Den kongelige generalpostdirektion sørger på så mange måder prisværdigt for den rejsendes tarv, at anmelderen ikke tager i betænkning at henlede dens opmærksomhed på nedenstående inkonveniens, og håber at se denne afhjulpet.
Passagererne med dagvognen bringes som bekendt til en vis gæstgivergård på skiftestederne hvor vognen igen afhenter dem, og dette er således i sin orden på mellemstationerne. Men anderledes forholder det sig i Nyborg på grund af bæltfarten. Poststationsgården er som bekendt et stykke vej fra havnen, og fjernere derfra end den umiddelbart ved strandporten liggende gæstgivergård. De rejsende må til fods gøre turen til og fra mellem skib og postgård. I ondt vejr og under svaghed og søsyge er sådant forbundet med en del ulempe, og mange rejsende tyede derfor helst til den bæltet nærmeste gæstgivergård. Men dette står nu på en måde ikke i den rejsende vilje, for dagvognen afgår fra poststationsgården, og den rejsende må altså gå derhen når han ikke vil skilles for sin befordring. Den samme tvang finder sted fra landsiden, idet dagvognskusken ligefrem nægter den rejsende at træde af i gæstgivergården ved strandporten, hvilket han sider under mulkt ikke at turde tilstede, og den rejsende må således suspendere sin vilje. Da det dog uden nogen ubekvemmelighed eller tidsspilde lod sig gøre at dagvognen kunne afsætte og indtage rejsende fra begge gæstgivergårde i Nyborg, der ligger i en og samme gade på rummelige pladser, og den rejsende derved beholder sin frihed, og konkurrencen bliver ubeskåret, så smigrer man sig med at den højkongelige generalpostdirektion føjer denne til sine mange andre prisværdige foranstaltninger.
Den erindring at den rejsende i Korsør næsten har lige så langt mellem havn og gæstgivergård som i Nyborg, er formentlig ikke af nogen vægt mod ovenstående ønske. For fordi man har en inkonveniens, behøver man jo ikke to når det kan undgås.
(Politivennen nr. 998, Løverdagen den 14de Februar 1835, s. 97-99)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar