Forholdene i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Forholdene i Slesvig. Fra hertugdømmet Slesvig. Jo mere hensynsløst regeringen og dens gejstlige og verdslige embedsmænd i hertugdømmet fortsætter med at presse brugen af ​​det tyske sprog ud fra distrikterne, hvor den har forfatningsmæssig lige rettigheder med det danske sprog, fra kirke, skole og verdslig administration, jo mere øges befolkningens bitterhed, jo mere umuligt er det for forsoning og tilnærmelse mellem begge nationaliteter. Adskillelsen og uenigheden er langt større end i 1850 og 51. Danskerne har gennem deres uretfærdige og skødesløse fremgangsmåder opdraget befolkningen i en anti-dansk ånd, og det betyder også at modviljen mod enhver politisk forbindelse med Danmark vokser. Selv de dansktalende nordslesvigere er trætte af det vilkårlige danske embedsstyre og ønsker kun at forblive i kontakt med syden, hvorfra de tidligere blev styret og fik deres embedsmænd der var fortrolige med de lokale love og skikke, hvoraf de danskerne var lige så uvidende som de var fjendtlige over for dem. Flensborgs sympatier er også i stigende grad på vej mod syd. Dette er tydeligt i alle lag af samfundet. I juni måned tog medlemmerne af Flensborgkoret, mest småborgere og håndværkere, en tur med jernbanen til Slesvig, en gruppe på 400 mennesker af begge køn. På banegården i Slesvig blev de mødt af en søndagsfin klædt skare der ikke har været set her længe. Optoget gik til skoven (Thiergarten), hvor klubben sang en tysk sang, hvor tyske toner blev rost og derefter samledes ved foden af ​​bakken (Stampfmühle) til et måltid i telte. Meningsfulde skåltaler demonstrerede solidariteten mellem Flensborgerne og slesvigerne. Danskerne skulle efter sigende ikke have kunnet skjule deres ærgrelse over at beboerne i Slesvig ved denne lejlighed samledes i så stort tal, mens ingen mødte op når danskerne arrangerede en festival. Sådan er stemningen i Flensborg nu; og det nyttede ikke megen at ansætte en født dansker ved siden af ​​en tysk prædikant ved hver af de tre tyske kirker der; eller at lærere i folkeskolen skal gøre alt for at gøre det danske sprog populært. Det har vakt fuldstændig forargelse i den dannede klasse at lærerne på den lærde skole hvor undervisningssproget er tysk, lærer eleverne det mest præcise kendskab til det danske sprog samt dansk litteratur og poesi og kun så meget tysk som til at undgå fejl, selvom de selv ligesom danskerne på den lærde skole i Slesvig, laver fejl på fejl. På begge skoler får eleverne det gamle og det nye sprog oversat til dansk, også i de lavere klasser, for at undgå tysk. Danskfødte i Angel har det seneste år været ansat som prædikanter selv i kirker hvor kirkesproget udelukkende er tysk. Håbet er at transplantere det danske sprog længere og længere sydpå. Få slesvigere, men slet ingen holstenere, forfremmes til verdslige eller åndelige embeder. En konstant svækkelse af de holstenere der er berettiget til beskæftigelse i Slesvig efter den gældende oprindelige forordning. Så for blot at huske ét eksempel af mange, så meget for beskyttelsen af ​​tysk nationalitet, som det tyske forbund lod sig garantere; så meget for Holstens rettigheder i Slesvig, hvis beskyttelse er en del af forbundsregeringens opgave, hvis den udvikler den vilje og styrke, som fx England henvender sig til sine statslige og nationale interesser. (Fr. N.)

Zustände in Schleswig. Aus dem Herzogthum Schleswig. Je rücksichtsloser die Regierung mit ihren geistlichen und weltlichen Beamten im Herzogthum fortfährt, den Gebrauch der deutschen Sprache aus den Distrikten, wo sie verfassungsmässig gleichberechtigt ist, mit der dänischen, aus der Kirche, Schule und weltlichen Administration zu verdrängen, desto höher steigt die Erbitterung der Bevölkerung, desto unmöglicher ist eine Aussöhnung und Annäherung beider Nationalitäten. Die Scheidung und der Zwiespalt isdt weit grösser als 1850 und 51. Die Dänen haben durch ihr ungerechtes und unbedachtsames Verfahren die Bevölkerung in dänenfeindlichen Sinn erzogen, und begriflich wächst damit auch der Widerwille gegen jede politische Verbindung mit Dänemark. Selbst die dänisch redenden Nordschleswiger sind der willkürlichen dänischen Beamtenherrschaft überdrüssig und wollen nur mit dem Süden in Verbindung bleiben, von wo aus sie früher regiert wurden und ihre Beamten erhielten, die mit den Landesgesetzen und Gewohnheiten bekannt waren, deren die Dänen ebenso unkundig als ihnen feindlich sind. Auch die Sympathien der Flensburger gehen immer entschiedener nach Süden. Dieses zeigt sich in allen SChichten der Gesellschaft. So unternahmen im Juni die Mitglieder des Flensburger Gesangvereins, meistens kleine Bürger und Handwerker, eine Ausfahrt auf der Eisenbahn nach Schleswig, eine Gesellschaft beiderlei Geschlechts von 400 Personen. Am Bahnhofe in Schleswig wurden sie von einer so grossen Menge, wie man hier lange nicht gesehen, im Sonntagsputz empfangen. Der Zug ging nach dem Gehölz (Thiergarten), wo der Verein ein deutsches lied, worin deutsche Weise hochgepreisen ist, absang und sich dann am Fusse des Hügels (Stampfmühle) zu einen Mahle in Zelten vereinigte. Sinnige Trinksprüche bekundeten das Zusammenhalten der Flensburger mit den Schleswigern. Die Dänen sollen ihren Verdruss nicht haben verbergen können, dass bei dieser Gelegenheit sich die Bewohner Schleswigs in so grosser Menge sammelten, während sich Niemand zeige, wenn von Dänen irgend ein Fest veranstaltet werde. So ist jetzt die Stimmung in Flensburg; und es hat wenig gefruchtet, dass man an jeder der dortigen 3 deutschen Kirchen neben einem deutschen Prediger einen geboreren Dänen angestellt; dass in den Bürgerschulen die Lehrer sich alle ersinnliche Mühe geben müssen, die dänische Sprache populär zu machen. Entrüstung hat es vollends in der gebildeten Klasse erregt, dass die Lehrer an der Gelehrtenschule, wo die Unterrichtssprache die deutsche ist, den Schülern die genaueste Kenntniss der dänischen Sprache, wie der dänischen Literatur und Poesie beizubringen, von der deutschen so viel, um Fehler im Schreiben zu vermeiden, obgleich sie selbst, wie die Dänen an der Gelehrtenschule in Schleswig, Schitzer über Schnitzer machen. In beiden Schulen lässt man die Schüler aus den alten und neuen Sprachen in's Dänisce übersetzen, selbst in den unteren Klassen, um deutsch zu vermeiden. In Angeln sind im verflossenen Jahre abermals geborene Dänen selbst an Kirchen als Prediger angestellt, wo die Kirchensprache nur deutsch ist. So hofft man, die dänische Sprache immer weiter nach Süden zu verpflanzen. Wenige Schleswiger, aber gar keine Holsteiner werden zu weltlichen oder geistlichen Aemtern befördert, eine fortwährende Beeinträchtigung der, zufolge geltender Indigenatverordnung, zur Anstellung in Schleswig berechtigten Holsteiner. So steht es, um nur eines Beispiels von vielen zi gedenken, um den Schutz der deutschen Nationalität, die sich der deutsche Bund zusichern liess; so um die Rechte Holsteins in Schleswig, deren Beschützung zum Beruf des Bundes gehört, wenn derselbe den Willen und die Kraft entwickelt, welche z. B. England seinen staatlichen und nationalen Interessen zuwendet. (Fr. N.)

(Augsburger Tagblatt. 18. august 1858)