Tydsk Gudstjeneste i Jylland. Lehmanns Forespørgsel til Kirkeministeren foretoges i Landsthingets Gaarsmøde. Forespørgeren ansaa det for bekjendt, at der i offentlige Blade havde været meddelt, at der i en Kirke i det sydlige Jylland var blevet afholdt fuldstændig tydsk Gudstjeneste. De senere fremkomne Oplysninger havde givet Bekræftelse paa, at der virkelig til Stadighed afholdtes tydsk Altergang, og at der en Paaskedag havde været afholdt fuldstændig Gudstjeneste paa Tydsk for derboende tydske Familier. Han ønskede nu en bestemt Udtalelse fra Ministeren om, at en saadan Handling var utilbørlig og ulovlig. Han troede ikke, at det var skeet for at gjøre tydsk Propaganda, men at det var udgaaet af en lunken Følelse for, hvad der er dansk, og for at gjøre nogle enkelte Familier til Behag. Saaledes som vor Udvikling havde været, maatte dette Faktum ikke betragtes som en Bagatel. Det var ikke blot en Ulovlighed, men en Skandale. Det vilde være af afgjørende Betydning for vor hele Fremtid, hvorledes en saadan Handling i Almindelighed blev opfattet. Vi befandt os endnu midt i vor nationale Kamp, og dersom vi stillede os ligegyldig til den, vilde Tydskheden trænge sig ind i Jylland paa samme Maade som i Slesvig. Kirkeministeren bekræftede Rigtigheden os det anførte Faktum, men erklærede, at det af ham var blevet fuldstændig misbilliget. I en Erklæring af Pastor Heinsen indrømmedes det, at han efter Opfordring af flere tydske Beboere en Paaskedag havde holdt Prædiken paa Tydsk uden dertil at have erholdt Tilladelse, at han enkelte Gange efter forud indhentet Tilladelse havde forrettet Vielse og Konfirmation paa Tydsk, og endelig at han jævnlig havde holdt tydsk Skriftetale ved Altergang. Han benegtede derimod bestemt, at han paa nogen Maade havde fundet Opmuntring hos sin Biskop, ligesom der heller ikke i Aarene 1864 og 65 havde været talt et tydsk Ord i Kirken. Ministeren holdt sig overbevist om, at Præsten ikke havde havt anden Hensigt end at være sine tydske Sognebørn til Hjælp; derfor havde han heller ikke fundet sig foranlediget til at foretage Andet end at tilkjendegive Præsten Ministeriets Misbilligelse og indtrængende opfordre ham til for Fremtiden at afholde sig fra det tydske Sprog. Forespørgeren fandt det overdreven mildt at rette en indtrængende Opfordring til en Embedsmand om ikke at begaa en Ulovlighed. Enhver Dansk maatte betragte det, der var skeet, baade som noget Ulovligt og som en Skandale. Biskoppen havde heller ikke gjort sin Pligt i denne Sag. Han havde i mange Aar været vidende om Præstens Færd uden derom at give Indberetning. Kirkeministeren regnede sig selv for dansk (Lehmann: Ja!), men kunde dog ikke være med til at betegne det, der var foregaaet, som en Skandale; beklageligt var det i ethvert Tilfælde. Biskop Daugaard havde flere Gange indstillet Præsten til Afsked, men rigtignok af andre Grunde. B. Christensen var enig med Ministeren i, at man ikke kunde kalde det en Skandale, men maatte dog udtale sin Erkjendtlighed til de Mænd, der havde draget Sagen frem baade i og udenfor Thinget. Man kunde i Kjøbenhavn finde Forhold, der vare ligesaa fordømmelige som det foreliggende. Han tænkte navnlig paa de tydske Menigheder i Kjøbenhavn, hvis Skoleundervisning foregik paa Tydsk, og som i hele deres Forhold glemte, hvad de skyldte det Folk, i hvis Midte de med Velvillie vare optagne. At Præstens Forhold var draget offentlig frem, og at han havde faaet en officiel Irettesættelse var ingen ringe Straf. Formanden advarede imod al gaa udenfor Forespørgslen. Forespørgeren vidste, at der mange Steder i Landet fandtes Tydskhed i Villie og i Sympathier, og det var netop derfor, at man ikke kunde betragte bet Skete som en Bagatel. Dersom den tydske Smitte skulde udryddes, maatte vi med Alvor vise den tilbage, overalt hvor den viste sig.
Hermed endte Forespørgslen.
(Dags-Telegraphen (København) 31. januar 1866).
Det fulde referat af forespørgsel fremgår af Forhandlinger i Landsthinget, bind 17, spalte 1017-1026. Pastor Heinsen var medlem af Rødding Højskoleforening, i hvert fald i 1857. Rødding Højskole var den første højskole i Danmark (og verden).
København, 31. januar En forespørgsel foranlediget af Orla Lehmann blev i går afholdt om præsten Heinsen i Brørup og Lindknud ved den jyske grænse, han er født friser og kandidat fra Københavns Universitet og har flere gange holdt gudstjenester på tysk i sin kirke, og blev angiveligt behandlet for let af sin biskop Daugard i Ribe. Desværre, sagde Lehmann, er der så mange lunkne danskere her i landet, som er tilbøjelige til at se hele spørgsmålet som yderst ligegyldigt, men det er knyttet til et vigtigt principielt spørgsmål for hele landet. Det er blevet tydeligt i de senere år, at det var landets ulykke, at det blev styret af et tysk dynasti i omkring 400 år, så den danske nationalitet led ekstremt under tysk pres. Og den danske nationalitet er stadig i stor fare sammenlignet med den tyske. Kulturminister Rosenørn-Teilmann bekræftede, at prædikanten havde fået en irettesættelse herfor og allerede af biskoppen var blevet anbefalet afskediget på grund af andre mærkelige ting. 1. påskedag holdt pastor Heinsen tysk gudstjeneste efter anmodning fra nogle tyske skriftefadere. Han arbejdede i øvrigt ikke for at udbrede tyskheden i sin menighed, men derimod, da han var prædikant i Eiderstadt, var han aktiv i dansk ånd. Lehmann beskrev biskop Daugaard som en hæderlig mand, der dog "næppe" havde kunnet udholde de sidste par års begivenheder, hvorfor han "næppe" var egnet til at være biskop i et grænsedistrikt.
Kopenhagen, 31. Jan. Im Landsthing kam gestern eine Interpellation Orla Lehmanns zur Verhandlung, betreffend den Prediger Heinsen in Brörup und Lindknad an der jütischen Grenze, welcher, geborener Friese und Kandidat von der Kopenhagener Universität, mehrfach in seiner Kirche Gottesdienst in deutscher Sprache abgehalten hatte und dafür vermeintlich allzu glimpflich von seinem Bischof Daugard in Ripen behandelt sei. Leider, äusserte Lehmann, gäbe es hier im Lande so viele laue Dänen, welche geneigt seien, die ganze vorliegende Frage als höchst unbedeutend zu betrachten, es knüpfe sich jedoch daran eine wichtige Prinzipienfrage für das ganze Land. Es habe sich hinreichend in den letzten Jahren gezeigt, dass es das Landes Unglück gewesen sei, dass es circa 400 Jahre durch eine deutsche Dynastie regiert sei, so dass die dänisch Nationalität dadurch unter dem deutschen Druck ausserordentlich gelitten habe. Und die dänische Nationalität sei noch in grosser Gefahr gegenüber der deutschen. Der Kultusminister Rosenörn-Teilmann bestätigte die Thatsache, der Prediger habe indess einen Verweis dafür erhalten und sei schon früher wegen anderer Seltsamkeiten vom Bischof als zu entlassen vorgeschlagen worden. Am ersten Ostertage habe Pastor Heinsen auf den Wunsch einiger deutscher Beichtkinder deutschen Gottesdienst gehalten. Uebrigens habe er nicht für Verbreitung des Deutschthums in seiner Gemeinde gewirkt, sondern sei vielmehr, als er im Eiderstädtischen Prediger war, im dänischen Sinne thätig gewesen. Lehmann bezeichnete den Bischof Daugaard als einen ehrenhaften Mann, der jedoch die Begebenheiten, der letzten Jahre "kaum" habe tragen können, weshalb er "kaum" geeignet sei, Bischof in einem Grenzdistrikte zu sein.
(Fürther Tagblatt: General-Anzeiger für Fürth und Umgegend. 7. februar 1866)
Peter Heinsen (1802-1882) var sognepræst i Rødding, Løvel og Pederstrup (Viborg) 1840-1846, i Brørup og Lindknud 1846-1868, med et afbrud 1850-1854 hvor han efter opfordring af ministeriet var konstitueret som præst i Garding og provst i Ejdersted. I 1868 søgte han afsked pga. sygdom. Efter hans afsked boede han hos sin datter i Ærøskøbing.
Mens han var præst, indvandrede flere tyske familier fra Sydslesvig som foretrak tysk sprog ved kirkelige handlinger. "Dansk Folketidende" fik nys om det og udvirkede at Orla Lehmann rettede den ovennævnte forespørgsel til kirke- og undervisningsministeriet.
Heinsen erklærede at der en (1) gang var holdt prædiken på tysk (1. påskedag 1863 for de nævnte 6-8 sydslesvigske familier) mens han havde været præst. Derudover var et barn blevet konfirmeret på tysk og et ægtepar bestående af en Lippe-Detmolder og en tysk pige var ligeledes foregået på tysk. Derimod havde han ofte holdt skriftetale og uddelt nadveren på tysk. Han erklærede endelig at mellem 1864 og 1865 var der ikke talt tysk i kirken.
Også andre steder blev der talt tysk, fx i Frederiks, en tysk koloni på Alheden. Ifølge artiklen gik der mange rygter om ham, men den udtaler dog også at han var afholdt af en del af sin menighed, især småfolk. Uviljen blandt de større bønder skyldtes bl.a. at han ikke undså sig for at placere småfolks børn forrest i klassen.
(Se J. K. Jensen: Pastor Heinsen (1802-) i Brørup. Fra Ribe Amt, 1939)
I 1879 var der en lignende sag i Ødis (Kolding) hvor pastor Hartnach havde udført en vielse på tysk efter ønske fra en gårdejer der ville have sin plejedatter gift.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar