflighed og grammatisk sprogbrug tiltalte anmelderen i tredje person med ordet "han"). Han havde af den vagthavende officer ventet om ikke opfyldelsen af sit ønske, så dog en overbærende skånsel. Men hvordan beskrive anmelderens forbavselse, hvilket man tør vente af ethvert simpelt menneske, endsige af en mand der dog vil gøre fordring på nogen grad af dannelse, blev modtaget med uartigheder. Og som en grov forbryder blev han drevet tilbage med ikke de fineste udtryk og trusler med prygl. Det havde været mere glædeligt for anmelderen, mindre anstrengende for hr.vagtkommandørens lunger og mindre tidsspilde for vagten at åbne porten. Det kunne være sket på et øjeblik i stedet for at jage anmelderen bort og forfølge ham til barrieren. Det hørte der ikke just meget til da et helt bevæbnet vagtpersonale kun havde at gøre med 3 fredeligt sindede ubevæbnede personer.
"Østerport
stod åben og skildvagten var ikke trukket ind endnu. Hvilket
glædede anmelderen meget, da han deraf erfarede at klokken endnu ikke
var slået 12, og han altså ikke behøvede at gøre omvejen til Nørreport" (Østerport accissebod i 1840erne. Porten anes i baggrunden til højre. Før og Nu, 1921)
Inden anmelderen imidlertid kom til barrieren og efter at vagtkommandøren havde trukket sig tilbage, blev de af en person på gebrokkent tysk forsikret at det stod i hans magt at lade dem blive inden for barrieren om natten. Dog til slut lagde hans mod sig. Medlidenhed trådte i stedet og endelig blev det tilladt os at ride bort. Hvilket vi også gjorde, idet vi takkede Gud og kongen at vi ved Nørreport fik hvad der blev os nægtet ved Østerport. Naturligvis mod at betale dobbelte passagepenge.
Anmelderen der ikke har villet undlade at offentliggøre denne ubehagelige affære, tillader sig at spørge om det ikke er pligt for vagtkommandøren at lade folk passere gennem porten når tilfældet som her er at de 2 yderste barrierer står åbne, at skildvagten ved disse endnu ikke er trukket ind og bomforpagteren har modtaget passagepengene? Hvis ikke, da håber man at den yderste skildvagt for fremtiden bliver givet ordre til at underrette vedkommende om hvor længe de kan passere, samt at det bliver bomforpagterne pålagt enten ikke at modtage passagepengene eller hvis disse allerede er udbetalt, da at give dem tilbage når vagtkommandøren måtte finde anledning til at nægte vedkommende passage gennem porten. At bomforpagteren lod sig betale, er for øvrigt et godt bevis for at klokken endnu ikke var 12. For efter den tid må han ikke oppebære noget, og til den tid har man efter gammel stil frit og uhindret kunnet passere gennem porten.
C. J.Jørgensen.Kontorist.
(Politivennen nr. 489. Løverdagen den 14de Mai 1825, s. 9677-9681)
Anmelderen tvivlede på soldaternes foregivende og tog sig den frihed at bede om tilladelse til at tale med den vagthavende officer. (Hans rang og navn havde anmelderen ikke den dristighed at spørge om, da han mod al høflighed og grammatisk sprogbrug tiltalte anmelderen i tredje person med ordet "han"). Han havde af den vagthavende officer ventet om ikke opfyldelsen af sit ønske, så dog en overbærende skånsel. Men hvordan beskrive anmelderens forbavselse, hvilket man tør vente af ethvert simpelt menneske, endsige af en mand der dog vil gøre fordring på nogen grad af dannelse, blev modtaget med uartigheder. Og som en grov forbryder blev han drevet tilbage med ikke de fineste udtryk og trusler med prygl. Det havde været mere glædeligt for anmelderen, mindre anstrengende for hr.vagtkommandørens lunger og mindre tidsspilde for vagten at åbne porten. Det kunne være sket på et øjeblik i stedet for at jage anmelderen bort og forfølge ham til barrieren. Det hørte der ikke just meget til da et helt bevæbnet vagtpersonale kun havde at gøre med 3 fredeligt sindede ubevæbnede personer.
Inden anmelderen imidlertid kom til barrieren og efter at vagtkommandøren havde trukket sig tilbage, blev de af en person på gebrokkent tysk forsikret at det stod i hans magt at lade dem blive inden for barrieren om natten. Dog til slut lagde hans mod sig. Medlidenhed trådte i stedet og endelig blev det tilladt os at ride bort. Hvilket vi også gjorde, idet vi takkede Gud og kongen at vi ved Nørreport fik hvad der blev os nægtet ved Østerport. Naturligvis mod at betale dobbelte passagepenge.
Anmelderen der ikke har villet undlade at offentliggøre denne ubehagelige affære, tillader sig at spørge om det ikke er pligt for vagtkommandøren at lade folk passere gennem porten når tilfældet som her er at de 2 yderste barrierer står åbne, at skildvagten ved disse endnu ikke er trukket ind og bomforpagteren har modtaget passagepengene? Hvis ikke, da håber man at den yderste skildvagt for fremtiden bliver givet ordre til at underrette vedkommende om hvor længe de kan passere, samt at det bliver bomforpagterne pålagt enten ikke at modtage passagepengene eller hvis disse allerede er udbetalt, da at give dem tilbage når vagtkommandøren måtte finde anledning til at nægte vedkommende passage gennem porten. At bomforpagteren lod sig betale, er for øvrigt et godt bevis for at klokken endnu ikke var 12. For efter den tid må han ikke oppebære noget, og til den tid har man efter gammel stil frit og uhindret kunnet passere gennem porten.
C. J.Jørgensen.Kontorist.
(Politivennen nr. 489. Løverdagen den 14de Mai 1825, s. 9677-9681)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar