Pepita de Oliva, egentlig Josefa Durán y Ortega, var en romani spansk danser som optrådte over hele Europa. Hun var med til at popularisere flamenco dans og kostumer. Hun var officielt gift 1851 med sin danselærer Juan Antonio Gabriel de la Oliva, men etablerede efterfølgende et forhold til den engelske diplomat Lionel Sackville-West, med hvem hun fik fem børn.
Hendes første optræden var i Bordeaux, og optrådte dernæst i København med "La Farsa Pepita", et stykke der var specielt komponeret til hende. Hun optrådte derefter i adskillige tyske byer. I maj 1852 i London og andre europæiske storbyer, i Wien komponerede Johann Strauss II Pepita-Polka.
I maj 1853 havde hun vakt opmærksomhed da hun som den eneste insisterede på at forblive på sit hotelværelse da storhertugen af Oldenborg, dronningen af Grækenland m.fl. indlogerede sig på gæstgivergården l'Europe i Hamborg. I 1855 optrådte en skolehest med hendes navn, Pepita de Oliva.
I oktober 1856 nåede hun så til Altona som efter aviserne at dømme blev grebet af Pepita-feber. Billetterne til forestillingerne skal være blevet revet væk. I november 1856 blev det annonceret at hun ville optræde 15 gange i Kasino i København i foråret 1857. Hun foretrak dog Prag og Wien, indtil september 1857, men også det blev udsat pga rygter om sundhedstilstanden i den danske hovedstad, indtil den 12. september 1857.
Hendes første barn med Sackville-West fik hun i maj 1858. Hun vendte tilbage til København i oktober 1858. Denne gang måtte hun dog melde sig syg nogle dage. En cafe blev etableret: "Café Pepita". Dette år blev hun også engageret til at optræde i Slagelse.
I 1860 syntes det som om hun havde slået sig til ro i Berlin, men i marts 1861 havde hun formøblet sin betragtelige formue på spil. Fra 8. april 1861 optrådte hun til København, Casino. Herefter tog hun til Norge og Sverige. For efter en pause i Berlin at komme til København i september 1861. Denne gang besøgte hun også i oktober i provinsen (Århus, Randers, Aalborg og Horsens). Den 30. oktober blev hun imidlertid syg og måtte aflyse nogle forestillinger. Hun fødte sit andet barn i september 1862. Hun døde 1872.
Aalborg
- - -
Pepita havde ved sin første Optræden iaftes i "en Caprice" neppe aabenbaret det Skuespillerinde-Talent, som hendes Dands allerede lader skimte, før Blomsterne samlede sig i vedvarende Bifaldsbevidnelse. Det gjaldt baade det joviale Forspil, hvori Kunstnerinden alt lægger sin Routine paa Scenen, sit eget Snille og sine syperbe dramatiske Talenter for Dagen, samt den moersomme Underholdning med "Jens" og de magnifique Balletprøver, hvori hun knejser for Bjerkebek i Menuetten, ængster ham med sit Vanvid og forskrækker ham som den "lille Djævelinde", der foreløbigt sønderriver Avisen, fordi - den arme Directeur har vovet at avertere hendes Partie for Rivalinden. Hvad Under, at selv Nordmanden, der kun beundrer "hvad norsk er", fanges, glemmer Marie Mogensen i Drammen, og "Fanden st... mig" vil frie til Pepita! Efter at have seet Pepitas mangesidige Talent maae vi ogsaa med Regisseuren beklage, at Scenen i Amaliegade ikke tør fremstille Bayaderer, Fenellaer osv., som Theatret paa Kongens Nytorv med sin Eneberettigelse for Opera og Ballet, og Akademiet i Sorø med sine evindelige Tilskud, dog vansmægter ved. "En Caprice" er egentlig Pepitas overgivne Selvskildring, heldigt opfattet af Digteren, som tillige i Bjerkebek har indlagt en ny og fortrinlig komisk Typus. Hr. Lindgreen svarede her ogsaa ikke blot heldigt til Stykkets Idee, men var selv en god Individualitet i Rollen, uagtet den først Dagen forud var given til Indstudering; - men Pepita synes ogsaa at sprede lidt "Trolleri" til sine Omgivelser, og det er ogsaa et af "Capricens" Hverv. Vi mindes heller ikke for at have seet Publicum saa taknemmelig for Aftenens rige Underholdning og saa umiddelbart gaae op i glad Stemning som iaftes. Vi tør gjerne sige, at man loe ret con amore. Naar Blomsterregnen sagtnede i Finalen, som jo blev en Dacapo, var det heller hverken Gartnernes eller PublicumS Skyld; men Overflødighedshornet var tomt, uagtet man om Dagen havde præsenteret Floras Krandse omkring i Husene og de bleve ombaarne selve Aftenen i Theatret. Publicum udenfor og efter Theatret var naturligviis lige saa oprømt som derinde og under Forestillingen, og gav sig atter ikke tilfreds for Sennoraen havde viist sig gjentagne Gange i Vinduerne. - Det vilde blive meget beklaget, baade af Indenbyes og Fremmede, om en her saa usædvanlig Forestilling som "En Caprice" ikke gik oftere end iaften, hvortil alt skal være udsolgt, og Manges Ønsker ville vist tilfredstilles ved Gjentagelse, hvortil vi tillade os at opfordre Sennoraen og Selskabet i Forening.
Imorgen dandser Pepita, efter eget veldædige Tilbud, til Indtægt for Trængende og Hr. Olsens Selskab gjentager det lille vakkre Conversationsstykke "Huusholdningspolitik" som behagede meget ved sidste Forestilling, og "en Søndag paa Amager", hvori Frk. H. Møller - udfører Lisbeths Rolle.
Pepita optræder, efter Byens Av., ikke i Hobro, da det tilstrækkelige Billetantal ikke er opnaaet tegnet.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. oktober 1861).
Sennora Pepita synes i Randers at have naaet Grændsen for sine Erobringer; idetmindste er "Rand. Av." ved at omtale hente ligesaa nøgtern, som "Aalb. Av." var begejstret. Den Conflict, hun i Aalborg havde med Theaterdirecteur Olsen, har forøvrigt givet Sennoraen Anledning til i "Rand. Av." at lade indrykke følgende Erklæring:
"Det forundrer mig ikke at høre, at Hr. Directeur Olsen har offentliggjort en Artikel mod mig: thi jeg ventede mig denne smukke Opmærksomhed fra hans Side. Jeg kan imidlertid ikke lade ubemærket, at Hr. Olsen er meget vred paa mig, fordi jeg var forpligtet ligeoverfor Hr. Directeur Petersen til al give Forestillinger i Aarhuus og Odense, og derfor ikke kunde gaae ind paa de Forslag, Hr. Olsen gjorde mig om at reise med ham til flere Byer for at give Forestillinger. Og selv om jeg havde været fri for andre Forpligtelser, vilde jeg ikke have modtaget et saadant Forslag; thi Hr. Olsen har ikke holdt sine Løfter til mig, og han har ikke engang betalt mig hele min Reise fra Horsens til Aalborg, saaledes som han havde lovet. Naar han derfor nu angriber mig, efter at jeg er borte, kan jeg med Vished erklære det Hele for falsk. Jeg var uheldigviis virkelig syg, og da jeg negtede at optræde om Aftenen, forlangte jeg tre Gange, at der skulde kaldes en Læge, for at han kunde erklære, om det var en Caprice af mig, eller om jeg virkelig var syg, som Følge af den Kulde, der var i Theatret. Jeg er overbeviist om, at Publicum vil troe, at disse Linier indeholde Sandhed, og at det ikke vil antage, at en Kunstnerinde, der er saa velkommen og er bleven saa hæderligt modtaget overalt, skulde være istand til en saa uværdig og skammelig Adfærd.
Pepita de Oliva
(Flyveposten 27. oktober 1861).
Den 4. november rejste hun fra Århus til Korsør og derfra over Kiel og Hamborh til Berlin. Hun sagde at hun håbede endnu engang at kunne besøge Danmark, især Odense hvortil hun havde lovet at optræde, men ikke kunne pga tidmangel.
Randers. Den 24. October. Det er os en behagelig Pligt at berette, at Publicum i Randers ved Sennora Pepitas Optræden her iaftes hverken er bleven beruset eller blændet i nogen betænkelig Grad. Det skal ikke nægtes, at det Kjække, Livsfyldige og Characteristiske i hendes Bevægelser, Minespil og hele yppige Personlighed gjorde et mærkeligt Indtryk; men der sporedes ikke hos Publikum nogen uvilkaarlig Henrivelse eller Begeistring, der kunde begrunde den overstadige Hyldest , der ogsaa her blev hende tildeel, saavel i som udenfor Theatret. Denne skyldtes øiensynlig kun det fra Kbhavn og Nabobyerne givne Exempel, der har været altfor fristende for en Deel af det ungdommelige Publicum til ikke at finde Efterlignere. Det maa imidlertid ikke lades ubemærket, at forskjellige Omstændigheder kunne have bidraget til at svække Indtrykket af denne første Optræden af Sennora Pepita; dertil hører navnlig den meget daarlige Musik, der et Par Gange nødte hende til at standse for at rette derpaa. I et begejstret Udbrud i en af vore Nabobyers Aviser læste vi nylig, at Pepitas Characteerdands var det "synlige Udtryk for Orchestrets stærke og lokkende, brusende og smægtende Toner"; der vilde rimeligvis "El Ole" have gjort bedre Virkning om Orchestret havde forholdt sig ganske taust. (Rd. A.).
-den 25de October. Efter Forestillingen paa Theatret iaftes gjentoges de samme urimelige Gadeoptøier udenfor Sennora Pepitas Vinduer, som den foregaaende Aften. Vi kunne nok forstaae, at det i Theatret tilstedeværende Publicum paa en usædvanlig Maade giver sit Bifald tilkjeide; ivan reel, at man ikke kan vente at Dandserinden med Lyst og Liv skal kunne producere sin lidenskabelige Dands overfor et taust eller lunkent Publicum. Den, der ikke finder Bravoraabene og Blomsterne fortjente som Bifaldsyttringer, kan derfor betragte dem som en Opfordring fra Publicums Side, og da er der Intet at indvende derimod. Men dette gjælder ikke om Gadeoptøierne efter Forestillingerne. Hovedmassen af de active Deeltagere heri bestaaer af Drenge, der ville skaffe sig en gratis Forestilling af den feterede Dandserinde, som de ikke have kunnet see i Theatret, og det lykkes dem ogsaa godt nok, da hun ikke lader dem raabe forgjæves. Det er rimeligviis formeget at forlange af Sennora Pepita, at hun selv skulde undgaae slige taabelige Demonstrationer, skjændt hun utvivlsomt derved vilde vinde hos den Deel af Publicum, hvis Bifald hun alene kan lægge nogen Vægt paa. Men vi tillade os at henstille til Politiet, om der ikke, i Betragtning af den demonstrerende Mængdes Sammen sætning og Øiemed, kunde være Anledning til at skride kraftigere ind mod denne i hele Timer vedvarende Sammenstrimlen i den snævre Hovedgade og Rolighedsforstyrrelsen paa en saadan Tid. (Byens Av.).
(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 26. oktober 1861, 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar