Oversættelse af tysk beretning, original følger:
Friederica, 15. maj (Fr J.) Et ejendommeligt, melankolsk skue er siden torsdag blevet præsenteret ved dampskibenes landingssted på Lillebælt; man kan ikke rumme sine følelser, når man ser indbyggerne, mænd og kvinder, gamle mennesker og børn, komme over fra Fyn i de små både. Nogle bærer deres ejendele, som de havde bjærget på Fyn, med sig; andre, for hvem bekymringer om deres liv ikke efterlod nogen tid, i håb om at finde nogle af deres ejendele i deres hjem, skyndte de sig at kravle i land og storme ind i byen; men sandsynligvis er det meget få, ja sandsynligvis ingen, der finder det, de leder efter. Alt, hvad der ikke var for tungt at bære, hvis det var af nogen værdi, blev taget væk. Skabene er ryddet ud, dørene brudt ned og løftet af deres hængsler, borde og stole er smadret. Skårene af spejl og service ligger på gulvet med papir og iturevne klude imellem. Jeg har set mange par stå der og stirre på ruinerne af deres ejendele med tårer i øjnene. Hvad de frygtede, men alligevel ikke helt vilde tro, bliver for dem vished; [et ord mangler] Blev en tigger, deres rigdom, som de møjsommeligt har erhvervet sig gennem årene, er væk. De danske soldater har i mellemtiden, som borgere, der blev tilbage i byen, selv fortalt mig, gjort det meget værre end østrigerne. Især da ordren om afmarch blev givet, trak de alt med sig, som kunne trækkes med; De undskyldte sig med at sige, at det måtte være mere behageligt for frederianerne, hvis de, deres landsmænd, tog deres ejendom i besiddelse, end hvis det faldt i fjendens hænder. Denne logik giver dog meget lidt mening, og jeg har ofte hørt de stakkels folk bryde ud i et sandt raseri af forbandelser mod københavnerne. Nedbrydningen af fæstningsværkerne fylder de fleste indbyggere med næsten mere glæde end vore soldater; de håber, at de aldrig vil blive rejst op igen. Foreløbig kommer københavnerne formentlig til at mangle penge til dette.
Friederica, den 15. Mai (Fr. J.) Ein eigenthümliches, wehmüthig stemmendes Schauspiel bietet sich seit Donnerstag auf dem Anlegeplatze der Dampschiffe am kleinen Belt dar; man kann sich der Rührung nicht enthalten, wenn mann die Einwohner, Männer und Frauen, Greise und Kinder in den kleinen Booten von Fühnen herüberkommen sieht. Einige führen ihre Habseligkeiten, die sie auf Fühnen geborgen hatten, it sich; andre, denen dazu die Sorge um ihr Leben keine Zeit liess, höffen in ihrem Wohnungen doch etwas von ihrer Habe wieder zu finden, eilig steigen sie an's Land und stürmen in die Stadt hinein; aber wohl die wenigsten, ja wohl niemand findet, was er suchte. Was nicht allzuschwer zu tragen war, ist, wenn es irgend Werth hatte, fortgeschafft. Die Schränke sind ausgeräumt, die Thüren erbrochen und aus den Angeln gehoben, Tische und Stühle zerschlagen. Auf dem Boden liegen die Scherben der Spiegel und des Geschirrs, dazwischen Papiersetzen und zerrissene Lumpen. Manches Chepaar habe ich so stehen sehen, mit thränenden Augen diese Trümmer seiner Habe anstarrend. Was sie schon gefürchtet, aber noch immer nicht ganz glauben wollten, wird ihnen zur Gewissheit; [et ord mangler] Bettler geworden ihr mühsam im Jahren erwordenes Gut ist dahin. Die Dänischen Soldaten haben indessen, wie mir in der Stadt zurückgebliebene Bürger selbst erzählt haben, viel ärger gehauft als die Oesterreicher. Namentlich haben sie, als der Befehl zun Abmarsch gegeben war, noch zusammengerasst, was sich zusammenrassen liess; sie entschuldigten sich damit, dass es den Friedericanern doch angenehmer sein müsse, wenn sie, ihre Landsleute, sich ihres Gutes bemächtigten, als wenn es den feinden in die Hände falle. Diese Logik ist aber den wenigsten einleutend und ich habe die armen Leute oft in eine wahre Wuth von Verwünschungen über die Kopenhagener ausbrechen hören. Die Demolirung der Festungswerke erfüllt die meisten der Bewohner fast mit grserer Freude als unsere Soldaten; sie hoffen, dass sie nie wieder aufgerichtet werden mögen. Für's erste wird es den Herren Kopenhagenern dazu auch wohl Geld fehlen.
(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 23. maj 1864)
Aalborg, den 23de Mai.
Kornudbyttet af forr. Aars Høst betegnes i en Agerdyrkningsberetning i "Tidsskrift for Landoekonomie" som i det Hele "tilfredsstillende, og enkelte Steder vel endog rigt, saa at Afgrøden fra forr. Aar vel for hele Landets Vedk. kan ansees som en god Middelhøst, og paa velgjøtede og velafgravede Jorder, der kunde vinde Seir over Sommerens Kulde og Fugtighed, maa Høsten af alle Sædarter endog kaldes rig. Hveden har været mindst tilfredsstillende; det har ved Tærskningen viist sig, at den mange Steder havde lidt meer af Rust, end man ventede, at den har givet meget Smaakorn; man vil ogsaa see, at Opgivelsen af Foldene mange Steder er temmelig lav; Rugen har derimod overalt i de bedre Egne, hvor den var tidligt saaet i velbehandlet Jord, givet en særdeles god Afgrøde, og kun den sildigtsaaede Rug har været simpel. Bygget har været meget forskjelligt, men dog vel i det Hele naaet en Middelafgrøde og Havren derover. Bælgfrugter have givet særdeles godt, men have, som vi i den sidste Beretning metdeelte, lidt meer af Høstveiret end de andre Sædarter, og ere derfor mange Steder kun af simpel Beskaffenhed. Havde Priserne kun været høiere og Forholdene fredelige, vilde det forrige Aars Afgrøde ikke have givet Landmanden grundet Anledning til Klage trods den kolde Sommer og den meget besværlige Høst." Hertil føier Tidssskriftet meget sandt og desværre meget beklageligt: "Den store Indkaldelse af Mandskab, som Krigen gjør nødvendig, virker naturligviis tungt paa Landboforholdene, og mange Steder, navnlig i Jylland, hvor Gaardene næsten udelukkende drives med ugifte Folk, føles Trykket særdeles haardt. Indvandring af svenske Arbejdere har vistnok fundet Sted i temmelig stort Omfang, men kan kun for en ringe Deel afhjælpe Mangelen; man er næsten overalt nødt til at indskrænke sig til de nødvendigste Arbejder og lade alle Forbedringer, der kunne taale Opsættelse, hvile til gunstigere Tider." Men foruden Afsavnet af Mandskabet, er Trykket blevet end mere forøget, foruden ved andre materielle Lidelser, med Standsninger i Omsætning, Handel, Færdsel og de mange Vanskeligheder, der ophobe sig i alle tænkelige Forhold, ved Indqvarteringer i Masse og den Mængde Ægtkjørseler, af fjendtlige og vore egne, som have lagt Beslag paa Landmanden cg hvilket Alt i en uhyre Grad har svækket og forringet hans Evner og Udøvelsen af hans Gjerning. I den store occuperede Deel af Jylland ere Lidelserne saa store og almene, at man forgjæves i den krigsfostrende Presse andetsteds, eller ved nok saa svulstiske Phraser og usande Skildringer af de virkelige Tilstande, søger at døve den! Men ogsaa i den Deel af Jylland, der ikke er hærget eller besat af Fjenden, føles Trykket overmaade haardt af dem, der ikke leve af ophidsede Phantaster og ikke ville qvæle Sandheden. Som et Vidnesbyrd, der kunde forøges med mangfoldige andre, kan følgende Brev fra en Landmand i Vendsyssel tjene: "Som Forpagter af en lille Gaard, hvor jeg holder fire Arbeidskarle, havde jeg alt i Vinter det Uheld, at disse alle fire bleve indkaldte til Militairtjenesten, og maatte jeg remplacere dem med et Par gamle Huusmænd og tvende Drenge, ved Hjælp af hvilke jeg maatte aftærske Gaardens Afgrøde, der saaledes blev ringe og seent udført; og da nu Vaartiden begyndte, har jeg dagligen maattet forrette lange og besværlige Ægtkjørseler, saa jeg endnu idag, den 16de Mai, er langt tilbage med min Udsæd og min Jord meget forvildet af Mangel paa tilstrækkeligt Arbeide. Men alle disse Onder ere dog for Intet at regne imod de seneste Dages Plager, thi tænk: den 8te ds. fik jeg Ordre af Lægdsmanden til uopholdeligt at møde i Frederikshavn - 10 Mile fra mit Hjem - for at afhente mit Soldaterpas som Frilodsmand fra 1857, og strax derefter en ny Ordre fra Sognefogden til at modtage stærk Indqvartering af Mandskab og nogle Heste, foruden flere Bebudelser, jeg her vil lade forblive unævnte. Jeg maatte nu begive mig paa Vejen til Frederikshavn og overlade min syge Kone Gaarden med alle dens nærværende og truende Sorger, for saaledes muligviis ved min Hjemkomst at finde det Hele ødelagt og udmarvet. Med disse Tanker vandrede jeg da afsted og modtog mit Pas, der lød paa at møde i Kjøbenhavn den 18de. Uden Ro og Hvile ilede jeg da igjen de 10 Mile til Hjemmet, hvor jeg forefandt min endnu mere syge Kone og trende Børn i Halmen paa Loftet, Gaarden og Laden i største Uorden, Kreaturerne drevne i Marken, hvor der endnu Intet er til dem, og vore Fødevarer tildeels udtømte, og nu dertil den nedslaaende Efterretning jeg hjembragte, at jeg atter skulde forlade Alt. Ja! det er umuligt med Ord at kunne beskrive den Stemning, hvori jeg og min ulykkelige Kone nu befinde os. Saaledes vandrer jeg atter idag med min Ransel over Nakken til Sundby i veemodig Betragtning over Forholdene, deres Aarsager og sørgelige Virkninger. Mon ogsaa de, der saa krigslystne have stødt i Luren, og endnu ikke hængt den paa Væg, have drømt om det store Ansvar, de have paakaldt?"
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. maj 1864).
Georg Emil Hansen (1833-1891): Sønderborg. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
En korrespondent fra Hamburger Nachrichten berettede den 18. maj om et besøg i Sønderborg, først i dansk oversættelse, dernæst originalen:
Hvad selve byen angår, forestillede jeg mig at den så meget værre ud. Kun på markedet og foran slottet ser tilskueren ved første øjekast en stærk ødelæggelse; men også de bygninger der blev skånet af de preussiske kugler, viser enkelte spor af ganske iøjnefaldende skader, såsom butikker, såvel som døre og vinduer i de bedre huse. Spørgsmålet dukkede naturligvis straks op i mit sind, hvad forårsagede egentlig at disse bygninger blev voldsomt beskadiget? Det spørgsmål blev besvaret hurtigt, eftersom nogle herboende tyskere gav os oplysninger om alt hvad der var sket, hvilket ved første øjekast var egnet til at gribe os med stiv rædsel om danskeres fremfærd. Fra 2. april til 18. april plyndrede de danske soldater i denne medlidenhedsværdige by i en sådan grad at selv deres officerer næppe kunne standse det. Hos mæglerenken Hansen har de f.eks. efter at kommoderne og skabene var blevet tømt helt, smidt et stort, ekstremt prægtigt vægur til en værdi af mere end 100 thaler på gulvet fordi det var en smule ubehageligt at transportere. Det blev derefter slået i stykker med riffelkolben. Det første preussiske projektil bragede ind i urmageren Andersens foyer og slog 24 mand ned fra et kompagni soldater der havde været udstationeret rundt om hjørnet i den anden gade; Straks efter brød de andre ind i Andersens butik, brød urskabene op, proppede lommerne fulde med deres indhold og mishandlede så de ivrige danskere og gode patrioter som var forargede over en sådan procedure. Hos Becks købmand som også var meget god dansksindet tysker, holdt soldaterne tvangsauktion over de dyreste ting, især værdifulde porcelænsstykker, og hvis den tilbudte pris på nogle få skilling blev tilbagebetalt fra plyndrerne, smed de straks tingene på til jorden og knuste dem. Da skibsbygmester Jensen hørte om denne virksomhed, ville han forlade byen, efterladende alt sit løsøre, og pakkede til dette øjemed de fornødne sager og værdier i en kuffert, hvormed han vilde ud gennem bagbygningen. Men her blev han modtaget af et par danske infanterister, som idet de satte deres bajonet på hans bryst, med magt tog kufferten, mens en anden flok af disse røvere i forvejen i forreste bygning festede med opbrudte kister og skabe. Det samme gjorde de med handskemagerenke Börsen som sendte nogle kasser med nye varer til officererne. Disse kasser blev brudt op, handskerne spiddet på bajonetterne og sablerne og smidt i snavset på gaden. Brandkorpset der gavmildt var sendt hertil af københavnerne, var ikke mindre virksomt i disse røverier og fiskede mere end det slukkede; det må den tidligere berømte borgmester Hilmar Finsen have forudset, hvorfor han tids nok trak sig tilbage til Hørup Hav, hvorfra han ledede borgerregimentet via Sønderborg, mens han til tider et øjeblik var sammen med de fattige, fra to sider så hårdt undertrykte borgere, men altid på en kejserlig og frastødende måde. - - - De fattige slesvigere var blevet brugt til at bygge barrikader, hvortil inventaret skulle bruges uden forskel fra alle de nærliggende huse. Man kan forestille sig den beklagelige tilstand for disse hårdt ramte sønderborgere, blandt hvilke tyfus indtil nu stadig er ret udbredt, og så spørge: hvad har disse som altid har været knyttet til den danske sag, gjort for af deres egne soldater at blive berøvet deres ejendele på en så voldsom måde? Nu har stemningen på hele øen naturligvis ændret sig totalt, og de tidligere mest energiske danskere er i dag københavnerpolitikkens værste fjender og ønsker intet andet end at komme under det tyske regime.
Was die Stadt selbe anbelangt, so habe ich mir ihr Aussehen weit schlimmer vorgestellt, nur bei dem Markte herum und vor dem Schlosse tritt dem Beschauer schon auf den ersten Bllick eine starke Zerstörung vor die Augen; aber auch die von den Preussischen Kugeln verschont gebliebenen Gebäude tragen einzelne Spuren von ziemlich auffälliger Beschädigung an sich, so zum Beispiel Kaufläden, dann Thüren und Fenster in den bessern Häusern. Natürlich drang sich mir sogleich die frage auf, wodurch denn eigentlich auch diese Gebäude gewaltsam beschädigt worden sind? Bald genug sollte uns dieselbe beantwortet werden, da einige hier wohnende Deutsche uns über alles Gescheheneeinen Aufschluss gaben, der im ersten Augenbllicke geeignet war, uns mit starrem entsetzen über die Dänenwirthschaft zu erfassen. Von 2. bis incl. 18. April herrschte in dieser beklagenswerthen Stadt eine solche Plünderungswith der Dänischen Soldateska, dass selbt diee Officiere derselben kaum Einhalt thun konnten. Bei der Makler-Wittwe Hansen haben sie z.b. nach vollständiger Leerung der kommoden und Schränke auch eine grosse höchst prachtvolle wanduhrr im Werthe von über 100 Thlr., weil zum Transporte etwas unbequem, auf den Boden geworfen und sodann mit den Geweehrkolben in Stücke zertrümmert. In den Vorhause des Uhrmachers Andersen krepirte das erste Preussische Projectil und schlug von einer um die Ecke in der andern Strasse rangirt gewesenen Compagnie Soldaten 24 Mann nieder; gleich darauf drangen die übrigen in den Laden des Andersen, erbrachen die Uhrenschränke, stopften sich alle Taschen mit deren Inhalt voll und misshandelten nach zum Shluffe den übe ein solches Vorgehen sich empört zeigenden eifrigen Dänen und guten Patrioten. Bei'm Kaufmann Beck, einem ebenfalls sehr Dänischgesinnt gewesenen Deutschen, hielten die Soldaten eine unfreiwillige Auction über die theuersten Sachen und namentlich über werthwolle Porzellanstücke, die sie, wenn der ausgebotene preis von einigen Schillingen von den Plünderern mit Lachen erwidert würde, sogleich auf den Boden und in Trümmer schlugen. Als der Schiffbaumeister Jensen von diesem Treiben hörte, wollte er sich mit Hinterlassung all seiner Mobilien aus der Stadt entfernen und packte zu diesem Zwecke das Nöthigste so wie Werthsachen in einen Koffer, mit welcheem er sich durch das Hintergebäude entfernen wollte. Aber hier empfingen ihn schon einige Dänische Infanteristen, welche, ihm das Bajonett auf die Brust setzend, den Koffer mit gewalt agnahmen, während zur selben Zeit im Vorderhause schon eine andre Rotte dieser räuber sich bei erbrochenen Kasten und Schränken gütlich that. Desgleicheen verfuhren sie bei der Handschuhmacher-Witttwe Börsen, die sich für die Officiere einige Kisten mit neuer Waare kommen liess. Diese Kisten wurden erbrochen, die Handschuhe an den Bajonetten und Säbeln aufgeschlietzt und auf die Strasse in den Koth geworden. Auch das von den Kopenhagenern grossmüthig hieher gesendete Brandcorps war bei diesen Räubereien nicht minder thätig und fischte mehr im Trüben, als es gelöscht hat; der frühere famose Bürgermeister Hilmar Finsen muss das wohl voraus gesehen haben, weshalb er sich zeitig genug nach Hörup-Haff zurückzog, von dort aus das Civilregiment über Sonderburg führend, indem er zu Zeiten nur auf Augenblicke sich bei den armen, von zwei Seiten so hart bedrängten Bürgern, aber stets in herrischer und abstossender Weise, sehen liess. - - - Die armen Schleswiger hatte man zum Barrikadenbau verwendet, wozuaus allen zunächstliegenden Häusern ohne Underschied die Möbel verwendet werden mussten. Man möge sich den bedauernswerthen Zustand dieser hart heim gesuchten Sonderburger vorstellen, bei denen noch ausserdem bis zum Augenblicke ziemlich stark der Typhus herrscht, und frage dann: was haben sie, die stets der Dänischen Sache zugethan waren, verschuldert, um von den eigenen Soldaten auf so räuberische Weise um ihr Hab und Gut gebracht zu werden? Jetzt freilich ist die Stimmung auf der anzen Insel vollständig umgewandelt und die frühern enragiresten Dänen sind heute die ärgesten Feinde der kopenhagener Politik und wünschen nichts sehnlicher als unter Deutsches regiment zu kommen.
(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 24. maj 1864)
Ubekendt: Marketender Salomon des Westph. Jäger Bataill: No 7. 4. Comp. 1864. På skiltet ved vognen står: "Wer da will trinken gut Bier und Wein, der kehre beim Marketender Salomon ein". Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar