C. C. Brix som Skolemand.
Ved Professor Fr. Bokkenheuser.
Naar en Mand bliver Gammel - meget Gammel - Brix blev 87 Aar - gaar han let ud af Sagaen. Og Brix gik det som de andre. Om ham som Politiker og Borgerrepræsentant er der skrevet en Del i Tidsskrifter, Blade og Leksika, om ham som Skolemand meget lidt.
Det er nu over 50 Aar, siden jeg saa Brix første Gang. Gennem det lille Forværelse, der i sin Tid havde været Edvard Storms Sovekammer, kom man ind i det store, firkantede Kontor. Ligefor Døren stod det runde Arbejdsbord, og mellem Bordet og Kakkelovnen stod Brix med Hænderne under Frakkeskøderne og Byggen til Kakkelovnen, i Munden havde han Cigarstumpen, som uafladelig gik ud og uafladelig blev tændt igen. Derfra havde han Oversigt over alt og kunde øjeblikkelig finde hvert Papir eller hver Piece, han havde Brug for, og som laa i en Dynge paa Bordet. Ingen vovede at flytte en Stump. Naar et Papir ikke længer brugtes gik det hug Kakkelovnen.
Enhver, der i sin Tid kom paa Kontoret, mindes vist den gamle Sofa med det grønne Betræk tilhøjre for Døren. Stod Brix ikke med Ryggen til Kakkelovnen, kunde man være temmelig sikker paa, at han laa paa Sofaen, sidde gjorde han sjeldent, men han kunde ligge og arbejde med fuld Kraft. Engang skulde jeg hjælpe ham med at gøre en Forandring i Skemaet. Efter vel en hel Snes Ombytninger lykkedes det, og jeg vilde da til at nedskrive Forandringerne, men Brix, som laa paa Sofaen, sagde: "Det behøves ikke, det kan jeg sagtens huske, til jeg rejser mig."
Naar man i de Tider saa Brix første Gang, maatte man absolut finde noget imponerende ved ham; han var en smuk Mand, midt i Trediverne og i sin fulde Kraft. I rokkelig Fasthed, forbunden med mild Humanitet, stod at læse i hans Ansigt. I H. A. C. Lunds "Studenterforeningens Historie" findes der et Ungdomsportræt af ham, men jeg kan ikke tro, at det nogensinde har lignet: der forekommer mig at være noget brutalt i Udtrykket, som ikke hørte til. Medens han nød enorm Respekt baade fra Lærernes og Drengenes Side, var han dog mild og venlig mod enhver, der kunde trænge til hans Venlighed, og han taalte ikke, at nogen led Uret. Da jeg blev Lærer i Efterslægten i Efteraaret 1856, var det 5 Aar, siden han var bleven Inspektør ved Skolen. Nu var han fast i Sadlen, men det var ikke ganske lette Forhold, under hvilke han havde begyndt sin Virksomhed. Professor Friedenreich var død i Foraaret 1851; Cand. juris E. A. Juel blev konstitueret som midlertidig Inspektør med ('.lir. Agerskov som Viceinspektør. Under Friedenreichs lange Sygdom var Skolen gaaet tilbage: bedre blev det ikke og kunde det ikke blive i Sommeren efter hans Død, da man slet ikke vidste, i hvis Hænder Skolen skulde betros Der var indgivet 13 Ansøgninger om Pladsen: iblandt dem 4 af Skolens Lærere og desuden A. F. H. Fleischer, Jens Holbeck. Ole Chr Borch, F. A Milo - og en Hoboist ved Kastelsjægerne.
Brix var dengang i Udlandet paa et Rejsestipendium; han kunde derfor ikke personlig henvende sig til Skolens Direktion, men hans Ansøgning var ledsagen af udmærkede Testimonier fra det teologiske Fakultet og glimrende Anbefalinger fra H. N Clausen og Martin Hammerich, i hvis Skole han havde undervist i Historie, Geografi og Dansk. Da han fra Geheimekonferensraad Collin fik Brev om. at han havde faaet Pladsen, rejste han straks hjem fra London, og den 1ste November 1851 blev han højtideligt indsat som Skolens Bestyrer.
Han beholdt hele den fungerende Lærerstab og gjorde i Aarenes Løb alt for at uddanne og styrke dem, og da han 25 Aar efter sin Udnævnelse samledes med Lærerne i Gymnastiksalen, var der endnu adskillige, som havde fulgt ham lige fra Begyndelsen, medens han naturligvis i Aarenes Løb havde knyttet en Række andre dygtige Mænd til Skolen.
Kort efter sin Udnævnelse udarbejdede han de saakaldte "Skolens Vedtægter", der endnu gælder; de vidner gennemgaaende om Brix' Humanitet og klare Blik paa Forholdene. Den 18de September 1855 udkom en Bekendtgørelse fra Kultusministeriet angaaende en Plan for en særskilt Realundervisning og Afgangseksamen for nogle af de lærde Skoler i Kongeriget, men den skulde ogsaa under behørig Kontrol kunne afholdes ved private Skoler, der gjorde Fyldest i enhver Henseende. Efter Brix' Mening var skolen iblandt den, der i sin Plan mest nærmede sig til det foreskrevne Kursus og der behøvedes ikke mange eller gennemgribende Forandringer for at præstere, hvad der fordredes. P« var imidlertid nogle faa Vanskeligheder at overvinde Skolen maatte opgive noget den fuldstændige Uafhængighed, den hidtil havde nydt, og gaa ind under en fremme Autoritets Kontrol, og endvidere maatte den forandre sin Eksamenstid fra Februar til Sommertiden. Disse Betænkeligheder lykkedes det ham dog at faa overvundne.
Nu tiltog Elevantallet i Skolen i en rivende Fart saa at det i løbet af nogle faa Aar blev fordoblet De gamle Lokaler var ikke længer tilstrækkelige, og i 1857 opførtes den store Bygning, der kom til at rumme den naturhistoriske Samling og ni store Klasseværelser.
I November 1876, da Brix havde været Bestyrer i 25 Aar, stod han i sin fulde Manddomskraft og Skolen i sit bedste Flor. Den talte omtrent 500 Elever, fordelte i 23 Klasser, underviste af 62 Lærere. Paa mange Mander blev han hyldet den Dag; iblandt andet samledes l ærerne og Eleverne lidligt om Formiddagen paa Skolen i Gymnastiksalen Det blev overdraget Professor Agerskov at holde Festtalen, som han sluttede saaledes "Det var dog ikke alene ved de sjeldne Evner eller ved sin rige Kundskabsfylde, at Professor Brix frembragte et saa skønt Resultat, det var fuldt saa meget ved sin Personlighed, ved den Aand, der gik gennem hele hans Virksomhed; ved en sand og ægte Humanitet havde han forstaaet at vinde Elevers og Læreres Kærlighed og Højagtelse.
I 1885 var Brix' Helbred begyndt at vakle, men ingen ofrede det nogen alvorlig Tanke, før pludselig ved Skolens Hundredaarsfest den 4de Marts 1886 Hukommelsen svigtede ham, da han stod paa Talerstolen i Industriforeningens Sal. Dagen efter begyndte den haarde Sygdom, der nær havde kostet ham Livet
Ved omhyggelig Pleje og konsekvent Overholdelse af Lægens Forskrifter kom han sig; men den gamle Kraft vendte ikke tilbage, særlig Hukommelsen vedblev det at skorte paa. Ved Slutningen af 1892 traadte han tilbage Den sidste Dag for Juleferien samledes Drengene i Skolens Sal. Brix ønskede, at ingen af Lærerne skulde være tilstede, men i sidste Øjeblik bad han mig at gaa ind med. Der var Dødsstilhed udbredt over hele de - store Skare af Børn, og med ganske faa Ord sagde han dem et hjerteligt Farvel Han var lige ved at synke sammen. Drengene gik da hjem, uden at man hørte en Lyd ved Bortgangen.
Senere har han nok af og til vist sig paa Skolen, mild og venlig som altid, men han holdt ikke af at komme der.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. oktober 1908. 2. udgave)
Etatsraad C. Brix død.
14. Marts 1820. - 26. Oktbr. 1908,
Med "Efterslægten"s tidligere Bestyrer, Etatsraad Brix, er en Mand gaaet bort, der indtil for ca. 20 Aar siden spillede en fremragende Rolle i Kjøbenhavn. Han hørte til det nationalliberale Parti, og hans Navn figurerede Side om Side med Billes og D. B. Adlers under alle Opraab, hvad enten det gjaldt et politisk eller kommunalt Valg eller en Opfordring til at støtte en eller anden almennyttig Sag.
C. C. Brix var en jydsk Præstesøn, der i en Alder af kun 16 Aar blev Student og fem Aar efter blev theologisk Kandidat. I Studenterverdenen, hvis Betydning den Gang var en ganske anden end i vore Dage, kom Brix Snart til at høre til de ledende i Kraft af et gode Hoved og sin Slagfærdighed som Taler. Han sluttede sig med Liv og Sjæl til den nationalliberale Bevægelse og hele det skandinaviske Røre. Den unge kjøbenhavnske Privatlærer kastede sig over historiske Studier og besøgte med offentlig Understøttelse i Arkiverne i Stockholm og Uppsala; senere gæstede han i samme Øjemed England. Under sit Ophold her blev han udnævnt til Bestyrer af Efterslægtselskabets Skole og tiltraadte sit Embede den 1ste November 1851. I over 40 Aar sad han som Bestyrer i af den gamle Skole og skaffede sig et Navn sorn en dygtig Skolemand. En af Lærerne har udtalt for os, at han som Skolebestyrer var en Gentleman ud til Fingerspidserne og almindelig afholdt af Lærere og Elever. Han havde altid en Spøg paa Læben og forstod at haandhæve en god Disciplin. Var der noget i Vejen med en Lærer eller en Discipel, kunde han buldre løs, men var altid snart god igen. Saavel Lærere som Elever saa op til ham med Ærbødighed.
I ca. 30 Aar repræsenterede Brix Kjøbenhavns 2den Kreds i Folketinget og havde i mange Aar Sæde i Borgerrepræsentationen. Intet af Stederne kom han dog til at spille den fremtrædende Rolle, som hans gode Evner egentlig gjorde ham selvskreven til; men dette hang sammen med en vis Magelighed i hele hans Temperament; nogen Slider har Brix aldrig været. Paa en Talerstol fyldte han sin Plads og forstod at skaffe sig Ørenlyd selv i nok saa urolig en Forsamling. Den, der skriver dette, husker, hvorledes Brix ved det store Møde i Gothersgades Exercerhus ved Juletid 1878 tiltordnede den overvejende socialistiske Forsamling, der ikke vilde høre ham i Ro: "Jeg er valgt af kjøbenhavnske Borgere til Rigsdagsmand og viger ikke for Deres Brøl, mine Herrer!" Tilhørerne blev imponerede af hans uforknytte Maade at tage Afbrydelserne paa og lod ham tale.
Men dette Møde blev et Fingerpeg om, at det nationalliberale Partis Eneherredømme i Kjøbenhavn stundede mod sin Ende, og da nu tilmed faa Aar efter en Hjærtelidelse traadte til, trak Brix sig i Firsernes Slutning ud af sine offentlige Hverv. Han vedblev dog at virke ved sin kære Skole indtil 1893, men hans gamle Kraft var brudt, og det undrede egentlig mange, at hans Otium blev saa langvarigt.
Hans Død indtræffer netop paa det Tidspunkt, hvor hans Efterfølger I belaver sig paa at vige Pladsen som Forstander for Edv. Storms gamle Skole og overlade til cand. theol. H. P. Hansen som den 9de i Rækken af "Efterslægten"s Bestyrere at føre Skolen frem mod nye Tider.
(Dannebrog 27. oktober 1908).
Han er begravet på Vestre Kirkegård i København.
Frantz Dahl: Chr. Brix. I Anledning af 100-Aarsdagen for hans Fødsel 14. Marts 1920.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar