(Eftertryk frabedes.)
Kjøbenhavn, d. 26. Januar.
Naar Storbyen voxer og voxer i rivende Fart, naar dens Gader kastes længer og længer ud over Landet, - saa kaster den alt det, der ikke hører den og dens levende Liv til, udenfor sine Porte. Der kan det saa ligge en Stund, til Byen naar det paa sin ustandselige Fart og atter flytter sine Porte. Saa flytter det igjen, videre ud og videre ud i en moderne Uendelighed.
Saadan gaar det f. Ex. med Kirkegaardene.
Rundt om alle de gamle Kirker ligger en lille Plet Jord, - en gitterhegnet bille Lund, nu og da med et enkelt Monument, ellers bare en Plads, hvor Vognene kan kjøre op til Bryllup og Begravelse. Det er de gamle Kirkegaarde.
Og nu og da stikker Byggespekulanterne Spaden ned i de ældste af dem. Hjærneskaller og mugne Ben kommer med et for Dagens Lys efter hundredaarig Hvile.
Kjøbenhavnerne staar stille et Øjeblik, pirrer med Stokken ved Benene og gaar videre. Og strax efter rejser et flunkende nyt femetages Hus sig af de gamle Grave.
Frederiksberg Kirkegaard ligger fredelig og skyggefuld mellem Villahaverne. Den passer ind i Stilen derude. Men Kasernerne fra Vesterbro rykker den nærmere og nærmere paa Livet. Den ene skyggefulde Have efter den anden stykkes ud, Murkolosserne gror op af Jorden som vrimlende Paddehatte. Alleens gamle Træer er gule og visne og triste ved al den Gas, der siver ud mellem deres Rødder, og de nye smaa, man planter, giver sig god Tid med at gro. Hvor lange vil det vare, inden den skjønne Kirkegaard ligger som en upraktisk Fortidslevning klemt mellem ubrydelige Murrækker, overgivet fra tusinde Vinduer?
Assistenskirkegaard vil snart være indrammet af Nørrebros himmelhøje, private Fattiggaarde og saadan overalt.
Men hvor skulde der ogsaa være Plads til de døde midi i en levende og larmende, handlende og lidende, sultende og fraadsende By? Hvor kan de forlange Respekt for deres Grave, nu de er væk, døde og borte og glemte for nye Liv, der bides og slaas for at skaffe sig Alburum til at leve Tiden ud, til ogsaa de skal kastes paa Porten? Og hvor kan der være Fred om de dødes Have midt i den larmende By, hvor det gjælder om at leve og lade leve, og hvor der slet ikke er Tid til at tænke paa dem, der forlængst gav den evige Kamp i Arv til deres Efterfølgere?
Men op af de gamle, forstyrrede Grave stiger et Spørgsmaal, der ikke vil tøve alt tor længe paa sit Svar. Og rundt mellem Blomsterduftene paa de indeklemte Kirkegaarde lister sig en Tanke, der ikke vil vente altfor lange paa sin Virkeliggjørelse. Spørgsmaalet og Tanken har samme Navn. Og Navnet er Ligbrænding.
* * *
Tæt ude ved Kalvebodstrand, med Karlsberg og Valby paa den ene Side, Frederiksholms Teglværk og Aandssvageasylet Karens Minde paa den anden - ligger Vestre Kirkegaard.
Den er ikke stort andet end en Mark endnu. Der bygges Terrasser og plantes Træer. Men Terrasserne er nøgne og kolde, og Træerne er smaa. Blot hist og her en lille Lund af fine Birke, en Samting mørke Fyrrer, en skallet Høj med en gulmalet Bank, hvorfra man ser vidt ud over det blanke Vand.
Men Blomsterne gror kun smaat paa de tusinde Grave, der ordner sig i regelmæssige Rader paa Skraaningen.
Det er maaske, fordi de ikke føler sig ret sikre. Det er saa nyt, det hele, - det ser saa hastig gjort, saa ufærdigt ud. Den store By har skyndt sig at bringe sine døde udenfor Portene og saa dem puttet i Jorden. Saa er der kastet Grus om Kisten, skyldige Kranse er lagt paa den friske Grav, - siden kom et Par Potteplanter, en Sten med graadtung Inskription, en Bank med paamalet Navn og "Familiebegravelse" - og saa var det hele i Orden, bare Graveren fik et Par Skilling for Vedligeholdelsen.
Men forleden Dag blev det aabenbart, at det hele ikke var i Orden. Da Uvejret løste den frostbundne Jord, sank den sammen - Grav for Grav, Linie for Linie - somme Steder sank Jorden en Alen - somme Steder mer og somme Steder mindre. Og ned styrtede Stenene med Efterverdenens bedrøvede Farve til de døde. Ned styrtede Bænkene, hvorpaa Savnet og Erindringen kunde hvile sig ud, naar de en enkelt Gang havde drevet en levende den lange, trættende Vej fra Byen. Ned sank Roser og Buxdom og Kristtorn, visne Kranse og friske Kranse med smilende Blomster og hvide Baand.
De laa og blomstrede dernede - de laa, som de har ligget en Gang før, omtrent paa Kistens Laag.
Et underligt Syn var det. Som om der var gravet nye Grave ovenpaa de gamle. Neden for Bakkerne, ovre mod Frederiksholm, hvor de friskeste Grave ligger i snorlige Linier, var der kastet fem nye op - parate til at modtoge deres stille Lejere. Og rundt om de friske var de gamle sunkne sammen - som om de ikke havde nok i deres ene Beboer, men fordrede fler. Mellem Gravene staar bare den smalle Skillevæg - en enkelt Krans hænger paa Randen, de andre er sunkne med Jorden.
Det er, som om vor Tid ikke en Gang kunde bygge en Grav ordentlig.
Inde fra det yderste Vesterbro skuer de tomme Ruder i Dybbølsgade og Sankelmarksgade, og hvad de allesammen hedder, over mod Kirkegaarden. De er ogsaa en Slags Grave - eller Gravmonumenter. Men de staar vel nok. Det var bare under den Bygmester, Jorden gled væk.
Carl Ewald.
(Randers Dagblad og Folketidende 28. januar 1888).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar