Af alle de skatter som Københavns borger må betale, er der vist næppe nogen der ydes med mindre beredvillighed end de såkaldte præsteskat. Og det ikke fordi man misunder gejstligheden dens indkomster eller ikke erkender at en arbejder er sin løn værd, men fordi bestemmelsen af hver enkelt borgers bidrag synes ikke at være ganske fri for vilkårlighed. Rodemestrene går nemlig om til de skatteydere og beder dem tegne sig for hvad de vil give. Men når han kommer igen for at modtage skatten, lyder kvitteringen som oftest nogle rigsbankdaler højere, ja undertiden det dobbelt af det man har tegnet sig for, og dette må da uvægerligt betales hvis man ikke vil udsætte sig for udpantning. Spørger man rodemesteren om hvorfor man er sat højere end det man har tegnet sig for, så får man til svar: "Kommissionen har bestemt det således."
Man har stået i den opfattelse at der med denne betalingsmåde burde tages hensyn til hvor mange børn en familie allerede har da en familiefader med talrig børneflok allerede har ydet klækkeligt til kirkens betjente og for fremtiden endnu kommer til at yde mere, mens den ugifte borger eller barnløse familie slipper med at betale det halve, ja vel endog kun en tredjedel, imod denne. At tage hensyn på næringsvejene er vel ikke urimeligt, når kun ikke den ene borger der sidder i lignende næringsvej som hans nabo, måske med meget større indkomster og uden børn, pålægges det dobbelte imod denne, eller når der ikke, uden forespørgsel afkræves ham mere end hvad han har tegnet sig for. Enhver skat, altså også denne, bør efter rimelighedens bydende betales efter ydernes formueomstændigheder. Men hvorledes er det muligt for de respektive kommissioner at kende disse hos folk de måske aldrig har set, og om hvis handel, levemåde osv. de er aldeles uvidende. Man vil indvende at rodemestrene kan hjælpe til at skaffe nogen kundskab herom, men da disse som oftest ikke bor i det kvarter af byen hvor de fungerer, og desuden efter ancienneitet forflyrres fra de mindre til de større kvarterer, kunne de vist nok kun have meget lidt kundskab om de skatteydendes formueomstændigheder. Den borger der altid på anfordring btetaler de påbudte skatter, anser de for rig eller formuende, mens de måske erklærer den for uforumende der ikke af mangel, men for desto længere at kunne gøre brug af sine penge, lader dem løbe flere gange efter et ubetydeligt pengebeløb. At skattens fordeling under sådanne omstændigheder ikke kan ske med den ønskede nøjagtighed, er deraf indlysende.
Om årsagen til den modvillighed hvormed denne skat ydes, mere bør søges i tvivl om dens nøjagtige fordeling efter faste retfærdige grundsætninger, eller den har sin grund deri at gejstligheden er den eneste stand der lønnes med direkte skat *), er ikke let at sige. Men at denne modvilighed ofte finder sted, viser de ikke sjældne eksekutioner som folk der er almindelig bekendte for at eje formue, underkaster sig før de bekvemmer sig til at betale det der afkræves dem. Højst ubehageligt må det også være for gejstligheden på denne måde at modtage en del af deres embedsindtægter, og den vinder vist nok ikke derved. For før opofrede mange på hver af de store højtider både til sin sjælesørger og til de andre kirkebetjente, men siden skatten pålagedes, har de fleste ophørt med at yde frivilligt offer. Igen at ophæve skatten ville imidlertid næppe være tilrådeligt. For det er uvist om de der engang har ophørt med det frivillige offer, atter ville bekvemme sig til at yde det. Men rigtigere ville det være om man kunne finde en anden måde hvorop kirkens betjente kunne lønnes, uden at den havde omtalte ubehageligheder til følge, men derimod konvenerede modtagerne uden at vække ubehaglige følelser hos yderne.
Forfatteren heraf som har tænkt over denne sag, tillader sig derfor at fremkomme med et forslag som hvis det end ikke skulle findes værdigt til antagelse, dog måske turde give anledning til at nogen anden fremkommer med et heldigere og mere hensigtsmæssigt. Han mener nemlig at når det oplagdes husejerne i København at betale årligt ½ promille af deres ejendoms assurancesum, så ville, da samtlige ejendomme i København er assurerede for cirka 49 millioner, tilvejebringes en sum der ikke alene ville være tilstrækkelig ti stadens kirkebetjentes lønning, men endog afgive et overskud af nogle tusinde rigsbankdaler der kunne tjene til en eller anden gavnlig indretning, såsom til oprettelse af friskoler, kirkers vedligeholdelse og lignende, hvortil der ellers indsamles frivillige gaver. Når ejeren af et hus eller gård hvis assurancesum var 10.000 rigsbankdaler, således betale 5 rigsbankdaler, hvori hans husbeboere tog del efter det lejede lokales størrelse, så indses let hvor ubetydelig udgiften ville blive for hver familie **). Den rige ville således som han bør, komme til at betale mere end den mindre formuende, og al tvivl om en retfærdig og nøjagtig fordeling ville bortfalde da enhver husbeboer let kunne erfare den pågældende ejendoms assurancesum, og derefter bregne hvad der tilkom ham at yde. Da navnet "præsteskat" af mange findes stødende, kunne det med så meget mere grund forandres som afgiften kunne få en flersidig bestemmelse. Rigtigst og kortest ville det vist nok være dersom denne afgift betaltes i forening med assurancepræmien, og af assurancekontoret igen indbetaltes til magistraten der så vidt man ved, udbetaler lønningerne til kirkebetjentene. For megen tid og mange ubehagelige bryderier ville derved spares, såvel for de respektive kommissioner der nu bestemmer hvad enhver skal yde, som især for de herrer rodemestre hvoraf forfatteren har hørt flere erklære at den allerubehageligste af de dem pålgte forretninger var den at opkræve præstepengene.
Måtte dette forslag af højere vedkommende værdiges opmærksomhed og ikke henlægges upåagtet fordi det kommer fra en lægmand, ville forfatteren glæde sig, og han ville ikke anse den korte tid han har anvendt på dets fremsættelse, forspildt eller anvendt til unytte.
*) For så vidtd forfatteren ved, er der for tiden ingen embedsmand der lønnes ved en til dette øjemed påbudte skat. For 40 år og derover lønnedes stadens skarpretter ved at gå om til borgerne og indkræve 6 skilling af hver stue- eller kælderbeboer, under navn af mestermandspenge. Nu neder han derimod en bestemt årlig løn, samt betaling for enhver eksekutionsforretning efter en fastsat takst.
**) Bonden yder foruden konge- og kirketiende, tiende til præsten der er 1/10 af hans jords frembringelser. Hvis husejeren i København selv skulle betale den foreslåede afgift, uden at hans husbeboere tog del deri, ydede han en halv tusinde del af sin ejendoms værdi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar