Det er ikke let at se hvorfra den ærede indsender af ovennævnte stykke har den kundskab at mange af den israelitiske menigheds medlemmer er blevet forbavset fordi nogle børn af samme der frekventerer friskolerne skal stå adskilt ved religionsprøven på kirkegulvet, med mindre det skulle være at det er børnene selv der harmes over denne i og for sig aldeles intetsigende formalitet. For såvel disses forældre som enhver anden må denne omstændighed vist nok forekomme aldeles ligegyldig.
Når der nemlig fornuftigvis lod sig tænke nogen som helst skadelig virkning for de manges tilkommende vel der i fremtiden i så henseende resulterede deraf, da måtte man ubetinget bifalde indsenderens mening som da var velbegrundet. Men kan sådant nogensinde blive tilfældet?
Når indsenderen påberåber sig at velærværdige hr. dr. Wolff i sine prædikener har ytret: "for Gud er vi alle lige", "I Herrens hus bør al tant og forfængelighed forsvinde" da forekommer det os at denne evige sandhed netop burde have været et motiv til at afholde sig fra at føre anke herover, og det hvad enten de omtalte børns intellektuelle evner overskrider eller står tilbage for de øvrige såkaldte riges. Især da indsenderen vel bør vide at det ikke er i kirken disses (de intellektuelle evners) udvikling skal prøves.
Hensigten med religionsprøven skal jo være den at aflægge bekendelsen for sin religiøse tro. Dette sker i kirken. De som er tilstede samme sted og erfarer sådant, lægger vist nok ikke synderlig mærke til i hvad orden dette sker på den dag. I deres øjne bør kun den fortjene øverste plads der i fremtiden som tilkommende borger i ordets mest ædle bemærkelse følger og virker efter de der foredragne guddommelige sandheder, uanset hvad plads der er faldet i hans lod da han stod på kirkegulvet.
Det er vist nok denne omstændighed der har bevæget hr. dr. Wolff til ikke at lægge vægt på hvorledes disse børn fremstilles på kirkegulvet. Og enhver fornuftig må derfor være særdeles kortsynet om han ikke skuede grant hvad der dog så tydeligt ligger for dagen.
Det er klart at megen sandhed offentligt er blevet fremsat angående "menighedens anliggender" og at meget står tilbage at ønske hvorved dets tarv kunne fremmes, desto værre! er dette blevet en røst i ørkenen. Enhver sandhedskærlig mand der føler dette, har derfor al årsag at påtale væsentlige omstændigheder der fortjener drøftelse. Den påtalte kan vel næppe henføres til det. Og da det så vidt os bekendt er skik i landets kirker hvortil der hører unge som besøger friskoler, at disse på deres konfirmationsdag står samlet for sig selv på kirkegulvet, så har hr. dr. Wolff altså hjemmel for at et lignende forhold bør finde sted hos mosaiske trosbekendere.
Eftersom man således ikke kan dele indsenderens anskuelser i disses hele, fordrer sandhed dog at indrømme at det indtryk som den formentlig vilkårlige fremgangsmåde muligvis kan bevirke hos de unge, idet disse henlededes til kirken med en såret følelse på den dag de aflægger løfte om at overholde det "dyrebareste" mennesket skal stræbe efter i sin hele levetid: sin religiøse tro - for den allerhøjeste - hvilket aldrig bør ske i harmfuld tilstand, så tror vi at enhver hindring i denne anledning blev bortryddet når vedkommende for fremtiden fremstiller ungdommen på kirkegulvet "efter værten", hvorved ethvert hensyn faldt bort på det sted hvor verdenstant aldrig bør fremmes.
5. 9. 13.
Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 384-388
Ingen kommentarer:
Send en kommentar