En tragi-comisk Reise til Bidstrupgaard.

Motto:

Han vidnede med ed at han var ganske klog.
Men alt forgæves, for der udi byens bog
var indført, og alt med frakturbogstaver skrevet,
at han afsindig var. Hvem en gang dømt er blevet
ham hjælper intet, an han råber på sin ret.
Han må da holde stand, og høres ej så let.

Petr. Paars Libr. IV

Dette foster af vor ypperlige Holbergs muntre lune morede indsenderen ofte, som meget andet af de herlige ting den udmærkede digters skabende geni fembragt. Imidlertid anså han det kun som et overgivent lunes komiske indfald, på ingen måde formodende at han nogenlunde skulle opleve en tildragelse der bogstaveligt opfyldte disse profetiske ord, og allermindst at dette skulle ske over 100 år efter at digteren skrev i vores for oplysning og humanitet så meget priste tider. Ikke desto mindre har dog en begivenhed nyligt tildraget sig som anmelderen anser for sin pligt at offentliggøre, da det muligvis kan forebygge lignende adfærd i fremtiden. 

En ung mand af embedsstanden blev i begyndelsen af denne måned beladt med et tilfælde af nervesyge som efterhånden gik over til sindssvaghed. Hans familie som stod i den mening at han kunne nyde en bedre pleje g være under sikrere opsigt på et af stadens hospitaler end hjemme, fik foranstaltet at han blev modtager på den for sådanne patienter bestemte stiftelse, og havde også den behagelighed at erfare, og selv at overbevis sig om at patienten mandag den 18 i denne måned var ved de anvendte hensigtsmæssige midler fuldkommen restitueret, med undtagelse af en betydelig mathed, en naturlig følge af sygdommen. Sådan vedblev også at være tilfældet den pågældende tirsdag og onsdag, og det er en omstændighed som ikke alene af patientens besøgende venner, men vist også af de ham bestandigt omgivende personer, kan bekræftes at han i de nævnte 3 dage end ikke et eneste øjeblik har været mente captus (afsindig). Det vil altså være indlysende at det forårsagede hans slægtninge og venner lige så megen forundring som indignation at erfare at han torsdag morgen var blevet afsendt til Bidstrupgård, hvorfra han først sidste søndag blev udeladt på de ansvarshavende forlangende, og vel også på grund af at den derværende læge og inspektør ikke kunne andet end erklære ham for fuldkommen fornuftig.

Efter disse faktiske omstændigheder kan anmelderen ikke mene andet end at de ansvarlige har overskredet deres autoritet og at det med den pågældende foretagne eksperiment (for for andet kan det vel ikke antages) er lidt vel vidt drevet, samt at kuren let kunne være blevet værre end sygdommen. For at lægen skulle have ladet en 4 eller 5 dage gammel beslutning der var taget med hensyn til et menneske der ikke var ved sine fulde fem, effektuere, efter 3 dages fuldkommen velbefindende, an man ikke antage, uden at tiltro ham den højeste grad af skødesløshed, eller også en misforstået punktlighed i opfyldelsen af de ham givne ordrer. Anmelderen er i det mindste overbevist om at en sådan fremfærd ikke ville have fundet sted om den såvel for sine kundskaber som humanitet almenagtede professor Wendt havde været til stede.

Man udbeder sig i denne anledning af en kyndig mand besvaret følgende 2 spørgsmål:

1. Kan det antages at bestyrerne af et hospital kan være berettiget til at henlægge en patient selv om han var afsindig, når han NB ikke er fattiglem til Bidstrupgård uden først at underrette vedkommende derom, og forespørge om de selv er i stand tl behørigt at sørge for hans kur og varetægt?

2. Hvad skal man benævne den fremfærd af en læge at lade et bevisligt fornuftigt menneske bringe til en for afsindige bestemt stiftelse?

Det vil vist ikke mindre interessere publikum end anmelderen at se disse spørgsmål grundigt besvaret. For hvor let kunne en eller anden feberpatient ellers ikke befrygte at det gik ham som digteren siger:

"Så kan man uforskyldt sig liste i dårekiste."

København den 28 juli 1825. E. M. Høm

(Politivennen nr. 501. Løverdagen den 6te August 1825, s. 9907-9911)