En af de oprørske embedsmand i Nordslesvig skriver i "Hamb. Corr." Følgende: Stemningen her Nordslesvig er for tiden meget trykket, den er som den kvalme luft under en opstigende torden. Om og når det truende uvejr vil bryde løs, det står skrevet i skæbnens dunkle bog; men bryder det løs, så gid lynene sønderknuser de hoveder, som har søgt at bringe en ny ulykkestilstand over vort fædreland. Da felttoget i år skulle begynde, adspurgte man os om vi følte os i stand til - at ernære en større arme, der kom os til hjælp. Vi svarede ja. Vi har også, såvidt det lå på vor side, opfyldt vort løfte. Forbundstyrkerne drager ikke forhungrede hjem (Slesvig-Holstenerne anviste dem nemlig Jylland som forrådskammer).
Men hvad har vel den største del af dem udrettet til opnåelsen af vore ønsker? Ifølge højere befalinger så godt som intet, trods at de er blevet plejede og spækkede. Det meste blod, som er blevet udløst i dette års felttog, det har vore Slesvig-Holstenere spildt for ingenting; dog knurrer vi ingenlunde over, at netop de blev det beklagelsesværdige offer for den frihed, der skulle forskaffes fædrelandet, men oprøres må ethvert hjerte over, at de ydede ofre er blevet et nul og intet. I disse dage venter vi de fra Jylland tilbagevendende troppers gennemmarch; ønskeligt var det i al fald, at en afdeling deraf, navnlig vore egne landsbørn, blev tilbage her i Nordslesvig om endog kun for at holde de dansksindedes overmod, som allerede begynder at stige, i tøjle. Allerede rotter sig flere sogne sammen for at rådslå, om det ikke kan lade sig gøre at nægte at betale afgifter, og beholder vi ikke her tilstrækkelig militærmagt tilbage, så vil det næppe være de herværende embedsmand, navnlig amtmand Bruhn i Haderslev Amt, trods hans i høj grad fortrinlige embedsførelse og forretningsdygtighed, muligt at holde de opsætsige til at opfylde deres pligt. Så længe det bliver ved de dansksindedes hånlige grin, ville den omtalte sag ikke være af mindste betydning, men vigtigere følger ville ikke udeblive, dersom man slet ingen midler anvender for al trykke de sladdervorne, som allerede rejse sig hist og her, et tavshedsplaster på munden, især blandt præsterne, hvoriblandt nogle, lig sorte får i ulveklæder, lader ord falde, der synes at tyde på at de gerne ville ofre deres uld til de danske, når ellers deres øvrige skind kan hytte sig under".
(Ribe Stifts-Tidende, 4. august 1849).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar