I Slesvig-Holsten må nederlaget ved Fredericia været en nedtur. En ting er at det spinkle, nyfødte demokrati havde måttet forlade sig på støtte fra Preussen, en anden ting at det nu ikke engang syntes at være nok. Og oven i købet var Preussen nu begyndt uden om slesvig-holstenerne at forhandle en våbenhvile med kongeriget Danmark. Igen har jeg måttet forlade mig på et referat fra en tysk avis i en stærkt danskorienteret:
"Nord. fr. Presse" skriver fra Slesvig under 19. juli: "Her er en mat, svag stemning i regering og landsforsamling. Intet af den opofrende bestemthed, som ville passe sig i det øjeblik, da fjenderne allerede have gravet vor grav, intet af en forberedelse til en "fortvivlelsens kamp", hvorom vore frasemagere har snakket så meget; kun mathed, bevidstløshed og forberedelse til tilbagetoget. I de ædleste hjerter den frygteligste anelse, at vi ville falde, ikke blot ved fremmed forræderi, men ved vor egen skyld og uden at frelse så meget som æren; en flov ligegyldighed i de sædvanlige hjerter, som i det højeste beregner, om freden eller om krigen koster flest penge.
Gid denne anelse måtte slutte, men den tiltager hver dag. Man gør atter nu, ligesom for, alt afhængigt af fremmed hjælp, og forstår endnu ikke at finde selvstændighedens politik. Man vil spørge, hvorledes kan du se alt så sort? Har da statholderskabet ikke skrevet sit fortræffelige brev? Har landsforsamlingen ikke i dag på Wiggers andragende afgivet den kraftigste erklæring? Ja, når vi kunne frelses ved skrivelser og erklæringer, da ville vi bestemt blive frelste, da ville vi allerede for lang tid siden være blevet frelste ved en halv snes lorentzenske adresser og fraser. Disse erklæringer gør slet intet indtryk mere på mig. Både landsforsamling og regering har den ejendommelige egenskab at tilskrive ordet alene en forunderlig kraft. Ved det blotte ord tror de at have frelst landet, de går beroligede hjem og lader tilfældet råde. Vistnok har ordet en forunderlig stor kraft; men kun derved, at det kommer fra hjertet, går til hjertet og fremkalder handlinger. At en sådan skulle følge efter, tror jeg ikke og mindst efter at have hørt noget om det hemmelige møde i går. Landet tror altid, at man i disse hemmelige møder rådslår og beslutter noget stort, og at hemmelighedens slør kun udbredes over beslutningerne, for at landets fjende ikke skal erfare noget derom. Men i almindelighed kunne fjenden gerne vide alt, hvad her sker hemmeligt, kun landet tør ikke vide det. Således har det også været denne gang. "I vil forbavses", sagde man til mig, "når I vidste, at det atter kun er råd- og dådløsheden, der har bedækket sig med hemmelighedens slør. Alt hvad der skal ske, havde gerne kunnet blive offentliggjort, for enhver ved det dog; men kun alt det som ikke skal ske, tør ikke offentliggøres."
(Ribe Stifts-Tidende, 27. juli 1849)
Den samme misstemning herskede i øvrigt i de danske liberale aviser over skuffelserne over hvad vedtagelsen af den danske grundlov 5. juni 1849 kom til at betyde. En grundlov hvis ordlyd i det store hele mindede om den slesvig-holstenske fra 1848, og som man jo havde set hvordan blev udmøntet i praksis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar