Den 4. marts 1864 ophævedes forbuddet mod en slesvig-holstensk forsikringsforening, samt bekendtgørelse af 23. december 1858 der forbød forskellige foreninger og selskaber i Slesvig-Holsten.
Oversættelse af tysk notits om mandstugt bland soldaterne:
Haderslev, 29. februar I forgårs, to timer fra vores by, blev der gennemført en militær henrettelse af en henrettelsespeloton fra 9. jægerbataljon. En underofficer fra Liechtensteins husarregiment, 22 år gammel, begik en forbrydelse i en tilstand af ophidselse, hvorefter han blev arresteret og straks stillet for en krigsret. Dommen lød på døden med krudt og bly, men retten mente i betragtning af den kriminelles gode kanal og hans modige opførsel i to træfninger, at den kunne anbefale ham til den øverstbefalendes nåde. Feltmarskal Løjtnant V. Gablenz stadfæstede imidlertid dommen, fordi den anklagede havde overtrådt en indbyggers ejendom med bevæbnet hånd. (H.N.)
Hadersleben, 29. Febr. Vorgestern früh wurde, zwei Stunden von unserer Stadt entfernt, von einem Executionscommando des 9ten Jägerbataillons eine militärische Execution voll zogen. Ein Unteroffizier des Husarenregiments Liechtenstein, 22 Jahre alt, hat sich im aufgeregten Zustand eines Verbrechens schuldig gemacht, worauf er arretirt und sofort vor ein Kriegsgericht gestellt wurde. Der Ausspruch desselben lautete auf Tod durch Pulver und Blei, jedoch glaubte das Gericht mit Berücksichtigung der guten Conduite des Delinquenten, sowie mit Hinsicht auf sein tapferes Verhalten in zwei Gefechten, denselben der Gnade des Höchstcommandirenden empfehlen zu dürfen. Feldmarschall-Lieutenant v. Gablenz hat jedoch das Uhrtheil bestätigt, weil der Veruhrtheilte mit bewaffneter Hand in das Eigenthum eines Eingebornen eingedrungen war. (H. N.)
(Allgemeine Zeitung 5. marts 1864)
Fls. Av. meddeler fra paalidelig Kilde følg. Skildring af en af de fordrevne slesvigske Embedsmænds Hændelser: En i Byen Slesvig bosat danskfødt Embedsmand, der altid har levet paa en god Fod med Slesvigerne, fik kort efter vor Armees Tilbagetog Besøg af 3 Wühlere, som befalede ham, at han skulde være ude af Slesvig inden Kl. 3; Klokken var dengang 12. Den undsagte Hr. B. lod sig ikke forbløffe, han spurgte Dhrr. Deputerede om deres Fuldmagt, protesterede mod en slig Behandling og nægtede at rejse. Men Kl. 3 saae han imidlertid flere høiere Embedsmand forlade Slesvig i deres egne Ekvipager og tænkte derfor, at det dog var bedst at reservere sig en Vogn i paakommende Tilfælde, men for næste Dag vilde han dog ikke tænke paa nogen Afreise. Han fik nu bestilt en Vogn til Kl. 8 næste Morgen, og da han saae, man begyndte at gjøre sig færdig til at illuminere Byen, lukkede han Skodder og Døre og trak sig tilbage for at nyde nogen Hvile. Imidlertid gik kun nogle Øieblikke, saa stimlede en Masse Mennesker med Skrig og Trudsler ind og forlangte, at han strax skulde komme ud. Da han var kommen frem, fordrede de, at han strax skulle begive sig ud af Byen. Her var ikke Andet at gjøre end at vige for Overmagten. Hans Kone, der ikke vilde forlade ham, fik neppe kastet en Kaabe over sig, og med tyndt Fodtøi begave de sig nu ud i et forrygende Veir, hvor Sneen uafladeligt pidskede dem lige i Ansigtet. Et lille Barn, der var kommet i Seng, kunde ikke medtages i dette Veir, og det blev derfor overladt til Bedstemoderen, der skulde følge efter den næste Morgen i den bestilte Vogn. Manden havde en Bekjendt omtr. en Miil fra Byen, der altid havde viist ham en høi Grad af Høflighed og Hjertelighed, og da denne Mand var Landfoged, stod han desuden i Forhold til Hr. B. som Underordnet. Der aftalte man at træffes næste Morgen. Da Hr. V. og Kone forlode deres Hjem, stode 5- a 600 pøbelagtige Personer opstillede en haye lige til udenfor Slesvig - igjennem disse Rækker maatte de nu løbe Spidsrod og høre deres fornærmende og spottende Talemaader. Da de vare komne ud af Slesvig, forsvandt lidt efter lidt Skaren, imedens man stadigt hørte deres vilde Hyl opflamme hinanden indbyrdes til al mulig Udaad. Da Snee og Storm stadigt tiltog, gik de Vejfarende vild, og først efter 4 Timers Omvanken fandt de Bondegaarden, der som et frelsende Asyl nu laae for dem. I tillidsfuld Tryghed bankede de paa Porten og glædede sig forud til at blive de vaade Klæder og Støvler qvit og komme i en god Seng. Endelig fik de Manden vækket og fortalte ham deres Skjæbne. Han beklagede dem, men beklagede tillige, at han aldeles ikke turde gjøre Noget for de flygtende Danske, da det var at udsætte sig selv for samme Molest; han lod dog lave lidt Thee til dem, og efter megen Plagen tillod han dem at ligge nede i en Lade, hvor der havde ligget nogle østerrigske Soldater i Indqvartering. Altsaa herind kom de Kl. 12 eller 1 om Natten, hvor noget forligget Halm blev deres Leje. Vaade og forkomne, som de vare, faldt de dog endelig i Søvn, men allerede Kl. 4 vækkedes de med Ordre til nu at gaae, da man frygtede, at der skulde komme nogle af de omvandrende Wühlere og see dem. Imidlertid toge de intet Hensyn til denne Ordre, men bleve liggende. Da kom Kl. 5 en Karl, med Ordre fra sin Herre at blive hos dem, til han havde seet dem vel ude af Gaarden. Her stode de altsaa atter ude i Snee og Blæst og maatte blive; thi de ventede jo Vognen med Barnet Kl. 8, men Kl. blev baade 8 og 10, og her stode de stakkels Forældre endnu og ventede forgjæves, hungrige som de vare, og i det frygtelige Uveir. Omsider bestemte Konen sig til at gaae tilbage til Slesvig for at hente Barnet. Her maatte hun nu opbyde Alt for at faae en Vogn, hvilket først lykkedes hende henimod Kl. 3, da en Bagerenke fik Medlidenhed med hendes Jammer og kjørte hende og Barnet ud til Manden. Den tidligere bestilte Vogn blev nemlig holdt tilbage af Wühlere. Hr. B. havde imidlertid flere Gange maattet blande sig imellem Skarer af Folk, der droge jublende omkring med Trophæer, de havde opsamlet ved Dannevirke, saasom Kanonvidskere, Kugler osv. Med megen Forsigtighed maatte den endelig samlede Familie nu begive sig til Rendsborg, og der turde de slet ikke gaae sammen, da man saa strax i den havde formodet en flygtende Familie og insulteret dem. Efter megen Besvær og Kummer kom de til Ystad og derfra til Kjøbenhavn, hvor de nu kun eie, hvad de staae og gaae i.
Oversættelse af tysk artikel. Originalen er nedenunder:
Også denne gang har befolkningen i Aabenraa efter bedste evne bevist deres gamle ry for patriotiske følelser. Mens hele Flensborg by stadig er næsten helt uden de røde, hvide og blå flagdekorationer, blafrer i Aabenraa de elskede nationalfarver fra næsten alle huse, de danske vejnavne er overalt blevet erstattet af tyske, og skilte fra butikker og kroer viser allerede for størstedelen igen tyske påskrifter. Byens tapre borgere bliver aldrig trætte af at opfordre civilkommissærerne til at afsætte de danske embedsmænd hurtigst muligt. De har i forlængelse af deres første indlæg i denne sag allerede to gange bedt om at fremskynde afgørelsen så meget som muligt. Kronprinsen af Preussen svarede blandt andet den borgerdeputation der for nylig bød ham velkommen her: Man kan være sikker på at han ligesom sin kongelige far havde den største sympati for den slesvig-holstenske sag; for så vidt angår løsningen af arvespørgsmålet, var han ikke bemyndiget til at give konkrete oplysninger herom; Han påpegede dog at han var nær ven af hertug Friedrich, og at denne også var i familie med den preussiske kongefamilie.
Die apenrader Bevölkerung hat auch diesmal ihren alten Ruf patriotischer Gesinnung aufs beste bewährt. Während in Flensburg immer noch ganze Stadttheile des roth-weiss-blauen Flaggenschmucks beinahe gänzlich entbehren, flattern in Apenrade die geliebten Landesfarben fast von jedem Hause, die dänischen Strassennamen sind überall durch deutsche ersetzt worden und auch die Schilder der Kaufläden und Gasthäuser tragen schon zum grössten Theil wieder deutsche Inschriften. Die wackern Bürger der Stadt ermüden nicht, bei den Civilcommissaren auf baldigste Ansetzung der dänischen Beamten zu bringen. Sie haben schon zweimal, anknüpfend an ihre erste Eingabe in dieser Angelegenheit, um möglichste Beschleunigung der Entscheidung nachgesucht. Der Kronprinz von Preussen hat der ihn unlängst hier begrüssenden Bürgerdeputation unter anderm erwidert: man möge versichert sein, dass er wie sein königlicher Vater die grössten Sympathien für die schleswig-holsteinische Sache hegten; was die Regulirung der Erbfolgefrage beträffe, so sei er nicht ermächtigt, in dieser Hinsicht bestimmte Auskunft zu geben; er weise jedoch auf den Umstand hin, dass er mit dem Herzog Friedrich innig befreundet und dass letzterer obendrein mit dem preussischen Königshause verwandt sei.
(Bamberger Zeitung 5. marts 1864)
Ved folkeafstemningen i 1920 var der knebent tysk flertal i Aabenraa: 2.725 tyske mod 2.224. Da tallene er 56 år nyere skal de dog tages med et kæmpeforbehold for om hvorvidt de afspejlede situationen i 1864.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar