Skuespilleren Anna Theresia Jacobsen (29.3.1857-15.2.1926) optrådte fra ca. 1875 ved provinsscenerne; 1877 Frederiksberg morskabs-teater og Théâtre du Boulevard (senere Scala). 1883 spillede hun jomfru Vibe i Et enfoldigt Pigebarn på Casino. Derefter igen til provinserne og Norge. 1895–98 var hun ved Det kgl. teater. 1903 igen på Casino og dernæst ved Aarhus Teater 1904-09.
Fru Anna Jacobsen,
Et Jubilæum.
Det vil være naturligt, om Aarhus Theater bliver fuldt i Morgen Aften til Fru Anna Jacobsens Jubilæumsforestilling. Det vil kun være en ringe Tak for mange fornøjelige Stunder. Fru Jacobsen hører til de Kunstnere, som kaster Glans over den Scene, de hører til.
Saa mange Skuespillere gjør sig til af og herømmes ogsaa for, at deres Repertoire er omfattende. Det spænder over Skikkelser fra Carl Moor til Smukke Ferdinand, fra Desdemona til Jomfru Vibe, fra den nordiske Tragedies haarfagre, kyske Møer til den franske Farces letfærdige Elskerinder. Kunsten synes at bestaa i ligesaa godt - eller lige daarligt - at kunne spille en hvilken som helst Rolle, give en hvilken som helst digterisk Skikkelse Kjød og Blod. Det er dog langt fra givet, at det er disse Skuespillere, der er de store Kunstnere. I mange Tilfælde røber det store forskelligartede Repertoire jo ikke andet end Manglen paa den udprægede Evne, den Evnens Ensidighed, der er Betingelsen for den sande kunstneriske Styrke og Alvor.
Fru Jacobsen hører ikke til dem med det mangfoldige Repertoire. Mange har hendes Roller været gjennem Aarenes Løb; men alle bærer de det samme Grundpræg. Ikke blot, at de er faldet inden for den samme Kreds af Mennesketyper, men ogsaa at de er belyst fra et og samme Temperament, en og samme Grundopfattelse.
De sceniske Skikkelser, hun har fort frem, og som stiger frem for Erindringen, bærer alle Mærke af deres Skaberske. Med andre Ord: der er Stil over dem, paa samme Maade som en bildende Kunsters Værker i al deres Mangfoldighed kan bære Bud om det samme Sind, den samme Kunstnerpersonlighed.
Vil man forsøge at bestemme den Synsvinkel, under hvilken hun anskuer alle de gamle Kvinder, det er faldet i hendes Lod at fremstille, saa bliver det Humorens. Ved Humoren latterliggjøres der gjennem Sympathi. Hun ler, kan skoggerle ad de gamle Jomfruer, de gamle "pæne" Koner af Almuen, den simple Madam, Kjællingen; men hun holder af dem allesammen med alle deres Pudsigheder. Hendes Latter har derfor Sympathien til Grundlag, bærer aldrig Haanen i sig. Herved tages Brådden af Latteren. Og derfor er ogsaa den Latter, hun vækker, Udtryk for en ved hendes Spil frigjort Glæde, thi der lees, som hun ler: uden Ondskab, uden Antipathiens Spot.
Ud fra denne sin Sympathi udstyrer hun saa sine Figurer med de tusinde Smaatræk, som netop kun den kjærlighedsfulde Iagttager vil være i Stand til at aflure sine Modeller.
Hun kan vel overdrive, bruge for stærke Midler. Men saa er til Gjengjæld den komiske Kraft saa stor, at man bøjer sig. Hun staar jo her sammen med alle Komikens Store, saavel dens Forfattere som dens Skuespillere. Skruk-Hanne i "Ideale Magter" er en saadan eneste stor Overdrivelse i Maske, i Gebærde; men hvor dybt komisk er den ikke!
Men iøvrigt holder hun sig tæt nok op til sine Forbilleder i Livet. Hendes Bette Fip i "Livet paa Hegnsgaard" var en saadan "Studie i Marken" og gav et Billede, som virkede ved umiddelbar Sandhed paa Tilskuerne. Fru Jacobsen er ikke naaet højere i realistisk og komisk Menneskefremstilling end i denne Figur; men den betegner ogsaa i sig selv, hvor højt hun kan naa.
Saa husker man hendes halv- eller helsimple Madammer, som Enkefru Truelsen i "Ranke Viljer", de godlidende, gammeldags og rørende gamle Koner, som Madam Hansen i "Brødrene Hansen" og den bredt komiske! Madam Rust i "Sparekassen".
Men som al virkelig Begavelse har Fru Jacobsen sin Begrænsning. Hendes "fine" Damer er hidtil ikke lykkedes hende.
Man kunde derfor have ønsket til hendes Jubilæumsforestilling at se hende i en for hende mere karakteristisk Rolle end "Hertuginden" i "Hvor man kjeder sig".
Del kan imidlertid blive interessant at se hende løse denne Opgave. Man tør gaa ud fra, at det, der er af komisk Stof i Rollen, vil blive udnyttet; og den Latter, hun altid har evnet at kalde frem omkring sig, vil ogsaa hendes Jubilæumsaften bølge frem og vise hende, hvor paaskjønnet hendes Virksomhed er. Sven.
(Jyllandsposten 2. oktober 1908).
Fra 1909 blev hun en populær skuespillerinde på Folketeatret, hvor hun spillede københavnske småborgermadammer, skrappe bønderkoner og lystige gamle tjenestepiger. Afbrudt 1917-1918 af en sygdomsperiode. Hun vendte tilbage oktober 1918. Hun var gift med skuespiller Johan Ludvig Valdemar Schæffer (1844-1916).
Fru Anna Jacobsens Sygdom og Rekonvalescens.
Fru Anna Jacobsen i Rigshospitalets Grønnegaard.
I hele denne, nu snart sluttede Sæson har Fru Anna Jacobsen ikke vist sig paa Folketeatret hvis Publikum virkelig har savnet hendes blodrige Komik og skarpe Karakteriseringsevne.
Sygdom er det, der har holdt Fruen borte fra Scenen. Først var det en Øjensygdom, men da den var overstaaet. havde Kuren - en Svedekur - svækket Fru J. saa meget, at hun tog ud paa Landet til en Slægtning for at vinde Kræfter. De kom imidlertid ikke, og da hun stadig tog af i Vægt, lagde Fruen sig ind paa Rigshospitalet hos Prof. Gram.
Her har Fru J. ligget til Sengs i over 3 Maaneder, og først for nylig er Skuespillerinden kommet op og begyndt at gaa.
- Straks kunde jeg næsten ikke gaa, siger Fruen, der sidder i en magelig Stol i sit Værelse paa Rigshospitalet, men nu kan jeg gaa ud i Grønnegaarden, skønt jeg stadig endnu er saa træt i Knæ og Ryg. Men fremad gaar det, og jeg tager paa i Vægt. Om 2-3 Uger skulde jeg gerne rejse til et Rekreationshjem ved Kerteminde, hvor jeg tilbringer hele Sommeren for at være i fuld Kraft, til Folketeatret atter lægger ud. Jeg fik saamænd i Gaar Tilbud om at spille Friluftskomedie ved Aarhus, men det hverken kan eller vil jeg.
- Skønt De dog længes efter at spille Komedie?
- Ja, det ved Gud jeg gør. Det har været drøjt at ligge her hele Vinteren og tænke paa. at de nu spillede paa Nørregade - jeg skulde f. Eks. have haft Fru Dinesens Rolle i "Jette Gebert". Nu haaber jeg at faa en rigtig god Karakterrolle. Bare Prof. Ejnar Christiansen vilde skrive en til mig! Der er for øvrigt en Figur, jeg i den senere Tid har faaet stor Lyst til at spille. Den forekommer ganske viet foreløbig kun i en Roman. Det er Bedstemoderen i Maxim Gorkis Barndomserindringer. De maa kunne dramatiseres.
Fru Jacobsen har talt sig træt, og de før saa livlige Øjne bliver synlig matte.
Men forinden vi tager Afsked, siger den populære Skuespillerinde:
- Har Publikum, som De før sagde, virkelig savnet mig, saa kan De være overbevist om, at jeg har savnet det mindst lige saa meget.
(Aftenbladet (København) 3. maj 1918)
I 1924 spillede hun hovedrollen i "Bolettes brudefærd" på Folketeatret. Den blev i 1938 filmatiseret med Bodil Ipsen og Peter Malberg i hovedrollerne.
Fru Anna Jacobsen om svundne Tider.
I et morsomt gammelt Hus paa Hjørnet af Ørstedsvej og Sophievej bor Skuespillerinde Fru Anna Jacobsen, der i næste Maaned kan fejre sit 40 Aars Skuespillerinde-Jubilæum. Fru Jacobsen modtager os i sin hyggelige Dagligstue, der er smykket med gamle og smukke Mahognimøbler. Der er selv noget hyggeligt over Fru Jacobsen, naar hun sidder i Armlænestol paa Forhøjningen og dukker ned i Mindernes Dyb.
- Jeg regner min sceniske Løbebane fra September 18S4, da jeg deterede paa Casino hos Theodor Andersen som Jomfru Vibe i "Et enfoldigt Pigebam". Selve Dagen kan jeg ikke huske; men det var i September. Alt hvad der ligger forud for dette vil jeg ikke tale om, det var saa sørgeligt .. . Naa, det skal vi nærmere komme ind paa. Jeg fik en god Debut og blev nogle Aar i Amaliegade. Men, ja jeg er saadan et sjovt Menneske, saa forlod jeg Scenen og privatiserede i flere Aar. En skønne Dag kom dog Lysten atter op i mig, og i 1896 aflagde jeg Prøve paa Det kgl. Teater, blev antaget og fik straks en Del Roller udleveret.
- Hvem var Direktør den Gang?
- Det var Peter Hansen, "Cabiro", som han blev kaldet. Naar jeg selv skal sige det, fik jeg en straalende Debut paa Kongens Nytorv som Madam Quist i Henrik Hertz' "Fristelsen", den samme Rolle jeg skal spille ved min Jubilæumsforestilling.
- Mødte De nogen Modstand ved Teatret, ny som De var?
- Ork nej, de var saamænd saa søde og rare allesammen mod mig, navnlig Fru Echardt cg daværende Fru Soffy Mantzius. Og sikke et Ensemble jeg kom ind i. Emil og Olaf, Fru Hennings, Elga Sinding, Jerndorff og den skønne Emma Thomsen. Mine bedste Aftener var naar jeg spillede sammen med Olaf Poulsen. Vi kunde saa godt sammen.
- Spillede De ogsaa i Holberg?
- Nogle enkelte Gange, bl. a. i "De Usynlige".
- Interesserer Holberg Dem?
Fru Jacobsen rynker Næsen;
- Egentlig ikke. Jeg fik flere Roller udleveret, men Stykkerne kom aldrig op. Da der saa var gaaet 8 Aar, fik jeg min Opsigelse.
- Hvorfor?
- Der skulde spares i de Tider, og de ældre paa Teatret krævede mere Gage. Peter Hansen var meget ked af det, da han maatte lade mig, som den sidst ankomne, gaa.
- Var De selv ked af det?
- Det kan ikke nægtes; men nu er Jeg ikke ked af at det gik som det gik. Jeg gik atter tilbage til Privatlivet, spillede saa 1 Sæson hos August Rasmussen i Provinserne, og kom i [ulæseligt årstal] til Aaarhus Tetaer under Benjamin Pedersen. Det var dejlige Aar, de 5 Aar jeg var der. De skønneste Minder jeg har fra Aarhus var da Oluf Poulsen optraadte som Gæst. Vi spillede sammen bl. a. i "Genboerne" og "Den politiske Kandestøber". Og paa mit 25 Aars Jubilæum spillede Jeg Hertuginden i "Hvor man keder sig".
- Var det Deres lykkeligste Aar?
- Nej, de sidste 16 Aar jeg har været ved Folketeatret er de lykkeligste Aar i mit Liv. Jeg kom dertil i 1909 under Johannes Nielsen, og vil De tro, at min første Rolle paa Folketeatret blev en dundrende Fiasko. Professor William Bloch satte "Den Stundesløse" i Scene, og man gav mig Pernilles Rolle. Jeg protesterede; men baade Johs. Nielsen og Bloch mente, at jeg kunde spille Rollen.
- Kunde De da ikke det?
Nej, jeg følte det selv, og jeg forvirrede ogsaa Publikum. Og er det ikke mærkeligt. Jeg har altid kun haft Lyst til at spille gamle komiske Karakterroller som Madam Rust i "Stærekassen", Madammen i "Forhus og Baghus", Kollektricen i "Ranke Viljer" og Pensionatsfruen i Emma Gads "Barnets Ret" o. l.
- Har De aldrig følt scenisk Vandrelyst?
- Nej, der hvor jeg er, føler jeg mig hjemme. Jeg er Hjemmmenneske, og Scenen er mit Hjem!
- Byder Scenens liv mest Glæder eller Sorger?
- Mest Glæder, tror jeg nok. Jeg har altid følt mig hjemme paa begge Sider af Rampen, og jeg har ingen Skuffelser haft i min Kunst! Da jeg forlod Det kgl. Teater havde jeg maaske nogle sorte Dage og vilde løbe fra det hele; men jeg opgav da baade Rullekælderen og Kagekonehuset.
- Hvorledes former De Deres Roller?
- Naar jeg har læst en Rolle igennem, staar den lyslevende for mig, og det Indtryk udslettes ikke om saa Stykket faret bliver opført flere Maaneder efter.
- Hvordan er det at blive gammel?
- Det véd Jeg ikke. Det kan vi tale om, om en Snes Aar.
- Hvilket Publikum vil De helst spille for?
- Mine Kolleger. Jeg er aldrig gladere end naar jeg ser, at der sidder Skuespillere i Teatret, og saa siger jeg til mig selv: I Aften skal der tages fat!
- Det er sjældent at høre; det plejer at være omvendt!
- Ja, det véd jeg godt. Da jeg var paa Det kgl. Teater, og Provinsens Skuespillere i Maj Maaned fyldte Teatret, sagde Olaf og de andre, naar de kiggede gennem Hullerne i Tæppet: Naa, l Aften skal vi ordentlig pilles ned!
- Var Provinsens Skuespillere saa kritiske?
- De var dengang bitre paa alle os, der sad paa Thalias Flæsk i Hovedstaden. Hvorledes det er nu, ved jeg ikke.
- Hvad vil De spille paa Deres Jubilæumsaften?
- Madam Quist i "Fristelsen" og Kokkepigen i "Tjenestefolk". Husker De Fjeldstrup som Kusken? Hvor var han pragtfuld!
- Hvem skal spille den nu?
- Emil Helsengreen, og det er en Rolle der passer glimrende for ham. Aftenen slutter med en Epilog af Professor Einar Christiansen, fremsagt af Undertegnede.
- Hvilke Interesser har De udenfor Scenen?
- Jeg elsker at rejse, naar Foraaret bryder frem, og jeg har bl. a. 5 Gange været i Paris.
- Og hvad er Deres Ønsker for Fremtiden?
- At det maa gaa mit kære, gamle Teater i Nørregade godt. og at jeg maa være med til at dele dets Glæder og forhaabentlig meget faa Sorger, i mange Aar endnu.
- Og Deres nye Direktør?
- Det er en dejlig Mand!
(Klokken 5 (København) 15. august 1924).
Anerkendelsen som bedste komiske skuespiller kom til udtryk ved hendes 40-års jubilæum i 1925, hvor hun blev tildelt medaljen Ingenio et arti. Hun døde året efter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar