Noget om Confirmationen paa Landet.
Vi have da snart igjen Confirmation, og med den vel atter de samme Forargelser, som denne vigtige og høitidelige Handling desværre altid fører med sig. Det er nemlig Skik herude, at Confirmanderne paa Confirmationsdagen blive stillede paa Kirkegulvet efter deres Kundskaber, navnlig i Christendommen, saaledes at den Dygtigste, det vil da sige, den, som af Præsten stemples som saadan, faaer den øverste Plads, og at enhver af de Øvrige ligeledes kommer til at staae i Rækken efter Fortjeneste. At denne Stillingsmaade under hele Confirmationsforberedelsen, trods Præstens Talen om Ydmyghed, bestandig fremmaner den ingenlunde gavnlige Tanke for den Unges Sjæl: hvilken Plads mon jeg faaer, jeg bliver nok Øverst, jeg kommer vistnok oven for den og den, indsees let, naar man betænker, at netop i Confirmationsalderen, som er de Unges Overgang fra Barn til Menneske, træder Forfængelighedsaanden meget stærkt frem, og man tillige veed, at Pladsen paa Kirkegulvet, og naturligviis især den øverste Plads, ansees og omtales herude, af Confirmander saavelsom af mange Wlore, som der Væsentligste ved Confirmationen, medens Christendomskundskaben og Daabsbekræftelsen neppe ændses. Hører man de Confirmerede efter Confirmationen tale om denne, er det meget sjældent Andet end en forfængelig Snak, man faaer at høre, navnlig om, hvor høit eller lavt den eller den var kommen op eller ned paa Kirkegulvet. Og spørger man dem, om de Øverste svarede godt, faaer man gierne det Svar, at disse svarede daarligst, hvorimod Nr. 5, 6 osv. kunde svare langt bedre; hvilket viser, at Opstillingen enten virkelig har været uretfærdig og der altsaa er skeet en vilkaarlig ubillig Tilsidesættelse, eller at de Øverste misundes deres Pladser, hvilket i Regelen altid er Tilfældet, og derfor af Misundelse, med krænket Forfængeligheds Bitterhed, fordømmes og nedsættes Tillige hører man undertiden Confirmanterne sige: vi tænkte nok, at den og den blev Øverst, skjøndt han eller hun under Forberedelsen næsten aldrig har kunnet svare; thi hans eller hendes Forældre ere rige, eller uden for Bondestanden; eller ogsaa, hvilket endnu værre er, hedder det: han eller hun gav 4 Rd. i Indskrivningspenge og 3 blaae Sedler i Confirmationsoffer, og jeg gav ingen Indskrivningspenge og kun 1 Rd. i Offer, og min Fader er kun Arbejdsmand og han og Præsten have desuden engang været Uvenner. Hvad viser nu alt dette og hvad er Følgen deraf? Det viser, at Confirmationen, som en Følge af Stillingsmaaden, betragtes som en høitidelig Parade, ved hvilken det fornemmelig kommer an paa Plads; at Stadsen ved denne Leilighed ikke bliver forglemt, er jo vitterligt nok. Og Følgerne deraf ere, at den Tillid til Præstens Samvittighedsfuldhed og Sandhedskjærlighed, som man dog maa antage, at han under Confirmationsforberedelsen har faaet fremkaldt hos Confirmanderne, og uden hvilken hans Religionsunderviisning kun har været en klingende Bjælde for dem, uden synderlig Virkning eller Frugt, er brudt, tabt og borte, og at han altsaa ikke længere staaer for dem som den, der med Samvittighedsfuldhed tjener den Herre Christus, men som Leiesvenden i Mammons Tjeneste, der kun høres og følges med Tvivl. Og i de Øverstes Hjerter gives Hovmod, med den hermed følgende Ringeagt for Andre, rigelig Næring, medens de Tilsidesatte, paa Grund af den virkelig . eller kun formeentliq, lidte Forurettelse, stærkt friste til ikke alene at fornægte Kjærligheden, men at give Misundelsen, ja maaskee endogsaa Hadets fule Aand Rum i deres Hjerter; og det selv paa den Dag de i Herrens Tempel skulle bekjende den Herre Christus. Og dette er det, som jeg kalder "Forargelser ved konfirmationen, og heri er den famøse Opstillingsmaade alene Skyld. Hvorledes eller hvormed Præsterne for And og deres egne Samvittigheder kunne forsvare at bruge denne fordærvelige Uskik formaaer jeg ei at indser; thi den lader sig sandelig ei forsvare dermed, at det er en gammel Skik; ei heller med, at naar Confirmanterne stilles saaledes, som de efter Præstens bedste Overbeviisning fortjene, han da har sin Samvittighed fri; thi Enhver, Præsterne med, vil vist indrømme, at med ingensomhelst Grunde kan forsvares, at give Anledning til saadanne Følger som de paaviste, naar de kunne undgaaes. Den samvittighedsfulde Præst vil vist ogsaa tilstaa, at han ofte ved Stillingen af Confirmanterne har været endogsaa ikke saalidet uenig med sig selv om, paa hvilken Plads han skulde sætte enhver af dem; og indsee maa han ogsaa kunne, hvis han ikke allerede paa en eller anden Maade har erfaret det, at selv ved den retfærdigste Opstilling opstaaer der let Misundelse og Misfornøielse, saavel blandt Confirmanderne som disses Forældre, der har en ei ønskelig Utilfredshed til Følge. Allermindst lader endelig denne Stillingsmaade sig forsvare med den Paastand, at Kappelyst blandt Confirmanderne vækkes ved Tanken om, at de paa Confirmationsdagen muligen kunne komme til at prunke paa Høisædet for de Nysgjerrige i den talrige Menighedsforsamling; thi fra det christelige Standpunkt betragtet, maa det vel endog kaldes uchristeligt, at lokke til Indsigt i vor Herres Jesu Christi Naade og Kundskab, ved at stille forfængelige Ærespladse i Udsigt som Belønning derfor, da Christendommen aldrig bruger saadan Lokkemad, men tvertimod udtrykkelig siger: "Lader os ikke have Lyst til forfængelig Ære, saa at vi trodse hverandre og bære Avind mod hverandre." - Man maa virkelig høilig undres over, at saa mange Præster, istedet for at optage den af Hovedstadens Præster brugende eneste rigtige Stillingsmaade, nemlig at stille Confirmanderne efter Alderen, hvorved, paa Grund af, at der ved denne Stillingsmaade ikke mere fornuftigviis kan være Tale om Øverst og Nederst, al forfængelig Talen om, og Higen efter de øverste Pladse aldeles maa bortfalde, holde paa den gamle usalige Uskik, som om det var en Troes-Artikel, uagtet de paapegede Følger deraf ikke kunne være ukjendte. Denne Vedhængen ved den gamle Uskik synes meget stærkt at vidne om, at der maa være skjulte, men meget vægtige Grunde tilstede, der forbyde Præsterne at bruge Aldersstillingen, og som byde dem, at holde paa den gamle Uskik; hvilke Grunde, skjøndt idetmindste nogle af dem maaskee ikke ere meget vanskelige at opfinde, jeg dog ikke her skal indlade mig paa at opsøge. Skjøndt jeg troer, at det af det Anførte maa staae klart for Enhver, som mener det godt med de Unge, og ønsker at Confirmationen maa blive dem til Velsignelse, at Confirmantstillingen efter Kundskabsdygtighed er fordærvelig og derfor bør forkastes, tør man dog neppe vente, at Præsterne paa min ringe Opfordring af dem selv herefter ville stille Confirmanterne efter Alderen; men alligevel lever jeg i den glædelige Fortrøstning, at denne Stillingsmaade ret snart vil være den eneste, som bruges overalt her i Landet; thi jeg haaber sikkert, at Regjeringen, hvis Omhu for Kirkens Tarv er almindelig erkjendt, snarest muligt vil banlyse den oftnævnte Uskik af Kirken, og befale Præsterne at stille Confirmanterne alene efter Alderen, til Velsignelse for de Unge og til Glæde for de Ældre.
I Februar 1858.
En Mand paa Landet.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. marts 1858)
Rangopstillingen blev også behandlet i Politivennen 4. juni 1831.
"En præst på landet" svarede artiklen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. marts 1858. Svaret bestod i al væsentlige i at indsenderen ikke havde gavnet sin sag ved den måde han havde formuleret artiklen på. Redaktionen nævnte derefter at der var kommet to yderligere indlæg. Et om at der blev trukket lod om opstillingen. Der blev endvidere argumenteret mod aldersopstillingen idet dette ville favorisere de som først efter flere forgæves konfirmationer omsider havde bestået. En anden landsbypræst fortalte at han opstillede børnene efter sit forudgående kendskab til dem fra skolen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar