Et Selvmord paa Vestre Kirkegaard
Han vilde følge sin Hustru i Døden
Ganske tidligt i morges fandt man et lig liggende ved en af gravene på Vestre Kirkegård. Nattevagt Oskar Larsen fra Sofievej 5, fandt ham, da han gik sin runde. Inde på en grav lå den døde med hovedet hvilende mod en lille gravsten hvorpå der stod "Herunder hviler Møbelsnedker J. Petersens Hustru."
Manden havde skudt sig
Hans hoved var gennemboret af en kugle, og hans fingre holdt så krampagtigt fast på revolveren, at man måtte vriste den ud af hans hånd.
Man kørte den døde til St. Johannes Stiftelse, hvor man for øvrigt var klar over, at han allerede havde skudt sig den foregående aften, for hans lig var forlængst stift og koldt.
Et Brev til Familien.
Han håbede på et gensyn med sin unge hustru
Den livstrætte blev også snart genkendt som den døde kvindes mand, møbelsnedker Jens Petersen, Nordre Frihavnsgade 73. Hun var død i januar måned, kun 24 år gammel. Han havde siden da være meget nedtrykt. Han boede hos sin søster, og man gjorde alt for at han skulle glemme sorgen, men for hver dag blev den tungere og tungere. Og til sidst har den taget magten fra ham. Efter at have skrevet et brev til søsteren og hendes mand, et brev som man fandt hos ham, og hvori han fortæller, at han ikke mere kan bære sorgen, og han håber på et gensyn med sin unge hustru hinsides, er han gået ud på kirkegården.
Han har gemt sig for at tilbringe sin sidste nat på sin hustrus grav. Han har set det sidste genskær af den varme sommerdags sol svinde bort mellem kirkegårdens mørke graner og sagte vuggende buske. Og lænet med hovedet op til gravstenen, har han drømt, at han i det sagte nattesus mellem kirkegårdens grave har hørt sin unge hustrus stemme.
Da har der lydt et skud. Der er ingen, der har hørt noget, udover måske et par fugle, der har bygget i en busk; lyden er hurtig døet bort, og han er faldet tilbage, smilende i sin drøm om den lykkelige genforening.
Forhåbentlig kommer han til at hvile i den samme grav. Der burde stå en lille sten over den, der fortalte, at man også i vore dage i en jævn arbejderfamilie kan støde på en følelse, der spænder ud over rum og tid og rækker udover døden og ind i evigheden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar