Ved
den forestående mosaiske religionsprøve, hvorved eksaminationen for
første gang foretages af hr. dr. Wolff, er antaget en orden i børnenes
følge på kirkegulvet som har forbavset mange af menigheden. Den består
nemlig i at de rigeres børn (det vil sige de som ikke går i de to
mosaiske fattigskoler), skal stå for sig selv og de fattiges afsondret
fra disse, ligesom for ikke at smitte disse.
Når man ser hen til at der hverken findes stands- eller rangsforskel blandt mosaisterne, undtagen den som formuen eller forstanden bevirker, så må man sandelig undre sig over at en mand som dr. Wolff der har sine reelle kundskaber at takke for sin fremkomst i verden, og som oplyst og sandhedsfærdig mand ikke bør lade sig beherske af fordomme, ja så ofte i sine åndfulde prædikener har berørt at "for Gud er vi alle lige", og "i Herrens hus bør alt tant og forgængeligt forsvinde," vil foretrække det første for det sidste (for efter sigende skal der blandt de fattiges børn, som denne gang skal aflægge deres trosbekendelse, være adskillige som med hensyn til deres kundskaber står langt over mange blandt de såkaldt rigeres). Hvem som kender til det barnlige hjerte, må vel vide hvor krænkende det er for et barn at se sig tilsidesat, og i endnu højere grad er dette tilfældet i en stor forsamlings påsyn, når det ligesom ser sig afsondret fra dem hvis forældre Gud har tildelt noget mere verdsligt gode end der blev dets forældre til del, skønt det med vished ved at det i kundskaber står langt over de andre. Og ikke blot børnene såres ved denne adfærd. Den er endog meget krænkende for forældrene, af hvilke flere skønt de lader deres børn gå i to fattigskoler, dog intet nyder af menigheden.
Både hr. kateket Mannheimer og hr. kateket Levysohn der før eksaminerede ved religionsprøven, havde vedtaget at sætte børnene i den orden som deres kundskaber gav dem adkomst til. Og man har sjældent hverken af rige eller fattige hørt nogen beklage sig over at være forurettet, skønt dette havde været mere tilgiveligt hos mænd som kateketerne der i langt højere grad var afhængige af menigheden end hr. dr. Wolff. Af hvilken grund hr. doktoren altså nu har indført denne orden som er ganske i uoverensstemmelse med vor tids anskuelser, må Gud og han alene vide. At udgrunde dette, går langt over pluralitetens horisont.
Skønt indsenderen nok ved at den vedtagne orden endnu kan forandres, går hans dristighed dog ikke så vidt som til at ville tro at hr. doktoren skulle tage disse linjer i betragtning. For indsenderen har allerede forudset at dette som så meget andet bliver en røst i ørkenen. Hensigten med dets bekendtgørelse var kun at tolke pluralitetens mening i det mosaiske trossamfund og at lade rimelighedens stemme lyde for de ansvarliges ører.
Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 369-372
Rabbiner Isac Noa Mannheimer (1793-1865) student fra Metropolitanskolen 1814 blev ansat 1817-1823 som kateket (underviser for ungdommen i religion) og afholdt som sådan den første konfirmation. Hans indførelse af gudstjeneste med danske salmer med orgelledsagelse og mænd uden hovedbeklædning vakte i starten ingen modstand blandt de ortodokse jøder, men striden blussede ud da det begyndte at foregå i et lejet lokale. Modstanden betød at andagtsøvelserne stoppede i 1821. Hvorefter Mannheimer rejste til udlandet. Da han vendte tilbage til København, hvor der imellemtiden havde rejst sig en så voldsom modstand mod de nyindførte former i konfirmationen at de stort set blev afskaffet igen i 1823. Hans forsøg på at videreføre reformerne i en privat synagoge strandede da den blev lukket af myndighederne. Han havde bedre held i Hamborg og i Wien hvor han arbejdede i 40 år og vandt stor anseelse.
Når man ser hen til at der hverken findes stands- eller rangsforskel blandt mosaisterne, undtagen den som formuen eller forstanden bevirker, så må man sandelig undre sig over at en mand som dr. Wolff der har sine reelle kundskaber at takke for sin fremkomst i verden, og som oplyst og sandhedsfærdig mand ikke bør lade sig beherske af fordomme, ja så ofte i sine åndfulde prædikener har berørt at "for Gud er vi alle lige", og "i Herrens hus bør alt tant og forgængeligt forsvinde," vil foretrække det første for det sidste (for efter sigende skal der blandt de fattiges børn, som denne gang skal aflægge deres trosbekendelse, være adskillige som med hensyn til deres kundskaber står langt over mange blandt de såkaldt rigeres). Hvem som kender til det barnlige hjerte, må vel vide hvor krænkende det er for et barn at se sig tilsidesat, og i endnu højere grad er dette tilfældet i en stor forsamlings påsyn, når det ligesom ser sig afsondret fra dem hvis forældre Gud har tildelt noget mere verdsligt gode end der blev dets forældre til del, skønt det med vished ved at det i kundskaber står langt over de andre. Og ikke blot børnene såres ved denne adfærd. Den er endog meget krænkende for forældrene, af hvilke flere skønt de lader deres børn gå i to fattigskoler, dog intet nyder af menigheden.
Både hr. kateket Mannheimer og hr. kateket Levysohn der før eksaminerede ved religionsprøven, havde vedtaget at sætte børnene i den orden som deres kundskaber gav dem adkomst til. Og man har sjældent hverken af rige eller fattige hørt nogen beklage sig over at være forurettet, skønt dette havde været mere tilgiveligt hos mænd som kateketerne der i langt højere grad var afhængige af menigheden end hr. dr. Wolff. Af hvilken grund hr. doktoren altså nu har indført denne orden som er ganske i uoverensstemmelse med vor tids anskuelser, må Gud og han alene vide. At udgrunde dette, går langt over pluralitetens horisont.
Skønt indsenderen nok ved at den vedtagne orden endnu kan forandres, går hans dristighed dog ikke så vidt som til at ville tro at hr. doktoren skulle tage disse linjer i betragtning. For indsenderen har allerede forudset at dette som så meget andet bliver en røst i ørkenen. Hensigten med dets bekendtgørelse var kun at tolke pluralitetens mening i det mosaiske trossamfund og at lade rimelighedens stemme lyde for de ansvarliges ører.
Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 369-372
Redacteurens Anmærkninger
Artiklen besvares i Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 384-388.Rabbiner Isac Noa Mannheimer (1793-1865) student fra Metropolitanskolen 1814 blev ansat 1817-1823 som kateket (underviser for ungdommen i religion) og afholdt som sådan den første konfirmation. Hans indførelse af gudstjeneste med danske salmer med orgelledsagelse og mænd uden hovedbeklædning vakte i starten ingen modstand blandt de ortodokse jøder, men striden blussede ud da det begyndte at foregå i et lejet lokale. Modstanden betød at andagtsøvelserne stoppede i 1821. Hvorefter Mannheimer rejste til udlandet. Da han vendte tilbage til København, hvor der imellemtiden havde rejst sig en så voldsom modstand mod de nyindførte former i konfirmationen at de stort set blev afskaffet igen i 1823. Hans forsøg på at videreføre reformerne i en privat synagoge strandede da den blev lukket af myndighederne. Han havde bedre held i Hamborg og i Wien hvor han arbejdede i 40 år og vandt stor anseelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar