Den afdøde udmærkede Industrielle, Kniplings- og Uldhandler Jens Wulff i Brede, beskjæftigede, efter Møgelt. Av., engang "1100" Kniplingspiger i Slesvig og gjorde Forsendelser til alle Verdensdele. I den franske Krigsperiode var han den eneste Kniplingshandler, der vedblev at reise for ikke at afskedige sine Arbeidere, og da maatte han døie megen Fare og Besværlighed. Engang skjød en fransk Toldpatrouille efter ham, og Kuglen peb ham ret forbi. Den Dag ihukom han siden hvert Aar med Tak til Forsynet. Da Kniplingshandelen siden aftog meget, lagde han sig efter Uldhandelen og forskaffede dette Product, især Marskulden, ganske nye Afløbskilder. Denne Handel fortsatte han til et Par Aar før sin Død. Ligeledes gjorde han for egen Regning store Opkjøb af jydsk Uld, og der gives Aar, hvor det af ham opkjøbte Uldforraad oversteg 200,000 Pd. Ogsaa i det jydske "Bindetøi" har han gjort betydelige Forretninger, navnlig til America. - Som Dreng havde han først været Skriverdreng paa en Herregaard i Jylland, hvor han maatte døie en temmelig haard Behandling. Som 13aarig Yngling begav han sig paa sin første Reise med Kniplinger til Tydskland, fremmed for Sproget og kun med faa og ude af Brug værende Varer. Han vandrede ofte grædende omkring, indtil - som han fortalte - Forsynet en Dag sendte ham en Betler-Olding paa hans Vei. Denne Oldings fromme Sind og Fortælling om sit mærkelige Levnetsløb styrkede saaledes Ynglingens Mod, at han ufortrødent fortsatte sin begyndte Vandring, og snart havde han den Glæde at komme bedre frem. I 30 Aar bereiste han siden tilhest Meklenborg, Hannover og endeel af Preussen saa hyppigt og vedholdende, at han beregnede den Vei, han havde redet, lig med Jorden tre Gange rundt. Paa sine Reiser til Harzen blev han bekjendt med sin endnu levende Hustrue, som blev ham en trofast Livsledsagerinde. I Anledning af sin Forlovelse oppe paa Bloksbjerget skrev han en Romance, der er bleven tryk, og uddeelt til Mange. I sit 36te Aar giftede han sig og levede 49 Aar i det lykkeligste Ægteskab. I 1846 fik han af Christian den 8de Fortjenstmedaillen i Guld, og 1854 blev han af Frederik den Syvende udnævnt til Ridder af Dannebroge. Kong Christian den Ottende og Dronning Caroline Amalia, hos hvem han stod i høi Agtelse og Yndest, beærede ham med Besøg i hans Huus den 8de September 1847. Han foretog sig dagligt lige indtil sit sidste Sygeleie Fodvandringer, hvor ondt end Veiret var, og kjørte endnu i sit 84de Aar i afvigte Vinter ene til Husum. Blødagtighed og Forfinelse vare ham imod, hvorfor han ogsaa, uanseet at han kunde have gjort sig Livet mageligt og beqvemt, vedligeholdt sin jævne, tarvelige Levemaade og sit ligefremme, oprigtige Forhold imod Alle til det Sidste. Han var en Mand med et lyst Blik, en klar Forstand og et varmt Hjerte; en tro Frænde; som saadan har han vistnok ingen ringe Medvirkning havt paa sine tvende Brødres Ungdomsudvikling: den ene senere Præst i Riis og den anden, Eieren af Nebel Mølle, den fra den jydske Stænderforsamling hæderligt bekjendte Justits. Hans Wulff. Som imod Slægtninge og Venner var han ogsaa trofast og hjælpsom imod den mindre Bemidlede, især naar det gjaldt at styrke Arbeidsomhed og Redelighed. Det er ogsaa sandt, hvad der vidnedes ved hans Grav, at han altid pleiede at uddele Noget af det Fortjente, naar han kom tilbage fra sine Handelsreiser, og at han gjerne vilde, at Andre skulde være glade med ham og være nyttige Borgere, ligesom han stræbte at være det og isandhed var det. Det var hans Nøisomhed, Virksomhed, Udholdenhed og barnlige Tro, der havde sat ham istand til at kunne give og til at kunne glæde og gavne sine Medmennesker. Han maa i det Hele taget betragtes som en af Forsynet i høi Grad benaadet Mand. - Som yderligere Beviis for den Hedengangnes sjeldne Udholdenhed bør nævnes, at han i 54 Aar, til faa Dage for sin Død (i Marts d. A.), førte en Dagbog, der i al den Tid kun var afbrudt i nogle faa Dage. Disse Optegnelser vare den Afdøde en kjær Syssel; han kunde dagligt kalde den svundne Tid tilbage. Ligesom de ere af stort Værd for Familien, saaledes vilde de ogsaa have Interesse for en videre Kreds, idet de vidne om, hvad Virksomhed under Udholdenhed og Tro formaaer i det svage Menneske, ikke alene til Fred i Hjertet, men ogsaa til Gavn og Glæde for en vid Kreds og for Fædrelandet.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. april 1858).
Kniplingshandler Jens Wulff (1744-1858) fra Bredebro lidt nord for Tønder i Slesvig, var en af den slesvigske vesteregns mest ansete og indflydelsesrige mænd i første halvdel af 1800-tallet. Han var af en dansk familie og var gift med en tysk kvinde. Han beherskede begge sprog. Hans gård i Brede eksisterer stadig. Han førte detaljerede dagbøger gennem hele sit voksne liv.
En Hr. Jens Wulff fra Brede ved Tøndern bekjendtgjør i Aviserne, at Aarsagen hvorfor han ikke i Aar kan sende sin Pleiesøn Wilhelm Nissen til Vesteregnen af Jylland for at gjøre Opkjøb af Uld i Partier er nogle Hindringer, som Politiemesteren i Holstebroe afvigte Sommer lagde ham i Veien. Hr. Wulff siger blandt Andet:
"Som dansk Undersaat var det i en Række af 43 Aar skjøndt boende paa Landet, min kjæreste Bestræbelse at virke til Landmandens Gavn ved Forsendelse endog til fjerne Verdensdele af Landets Industrie-Frembringelser og Naturprodukter; jeg saae her den første Hindringssteen kastet mig i Veien. At jeg til Gavn for Jylland ei tør afbenytte mine Connexioner og Pengemidler gjør mig hjertelig ondt; men mig blev sagt: jeg kjøbte for meget!!! Jeg betalte dernæst i rene Contanter, som jo ei før var Skik og Brug i hiin Egn, og - paa min Virksomhed blev lagt et fængslende Bånd."
I Marsken fra Tøndern til Husum, er ved forøget og frie Concurrence, Uldpriserne siden 1829 stegne fra 10 til 18 a 20 Ldsk. pr. Pund; en riig Indtægtskilde er derved aabnet for Landmanden, og til meer end det Dobbelte har han forøget sine Faareflokke; men - hvor der skal tilveiebringes et slift Resultat, der maa Uldhandelen ei være et Monopol for Smaahandlere, der blot kjøbe, naar de have Commission (en selvstændig Kjøbmand frygter ingen Concurrence, og holder let en fremmede Kjøber tilside) der maae Handelen som i Hertugdømmerne være fri, og den Kjøber meest velkommen, som bringer de fleste Penge i Landet.
Naar denne Frihed ogsaa finder Sted i Jylland, og jeg seer mig betrygget for slige Ubehageligheder, som de der mødte mig afvigte Sommer, og som forvoldte mig betydeligt Tab, da begynder jeg mit Uldopkjøb paa nye, og vil med Glæde bidrage min Skjærv til at hæve og forøge et Product, der afgiver en saa vigtig Export for vort kjære Fødeland.
(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 15. oktober 1835).
- Tøndersk Kniplingsfabrik. Vi have tidligere, ved at berette om et smagfuldt og kostbart Kniplingssmykke, som den bekiendte Kniplings- og Uldgodshandler Jens Wulff, Brede havde den Ære at overrække Hendes Maiestæt, henledet Opmærksomheden paa denne vigtige Industrigreen, den eneste indenlandske, der frembringer Luxusartikler, som ere Gjenstand for forsendelse til Udlandet. Denne Industrigreen har bragt Velstand i Egnen omkring Tønder, har i Aarhundreder tilført og tilfører endnu samme betydelige Pengesummer, og har ved den herved for ægede Cirkulation givet Grundeiendommene en betydeligen høiere Værdi end andensteds. Vel har ukyndige Philanthroper villet paastaae deels at fortjenesten ene gik i Kniplingshandlerens Lomme, idet denne ikke tilstod Kniplerskerne mere, end der var høist fornødent til at friste Livet med, deels at dette Arbeide indvirkede skadeligt paa Kniplerskernes sundhed, idet disse ved den megen Stillesidden fra en ung Alder skulde tabe deres sundhed, ja endogsaa blive Krøblinger. Enhver, der har været i denne Egn, vil imidlertid have havt Leilighed til at kjende det Urigtige og Overdrevne i denne Paastand. Kniplerinderne udføre deres Gierning i deres varme Stue, medens Mangen af den arbeidende Klasse lider Sult og Kulde; deres Arbeide udfordrer ikke nogen Anstrængelse, hvorfor de kun behøve Lidet til Klæder og Føde; naar de ere flitiige og sparsommelige, kunne de derfor beholde Noget tilovers, hvorved mange blandt dem see sig istand til at kunne ernære deres gamle Forældre eller hjælpe til at opdrage deres Sekstende. Sædvanligen sidde flere Kniplingspiger sammen i een Stue, og da deres Arbeide for det meste er mekanisk, kunne de under samme følge deres dyst til at synge og fortælle Historier, og Tiden gaaer saaledes hurtigen og behageligen for dem, medens de fortiene Brødet for dem og Deres. Naar Sommeren kommer, sættes for en stor Deel Kniplingsskrinet tilside, og mange Kniplingspiger ere nu Markarbeidere, der ere bekiendt for at kunne bruge sig, og især for at kunne føre Kniven godt. En saadant Liv kan ikke synes at indvirke skadeligt paa Helbreden eller at foraarsage nogen Vanførhed; vel gives der ogsaa Svage og Krøblinger blandt Kniplingspigerne, men saadanne findes der overalt, og det er netop en Lykke for disse ellers forladte og hiælpeløse Væsener, at de paa denne Maade kunne fortjene deres Brød. - Kniplingernes Provenu beløber sig vel ikke til et saa meget betydeligt Beløb, men det maa da ogsaa bemærkes, at næsten Alt er Arbeidsfortjeneste, eftersom Materialets Værdi er ubetydeligt og sjelden udgjør 10 Procent. Da denne Handel var i sin største flor, tilførtes der Tønder-Egnen aarligen fra Ind- og Udlandet omtrent 100,000 Rbd. Courant eller 1600,000 Rbd., hvoraf Wulffs Handel, der meest var paa Udlandet, udgjorde over 1/6 Deel, skiøndt det dog dengang ikke var den betydeligste. Vel har denne Handel senere i tabt sig, men man kan dog med Sikkerhed beregne, at endnu omtrent den halve Værdi aarligen tilvirkes, og det vilde vistnok være et stort Savn for Egnen, hvis denne Industrie skulde ophøre, da herved mange hundrede Mennesker vilde blive brødløse. Naar vi sammenligne dette fabrikat med det jydske Uldgods, da er det vel ogsaa, at det sidste bringer flere Summer ind i Landet, men største Delen af dette Beløb maa da ogsaa regnes fra for Ulden, der kunde sælges og forsendes til Udlandet, hvis den ei blev her forarbeidet. Selv for nogle Aar tilbage, da Conjuncturerne vare bedre for Uldgodshandelen, kunde en Binder i Arbeidsløn kun fortiene paa 1 Pd. Uld 4 til 6 lsk eller 13 til 19 Rbsk, i den senere Tid saa meget som et Pd. Uld kostede; men efterat de amerikanske forsendelser ere ophørte, daler det igjen med Prisen, og Fortjenesten vil i indeværende Aar blive ussel for de stakkels Bindere. Vi tør derfor paastaae, at det meer er tilsyneladende end virkeligt hvad Uldgodset indbringer, hvorimod det er mere virkeligt end tilsyneladende, hvad Kniplingerne indbringe, efterkom disses Provenu næsten heelt er Arbejdsfortjeneste.
(Dagen 7. april 1841).
Af de sparsomme politiske bemærkninger fremgår at han støttede de danske konger Christian 8. og Frederik 7. og den dansk-tyske helstat. Dagbogen viser at han ikke brød sig om den nationale strid, der opstod i 1840’erne da han opfattede det som om at "tyske" og "danske" havde levet fredeligt side om side. Se særskilt indslag om Jens Wulff i Martsdagene 1848.
Efter Slaget ved Bov i april 1848:
"Ve dem, der har frembragt dette. Tysk og dansk levede før så fredeligt med hinanden, men nu står i samme land de forskellige nationaliteter fjendtligt mod hinanden”.
Hans ønske om at fortsætte den gamle slesvigske særegenhed med dansk-tysk blandingskultur var han ikke ene om. Han misbilligede såvel Hiort Lorenzen som danskerhadet ved de fester, hvor de blå-hvid-røde farver vajede. Herom skrev han i sin dagbog:
"… og er mig tysk som dansk lige kær, hvor jeg finder redeligt sindelag; agter enhver, der føler varmt for sit fødeland”.
Ved udbruddet af krigen i 1848 blev positionerne linet op som et valg mellem det tysksindede slesvig-holstenske løsrivelsesoprør og Frederik 7.’s nye regering med dens Ejderdanske nationalliberale ministre. Det skabte ofte spittelser i familierne: Den københavnskfødte major Cæsar du Plat valgte oprørshæren mens hans bror Glode du Plat modparten. Den københavnskfødte løjtnant Huno von Holstein valgte oprørerne og blev nær skudt af sin fars, oberst von Holsteins mænd. Løjtnant Holstein deltog i arrestationen af apoteker Nagel fra Højer som var gift med den neutrale Jens Wulffs datter og – til svigerfarens forfærdelse – glødende dansknational.
Grunde til at dansktalende valgte den slesvig-holstenske side kunne fx være modvilje mod den Ejderdanske nationalisme og ønsket om at bevare forholdet til tysksindede venner og naboer. Mange havde desuden giftet sig på tværs af sprogene, og dertil kunne man jo være tiltrukket af den tyske kultur, som en dansk student fandt “mageløs”.
På slagmarken var der også forvirring. I daglig tale kaldte man dem i oprørshæren for ‘tyskere’. Men flere af dem var dansktalende. På samme måde kaldtes dem i kongens hær ‘danskere’, selvom en del talte tysk. Den nationalliberale frontfigur, Orla Lehmann, havde splittelsen tæt på. Fætteren Theodor Lehmann kæmpede på den tyske side, og Orlas egen søster, Marie, tog fra København med sin tysksindede mand for at tjene den slesvig-holstenske regering. Kongefamiliens sidegren med hertugen af Augustenborg og prinsen af Nør deltog i oprøret.
Især for handlende var krigen en katastrofe, og forholdt man sig neutral, blev man hurtigt stemplet som tilhørende fjenden, således som Jens Wulff udsatte sig selv for. Selv brød han sig ikke om at krigen blev undergangen på det Slesvig som han havde holdt af.
Litteratur
Inger Lauridsen i Sønderjylland A-Å, red. af Inge Adriansen, Elsemarie Dam Jensen og Lennart S. Madsen. Aabenraa: Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011.
Peter Kr. Iversen (udg.): Kniplingskræmmer Jens Wulffs dagbog. 1955. Peter Kr. Iversen: Kniplingskræmmer Jens Wulffs dagbog 1831-36. 1988. Flere udvalg findes på internettet, bl. a. i Sønderjydske Årbøger 1954. Et udpluk fra martsdagene i 1848 kan ses her på bloggen.
René Karpantschof: "De stridbare danskere 1848-1920"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar