Højstærede hr. udgiver!
Af det i nr. 499 af Deres blad indrykkede stykke "Morgenbetragtninger ved en pibe tobak", erfarer jeg at De velvilligt har optaget nævnte meget velskrevne stykke, der hvis det af rette vedkommende blev taget under overvejelse og bragt til udførelse ville være højst nyttigt og behageligt for enhver i almindelighed og for det laug hvortil jeg hører, i særdeleshed.
Jeg er nemlig slagtermester, og må tilstå at mine varer på fejedagene, uden nogen brøde fra min side, er besudlede af gadestøv, og det blot fordi beboerne i nabolaget ikke vil gøre sig den ulejlighed at bestænke gaden ved vand forinden de begynder fejningen. Besynderligt nok at en så vigtig sag ikke for ængst har tildraget sig vedkommendes opmærksomhed og således foranlediget et almindelig lovbud i så henseende, da flere uden en sådan befaling, allerede længe har bevist gavnligheden deraf ved at bestænke såvel gaden som fortovet med vand.
Blandt andet har jeg i den senere tid lagt mærke til at sådant er iagttaget udenfor politikammeret og grosserer Suhrs gård på Gammeltorv, udenfor steder nr. 22, 23, 24, 25, 26, 27 og 350 i Gothersgade, samt flere steder på Østergade, hvilket nok så meget beviser vor nyttig en sådan vandstænken er. Ja, endog udenfor byen ser man enkelte af egen drift stænke vand udenfor deres ejendomme. Således har jeg i den senere tid set dette iagttaget udenfor hr. oberstløjtnant v. Kochens sted på Strandvejen og hr. hofleverandør Withs sted på Jagtvej.
(Politivennen nr. 501. Løverdagen den 6te August 1825, s. 9911-9913)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar