Herredsfoged Wøldike idømt 3 Aars Forbedringshusarbejde.
Bælum-Sagen er Navnet paa en af de sjældne Historier om en stor Tyv, som blev hængt. Men det varede ogsaa over tre Aar, inden den - i Gaar - naaede til "Ende".
Hovedpersonen er den forhenværende Herredsfoged i Bælum Heinrich Christian Piehl Wøldike, og Forbrydelserne er Uorden, Forsømmelse og Skødesløshed i Embedsførelsen, endvidere Kassemangel, Bedrageri og urigtig Bogføring. Han er nu af den i 1883 nedsalte Kommissionsdomstol bleven dømt efter fem Straffelovsparagrafer til at have sit Embede forbrudt og til Forbedringshusarbejde i 3 Aar. Det var endelig noget andet end en Dom paa Afskedigelse med Pension, saadan som man af og til har set Eksempler paa overfor Embedsmænd med Kassemangel. Vor Lovgivning har jo nemlig den mærkelige Bestemmelse, at naar Familien eller Forbryderen selv dækker Kassemanglen inden tre Solemærker, skal han være sagesløs. For de smaa Tyve gælder der en anden Retfærdighed.
Herredsfoged Wøldike har ikke været saa heldig. For det første har han nemlig stjaalet for meget - og der er dog Grændser for alt her i Landet! Han har taget følgende Summer: Thinglæsningsgebyhrer c. 30,000 Kr.; andre Gebyhrer c. 5000 Kr.; Arveafgifter c. 2700 Kr.; Skiftekapitaler c. 36,000 Kr. og Oppebørsler til Amtsfattigkasse, Politikasse og Sognekommunerne m. Fl. c. 1000 Kr. med mere. I alt henved 78,000 Kr. Men dertil kommer, at Wøldikes Fuldmægtig exam. jur. Sommerfeldt, med hvem han var i Kompagni, stjal 84,000 Kr. for sin Part. Dækning var altsaa umulig, og da de tre Solemærker var gaaet, og Sommerfeldt ligeledes var gaaet - han rejste til Amerika - , saa gik ogsaa Retfærdigheden. Og efter at have været i Bevægelse i tre Aar, er den som sagt naaet Banen igennem i Gaar.
Allerede ved disse faa Antydninger vil vore Læsere sandsynligvis have erindret sig hele den gamle og ofte omtalte Bælum Sag, som i 1883 vakte saa kolossal Opsigt, navnlig ved Sommerfeldts vellykkede Flugt. Tilbage staar nu kun at referere den af d'Hrr. Assessor Jensen og Herredsfoged Faurholts afsagte Kommissionsdom.
Der gives først nogle Oplysninger om Arrestanten Wøldike. Han er født 1818, har faaet sin juridiske Uddannelse ved Kiels Universitet og tiltraadte sit Embede i Bælum Aar 1868. I 1870 blev den 25aarige Sommerfeldt antaget som Fuldmægtig mod en Løn af 600 Kr. og fri Station hos Wøldike; desuden blev der truffet den Aftale mellem dem, at Herredsfogeden skulde have Halvdelen af den Privatfortjeneste, som Fuldmægtigen havde paa Kontoret. Men allerede i 1872 ophørte al Opgørelse og Udbetaling imellem dem, idet Sommerfeldt nu ikke længer hævede de 600 Kr.s Løn men heller ikke afgav noget af sin Fortjeneste. Denne nye Overenskomst synes at være truffen "stiltiende".
Sommerfeldt forblev i sin Fuldmægtigstilling til han den 31. Maj 1883 tog bort, med Tilladelse til at blive borte til 4-5. Juni; da han endnu den 8. Juni ikke var kommen hjem, lod Arrestanten hans Pengeskab aabne; der fandtes kun en ringe Pengebeholdning samt en Erklæring fra ham, hvori han udtaler, "at ligesom ingen som helst anden har Andel i hans Handlinger, saaledes véd, efter hvad han antager, heller ikke nogen anden, hvad han har foretaget sig" (?). Da der ved den af Amtet derefter skete Undersøgelse viste sig, at der allerede efter Kasserernes Udvisende var en Kassemangel, og at Sporteljournal og Kassebøger tillige var urigtig førte, blev Arrestanten suspenderet den 18. Juni og Kommissionsundersøgelsen paabegyndt. Sommerfeldt havde, som det viste sig under Forhøret, straks forladt Landet, idet han den 1. Juni har været i Hamborg og den følgende Dag i Berlin; hvor han videre er bleven af, har ikke kunnet oplyses.
Nu følger i Kommissionsdommen en lang Opremsning af det utrolige - rent ud Svineri foruden Snyderi, som der har været paa Kontoret, og mere end én Gang maa man spørge sig selv: hvor har den Kontrol haft sine Øjne, som det paahviler Justitsministeriet at føre med sine Embedsmænd.
Dokumenter, der skulde thinglæses, medbragtes ikke i Retten og Ekstrakten oplæstes ikke, Paategning om Fremlæggelse af Dokumenter forsømtes, Protokoltilførsel ligeledes. Sagførerne fik Anstand paa den Maade, at Herredskontoret havde Blanketter liggende til Udfyldning i dette Øjemed, og Begæringerne om Anstand kom ofte bagefter Udsættelsen. Saa er der et langt Register over Stempelforseelser. Endvidere er Foged-, Avktions- og Eksekutionsforretningerne gaaede for sig paa den gemytligste Maade af Verden. Pante- og Thinglæsningsvæsenet drev af som det bedst kunde, og Skiftevæsenet ligeledes; ved Dødsanmeldelser toges der ingen Oplysning om Arvingerne, Opgørelserne var fejlagtige, eller som det hedder "summariske", og en Masse andre Ting ligefrem flød omkring paa løse Papirer, som endte Gud ved hvor. Hittegods blev lagt op paa et Loft - naar det ikke var rede Penge, for de gik en anden Vej, og den seneste Avktion over dette Gods fandt Sted i 1872. Ved Udløbet af Finansaaret 1882-83 henstod der 95 uberigtigede Boer. Korrespondancerne, Indberetninger, Regnskaber osv. dinglede af som det bedst kunde, og alt Tilsyn manglede.
Det gør et humoristisk Indtryk midt i al denne Jammerlighed at læse om, at Wøldike en Gang "i Almindelighed irettesatte Fuldmægtigen for hans Uorden".
Slutningen af Beskrivelsen optages af de egentlige Besvigelser, og disse er da dels gaaet ud over Statskassen, dels over Herredets Beboere og andre, der er komne i Berøring med de to Herrer. Og Grunden til det skete Forbrug af Embedsmidler er, at Arrestantens, og senere sandsynligvis ogsaa Sommerfeldts, Privatindtægter ikke har været tilstrækkelige til Dækning af deres Privatudgifter, og at det manglende er taget fra Oppebørslerne.
Vi skal til dette Referat foreløbig kun bemærke to Ting. Hvor er det aarlige Kasseeftersyn henne i denne Historie? Staten fører et saadant Tilsyn ved ansete Mænd, og man kunde af Hensyn til disse og til deres Foresatte Justitsminister Nellemann have ventet, at Dommen indeholdt noget ogsaa om deres Virksomhed i Bælum, hvor man skulde synes, at det ikke kan have været mange Timer ad Gangen uden at se Spor af det fyndige Hus, som laa dér. Men da "Berlingske Tidende" i Aftes refererede det meste af Dommen, fandtes der kun følgende Linier om dette Hovedpunkt:
"Ved de aarlige Kasseeftersyn foreviste Arrestanten den Beholdning, som skulde findes efter Almindelig Hoved- og Kassebog, Sommerfeldt den øvrige Beholdning efter Sporteljournal og Skiftekassebøgerne, uagtet han kun oppebar en Del af de herhen hørende Midler."
Det forekommer os, at Offentligheden ikke kan lade sig nøje med saa mager en Forklaring, Embedsmændene selv allermindst. Det vilde sikkert være heldigst for alle Parter, om vi her, hvor Lejligheden til det er saa ypperlig, havde faaet ren Besked om, hvad et kongelig dansk Kasseeftersyn er for noget.
Dette staar i Forbindelse med den anden Ting, som vi vilde fremhæve. En Mængde Privatmænd er som sagt blevet bedragne ved Herredsfogedkontoret i Bælum; nogle har maattet betale Afgifter to Gange, andre har, efter at Bedragerierne er opdaget, endog maatte betale tredie Gang, idet Staten har gjort Fordring paa Ret til at indkræve de Penge, som Folk paa Grund af Smølerierne ved Kontoret ikke har kunnet præstere Kvittering for at have indbetalt.
Atter andre er blevet endnu værre medtagne. Der rejser sig da ganske naturlig det Spørgsmaal, om Staten, saafremt Regeringens Kontrol har været forsømmelig, ikke skylder de Mænd Erstatning, som har stolet paa Herredsfogden og dernæst paa Kontrollen. Det første kunde de have ladet være med, kan man til Nød sige; Folk maa selv passe paa at faa ordentlige Paategninger, naar de møder paa et Embedskontor; men dersom det viser sig, at Regeringen har forsømt at føre den virksomme Kontrol, paa hvilken Folk ogsaa stoler, saa turde det dog være, at Sagen stiller sig noget anderledes. Det aarlige Kasseeftersyn (!) kan jo nu være Skyld i mange Menneskers Tab, men i saa Fald ser det rigtignok paafaldende ud, naar Staten alligevel spiller den strænge Kreditor over for Herredets Beboere.
Paa Wøldike og Sommerfeldt er det i det hele taget næppe værd at spilde flere Ord, nu da Dommen er fældet. Bedre vilde det vist være, om man tog sig lidt af de Fingerpeg, som hele denne Sag giver.
(Social-Demokraten 28. november 1886).
Højesteretstidende dom 22. juni 1887 stadfæstede dommen (embedsforbrydelse), men nedsatte straffetiden til 2 års forbedringshusarbejde. Se Højesteretstidende.
Notabel Tugthusfange. For nogle Dage siden blev forhenværende Herredsfoged Wøldike afleveret til det herværende Tugthus for i Cellefængsel at afsone den ham idømte Straf for Bedragerier. Efter Forlydende medbragte han en righoldig Garderobe, der imidlertid nok blev taget fra ham; han maatte trække i den grove Skjorte og de graa Klæder. Det kan ikke fejle, at han her i Tugthuset vil træffe sammen med Folk, som han selv har haft under Behandling og idømt Tugthusstraf. Det maa blive et underligt Sammentræf.
(Horsens Folkeblad 22. september 1887).
Wøldike døde som 69-årig i Horsens (formentlig i tugthuset) den 22. september 1887 og nåede altså ikke at afsone sin straf:
Forhenværende Herredsfoged H. C. P. Wøldike er i Torsdags Aftes afgaaet ved Døden af Hjerne-Appoplexi i Horsens Straffeanstalt, i hvilken han blev indsat forrige Fredag for at udstaae den Straf, han var bleven idømt for begaaede Misligheder ved Forvaltningen af sit Embede som Herredsfoged i Hellum-Hindsted Herreder. - Det er, skriver "Hors. Av.", en sørgelig Afslutning paa et Liv, der begyndte saa smukt og lovende. Han var født den 10de Januar 1818 i Brunsbüttel, hvor hans Fader, Justitsraad Peder Wøldike, var Toldforvalter. I 1842 tog han juridisk Embedsexamen ved Universitetet i Kiel, og fik samme Aar Bestalling som Underretsprokurator for Hertugdømmerne medens han samtidig arbejdede paa Rendsborg Amtshus. I 1847 blev han ansat som Volontør, og Aaret efter som provisorisk Kancellist i det Slesvig-Holsten-Lauenborgske Kancelli. I 1850 blev han fungerende Bureauchef under den overordenlige Regjeringskommissær for Hertugdømmet Slesvig. Aaret efter Bureauchef i 1ste Departement, og atter Aaret efter Medlem af Appellationsretten i Flensborg. Under Krigen 1864 blev han afsat af de preussisk-østerrigske saakaldte "Civilkommissærer", og samme Aar blev han af den danske Regjering afskediget i Naade og med Pension. Derefter var han Suppleant samt Justitssekretær ved den midlertidige Overjustitskommission for de i Kongeriget indlemmede slesvigske Distrikter indtil dennes Ophævelse i 1867. I Foraaret samme Aar underkastede han sig den for forhenværende slesvigske juridiske Embedsmænd anordnede særlige Prøve i dansk Ret ved Kjøbenhavns Universitet, bestod den og blev derefter i December samme Aar udnævnt til Herredsfoged og Skriver i Hellum-Hindsted Herreder, i hvilken Stilling han forblev, indtil hans mislige Embedsførelse for nogle Aar siden kom for Dagen ved hans Fuldmægtig, Sommerfeldts, Flugt. - Wøldikes Ophold i Horsens Straffeanstalt blev kun af kort Varighed. Som omtalt ankom han under Ledsagelse af en kjøbenhavnsk Opdagelsesbetjent til Horsens med Dampskibet "Zampa" forrige Fredag. Han var i en meget trykket og nedslaaet Stemning og beklagede sig flere Gange paa Rejsen til Betjenten over den ublide Skjæbne, der havde ramt ham paa hans gamle Dage. Han nød undervejs med synligt Velbehag den friske Luft, som Noget, han i længere Tid havde maattet savne, og udbad sig, lige forinden de naaede Straffeanstalten, Tilladelse til at udhvile sig paa en Bænk for endnu en kort Tid at indaande den frie Luft, hvilket efter hans bestemte Tro var sidste Gang i dette Liv; thi det fremgik tydelig af al hans Tale, at han ikke ventede at komme levende ud af Anstalten igjen. Den gamle Mand var i det Hele taget i den Grad overvældet af sine fremtidige Udsigter, at den Lovens Haandhæver, der ledsagede ham, skal have ytret, at det var den haardeste Rejse, han havde foretaget sig i hele sit lange Politiliv og at han ikke, uden at den haarde Nødvendighed bød det, vilde gjøre det om igjen. De faa Dage, han tilbragte i Straffeanstalten, forløb temmelig rolig med det ensformige Arbejde at betjene en Strikkemaskine, men han har ikke formaaet at udholde den Tvang, Reglementet og Omgivelserne paalagde ham, og han døde, som ovenfor omtalt, i Torsdags Aftes ramt af Hjerneappoplexi.
(Fyens Stiftstidende 26. september 1887).
På hans stamblad står: "Som grunde til forbrydelserne angiver han dels letsindighed, dels ukendskab med de mange forskellige arter af forretninger på herredskontoret, dels endeligen bedragerisk fuldmægtig, der fuldstændig havde forstået at vinde hans tillid". Det skal ses i lyset af at han havde arbejdet 15-20 år på samme herredskontor.
Fuldmægtig Christian Thorvald Meden Sommerfeldt (1844-?) blev exam. jur. ("dansk jurist") 1869. Hans ældste bror, Dines Peter S. var udvandret til USA 1865 og var købmand i Chicago. En Christian Summerfelt blev gift i Kenosha, Wisconsin i 1888. Faderens navn er angivet som "David Broch Summerfelt". Fuldmægtigens far hed Niels Brock Sommerfeldt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar