Atter Grusomhed mod Dyrene!!!

Så meget end de ofte gentagne klager over dyrenes mishandling med hensyn til deres ringe virkning, må synes at være kun en røst i ørkenen, så bør der dog råbes og råbes så længe til de vores art så højligt vanærende krænkelser af pligt mod dyret, selv det der villigst yder os hele sin kraft og styrke, i det mindste bliver mindre hyppige end de desværre endnu er.

Torsdag den 22. november havde indsenderen heraf den ubehagelighed at blive vidne til et syn som beboerne af den del af Gothersgade der grænser nærmest Nørreport efter sigende oftere skulle have.

En vogn så tung at den endog tom for at komme ud af stedet syntes at behøve endnu to eller tre kammerater af den hvis pligt det den dag var at skaffe den frem, var belæsset med en mængde rå huder, forspændt med en ussel lille hest hvis hele udvortes nok så meget forkyndt dens snart forestående skæbne. En svær karl som kørte den, havde ikke alene sat sig selv op på vognen med, men hans barmhjertighed mod dyret havde endog intet haft imod at en anden karl af samme drøjde som han selv, fik plads ved hans side. Da nu stenbroens beskaffenhed i den del af Gothersgade især, hvorom talen her er, uden tvivl er tilstrækkelig bekendt, så indses let at en ekvipage som den oven beskrevne, under sådanne omstændigheder ikke er at bringe frem, uden at der anvendes de fornødne overtalelsesmidler på dyret der for at spares for disse, gerne ville hvad det skulle når bare det kunne. - Den arme hest stræbte så godt den kunne at kratte sig frem, fik så drøje slag af de mægtige tykke vognstænger og rigelig tildelte piskerap at indsenderen uvilkårligt bragtes til at standse herved, skønt et sandt bulbiderblik af karlen som kørte og uden tvivl følte sin uret, siden han blev malicieux, skulle have skræmt ham til at gå sin vej.

Da den samme hesteplager oftere skal lade sig se på det angivne strøg af Gothersgade, har man dog villet henvende de ansvarliges opmærksomhed på ham. Ønskeligt var det at der dog engang bestemtes alvorlig straf for sådan grusomhed mod dyrene, og hvad var vel mere rimeligt end at de samme eller lignende overtalelsesmidler som dyrplageren bruger for at bringe dyret til at anstrenge sig over evne, anvendtes på ham selv for dog at formå ham til at vise dyret noget af den barmhjertighed han selv trænger til? Man ved desuden at de lektioner pøbelen i sådanne tilfælde trænger til, ikke let kunne være intuitive nok.

(Politivennen nr. 309. Løverdagen den 1ste December 1821, s. 4962-4965).