Svar på det i Politivennen af Student Andersen indrykkede, angående Badetvang

Motto:

Se der går L. Andersen! Se, hvor han går og spekulerer. Dersom den knægt ikke var så tåbelig, skulle man tro det var ondskab.
Henrik [ulæseligt]

Dersom forfatteren af det skrevne i Politivennen nr. 381 om badeforbud, student Andersen, havde om ikke andet haft så megen kundskab i naturretten som indeholdes i det velbekendte ordsprog: Den der kommer først til mølle får først malet, så havde han vist som andre skikkelige mennesker fundet sig i at vente på plads i badehusene. Jeg benægter at undertegnede skal have bandet på at der forrige år var en ordre som forbød badning uden for køkkenkurven, og med uhøflighed lod forfatteren vide at om han badede sig der, blev han arresteret. Men det er sandt at det unge menneske blev advaret af den vagthavende underofficer, og at min bekræftede advarsel om at ordren virkelig er til og findes i en bog i vagten. Ligesom det også er en sandhed, at i vagten ligger en ordre om at vise mig assistance, når nogen enten med ord eller gerning vil overfalde mig. Hvilket desværre før har været tilfældet, og som forfatteren vel må være vidende om, da der blandt mængden af unge mennesker findes en del der ikke er velopdragne, og som dog ser lige så vel ud i klæder som de andre og hvoraf nogle kaldes studenter, men burde, som der står i komedien, kaldes studehentere. 

Imidlertid er det averterede mindre fornærmende for mig, end for høje ansvarlige, og ville samme tilgive forfatteren, så vil jeg gerne skænke ham de fornærmelser han dermed har haft til hensigt. Og at han kalder mig bommand, lider min ære intet under. For jeg er hverken mere eller mindre end bommand. Men at gøre mig til skillingsmand formår forfatteren formodentlig ikke. Skulle han ellers have en anden hensigt, da må det tjene ham til behagelig efterretning: At badehusene nu er privat ejendom, omendskønt solgt til en høj pris, da der svares af dem 25 rigsdaler månedlig, og at følgelig forfatteren ikke vil misunde mig 8 skilling for hver badegæst, eller skille mig ved mit lille levebrød, hvorom jeg i al fald på egne, min kones og 5 uopdragne børns vegne beder ham:
Min kære!
Lad kommandanten være,
Deraf har han ære

J. D. Kiær
Bommand

(Politivennen nr. 382, 17.august 1805, side 6071-6073)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen var et svar på en artikel i Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6051-6054.