Oversættelse af tysk artikel om hesteauktion i Randers, original følger nedenfor:
Fra Randers (Jylland), 22. maj, skriver N. Pr. Ztg.: Der er kun sket lidt af interesse her siden våbenhvilen trådte i kraft, og det lidet der er sket, er ingenlunde behageligt. Danskerne optræder så brutalt, som om de var sejrherrer og vi de besejrede, og der er et generelt ønske om at den ukærlige våbenhvile snart kan komme til en ende. I går morges skulle de kasserede heste liciteres på markedspladsen. Køberne var samlet i stort tal, men næppe var auktionen begyndt før to personer udsendt af politikommissær Elmquist, forbød køberne at byde på hestene og tilføjede truslen om at den danske regering ville returnere de købte heste ville blive taget væk fra ejerne uden nogen kompensation. Da der som følge af dette ganske uberettigede forbud fra politimesterens side ingen bød mere, men mængden holdt sig sammen, bad stadskommandanten de tilskuere som ikke ville byde, om at gå bort, og da denne begæring ikke blev fulgt, skulle 16 mand kommanderes af vagten. Danskerne var nu så uforskammede at de opfordrede hinanden til at skubbe den officer, der ville tilkalde de 16 militærmænd fra hans hest. Soldaterne formåede ved hjælp af deres kolber hurtigt at sprede mængden og rydde pladsen. Auktionen er nu aflyst, og politimesteren der havde mod på at modarbejde vores ordrer, er foreløbigt anholdt og skal stå for afhøring i morgen. Efter at auktionen var afsluttet, kom flere bønder der var kommet til byen for at købe heste, til general grev von Münster og bad ham sørge for, at hestene blev solgt privat. De blev dog afvist og hestene sendes til Flensborg for at sælges.
Aus Randers (Jütland), den 22. Mai, schreibt man der "N. Pr. Ztg.": Seit dem Eintritt des Waffenstilstandes hat sich hier wenig von Interesse zugetragen und das Wenige ist durchaus nicht erfreutlicher Art. Die Dänen treten jetzt in einer so brutalen Weise aus, als wären sie Sieger und wir die Besiegten, und der Wunsch ist allgemein, dass der unliedsame Waffenstilstand bald eine Ende nehmen möge. Gestern früh sollten auf dem Marktplatze die ausrangierten Pferde licitirt werden. Die Kauflustigen hatten sich sehr zahlreich eingefunden, aber kaum hatte die Auction begonnen, als zwei vom Dänischen Polizeimeister Elmquist abgesendte Individuen den Käufern verboten, auf die Pferde zu bieten, indem die Drohung hinzufügten, dass die Dänische Regierung die gekauften Pferde den Eigenthümern ohne alle Enschädigung wegnehmen würde. Als in Folge dieses ganz ungerechfertigten Verbotes von Seitens des Polizeimeisters niemand mehr bot, die Menge aber beisammen blieb, forderte der Stadtcommandant die Umstehenden, welche nicht bieten wollten, auf, sich zu entfernen, und da diser Aufforderung nicht Folge gegeben wurde, mussten 16 Mann von der Wache requirirt werden. Nun ging die Frechheit der Dänen so weit, dass sie einander aufforderten, den Officer, welcher die 16 Mann Militär herbei holen wollte, vom Pferde zu reissen. Den Soldaten gelang es mit Zurhülfenahme ihrer Kolben bald, die Menge zu zerstreuen und den Platz zu säubern. Die Auction wurde nun aufgehoben und der Polizeimeister, welcher sich erfrecht hatte, unsre Anordnungen zu durchkreuzen, ist vorläufig fiskirt worden und soll morgen verantwortlich vernommen werden. Nach aufgehobener Auction kamen mehrere Bauern, welche wegen Ankaufs von Pferden in die Stadt gekommen waren, zum General Grafen v. Münster und baten ihn, veranlassen zu wollen dass ihnen die Pferde aus freier Hand verkauft würden. Sie wurden jedoch abschläglich nescdhieden und die Pferde werden zum Verkauf nach Flensburg geschickt werden.
Sydslesvig, d. 23de Mai. Jeg kunde berette interessante Ting fra mine nærmeste Omgivelser. men som god, forsigtig Slesviger vover jeg det ikke, da det kunde røbe for meget; jeg skal derfor holde mig til et Par af de sydligste Sogne af de blandede Distrikter. Ialmindelighed maa jeg sige, at Misfornøielse med Tilstanden der er udbredt til Mange, og det maa ikke kaldes Smiger eller Overdrivelse, hvad man erfarer, at En af de forjagne Præster har sagt til H. M. Kongen, at Høisamme vilde blive modtagen i Sydangel med Jubel, naar han kom med de Danske - Men den forsigtige Slesviger yttrer sig kun i Smug om Sligt, saalænge Fjenden staaer i Landet. Dog er det allerede skeet med navngivne Mænd, som for næsten udelukkende talte Tydsk - da "tydsk Sprog" jo saa længe har været det Feltraab, der militairisk lærtes og adlødes - at de have talt Dansk til nu afsatte Embedsmænd, efter at Regjeringscommissairerne havde ophævet Sprogrescriptet. Saadan er nu engang denne egne Menneskerace og - derefter maa den nødvendigviis regjeres! Fornuftige danske Grundsætninger strække ikke til. Men kom man imellem de Tydsksindede med Mishagsyttringer, saa udsatte man sig for alleslags Ulemper.
Hvad den nye Skoleundervisning angaaer, da har jeg hørt Klageraab og seet næsten convulsivist Graad over den ryggesløse Tilstand i Skolerne. Jeg skal staae ved det Ord "ryggesløs". I et Sogn ere tre Skolelærere, L-, A- og L-, til almindelig Foragt, da de kort efter at have aflagt Ed til Kongen, formelig hyldede Knegten der i Kiel. I et andet Sogn sang den nyindsatte Lærer kun Krigssange og Nidviser med Børnene i Sangtimerne, f. Ex, "O. Hannemann, O. Hannemann; Na, pack dich an!" osv., eller: "Nimm das Mäglein bei der Hand, Capitain. Lieutenant!" eller "Schleswigholstein, meerumschlungen!" osv.
Med de nye Præster er man heller ikke tilfreds, Saaledes var der lige fra Begyndelsen af nedlagt Protest fra to Mænd i Ølsbyskov imod Pastor Hinrichsen. som skulde forflyttes til Ølsby og Farensted fra Slesvig; af en gammel forstandig Gaardmand hørte jeg klage over, at Holm, den nye Præst i Tumby, havde holdt en Prædiken, som gik ud paa, at - de Danske burde jages bort fra Dybbøl. En Witt, som kom efter den bortjagne Reiffenstein i Havetoft, var allerede snart borte igjen, og med hans Eftermand Burchardi, var man heller ikke tilfreds. Om Pastor Tuxens Eftermand sige de: den gamle Præst snærrede undertiden ad os (he snirret), men den nye Præst bider (he bet). Af Pastor Mohr i Ølby, Islænder af Fødsel, en christelig og loyal Mand, der først afsattes for en Maanedstid siden, har jeg hørt følgende: "Da jeg suspenderedes, kom Hinrichsen fra Slesvig og skulde overtage Kaldet; jeg gjorde ham opmærksom paa, at baade hans og min Bestalling og aflagte Ed laae ovre i København, men han foer heftigt op og spurgte mig, om jeg maaskee vilde true ham. Jeg svarede hertil Nei, jeg vil kun bringe vor sande Stilling i Deres Erindring; thi husk De nu paa, at De træder i Fjendens Tjeneste ved paa den Maade at overtage et Kald, som Kongen har givet til en Anden, medens De selv ogsaa har et andel Kald. Men han svarede, at hans Loyalitet var uanfægtet, og at han forblev sin Ed tro, hvorpaa han, for at komme bort fra den Materie, begyndte at udskjælde Provst Carstens i Husum, der i 1848 var oprørsk Friskaremand, derefter gav den Dansksindede, ivrede for Brugen af dansk Sprog, blev Provst og Ridder, men saa i Februar Maaned gav sig Preusserne i Vold og indsendte sit Ridderkors. Dette om Carstens er nu vel altsammen sandt, men det forsvarer dog ikke Hinrichsens Handlemaade. Tilmed har Sagen endnu en hæslig Side, da Hinrichsen er hjulpen frem til Studeringer fra den usleste Armod ved vor Regjerings humane Omsorg for Talentet. - Af en anden Geistlig har jeg hørt Følgende: "Før jeg suspenderedes, gik Alt sin vante Gang, og Enhver talte frit til og med mig; men efter den Tid var det mere kun som i Smug, at de Velsindede kunde indlade sig med mig, de vare ligesom bange for Luften, der omgav dem, især naar de yttrede Beklagelse over den lovløse, forvirrede Tilstand, i hvilken der ingen Ret var at faae. - En Maade, hvorpaa man søgte at komme i Besiddelse af de endnu fungerende, troblevne Underofficianters Embeder, var at reise til A. Hansen i Grumby, der stod i Spidsen for hele denne Egns Revolution; saaledes gjorde Peter Thran i Sønderfarensted mangfoldige Reiser til Tolk Sogn, hvor Grumby ligger, inden han opnaaede at faae den trofaste Regnskabsmand Jakob Hock i Stolk og Sandemand Peter Otzen sammesteds afveien. Samme Peter Thran var ogsaa en af Underskriftsamlerne til at stemme paa den folk Frederik den Ottende, men han var just ikke saa ganske veI tilmode ved denne Bestilling og søgte derfor at formaae en anden Bonde til at overtage den; men denne svarede hertil, at naar man af Vedkommende beæredes med et jaadant Hverv, saa udsone man det altid selv.
Ved de diverse Underskrifter, f. Ex. paa at forlange en Embedsmand removeret, gientoges de Talemaader; "I kan ikke slippe for det"; "det gaaer aldeles ikke an at lade være"; "vil I maaskee regnes med til Dänenpack?" osv. Ellers gik det undertiden suurt nok med at faae Folk til at dandse efter Piben. For at samle Penge til "Hertugen", holdt en Degn Taler om, at nu maatte der løses op for Pungen, og en Gaardeier Wildthagen assisterede ham deri, men Bønderne meente dog, at de hellere vilde see Tiden an. Synderligt bedre gik det ikke med den kolossale Deputation til Kiel. Det skulde være "Folket", som paa en grandiøs Maade hyldede ham, men af Bønderne i Strukstrup og Ølsby var der Ingen, som vilde vare Deputeret; endelig fik de i Ølsby en Kaadner, Asmus Hansen, som før har holdt sig til de Danske, men er bleven fordærvet af det Læseselskab, som den bekendte Schleswigholsteiner Hr. Heiberg har oprettet i Slesvig-By, en Halvkaadner, Jakob Otzen, og en halvvoxen Knøs, en Søn af en Fjerdedeels-Gaardmand; denne sidste var Kudsk. Førstningen havde de saadan Rod med at inddrive Reiseomkostningerne, at der endogsaa foresloges at tage dem af Fattigkassen; men siden gik det glattere, og de fik endogsaa en Fane kjøbt for Overskuddet. I Strukstrup fik de en Snedkersvend og en Farver til Deputations-Gratulanter, men Vogn til Farten manglede; saa forbarmede en indflyttet Brandenborger, Proprietær Birkhahn, sig over dem og transporterede dem til det Kieler Eden. Andre Kjørseler, selv de Ægter, som Preusserne tilsagde, forstode derimod de egentlige Tydskere at slippe fra, og Ingen vovede at tage dem ved Vingebenet derfor, saasom: Brandenborgeren Birkhahn, Wurtembergeren Hepp, Brunsvigeren Oehlert, de to første i Boholt, i Strukstrup Sogn, den sidste paa Stade, i Ølsby Sogn. Overhovedet have de indvandrede Tydskere været de argeste Ledere under dette af Preusserne oppustede og vedligeholdte Oprør imod alt Dansk uden Undtagelse. Men værst af alle her paa Egnen har dog Baron Gersdorff paa Farenstedgaard "gewühlt". Han var strax i Flensborg hos Zedlitz for at paaskynde forskjellige Embedsmands Fjernelse . medens han hyklede Venskab for dem hjemme; han vilde overtale den gamle loyale Regnskabsmand Callsen til at kaste Pastor Mohr ud af Præstegaarden, men det lykkedes da ikke, han vilde formaae Møller Carlsen til at træde i Opposition imod Sognepræsten, men det vilde ikke gaae. Af Regjeringen - eller, som de her pleie at sige, af "den danske Regjering" - var det bleven bestemt, at Krigskjørslerne paa Farensted Gods skulde udredes af alle 1300 Bygskjæpper, men Baronen med de andre større Besiddere fik Sagen først skubbet tilside, og dernæst fik de hos Zedlitz udvirket, at de kun for 400 Bygskæpper. d. e. kun saameget som de smaa Besiddere svarede for, skulde udrede Kjørsler. Men det blev dog snart altfor galt, og omsider gik den Fritagelse tilbage, og den lovlige Bestemmelse sattes i Kraft igjen. Saaledes omgaaes der med Lovene i alle Forhold, Gunst og Gave, Magt og Fornemhed, af hvilken sidste der er meget i Slesvig, skjøndt der just ikke ere mange Fornemme der, dreie og vende Loven under dette hykkelske og barbariske Regimente.
Af Smaating vil jeg nævne, at her i Egnen ere mere end een Gang Vinduerne blevne indslagne hos Mand, hvor kun deres Loyalitet og rette Borgersind kan antages for Paaskudet. I Slesvig By sloge de Ruderne ind hos Apotheker Krüger, fordi man blev vred over hans Udmeldelse af Bürgerverein, hvor han bestandigt insulteredes af den plumpe Brygger Detlefsen og dennes politiske Compagnon.
Man forsikkrer, at Kongen af Preussen har viist den raa Gladiatorsmag at lade sig Stormcolonnerne præsentere med blodige Bajonetter og andre tilsvarende Emblemer. De tydsktalende Slesvigere iblandt Fangerne gav man fri, men flere af dem, som jeg har talt med, forsikkrede, at Tornystre og Overfrakker bleve plyndrede fra dem. Overhovedet synes Preusserne at være komne herind med det Forsæt at indpode Hertugdømmets Befolkning alle Slags Laster. Det er ad den Vel man vil gjøre dem til fuldstændige Tydskere; en skrækkelig Vildfarelse.
(Flyveposten 28. maj 1864)
En meget sørgelig Begivenhed indtraf i nogle af Veiles første Occupationsdage. Da Folk midt om Natten purredes ud af deres Senge og toges til Skandsearbeide, var Enhver medrette ængstlig og harmfuld over den Forretning man skulde udføre, og den Behandling, man ventede at blive Gjenstand for. Det rygtedes rundtom og var da ogsaa naaet til Fiskerne ved Bredballe Strand. Nogle af dem belavede sig derpaa i en Baad at flygte. Disse vare: Styrmand Peter Hørup af Veile, samt Fiskerne Th. Andersen, Søren Sørensen, Anders Stephansen og Knud Andersen. De seilede langs med Fjordkysten nedad Rosenvold til for at opholde sig deromkring, men da man kom og fortalte dem, at Egnen der ikke længere var sikker for Opsnapperne, styrede de i et meget haardt Veir over til Bogense, i hvis Nærhed de alle - omkom Søndag Form. den 13de Marts. Man siger, at til Veirets strænge Beskaffenhed kom endnu den Omstændighed, at Baadens Roer var gaaet itu. Fire af de Forulykkede vare Familiefædre, der tilsammen efterlade - omtrent 24 Børn! Og denne haarde Skjæbne fristede de mange af Sorg nedbøiede Familier, fordi de som raske Sømænd ved Flugt vilde unddrage sig Udførelsen af et Arbejde, som hver fri og fædrelandskjærlig Dansk maatte afskye. (Veile Av.)
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar