En 100-aarig Københavnerinde.
Nogle Bemærkninger om at leve et langt Liv.
Det synes slet ikke saa vanskeligt at blive hundrede Aar. Man skal bare holde ud. Der er mange der bliver det. Nu er der igen en Københavner der forbereder sig paa at fejre sin 100de Fødselsdag, - eller rettere en Københavnerinde. For det er naturligvis en Dame. Mændene ryger og drikker for meget til at kunne blive rigtig gamle. Gamle Petersen i Haregade var en Sjældenhed i saa Henseende, og derfor kom han ogsaa i Avisen næsten hver Dag med Billede og alt Tilbehør.
Den Dame, der nu fylder 100 Aar det sker den 17de Februar hedder Mathilde Kalckar. Hun er Froken. Ingen Mand har hun haft at ærgre sig over. og det er ma&ske en af Grundene til, at hun er kommen saa højt op i Aurene.
I Stedet for at gifte sig helligede hun sig Husholdningen i sit Fædrenehjem i Borgergade, hvor hun pylrede om sine ni Søskende, indtil de blev større. Den ældste er nu 87. Og saa gik hun i Synagogen. Den gamle Frøken Kalckar er et kendt Medlem af den mosaiske Menighed.
Eller var. For nu kan hun ikke mere gaa ud. Hun er desværre faldet derhjemme paa Vesterbro, hvor hun bor, og har brækket det ene Ben. Det bliver lidt svært for hende, naar hun i næste Maaned skal begive sig - selv om det sker pr. Vogn - til Manufakturgrosserer Kalckar, Vendersgade 8, for at fejre den mindeværdige Fødlselsdag. Grosserer Kalckar er hendes Nevø.
(Aftenbladet (København) 19. januar 1915).
Ifølge Folkets Avis 12. februar 1916 yndede hun at fortælle om maskeballet den 16. marts 1792 hvor den svenske kong Gustav 3. blev skudt af Anckarstrøm - begivenheden skal have været overværet af hendes bedstemor, og fortalt af hende.
Hos en Hundredaarig.
En lille Samtale med frk. Mathilde Kalckar, som har levet under 6 Konger og imorgen fylder 100 Aar,
Efterat Formand Petersen i Haregade, der blev 106 Aar har hvilet i sin Grav i nogle Aar, har Kjøbenhavn ikke havt nogen hundrelaarig. Fra imorgen vil dette ikke være Tilfældet. Idet en livlig gammel Dame, Frk. Mathilde Kalckar, Datter af en i sin Tid kendt og agtet Rabbiner her i Staden, den 17de Februar fylder de Hundrede Aar.
Frk Kalckar har i de sidste tre Aar boet i Kopowskis Pensionat, Vesterbrogade124, hvor vi idag har aflagt hende en lille Visit for at ønske tillykke i god tid. Imorgen vil den gamle Dame sikkert være for omsværmet. Hun skal da, fortæller hun, køre i Automobil ud til sin Nevø, Grosserer Georg Kalckar i Øster Søgade, i hvis Hjem den sieldne Familiefest vil blive fejret, og hvor en Hærskare af Paarørende og Beundrere vil bringe den Hundredaange deres Hyldest. Frk. Kalckar har lige spist Frokost, og hun sidder nu i en magelig Hyndestol ved Vinduet og strikker. Hende Ansigt er fint og mildt, det forskønnes ofte af et Indtagende Smil, naar hun fortæller sine gamle Minder, der i dette Øjeblik mylrer paa. Der er to Ting, som stadig vender tilbage i hendes fortællen: at hun har levet under seks Konger, og at hun har boet i Hus sammen med Fru Holberg, hvis Moder hun endnu mindes. Christian den Ottende synes at være hendes Yndingskonge, og om hans Kroning i Frederiksborg fortæller hun livligt. Hun var dengang i Tyverne.
Indtil for faa Aar siden boede Frk. Kalckar, eller jomfru Kalckar, som hun selv ynder at blive kaldt, i en lille Leilighed I Borgergade hvor hun personlig besørgede sine daglige Indkøb. Saa blev den ene Fod angreben af koldbrand, og hun maatte flytte fil Pensionatet, hvor hun siger, at hun befinder sig som Blommen i et Æg. Den eneste Anke. hun fremforer, er den, at hun bliver puttet for tidlig i Seng! Hun sad gerne hver Aften oppe til Kl. 11. Appetit og Syn er i upaaklagelig Orden, kun Hørelsen kniber det lidt med. Ved Hiælp af et Læseglas kan hun følge med Aviserne.
Vi spørger, om Frk Kalckar glæder sig til i morgen Hun svarer, at hun baade glæder sig og ønsker, at Dagen vel var overstaaet. Kan De forstaa, hvorfor Vorherre vil have mig saa gammel? spørger hun. Hun har en Søster paa 87, men af en meget stor Søskendeflok er iøvrigt ingen mere i Live.
Olaf.
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. februar 1915).
En 100-aarig.
Frk. Kalckar er en ægte Københavner. Hildes Barndomshjem var i Naboløs, hvor Talmudisten Kalckar opdrog sine ti Børn strengt, men godt. Børnene blev alle meget gamle, men af de ti lever dog nu kun Frk. Mathilde Kalckar og en Søster paa op imod de Halvfems.
Det alderstegne Fødselsdagsbarn lever livligt med i Tiden. Hun har endnu en brillant Hukommelse, fortæller meget malende om Christian den 8des Kroning i Frederiksborg og gamle Dages Tildragelser og samtidig følger hun interesseret Xutidsbegivenhederue.
Frk Kalckar, hvis Farbroder var Præsten Christian Kalckar og som forøvrigt er i Slægt med Familien Rørdam, er ogsaa legemligt rask, men efter et Fald for et Par Aar siden, hvorved hun brækkede Hoften, og som bevirkede et langt Hospitalsophold, kan hun ikke mere gaa.
(Nationaltidende 16. februar 1915).
Frk. Mathilde Kalckar.
Det var i Fjor, vi udførligt omtalte den gamle Frk. Mathilde Kalckar, som den Gang fyldte lige de 100.
Da var hun ganske rask og kvik og havde stor Glæde af de mange Opmærksomheder, der vistes hende paa den sjældne Fødselsdag.
Men nu i Vinter gik det slemt tilbage med Helbredet. Og i disse dage er hun stille hensover hos sine Slægtning paa Vesterbro, hvor hun boede.
Saa sent som for fjorten Dage siden følte hun sig helt ungdommelig, og hun roste sig af, at hun aldrig havde nydt nogen Medicin.
Hun var den mosaiske Menigheds Ældste og var en Slægtning til Manufakturhandler T. F. Kalckar. Af hendes Søskende lever en Søster endnu og udmærker sig ved høj Alder.
(Aftenbladet (København) 12. februar 1916).
Frk. Kalckar døde fredag den 11. februar 1916. Hun blev begravet ved siden af sine to tidigere afdøde søstre. Højtideligheden fandt sted efter det gamle, ortodikse ritual, den hvide kiste var dækket af et sort klæde. Rabbiner Schornstein bad en bøn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar