Pastor Sick
Hans Anklage mod Missionen. - Lehnsgreve Holstein-Holsteinsborg.
Som det vil vides, rejser Lehnsgreven til Holsteinborg rundt lil Vækkelsesmøder. Pastor Sick skriver i den Anledning
Danmarks Lehn har som bekendt ikke alle den allermest kristelige og moralske Oprindelse. Jeg vil ikke gerne sige noget ondt om en død Mand; men det, om Kongen avlede en Søn med sin Frille, kan jo i alle Tilfælde ikke være mere moralsk og kristelig end om en Smedesvend avler en med sin Forlovede. Det, om en Konge levede i et malprobert Bigami med et stakkels, forløbent Pigebarn, kan jo dog i alt Fald, som primus motor til Lehns Erhvervelse, ikke siges noget fra et helligt Standpunkt ganske uangribeligt. Der var jo en Gang en, som sagde noget om den uretfærdige "Mammon". Hor kan, i hvor mange Aar der end forløber, aldrig bliive andet end Hor, og kan følgelig ikke kvalificere noget som helst Mammon til Betegnelsen retfærdig.
Har de nogensinde hørt, at en kristelig Lensbesidder føler sin Samvittighed besværet as sine Tusinder Tdr. Land og sine Millioner i Fidei-kommiskapital? Har De nogensinde hørt, at han beder Staten befri ham derfra og tillade ham at eftrefølge Herrens Ord om at "skaffe sig Venner ved den uretfærdige Mammon, som kunde tage imod eder i de evige Boliger"? Har De nogensinde hørt, at dette eller hint Lensforhold ophæves efter Besidderens Anmodning, for at Rigdommen kan anvendes til Enkers Underhold, tilskadekomne Fabrikarbejdere, udslidte Sygeplejerskers Alderdom eller Dagarbejdsskoler.
Lad en Mand gøre det, selv om han reserverer sig en 4- 5000 Kr. aarlig for sin Levetid, og lad ham saa gaa rundt og prædike Omvendelse og Tro til Herren Jesus, saa skal jeg love for, at de Missionsmøder skal blive velsignede og kristelig Barmhjertighed blive æret.
Biskopperne tier Vanrøgt paa Fattiggaarde.
Har De nogensinde hørt, at en Biskop herhjemme har kæmpet en djærv Kamp til Fordel for Fattiggaardsbørnene? Eller har vovet sin Stilling og sit daglige Brød for deres Skyld.
Der afholdes hvert Aar store Skolemøder rundt om i hver Landsdel. Det er gammel Skik, at Taleren jævnlig er en Biskop. Det er jo i og for sig saare godt, at Biskopper vil tale om "kristelig Opdragelse, Barnehjertet og Guds Kærlighed" og lignende alvorlige og dybe Emner.
Men for os andre, der ikke er Biskopper, og ikke nyder de med Bispestilllngen forbundne jordiske og timelige Behageligheder, men tværtimod maa staa ene imod Strømmen, maa vove alt, hvad jordisk og timeligt voves kan, inklusive Hus og Hjem - for os ser det saa ganske underligt ud, at Biskopper vil tale om kristelig Opdragelse, uden at rejse et Harmskrig over det ganske Land paa Grund af den sjælelige og legemlige Ødelæggelse af Børn paa Fattiggaarde. Hvor kan man holde Foredrag om Daabspagtens Bevarelse eller om Barndom og Trosliv, naar man ikke løfter en Haand for at ændre den Kendsgerning, at Børn, som ere under kommunal "Forsorg" paaføres en saadan Barndom, som absolut maa udslukte hver Gnist af Tro til en Fader i Himlen, og rodfæste de frygteligste Bauer dybt i de unge Sind !
Skal det dog altid være fra neden af, at Hjælpen skal komme ?
Skal det dog altid være i Opposition opadtil, at der gøres Alvor af Kærlighedsbudet ?
De grinende Pinstrup bønder.
De politisk onde Mennesker er faa. og den Fortræd, de volder, er den mindste.
Det meste ondt øves ikke ved dem, der er onde, men med dem, der ikke vil være gode. Det vil sige ved dem, der, saa snart de ikke handler enkeltvis, være som Led i et større Hele, kender sig ansvarsløse, og derfor gør, hvad de ellers aldrig vilde anse for retskaffent.
Man vil gøre stor Uret, hvis man vilde sige, at Flertallet af Sogneraadsmedlemmer og Amtsraadsmedlemmer er onde. De er ikke onde, de er i det væsentligste som Folk er flest. Men i deres Privatliv, naar de staar overfor Handlinger, de som Enkeltmænd skulde øve, kan de være under Ansvar. Er de i Fællig med de andre Sogneraads- eller Amtsraadmedlemmer, mener de ikke hver især at have eet fuldt Ansvar.
I et Sogn var en Fattiggaard. hvor Børnene levede under aldeles forfærdelige Forhold, ganske stridende mod Loven.
Præsten havde i Aarevis kæmpet for at faa dem bort, men forgæves. Saa kom der en ny Sogneraadsformand, der som Medlem ogsaa havde været med til at holde Haanden over den gamle utilbørlige Skik; men en Dag. som han gik op paa Fattiggaarden, kom hele den forvildede Flok af de stakkels Børn ham stormende i Møde; han havde set dem mange Gange før, men i det ene Øjeblik kom Ansvarsfølelsen over ham.
Han gaar dybt rystet hjem; og ved næste Sogneraadsmøde siger han aabent og naturligt til Medlemmerne, at hans Samvittighed er ramt, og at Børnene maa ud; han fortæller ganske jævnt om det Indtryk, han faa Dage i Forvejen havde faaet saa stærkt. Men hvad sker?
At de tilstedeværende Medlemmer griner ad ham, ikke ler, men haanende, spottende griner ad ham, fordi han nu føler sig truffen i sin Samvittighed.
(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 22. oktober 1908).
En Præst angriber Indre Misston.
Ak, vidste Du dog . . .
Den bekendte Pastor Sick ved Holstebro, hvis aabne Brev til Stiftsprovsten vi forleden Dag gengav, har paa Forlaget af 1907 udgivet en Pjece under Titlen: "Ak, vidste Du dog" i hvilken han retter et meget stærkt Angreb paa Indre Mission. Han erkender, at der saavel blandt Indre Mission som blandt andre religiøse Sekter - findes mange virkelige rettroende og varmt følende Mennesker, og hans Angreb er derfor vendt mod Hykleriet, Skinhelligheden og alt det af Umoralitet, som øves under Hellighedens Maske. Hr. Pastor Sick lever paa en Egn, hvor Missionen har ganske anderledes Tag i Befolkningen, end her paa Sjælland, og hvor Forholdet da er blevet det, at for at kunne klare sig nogenlunde, maa man ind under Missionen, enten Vedkommende tror paa den Sag eller ikke. Paa den Maade fremstaar Hykleriet og Skinhelligheden.
Alle Venner af Sanddruhed og Ærlighed under alle Forhold, maa derfor være Pastor Sick Tak skyldig, fordi han søger at dæmme op mod den Tanke, at naar en Mand blot kalder sig "hellig", har han Ret til at øve en hvilken som helst Skurkestreg. Selv om Pastor Sicks Bog slaar haardt, bør den dog læses af alle; thi der findes mangen drøj Sandhed i den.
Præsten erklærer, at Skinhellighedens magtfyldte Knytnæve er over den lille ærlige Kærne i Kirken, som ikke magter at afryste Aaget.
I Kirken, skriver Hr. Sick, har den religiøse Svindel, Skinhelligheden, bredt sig overordentlig vidt og udgør, ved sin Tilknytning til Menneskehjærtets daarligste Egenskaber og sin deraf følgende store Magt, den væsentligste Hindring for Udviklingen af et sundt og sandt Kristenliv i vort Folk, og af et virkeligt humanitetsarbejde til Bedste for fattige hjemløse Børn og andre i vort Samfund ulykkeligt stillede ...
Og længere nede fortsætter han om de hellige Samfundsmøder:
Efterhaanden udartede disse Samfund, og den degenerative Proces er nu i mange Egne saa vidt fremskreden, at saadanne Samfund er blevne Arnesteder for den modbydeligste Skinhellighed, for Løgn, Snyderi og Æreskænderi, for en Hjærteforraaelse, der langt overgaar den, man møder fra endog mest antikristelig Side, og for en Ødelæggelse, ikke mindst af Ungdommen, der bl. a. giver sig Udslag i, at af de Piger paa Landet, som bliver Mødre gennem et løst erotisk Forhold, er de 9/10 enten saadanne, som har haft det hjemløse Barns sørgelige Barndom, eller saadanne, hvis Hjemlivs Kilder er blevne tilsølede gennem de skinhellige Samfund.
Naar et Medlem af et "helligt Samfund" er en notorisk Kæltring og almindeligt vurderet som saadan, da er det en 'forfærdelig Parodi paa al Kristendom, naar "Samfundet" siger: "Vi holder sammen som hellige Brødre og Søstre, thi han er dog en hellig Mand, som er i vort Samfund".
Det er en ubestridelig Kendsgærning, at i saare mange Tilfælde vil et hæderligt Menneskes Tilslutning til et saadant "helligt Samfund" mere eller mindre hurtigt medføre en gradvis Afstumpning af hans moralske Følelse og en Forfrysning af Kærligheden og Selvfornægtelsesevnen. Dette er ganske naturligt; thi man gør ikke ustraffet sort til hvidt; har man først en Gang været med til at gaa tværtimod al Hæderlighed og Retskaffenhed for at holde sammen med sin "hellige" Samfundsbroder, saa har man tilsat noget af det bedste i Mennesket.
Forfatteren anfører derefter følgende:
"Navnene "Missionsmand", "hellig", "Guds Barn" el. lign., som jo alle i og for sig er smukke, naar de vel at mærke bruges i ydmyghed og Sandhed, er paa Grund af Skinhellighedens enorme Udbredelse naaet til at have en dobbelt Betydning, dels af en oprigtig, bundkærlig Kristen, dels af en gediegen Kæltring".
Og han føjer til, at han en Markedsdag hørte en Mand udtale, at hvis han blot ikke kom til at handle med et "Guds Barn", vilde han nok kunne vente at faa handlet paa den ham tilsigtede Maade. At de moralske Følelser ofte afstumpes hos de Hyklere, der undertiden skjuler sig under Hellighedens Maske, leverer Præsten følgende Bevis for:
"En "Missionsmand", ledende i sit Sogns "hellige Samfund", en fuldgyldig Repræsentant for et saadant, skulde en Dag som Køber gøre en Handel. Varens Pris blev af Sælgeren sat til 900 Kr., og "Missionsmanden"s Venner, som skulde varetage hans Interesser og staa ham bi, siger til ham, at for den Pris bør han købe, ja, at han ligefrem ikke kan være bekendt at prutte Varens Pris længere ned, da den jo fuldelig var det værd. Men den "hellige" Køber, som vidste, at den fattige Sælger var absolut nødt til at skille sig af med Varen, vendte sig om til sine Venner og sagde: "Nej, jeg kan mærke, at det ikke er Herrens Villie, at jeg skal have den". Derefter pinte han Prisen ned til 400 Kr.; og da den arme Sælger i sin Nød slog til og gik ind paa Håndelen, vendte Køberen sig om til fine Venner og sagde: "Ja, for nu kan jeg mærke, at det er Herrens Villie, at jeg skal have den".
Forfatteren retter derefter et stærkt Angreb mod Velgørenheds-Humbugen og gør gældende, at selv om en Mand med en Indtægt af 6000 Kr. om Aaret ofrer 200 Kr. til forskellige Institutioner, da er det for intet at regne mod den Opofrelse, som den fattige Del af Befolkningen ofte udviser.
Ogsaa Hebron-Sagen omtales, og Præsten, som er godt kendt der paa Egnen, skriver:
Spørgsmaalet blev slet ikke afgjort efter Principet : Godt er godt, og ondt er ondt, - hvem der saa end over det. Men man anvender Principet: Fru Bransholm er en af de "hellige"' Samfund, altsaa er det godt; Sabroe er ikke "hellig", altsaa er det, han siger, Løgn og Djævelens Gerning selv om det er nok saa sandt.
Og længere nede:
Nu valgte man et ganske andet, visselig intet mindre end apostolisk Princip, og man vandt herved en Sejr; men den er tilsyneladende, lige som den vil blive kortvarig, fordi den er uægte. Hvilken blodig Livets Ironi! En Sejr i en aandelig Sag ved Hjælp af en - Alberti! Hellere maatte man have faaet en Dommens Møllesten om sin Hals og være sænket ud i Nederlagets Dyb end vinde den Sejr ved Hjælp af den mest samvittighedsløse Kæltring, som nogen Sinde har snydt Galgen. Ja, "Visdommen er bleven retfærdiggjort af sine Børn!"
En anden Del af Pjecen omhandler Administrationen og den manglende Ansvarsfølelse hos den enkelte, naar han skal dele Ansvaret med andre. Men en Mand af Ære er altid ene om sit Ansvar.
Ansvar kan ikke udstykkes, fordi enhver har Ansvar. I en Korporation, bestaaende af 12, har ikke hver enkelt sit Ansvar, men hver enkelt har et helt og fuldt ubetinget og uafhændeligt Ansvar. Kan en Mand ikke erkende det og vil han ikke handle under Indflydelse heraf, saa er han ikke en Mand af Ære, om saa den hele vide Verden vilde ære ham.
Pastor Sick henter derpaa en Række Eksempler væsentlig fra det kommunale Styre. Og han viser, hvorledes Mennesker kan gøre Ting, naar de staar som et Led af et større Hele, som de aldrig kunde enkeltvis.
Og Ansvarsløsheden udvikler efterhaanden det Princip i Folkets Sammndsmoral, som er den virkelige retskafne Administrations største Fare: "Pas dig selv!"
"Det største Bæst under Solen er efter dansk Betragtning den, der ikke passer sig selv", skriver han.
Om værgeløse Børn mishandles, hvad angaar det dig, pas dig selv!
Om Loven ikke overholdes, - hvad kommer det dig ved, pas dig selv!
Om nogen lider Uret, som ikke, kæmpende alene, kan faa Oprejsning hvad skader det dig, pas dig selv!
Om din Retfærdighedsfølelse saares ved at se Sandheden trampes under Fod, - hvad bilder du dig ind. pas dig selv!
Hvad er en rar Mand, en omgængelig Mand ?
En, som passer sig selv!
En lovende ung Embedsmand, - det er en, som passer sig selv!
En dygtig, besindig Præst, der har stor Fremtid for sig, - hvad er det?
En, som passer sig selv!"
Hr. Sick fortæller flere Eksempler om, hvorledes Ansvarsfølelsen ofte svinder bort i Kommunestyrelsen, naar det drejer sig om gamle, fattige Mennesker eller værgeløse Børn.
Der er Kraft og Indignation i det lille Skrift, som fortjener at læses overalt.
(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 22. oktober 1908)
Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar