18 oktober 2021

Istedløven 25de Juli 1862. (Efterskrift til Politivennen)

En dansk demonstrationsfejring.

I Flensborg den 25. juli, på 12-året for det blodige slag ved Isted (som - kun Gud ved hvor længe - afgjorde hertugdømmernes skæbne på den mest trøstesløse måde), fejrede danskerne en højtid, må de en dag fortryde det bittert! På Flensborg kirkegård, som rummer et stort antal af deres og vores døde, rejste de et monument (en kolossal sejrsløve i oprejst stilling og, så symbolets betydning forstås rigtigt) til minde om den herlige sejr og for at ære deres faldne, med hoved og poter truende pegende mod syd; hæren sendte faner og deputationer, det samme gjorde Københavns Universitet og mange selskaber. Sang- og andre selskaber syntes også at forherlige festivalen, og for at der ikke skulle mangle fuldstændig spænding og ingen mulighed for at forvolde ondt blod, skulle gå ubenyttet forbi, sendte København også en skibsladning fuld af sine fanatiske talere, som var veløvede, altid hurtige. Ingen fornuftig person ville have gjort indsigelse mod en stille, alvorlig mindehøjtidelighed og endog imod opførelsen af ​​en fælles mindesten for de der hvilende danske døde (selv om dette også ville være overflødigt, eftersom der er gjort alt muligt for at dekorere de danske grave i tolv år på bekostning af Flensborg by). Men denne fejring vækker harme indefra fordi det formentlig er uhørt i civiliserede nationers historie at minder om en borgerkrig der ikke endte med nogen forsoning af sindene og ikke førte til nogen forsoning af stridighederne, fejres med festivaler på jord hvor de blodige kampe blev udkæmpet, pomp og jubel kan ses og høres, at man kan se og høre øjnene på dem, der enten selv deltog i kampen, eller som havde venner, sønner, brødre osv. blandt dem, der efter at have kæmpet tappert for en sag, der ligger deres hjerter og en retfærdig sag efter deres dybeste overbevisning, som har nedlagt våbnene som følge af et indgreb, fornærmes med festlige parader, og at folk strømmer til sådanne parader langvejs fra, til hån for den afvæbnede, men ikke besejrede del. Men det er ganske sigende for danskernes nationale karakter at selv de bedste og mest dannede blandt dem ikke har den ringeste fornemmelse for uværdigheden af ​​sådanne aktiviteter. Dette folk er så utilgængeligt for enhver objektiv forståelse af sagen, så forblændet at de ikke engang forstår, hvordan en sådan fejring skal øge had og bitterhed i alle patriotiske slesvig-holstenere i en grad der vil føre til at vi ikke kan tale om fred i så lang tid, indtil vi har gjort op med danskerne for alle disse ydmygelser. Det kan de være sikre på derovre: dragefrøet vil bringe dem deres høst.


Eine dänische Demonstrationsfeier.

In Flensburg wurde am 25. Juli, als am zwölften Jahrestage des blutigen Waffenganges bei Idstedt (der - Gott allein weiss, auf wie lange Zeit! - das Geschick der Herzogthümer in trostlosester Weise entschied), durch die Dänen ein Fest gefeiert, das gefeiert zu haben sie hoffentlich noch dereinst bitter bereuen werden! Auf dem Flensburger Friedhofe der ihrer und unserer Todten eine grosse Zahl in sich birgt, errichteten sie zum Andenken an den glorreichen Sieg und zur Ehre ihrer gefallenen ein Monument (einen kolossalen Siegeslöwen in aufrechter Stellung und, auf dass des Sinnbildes Bedeutung recht erfasst werde, den Kopf und die Pranken drohend gen Süden gerichtet; die Armee sendete Fahnen und Deputationen, ebenso die Kopenhagener Universität und viele Korporationen; Gesang- und sonstige Vereine erschienen gleichfalls zur Verherrlichung des Festes; und damit es ja an der völligen Aufregung nicht gebrach und keine Gelegenheit, böses Blut zu machen, unbenutzt vorüberging, schickte Kopenhagen auch eine Schiffsladung voll seiner, weil vielgeübten, stets schlagfertigen, fanatischen Redekünstler. Gegen eine stille, ernste Gedächtnizzfeier, ja selbst gegen die Errichtung eines gemeinsamen Denksteines für die dort ruhenden dänischen Todten (obgleich auch dieses überflüssig wäre, da seit zwölf Jahren für die Ausschmückung der dänischen Gräber alles Mögliche und zwar auf Kosten der Stadt Flensburg geschehen ist), würde kein vernünftiger Mensch etwas einzuwenden gehabt haben; gegen diese Feier aber empört sich under Innerstes, denn es ist wohl unerhört in der Geschichte zivilisirter Nationen, dass man Erinnerungen an einen Bürgerkrieg, der mit keiner Versöhnung der Gemüther geschlossen und zu keiner Ausgleichung des Haders geführt hat, mit Festen feiert, dass man auf dem Boden, wo die blutigen Schlachten geschlagen worden, Pomp und Jubel sehen und hören lässt, dass man die Augen Derer, die entweder selbst an dem Kapmpfe Theil genommen, oder Freunde, Söhne, Brüder u. s. w. unter denen hatten, die nach tapferem Kampfe für eine ihrem Herzen theure und ihrer innigsten Ueberzeugung nach gerechte Sache die Waffen in Folge einer Intervention niedergelegt haben, mit festlichen Aufzügen kränkt, und dass man zum Hohne des entwaffneten, aber nicht besiegten Theils von weit und breit zu solchen Aufzügen herbeiströmt. Aber für den Nationalcharakter der Dänen ist es recht bezeichnend, dass selbst die Besten und Gebildetsten unter ihnen für das Unwürdige eines solchen Treibens nicht die Spur einer Empfindung haben. So unzugänglich für jede objektive Auffassung der Sache, so verblendet ist diese Volk, dass es nicht einmal begreift, wie eine solche Feier den Hass und die Erbitterung in den Herzen aller patriotischen Schleswig-Hoslteiner zu einem Grade steigern muss, dass von einem worklichen Frieden so lange die Rede nicht seyn kann, bis wir mit den Dänen wegen aller dieser Demüthigungen abgerechnet haben. Dessen könnne sie drüben gewiss seyn: die Drachensaat wird ihnen ihre Ernte bringen.

[Artiklen fortsætter med at beskrive selve ceremonien, talerne m.m.]

(Erheiterungen. 1862, 2. august 1862)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar