Politivennen skrev en del om jøderne i København. Kjøbenhavnsposten helligede sig mere den religiøse interne diskussion. Til Politivennens næsten 100 artikler om jøder er denne diskussion vedføjet som "Redacteurens Anmærkning". Men de interne diskussioner fortsatte også efter Politivennens ophør. Det følgende kan ses som et supplement til disse i året 1847.
Mosaisterne står såvel her, som i de fleste andre europæiske lande, på et kritisk vendepunkt i religiøs henseende. Den måtte være aldeles blind, eller og med forsæt ville tillukke sine øjne, som ikke med lethed skulle kunne forudse, hvilken tilstand om en 30 til 40 år, eller måske endnu tidligere, vil komme til at herske i den herværende mosaiske menighed. Det et ikke vanskeligt at tælle dem af den yngre slags, hvem det ligger på hjerte at frekventere gudstjenesten eller iagttage de religiøse ceremonier. Deres antal er i sandhed kun ringe, ja blandt den egentlig dannede del findes så godt som ikke en eneste, for hvem ceremonierne eller den ceremonielle gudstjeneste er af nogen synderlig betydning. Man kan ikke indvende at synagogen dog i almindelighed på sabbatsdagen er temmelig besøgt, ligesom der også endnu findes mange jødiske huse, hvor de med hensyn til husholdningen foreskrevne regler nøjagtig overholdes. For endnu lever en stor del af de ældre, der ikke har ladet sig influere af den nyere tids oplysning og de derved fremkomne renere anskuelser af religionen. Og hvad ungdommen betræffer, da er det dels prædikenen - den eneste grundforbedring, som siden den nuværende rabbiners ankomst er blevet indført ved gudstjenesten - der endnu fører mange til Guds hus, dels har familieforhold og ydre omstændigheder, også vel undertiden vane og opdragelse så megen indflydelse hos enkelte, at de endnu holder noget fast ved det gamle, eller rettere viser det for deres omgivelser.
Men hvor svag og faldefærdig er ikke denne hele bygning. Den trænger til en grundforbedring, hvis den ikke skal styrte om og blive fordærveligere end man ønsker. I flere europæiske lande, navnlig i Tyskland, har tid efter anden reformforeninger dannet sig, hvis bestræbelser især sigter til en forbedret religionskultur og en indskrænkning i ceremonielle love. Endog rabbinerne for flere af de vigtigste tyske menigheder er kommet sammen og har i deres møder fremsat forslag til forandringer og reformer, som dog næppe for det første ville finde nogen almindelig udbredelse. Grunden hertil er ikke så vanskelig at påvise. De ældre ortodokse israelitter ønsker aldeles ingen forandring i det bestående. De nyere, friere tænkende anser det vel for hensigtsmæssigt, men de synes ikke at være i besiddelse af den enighed, der er nødvenlig, for med kraft at gennembryde og tilintetgøre det stagnerende partis hævdede fordomme.
Spørger vi nu, om der hos den mosaiske menighed her i staden er nogen udsigt til en gavnlig reform i gudstjenesten og de religiøse anliggender overhovedet, da må vi desværre ligeledes her give et benægtende svar. Der findes vel også her endnu en del ældre jøder, der med blind iver ville sætte sig mod forandringer i det bestående. Dog er deres antal næppe betydeligt. En langt større hindring for al udvikling i denne henseende ligger derimod i den jødiske ungdoms totale indifferentisme. Det synes at være blevet den nyere tids særkende, at man bliver mere og mere ligegyldig for det højere og guddommelige og kun har sans for de fysiske bekvemmeligheder og behageligheder, som et sorgfrit liv her på jorden medfører, ja indsenderen fejler næppe, når han antager, at kun meget få blandt de herværende mosaister tænker alvorligt over religionen eller lægger sig det alvorligt på hjerte at tilvejebringe en forbedret religiøs tilstand.
Vil man dertil bemærke, at det ikke er menigmand, hvem det påhviler at sørge for sådant, men at dette er teologernes hverv, da må vi - uden for øvrigt i nogen måde at give denne indvending vort bifald - atter beklage, at den mand, der i så fald er den nærmeste til at virke herfor, nemlig den mosaiske menigheds for øvrigt meget agtværdige præst dr. A. A. Wolff, viser en ringe eller så godt som slet ingen iver i denne retning; ja at han med rolighed synes at se på ungdommens mere og mere overhåndtagende indifferentisme, uden synderligt at modarbejde samme. For at oplyse sandheden af hvad vi her have tilladt os at fremføre, er et nødvendigt, nærmere at betragte de to hovedpunkter, der fornemmelig er genstande for sjælehyrdens omsorg - den offentlige gudstjeneste og den offentlige religionsudervisning.
Da dr Wolff ved den sidste københavnske rabbiners død for henved 20 år siden blev kåret til præst for det herværende mosaiske trossamfund, indførte han straks som en del af gudstjenesten, prædikenen der allerede i længere tid havde været brugelig hos menighederne i Tyskland, og i den nye synagoge, der nu opbyggedes og bestemtes til eneste bedehus for hele den israelittiske menighed i København, blev tillige en del salmer afsungne af et indstuderet kor af drengebørn. Den sidstnævnte forbedring medførte dog næppe den tilsigtede nytte, idet koret var og endnu er for svagt i forhold til mængden, der som oftest overdøver samme ved de lydeligt fremsagte bønner og salmer. Med undtagelse derhos af prædikenen - som rigtignok er et væsentligt gode, og for hvis indførelse dr. W., der som prædikant har et sjældent talent, fortjener al anerkendelse - er der i den lange tid, hvori dr. W. har beklædt sin post, ikke foregået en eneste liturgisk forbedring. Gudstjenesten er derimod forøvrigt så uopbyggelig, at den umuligt kan tilfredsstille den tænkende israelit. Hvem der blot i nogen tid er til stede i synagogen, vil let kunne bekræfte rigtigheden af vore ytringer. Han vil sjælden se nogen stå i andagtsfuld og højtidelig stemning, men desto oftere vil han kunne være vidne til, at man enten tankeløst og hurtigt fremsiger sin bøn, eller slet ikke beder, men taler med sin nabo og de omkringstående, hvorved synagogen snarere for udseende af an stor børssal, hvor folk i klynger hist og her fortæller hinanden nyheder, end af et til skaberens forherligelse indviet tempel.
Det er let at indse hvorledes en sådan tilstand er blevet den herskende, når man betænker, at de brugelige bønner i almindelighed ikke er skikket til at vække andagt, da de, både hvad indholdet og formen angår, kun er lidt fyldestgørende. - Bønnerne fremsiges alle i det hebraiske sprog, hvoraf i det mindste hele den kvindelige del af menigheden ikke forstår en eneste sætning. De fleste ortodokse israelitter anser det endnu som en stor synd at benytte noget andet sprog end det hebraiske, "fordi - som de sige - dette er det hellige sprog, som forfædrene betjente sig af, og som engang lød til dem fra Sinai Bjerg." Men at den alvidende Gud er i vore hjerter og ikke på vor tale, at det må være det højeste åndelige væsen ligegyldigt , hvad ord vi fører på vore læber, når det kun er et virkeligt og oprigtigt udtryk for vore tanker og følelser - det kommer aldeles ikke i betragtning.
Betænker man nu tillige at gudstjeneste er meget lang, da er det ikke så underligt, at den der af pligt eller vane er til stede fra begyndelsen til enden, næsten synes at finde en slags rekreation ved til afveksling at tale med sine nærmeste. Og ser vi nu hen til indholdet af bønnerne, da er dette af en sådan beskaffenhed, at ingen fornuftig og oplyst israelit kan fremsige disse helt igennem med sand andagt og i en oprigtig mening. Bønnerne vrimler af sentenser angående jødernes tidligere liv, opholdet i Egypten, ørkenen og jødeland, de da anordnede ofre, fester, sæder og skikke, kommentarer mv. Næsten hver side af bønnebogen indeholder ønsket om, at gud vil lade jøderne vender tilbage til Jerusalem, opbygge templet osv. Men alt dette refererer sig til ældre anskuelser, som ikke længere er de herskende. Der gives forholdsvis kun få israelitter, der for alvor ønsker at forlade det land, hvis undersåtter de er, for at bosætte sig i Palæstina. Og om vi mindes ret har selv dr. W. erklæret sig for den af de fleste nyere israelitter hyldede mening, at der ved den i den hellige skrift antydede Messias, hvis komme jøderne - til forskel fra de kristne - først venter, ikke forstås en person, der skal føre alle israeliter tilbage til jødeland, men en åndelig Messias, eller rettere en åndelig religiøs tilstand, hvorunder, som det hedder i skriften, fred vil herske på jorden, og alle mennesker kun dyrke en eneste Gud.
Hvorledes er det nu muligt, i oprigtig og andagtsfuld stemning at fremsige udtryk, hvis sandhed man med sin bedste overbevisning ikke kan erkende? Hvorledes er det muligt, at den oplyste del af menigheden kan deltage i en gudstjeneste, der efter enhver tænkende israelits fornuftige begreber viser sig som forkert og fornuftstridig. Menighedens præst, dr. W, har i sin lange funktionstid så godt som ikke gjort et eneste skridt til forbedring i gudstjenesten. Vi indrømmer villigt, at sådanne foretagender ville forårsage en del misfornøjelse blandt de ældre, strengt ortodokse israelitter, hvilket altid må være ubehageligt for en præst, der ønsker at stå på en god fod med hele sin menighed. Men på den anden side bør det dog betænkes, at det ikke så meget er den ældre stok, der om en 20 eller 30 år næsten ganske vil være uddød, hvis tarv her bør påses, som den yngre slægt, hos hvem ligegyldighed i religiøs henseende stedse slår dybere rødder, og som hvis den nærværende aldeles utilfredsstillende tilstand vedbliver, muligvis inden den nævnte tid ganske vil have tabt al interesse for religionen, og i det mindste vil have afholdt sig fra al deltagelse i en Gudstjeneste, der i den grad strider mod fornuft og overbevisning. Er det præsten magtpåliggende at virke på sin menighed i åndelig henseende, da bør han vistnok især tage hensyn til de unge. Alderdommen styrer gerne sin egen kås og lader sig sjældent lede af det kirkelige overhoved, især når denne er en yngre mand. Ungdommen er derimod langt snarere modtagelig for alt godt. Sker der intet til dens tarv, arbejdes der ikke tilstrækkelig for dens vel og dens fremtid, da vil det ikke være vanskeligt at forudse den religiøse tilstand, der vil gjort sig gældende hos den nærmeste slægt når ortodoksismen forsvunden og indifferentismen har indtaget dens plads. (sluttes.)
(Kjøbenhavnsposten, 18. juni 1847).
Abraham Alexander Wolff. Edvard Fortling efter forlæg af David Monies. Statens Museum for Kunst.
At dr. W. skulle bære sig ad på samme eller lignende måde, er ingenlunde en ham påhvilende forpligtelse. Han underviser desuden friskolens drengebørn (rigtignok mod en årlig gage); og da vi ikke så nøje kender alle de med hans embede forbundne forretninger hvilke vi dog antager for langt færre end de kristne præsters - kunne vi heller ikke med bestemthed påstå, at der levnes ham behørig tid til sådan undervisning. Men hvad dr. W. synes at burde dadles for er, at han aldeles ikke har gjort noget alvorligt forsøg i denne retning. Hvad havde vel været til hinder for, at dr. W., når han ikke på anden måde kunne tilvejebringe en fælles offentlig religionsundervisning, havde søgt at gøre denne sag til en almindelig Pligt. Dersom det ikke lod sig gøre at indrette en aftenskole for den nævnte undervisning, ifølge frivillig overenskomst blandt menighedens medlemmer, havde det dog vist nok været let for ham at indgive et andragende til højere vedkommende om emanationen af en lov, hvorved det pålagdes enhver mosait at lade sine børn nyde tilbørlig undervisning i religion, og at godtgøre sådant. Intet af alt dette er sket, såvidt vi ved.
Følgerne af en sådan passivitet er nu at en stor del af de unge mosaiter opvokser i fuldkommen uvidenhed om de religiøse lærdomme, og kun bliver bekendt dermed, forsåvidt de lejlighedsvis bibringes dem af forældrene. Næsten alle jøder lader deres børn frekventere de kristne skoler, men de vil da naturligvis som oftest, at børnene ikke skal deltage i de timer, hvori der læres religion. Disse nyder således undervisning i alt, hvad der henhører til opdragelse og dannelse, kun ikke i religion og moral, de vigtigste midler for den menneskelige udvikling, uden hvilken al anden lærdom og videnskab bliver tom og intetsigende. Hvad under er det at under sådanne omstændigheder den religiøse indifferentisme har taget endnu mere overhånd, og rimeligvis vil vedblive, så længe der ikke sker forandring i de nuværende forhold. Regeringen våger over de kristne undersåtters oplæring og undervisning i religion, og fordrer at præsterne for de respektive menigheder af og til skulle gøre indberetning herom til højere vedkommende. Ved den mosaiske menighed sker intet sådant. Dr. W. skylder ingen anden regnskab, end den alseende Gud; og han aflægger heller ingen anden regnskab for sin handlemåde.
Vi tror, at ingen let skal kunne gendrive de ovenanførte faktiske data, hvilke vi har bestræbt os for at fremsætte upartisk og uhildede af ethvert hensyn. Sagens store betydning og den interesse, den må have for hele det herværende mosaiske trossamfund, har bevæget os til at gå denne offentlighedens vej, i bevidsthed om at ethvert andet skridt i denne henseende næppe vil føre til det ønskede mål. Vi henstille nu til alle vedkommende, og navnlig til dr. W. , om de ikke skal føle sig højligen opfordrede til at antage sig en sag, der desværre kun alt for længe er blevet forsømt, og som uden energisk virken og udholdenhed øjensynlig går sin undergang i møde.
X
(Kjøbenhavnsposten, 19. juni 1847).
Jøder uden for synagogen i Krystalgade. Julius Friedländer, 1860. Hentet fra Wikipedia.
Når en mand, der med sjælden nidkærhed røgter sit kald, der med ufortrøden virksomhed dag og nat helliger det alle sine kræfter, så at der kan siges om ham, at man næppe vil finde mage til ham iblandt hans embedsbrødre, hvem det, som ingen præst i Israel, er lykkedes at samle sig en menighed i ordets sande betydning og et talrigt auditorium omkring sin prædikestol, når en sådan mand, i stedet for at finde påskønnelse og opmuntring, offentlig angribes netop for denne sin virksomhed, og man uden betænkelighed giver anledning til at nedsætte ham i hans medborgeres øjne, da fyldes vist hver ædeltænkende sjæl med harme, og den almindelige uvillje, der tilkendegav sig i det mosaiske samfund, selv af mænd, som i religiøs henseende deler anskuelser med forfatteren af den i Kjøbenhavnsposten nr. 138-139 indrykkede afhandling imod dets præst, måtte være for dr. Wolff tilstrækkelig satisfaktion, og lade ham erkende, hvor dybt man beklager, at der på ny hæver sig en stemme, der må krænke ham.
Hvor vel det således hverken for ham eller for hans menighed er nødvendigt at tage til genmæle, så føler indsenderen, der har fulgt dr. Wolffs færd fra hans embedstiltrædelse til nu, sig dog opfordret dertil med hensyn til dem af vore kristelige medborgere, iblandt hvilke dr. Wolffs navn har en ikke mindre god klang, og som, uindviede i hans forhold til hans menighed, og ubekendte med hans virksomhed cg kaldsiver, måske let kunne vildledes i deres dom især ved de i afhandlingen hist og her indstrøede rosende og anerkendende ytringer. Langtfra at ville indlade os i nogen pennefejde om dette anliggende, men kun ved en simpel og sandfærdig fremstilling sætte dette i rette lys, skal det derfor være vort første som vort sidste indlæg i denne sag, forvissede om, at ingen, end nok så sofistisk replik vil kunne rokke sandheden. Vi håber at enhver uhildet vil overbevises om, at dr. Wolff har præsteret det næsten utrolige.
Går vi nemlig tilbage til denne mands embedstiltrædelse, så var det i sandhed ingen let opgave, der stillede sig for ham, som kun af dem kan miskendes, der ikke kender, eller har glemt de mange hindringer, han havde at bekæmpe, de mange ubehageligheder og krænkelser, han var udsat for ved ethvert skridt, han foretog sig. Han kom hertil og fandt, hvorfor skulle vi ikke tilstå det, en i alle henseender adspredt og i mange partier delt menighed uden foreningspunkt, hvilke, foruden dem, som aldeles ikke søgte nogen gudstjeneste (hvortil over 3/4 parten af den kvindelige del kunne regnes) havde over en snes synagoger, bedestuer (lofte og kamre), i hvilke der havde indsneget sig en mængde forkerte skikke og vedtægter, og enhver var betænkt på at hævde sine særegne rettigheder; det var virkelig et højst byrdefuldt hverv at bringe orden i dette kaos og hos en del at vække sans for en kun nogenlunde mere ordnet gudstjeneste, ja endog at vinde en stor del for kun at høre en prædiken.
For foruden at det sidste langtfra, som hr. X. siger, "allerede i længere tid havde været brugeligt hos menighederne i Tyskland" *), så måtte der kæmpes imod dybt indgroede fordomme, imens navnlig en del, fordi man for deres tros skyld nægtede dem visse rettigheder, var, ikke blot indifferente, men endog imod alt mosaisk, og skammede sig at vedkende sig deres tro, ved at indfinde sig i guds hus, - måtte den gammeldags mosait hvis fromme følelse man desuden nogle år i forvejen ved højst ubetænksomme, mod den mosaiske tro stridende, skridt så dybt havde såret, være yderst mistroisk imod enhver nok så ubetydelig reform i synagogens liturgi, og, vant til kun at se op med ærefrygt på sin langskæggede rabbi, nærede den gammeldags mosait, og havde grund til at nære mistanke imod en ung, også i nyere tids studier indviet, præst.
At erhverve sig fremfor alt disses tillid og om muligt også at vinde hine så godt som ganske frafaldne, var det tunge hverv, som den nye rabbi skulle fuldbyrde, og hvilke vanskeligheder afskrækkede så mange fra at overtage dette. Alle, som så dr. Wolffs første fremtræden og virken i den herværende menighed, måtte beundre den selvfornægtelse og selvovervindelse, han - som vist med ganske andre forventninger og forhåbninger havde forladt en ham højt agtende og tillidsfuld hengiven menighed **) - lagde for dagen. Men dr. Wolff øste, som han dengang så ofte ytrede, alt sit mod af herrens ord og hans tillid på dets indtrængende kraft svigtede ikke. Den gave, hvormed han prædikede det, forskaffede ham straks ivrige tiIbedere af unge og gamle, mænd og kvinder af de forskelligste religionsanskuelser og snart havde lokalet ikke rum nok ***) for de mange, der indfandt sig, så at der måtte uddeles billetter.
Vel var det for den tiltrædende præst et gunstigt forhold, at han først i et interimslokale kunne holde gudstjenesten, hvor den ikke videre underkastedes, eller hvor der ikke kunne foretages, nogen reform ved liturgien. Men det førte også det skadelige med sig, at de fleste kun gik derhen for at høre prædiken, idet navnlig menighedens ortodokse del først søgte deres synagoge, hvori de holdt en time tidligere end sædvanlig deres morgengudstjeneste, for at indfinde sig til hin. Derved kunne de vedligeholde uden mindste forandring deres gamle former og uordener ved gudstjenesten. Det lykkedes imidlertid dr. W., og vi må tilføje ene ham, ved sine taler at overbevise menigheden om vigtigheden af at have en almindelig kirke, som i 40 år savnedes i menigheden, og hvortil der ofte forgæves var gjort forsøg, ja han samlede personlig dertil en betydelig sum ved hvilken man så sig i stand til at skride til værket.
Flere af de ældre mosaiter forespurgte sig vel, for de ydede deres bidrag, om de også kunne være forvissede om, at der ikke for deres penge skulle rejses et slags nymodens tempel, som det på andre steder var tenderet, hvor de umuligt kunne holde deres gudstjeneste, og dr. W, forsikrede dem, at det skulle blive en synagoge, uden dog at dølge for dem, at der måtte foretages ved selve gudstjenesten uundgåelig tidssvarende, men efter de mosaiske rituallove tilladelig, forandringer. Næppe rygtedes det, før nogle mænd i menigheden forsøgte alle midler og trusler; man bestormede ham med anonyme skrivelser; man indgav klager imod kam til Kancelliet; man skrev i dagbladene imod ham, søgte at forklejne ham på alle måder; Kommissionstidenden, Raketten, Politivennen - ja endogså Nordisk Kirketidende undså sig ikke ved at åbne sine spalter dertil; man søgte endog at forskaffe sig af afd. generalsuperintendent Adler en attest for, "at der ikke turde forandres det mindste ved den mosaiske gudstjeneste og at den endog stred mod de jødiske love: at synge med et kor, at afskaffe eller forandre de foreskrevne bønner, at bruge landets sprog i stedet for det hellige sprog" (jf Sendschreiben an den Herrn Generalsuperintendenten J. G. S. Adler, einen von Seiner Hocherhw. in einer israelitischen Angelegenheit ausgestelten Attest betreffend von T. Z. Möller. (Copenhagen 1832, 8 vo.) Synagogen var indviet, agenden trykt og indført og angrebene vedblev på den skammeligste måde. Dr. Wolff forholdt sig rolig, stolende på sin sags retfærdighed og overbevist om at sådanne forfølgelse og til dels krænkende fremstillinger ikke ville berøve ham hans indsigtsfulde kristelig, som mosaiske medborgeres agtelse. Forgæves søgte også hin, få mænd at skaffe sig tilhængere, for ikke blot dannede, men også gammeldags jøder fæstede lid til ham og havde ved mandens ord og vandel overtydet sig om, at han ikke ville anordne noget ved gudstjenesten, som ikke fuldkommen kan forsvares efter de jødiske rituallove angående liturgien. (Fortsættes.)
*) Endnu den dag i dag vil der næppe kunne opregnes 2 Byer i Tyskland, hvor der prædikes hver eneste lørdag og helligdag, kun vedTempelmenigheten i Hamborg (der egenlig består af et privatselskab, som i øvrigt står under hovedmenighedens præst og må yde til denne som til hovedsynagogen bidrag, uden at få nogen erstatning for at vedligeholde templer og de ved dette fungerende Personer) er dette tilfældet, men der har de også 2 prædikanter, hvilke med undtagelse af nogle vielser, aldeles ikke have at foretage ministerielle forretninger.
**) Dr. Wolff var overlandsrabbiner i Hessen.
***) I Store Kongensgade, hvor der nu holdes anglikansk gudstjeneste.
(Kjøbenhavnsposten, 2. juli 1847)
Når denne nu ikke håndhæves, når som X bemærker, "Koret alligevel overdøves ved de lydeligt fremsagte bønner og salmer", når kirkebesøgerne taler med hverandre", så vil man dog vel ikke at præsten skal gå omkring med politistokken i hånden og give enhver, der handler imod agenden eller på nogen måde forstyrrer andagt og orden, et slag på hovedet. Vel kan man forlange, at han lægger sin menighed på hjerte at forholde sig andægtig, alvorligt og mildt formaner den, o. desl. Men alt dette er rigeligt sket af dr. W., som ikke har ladet gå nogen lejlighed forbi uden at frembære denne genstand; som endog efter reparaturen i synagogen i fjor særskilt holdt en prædiken i denne anledning fredag aften, og ikke heller lod det mangle på trykte opfordringer og formaninger, hvoraf endnu nogle er opslået i synagogens vestibule. Og der er intet spørgsmål om, at med lidt mere energi fra forstanderskabets side ville alle disse ulemper bortfalde, ihvorvel man ikke kan forIange fredeligsindede og til dels ved deres privatforretninger nok så beskæftigede mænd, når de - så længe de ikke, som på andre steder, er berettigede til at mulktere den stridige uden at sagsøges derfor, - ikke ville indlade sig i processer, som det i begyndelsen jævnligt har været tilfældet, hvor de for deres venlige advarsler og velmeente irettesættelser høstede grovheder og måtte bortødsle deres tid med at møde flere gange i retten.
Vi spørger nu om man med hensyn til disse indsnegne mangler kan gøre nogen bebrejdelse for, at han - der ved ringere og lovlige reformer mødte en sådan modstand, uden fra nogen anden side, end i sin indre overbevisning, at finde medhold, - ikke har indført større reformer og dermed måske hævet hele den nuværende gudstjeneste, hvorved han absolut ville have forskertset al den tillid, han så møjsommelig har søgt at erhverve sig, og forjaget den største del af de nuværende kirkebesøgere. Man kan let skrive om kirkelige reformer, men man kender kun lidt til vanskeligheden i at udføre dem **) når man ikke vil have et gudshus uden tilbedere. Og ved alle de fremhævede mangler kan vi dog påstå, at den herværende mosaiske menigheds gudstjeneste næsten i alle henseender overgår dem i andre stæder, der tæller et talrig, israelitisk samfund, som London, Paris. Berlin, Hamborg, Altona osv., og at alle fremsynede har bemærket, intetsteds at have fundet sådan opbyggelse og de forskellige partier så forenede, samt Guds hus så talrig besøgt som her. Alligevel skal der herske indifferentisme.
Man må nemlig, så hedder det hos X, ikke lade sig blænde af at kirken er så temmelig besøgt, for det sker af vane eller fordi prædikenen tiltrækker osv. Lad os først undersøge, hvad der kaldes temmelig besøgt. Dr. W. har, som det er bekendt, forløbne vinter, da der var streng kulde og snevejr, 4 uger i træk ladet optage de tilstedeværende voksne mandfolks antal, foruden kirkebetjentene, og hver gang fandtes der under prædikenen som også under den derefter følgende såkaldte muhaphbon, hvor tællingen gentoges, imellem 3 og 400. Når man nu betænker, at fruentimmer ikke taltes med, at der foruden synagogen endnu eksisterer et portugisisk bedehus, som besøges af en del herværende mosaiter, at der også tolereres et separat bedehus, så kan man vist uden at træde nogen mosaisk menighed for nær, spørge, hvor er der i hele verden en menighed, som i det hele kun tæller 2000-2400 sjæle, der forholdsvis kan rose sig af et lignende stærkt kirkebesøg endog om vinteren. Men - de kommer ikke af lyst til Guds hus, kun af vane osv. - Det må være tilladt for en privatmand at pønse på sådanne bevæggrunde og tillægge andre sin egen tænkemåde, men en præst skal dog vel ikke gå ud fra sådanne præsumptioner og måske sige til sin talrige forsamling: "Hører, I godtfolk, I kommer kun af vane" osv. , og derefter indbildt sig ved ganske radikal at omkalfatre hele gudstjenesten, at få andre lokket til kirke, mens han jager dem væk, der hidtil har indfundet sig, ved hierarkisk at ville pålægge dem tvang. Og man tror dog ikke, at sådanne reformer vil forøge besøget; for man går ikke i kirke og skal heller ikke gå i kirken for at have en kunstnydelse, at man også her til sidst, som dr. W. ytrede i en prædiken, måtte skrive over indgangen "ei blot til Lyst", tilføjende at det først og fremmest burde være enhvers pligt at leve sig ind i de overleverede former, at ånden i dem til sidst gennemtrænger indholdet, at benytte det nuværende til tiden kommer, hvor der ud af Kirken har dannet sig noget bedre, og at hvem der kommer for at kritisere osv., taber det højeste øjemed ved besøget i Herrens Tempel, nemlig ved bøn og prædiken selv at dømmes.
Man rejser dog til steder, hvor en del af menigheden har skilt sig med hensyn til gudstjenesten fra synagogen, fx til Hamborg, og se om synagogen eller det nys opførte tempel der er mere besøgt. Ved gudstjenesten om fredag aften kan der i templet i Hamborg næppe forrettes gudstjeneste, når ikke koret og betjentene fylder det nødvendige antal. Ved morgengudstjenesten, navnlig under prædiken, er templet vel til visse tider besøgt, men de besøgende er for størstedelen fremmede, der temporært opholder sig der og af nysgerrighed kommer derhen; af egentlige hamborgere, jurister, mediciner, kontorister eller skolebørn af den formuende klasse, ser man der så godt som ingen, og de fleste der er der, forlader så snart prædiken er forbi, templet. Antaget hvad der dog hos os langt fra er tilfældet, at man kun kom her i synagogen for prædikens skyld, så spørger vi, er det da ikke næsten i alle kirker lige sådan. Ved X ikke, at også her i staden kun de kirker er mest besøgte, hvis præster man ynder som prædikanter, og både før og efter prædiken under sangen er kirkerne vel sjælden meget fyldte. Vi mindes kun at nylig i en tysk stænderforsamling en deputeret talte imod ridens »Unkirchlichkeit", og offentligt uden at modsiges, klagede over at den yngre slægt næsten aldeles ikke søger kirken, og at den største del af menighederne indskrænker deres kirkebesøg til at høre prædiken, idet de straks derefter forlader kirken. Vi ved ikke, - forsåvidt det også tåler anvendelse på tilstanden i den danske kirke, - men tror ikke at fejle, når vi antager, at også her mange af den yngre slægt måske aldrig ville søge kirken, når de ikke af visse forhold þ-om det kun er for at sikre sig attest for kristelig vande - så sig tvungne dertil. Når nu lignende forhold lader sig formode, og kun formode hos mosaiter, hvor der ikke hersker nogen tvang til kirkebesøg, men endog tusinde af fristelser afholde dem derfra, især om lørdagen, der i grunden er en af de dage, hvor der forelages de fleste forretninger her i København, og dr. W.s kirke dog er så besøgt, så spørger vi om nogen med god samvittighed på grund af selvskabte forudsætninger så hårdt kan angribe en sådan mand ?
*) Man læse i særdeleshed det i Hamborg udkomne skrift: M. Mendelsohn, Die Synagoge in Hamburg, wie sie war, und wie sie seyn soll, von einem alten Gemeindenmitgliede 1842, 8vo)
**) Vi tillader os at vise hen på et ganske nærliggende eksempel. Som bekendt havde Hs. Højærværdighed Biskop Mynster, ifølge allerd. ordre, allerede for en 8 år siden udarbejdet et udkast til et kirkeritual for Danmark. og uagtet betænkninger, der indkom desangående, stemte med det, som det også mest skal svare til de ortodokses trosanskuelser, kunne det dog endnu ikke indføres og synes ganske lagt til side.
(Kjøbenhavnsposten, 3. juli 1847).
Synagogen i Krystalgade. Julius Johan Gotlieb Aagaard. Public Domain. Københavns Museum.
Det andet ankepunkt, religionsundervisningen betræffende, tjener hr. X. endnu mere som vehikel til at nedsætte en som han selv siger så "agtværdig" mand som dr. W., ved i parentes næsten at skildre ham som egennyttig, og i sammenligning med hans kristelige embedsbrødre som om det mosaiske præstekald var en sineeure. Vi kan forsikre, hvad enhver, der er bekendt med det mosaiske præsteembede, vil kunne bevidne, at det er et af de mest byrdefulde, samt at en mosaisk præsts tid er så optaget som meget få funktionærers, hvorom der dog naturligvis ikke kan strides med en mand, der enten ikke kender noget til en præsts og rabbis forretninger, eller kun lader således, men ikke vil erkende det, og vi går derfor straks over til hovedsagen, hvor X klager over, at der uden for begge friskoler ikke gives religionsundervisning. Dr. W. har ofte opfordret til at gøre ham opmærksom på hvad der i en eller anden henseende kunne foretages til menighedens gavn, samt på de mangler, der finder sted, og det er vitterligt, at dr. W. med den største forekommenhed og beredvillighed til enhver tid modtager den fattige som den rige, unge som gamle. Hr. X burde derfor fremfor alt have henvendt sig til dr. W, og indhentet af ham oplysning, før han fremkom med sådanne beskyldninger med ham, og derved ikke blot beskæmmede præsten, men også dennes menighed.
Dog behøver vi også her kun at sætte sagen i sit rette lys. Da dr. W. kom hertil, eksisterede der foruden de 2 friskoler endnu to institutter der ikke stod tilbage for nogen anden lignende kristelig skole, men som endelig af mangel på tilstrækkelig frekvens måtte gå ind, da selv de med institutbestyrerne i venskabeligt forhold stående familiefædre ikke ville sende dem deres børn til undervisning *). For øjeblikket findes der, foruden to forberedelsesskoler, de ganske fortrinlige pigeskoler, nemlig jfr. Jacobsens og jfr. Bendixens, hvor Pigerne for en forholdsvis moderat betaling nyder en undervisning, hvilken som eksamina har udvist, kan sættes ved siden af den, der gives i de bedste skoler her i staden, men disse skoler kunne med nød og næppe bestå. Indsenderen nægter ikke, at hvor meget han end indser, at den mosaiske menighed burde bringe ofre, for at vedligeholde sådanne institutter, om end kun for at vise, hvad mosaiske skolebestyrere og bestyrerinder kan præstere, er han dog af den mening, at så længe staten ikke tillader mosaiske institutbestyrere også at optage kristne børn i deres skole - hvilke da naturligvis i religion og bibel måtte undervises af en kristelig lærer - som det er tilfældet i Holland, Frankrig, Belgien og en del tyske stater, måtte man først føge at udrydde de blandt en del af almuen herskende fordomme mod at bringe den mosaiske ungdom i berøring med den kristelige, så at skillemuren, som fanatisme eg Intolerance har rejst, alt mere falder, og at man derfor for tiden vil se sig til dels nødt til at sende sine børn i kristne skoler.
Men vi tror ikke at tage fejl, når vi antager, at X heller ikke sigter til sådanne realskoler, men at han kun sigter til særskilte religionsskoler, som burde indrettes, og hvorfor dr. W. ikke skulle have gjort noget. For de fattige i menigheden, det indrømmer jo X, er sørget ved de 2 friskoler, og vi kan tilføje også for de mindre bemidlede, da ingen nægtes adgang til friskolen for sine børn, såsnart han melder sig dertil; det er altså til de formendes børn, der burde tages hensyn. Vi behøver vel for ingen, der nogenIunde kommer med indsigt, at gendrive det forslag, at man skulle tilbyde dem undervisning gratis, eller at gendrive den forestilling, som X gør sig om en sådan skole, at en eneste lærer kunde være tilstrækkelig for en mængde af børn af forskellig alder, eller at vise ham det urimelige i den indbildskhed, at alle i en menighed nære det samme begreb om en religionsskole som han, og derfor måske deler hans klager. For ved nøjere eftertanke ville han vel have indset og vidst, at ligesom en stor del af menigheden, der erkender vigtigheden af religionsundervisningen, har privatlærere dertil, hvorved deres børn kan lære langt mere end i en almindelig religionsskole, som vil have vanskelighed ved ikke at kollidere med den øvrige skoletid, - således ville andre, for hvem det er ligegyldigt, hvad børnene lærer, aldrig sende dem i en religionsskole, mens derimod en stor del, netop af de streng religiøse, betragter en skole, hvor der læres dogmerne og bibelhistorie, med et ord alt, hvad man almindelig forstår under religionsundervisning, ikke for en religionsskole, når untervisningen ikke fornemmelig går ud på at indprente børnene ceremonierne og i hovedsagen at forstå hebraisk, at kunne oversætte de 5 mosebøger, nogle endog at læse dertil en kommentar.
Alt dette, hvor meget det end må lægges i vægtskålen, når man vil angribe en mand, hvem man dog ellers tilkender værdighed, kan naturligvis - hvorledes end angrebet er, - ikke undskylde dr. W., når han aldeles ikke har søgt at give impulsen, til at en religionsskole dannes, eller at forældrene bære omsorg for religionsundervisning. Men hele menigheden kan give ham det vidnesbyrd, at han lige fra han kom dertil, måske ikke har ladet hengå et fjerdingår uden at have behandlet dette tema i en af sine prædikener; især på hovedfestdagene har han benyttet lejligheden dertil, ved konfirmationsprædikenerne har han lagt det på hjerte, fremstillet, hvor skadeligt det må indvirke på ungdommen, når den aldeles ikke nyder nogen undervisning, eller tager del i den kristelige religionsuntervisning, ja at selv den bibelhistoriske undervisning må være stik imod den tro, de som mosaiter bekender, når den af læreren ikke opfattes i den mosaiske ånd, og han udarbejdede af den grund en bibelhistorie, som han uden noget honorar, selv ikke noget vederlag for en del udgifter, han selv havde dermed, gav boghandleren, idet han fordrede, at denne så billig pris skulle overlade den til køberne **).
Men dr. W. lod det heller ikke blive ved de blotte ord, han gjorde også flere forsøg på at vinde enkelte derfor, men de bittre erfaringer, som han gjorde, hvilke lovstridige og tåbelige forslag, man stillede til ham, som han som kongl. dansk embedsmand umulig kunne indlade sig på, forbigår vi her, da vi ikke så let kan bringe det over vort hjerte at sætte et medlem af menigheden i skygge, eller også at plette nogen mands rygte. Kun dette være anført, at endnu i fjor H. V. kateketen ved den herværende menighed i forening med den første kantor bestemte sig til at oprette en religionsskole, i hvilken hensigt de lod udgå en skriftlig opfordring til menigheden, som dr. W. ledsagede med den varmeste anbefaling, hvori han tilkendegav vigtigheden af en sådan skole, og hvor meget denne genstand, der udgør indholdet af alle hans bønner, lå ham på hjertet; men vi tror at næppe en snes af menigheden tegnede sig dertil, og da det kom til stykket, så forstod de fleste af disse under opfordringen en realskole, hvori alt kunde læres, og ville aldeles ikke indlade sig på en religionsskole.
Når sådanne kendsgerninger taler, da spørger vi, hvorledes skal man betegne Xs angreb, der, når alt dette var ham ubekendt, dog i det mindste kunne have skaffet sig lys, før han greb til pennen. Dog vi har endnu at besvare den bebrejdelse, X gør dr. W., hvorfor denne ikke havde søgt ved øvrigheden at tvinge menigheden til at have en religionsskole, og vi tilstår det, at, omendskønt vi er langt fra at bebrejde nogen, at han ikke tager sin tilflugt til tvangsmidler, så har vi dog ikke vidst, hvad vi i så henseende skulle anføre. Vi har derfor igennem en tredje person ladet os erkyndige om, hvorfor dr. W. ikke har slået ind på den vej, som omtales af X. Dr. W. svarede at skønt han personligt til det yderste afskyr tvangsmidler i religionssager, navnlig ved tvang at bringe forældre til at lade deres børn undervise i religion når man forgæves har søgt at lægge dem det på hjerte, så har han dog allerede for flere år siden henvendt sig med et andragende til den kancellideputerede, som dengang havde referatet i religions- og skolevæsenet; men denne afviste ham straks med den bemærkning, at Kancelliet ikke kunne indlade sig derpå, når forældre ikke frivillig ville underkaste sig, hvilke jo også kunne sige, når de i øvrigt sender deres børn i skolen, at de selv beskæftiger sig med deres religionsundervisning og at man jo havde indført konfirmationen, hvor præsten når han ikke finder børnene tilstrækkelig hjemme i deres religion, kunne vise dem tilbage. Alligevel troede dr. W. at turde gribe til dette middel i forudsætning af at finde medhold i selve menigheden. Han henvendte sig nu til agtværdige ansete mænd, om hvem han kunne forudsætte, at de fuldkommen opfattede betydningen af en religionsskole, men disse frarådede ham til det yderste at gøre et sådant skridt og ved øvrigheden at tvinge menighedens medlemmer dertil, da dette ville have følger, som mest ville beklages af dr. W., Følger, som vi her ikke nærmere kan angive, men som hr. X kan få at vide, når han lader sig det være magtpåliggende. Og nu intet ord videre, for den mosait, som efter denne meddelelse endnu fremturer med sine ubegrundede insinuationer har tilstrækkelig dømt sig selv og fortjener intet svar. - * -
*) Nogle dygtige studenter forenede sig til at oprette en skole, men kunne næppe bringe det til at få en halv snes elever, og vi må bemærke, at det kun var gammeldags jøder, der sendte deres børn.
**) Ligeså uegennyttig viste dr. W. sig ved synagogens indvielse. Forstanderskabet, der havde overbevidst sig om den utrættelige virksomhed, dr. W. havde lagt for dagen, der foruden udarbejdelsen af agenden, dengang præsiderede i flere komiteer, og om det almindelige bifald, som agenden vandt dengang hos menigheden på enkelte nær, troede at skylde manden en erkendtlighed; de sendte derfor en deputation med en sum af 7-800 daler, hvilke de ville give ham som honorar for agenden. Men dr. W. modtog den ikke, men bemærkede, at han arbejdede i sin kirkes tjeneste efter sin bedste overbevisning, hvorfor han aldrig kunne modtage nogen belønning; det ædle i dette træk vil til fulde indses, når man erindrer, at dr. W. er familiefader og har nu 11 børn, hvilket, hvis han ikke besjæledes af det ædleste princip, ville have været grund nok til at undskylde modtagelsen af en sådan gave, der blev tilbudt ham af de agtværdigste mænd i Samfundet.
(Kjøbenhavnsposten, 5. juli 1847).
Synagogen i Krystalgade. Foto Erik Nicolaisen Høy
Siden vi i nærværende blad skrev vor artikel om den religiøse tilstand hos det herværende mosaiske trossamfund, har to indsendere ytret sig om samme materie. disse er imidlertid hovedsagelig optrådt som forkæmpere for menighedens præst dr. Wolff, og da det nu ingenlunde har været vort væsentlige øjemed at angribe denne embedsmand, men vi fornemmeligen er gået ud på at fremstille selve sagen i dens rette Lys, således som den med et uhildet øje og fra et fordomsfrit standpunkt nødvendigt må betragtes, skal vi aldeles undlade at tage til genmæle mod de smigrende og ophøjede udtryk, hvilke på flere steder er fremførte om dr. W., navnlig en af hr - * - , der et sted endog siger, "at man næppe vil finde mage til ham blandt hans embedsbrødre." Vi må antage, at sådanne overdrevne smigerier ingenlunde kan være behagelige for dr. W . men at han er langt bedre tjent med at høre en retfærdig anerkendelse af hans fortjenester i forbindelse med klager over mangler, der findes ved det under hans opsyn stillede kirke- og skolevæsen.
Om selve sagen skal vi i al korthed blot bemærke følgende:
Når de seneste artikler taler om de forbedringer, der indførtes ved den nye dynagoges oprettelse, da har vi allerede i vort inserat omtalt disse, for så vidt de fornemmelig bestod i indførelse af en stadig prædiken. De øvrige små Forandringer, som hr. X anfører, fortjener sandelig ikke i ringeste måde navn af forbedringer. Udeladelsen af de nævnte bønner om sabbath- og helligdagene var allerede lang tid forinden sket på de steder, hvor gudstjenesten holdtes tidlig om morgenen, og hele forskellen består desuden i alt fald kun i at de opremsede bønner før medtog en tid af 4 timer, mens de nu varer 3 eller 3½ time. Hvorvidt det fremdeles kan kaldes en forandring til noget bedre, at dr. W. enkelte gange om
året oplæser en almindelig bøn, at han beder for kongehuset, for de syge osv., hvorvidt disse tilkomne bønner kan have mindste indflydelse på reformen af gudstjenesten overhovedet, overlader vi til deres bedømmelse, der kender forholdene.
I vort foregående har vi ytret, at der i al fald i den lange tid, der er forløbet siden oprettelsen af den nye synagoge, ikte er sket en eneste væsenlig liturgisk forbedring, og disse ytringer har vore antagonister naturligvis måttet lade stå ved magt. Lige så lidt har de kunnet modsige hvad vi har anført om selve gudstjenestens beskaffenhed, nemlig at bønnerne fremføres i et sprog, som en stor del af menigheden ikke forstår, - at formen kun er lidt skikket til at vække sand andagt, en sindsstemning, der fremkaldes ved tænksom beden og højtidelige toner, men ikke ved hurtig opremsen af talrige bønner, ikke ved skrigen og råben, så lidt som ved mumlen og diskureren, - og endelig at bønnernes indhold modstrider hjertet og fornuften. Man driver et profant spil med den allerhelligste ved at opsende ord til ham, som ikke er sande hjertets udtryk, ved at bede den almægtige om opfyldelsen af noget, som man fornuftigvis ikke ønsker eller kan ønske. - Men når rigtigheden af dette må erkendes, hvorledes kan man da forsvare en opretholdelse af det bestående? Man siger vel, at der endnu gives så mange ældre, der vil harmes over forandringer, at de kirkebesøgendes antal om sabbat- og helligdagene nu er meget stort, men ville måske betydeligt formindskes, hvis man indførte reformer, og at det er bedre at føje de ortodokse ældre, end den indifferente Ungdom. Men - spørger vi - hvad har vel bevirket denne indifferentisme? Er det ikke netop den uopbyggelige gudstjeneste, i forening med mangelen på al religiøs undervisning, der fremavler ligegyldighed hos den opvoksende yngling? Dersom dr. W. ret for alvor ville gøre
sig rede for, hvorledes den religiøse tilstand om nogle decennier vil komme til at gestalte sig hos den dannede del af den mosaiske menighed, - der da væsentligt vil bestå af dem, som nu udgør den unge stamme, - da må han vistnok finde det påtrængende nødvendigt, at gøre skridt til reformer, der stemmer med tidens tarv, der kunne gøre gudstjenesten mere konform med den yngres tænkemåde, så at denne deri kan finde noget højtideligt og opløftende,
mens han nu med sin bedste vilje føler den tom og intetsigende.
Skulde da end de optagne mandtalslister over synagogens besøgere i begyndelsen give et mindre gunstigt resultat, mener vi dog, at et lille, men andægtigt publikum er at foretrække for et større auditorium, der snakker uden at tænke, og til dels sover eller gaber under prædiken; for at dette er tilfælde med mange af de ældre, der endog ofte læse salmer eller aldeles forlader synagogen, mens Prædikenen holdes, er kun alt for vitterligt. - Dr. W. må efter de ord og grundsætninger, han så ofte har udtalt i sine prædikener, anse det for pligt at fremme Guds rige i sin menighed. Men dersom ingen forbedring sker i gudstjenesten og religionsundervisningen, der kunne gøre ungdommens sind modtageligt for det højere, da må om ikke lang tid et - vi vil ikke sige ugudelighedens, men irreligiositetens rige indtræde, der for en stor del er fremkommet derved, at man ikke med alvor har sørget for ungdommens tarv, men ladet andre mindre rene og rigtige hensyn være de overvejende.
Hvorvidt dr. W. har virket tilbørligt for den religiøse undervisning, anser vi det overflødigt nøjere at drøfte, men kan roligt overlade besvarelsen heraf til menighedens dom. Kun så meget vil vi ikke lave uomtalt, at de få yngre israelitter, der har helliget sig til det jødisk-teologiske studium, og som vistnok på grund af deres dannelse og kundskaber, i forening med deres retsindige karakter, var særdeles skikkede til ungdommens lærere, måtte
rejse herfra og andetsteds søge deres brød, fordi der ikke her gaves dem lejlighed til subsistens i deres fag; og vi må beklage, at dr. W. spildte sin anbefaling på ældre mænd, hvem de israelitiske familiefædre med grund ikke kunne ønske til vejledere for deres børns
undervisning i religion. At man i betragtning af disse kendsgerninger eller rettere af den ånd, der udtalte sig gennem disse og lignende handlinger, alvorligt frarådede dr. W. at lade religionsundervisning være genstand for tvang, er ikke så forunderligt.
Det gør os ondt, at vi i anledning af hr. - * - ytringer, har måttet dvæle ved disse skyggesider af en ellers så agtværdig individualitet som dr. W.'S. Imidlertid anser vi denne for rettænkende nok til ikke derved at lade sig afholde fra at fremme en god sag, eller forebygge en fremtidig tilstand i menigheden, der truer med at blive højst sørgelig. Os forekommer det som det rigtigste middel til at råde bod herpå, at hidkalde fra udlandet en religionsIærer der forstod at indgive barnet rigtige og tillige fornuftige begreber om jødedommen, hvilke det ikke, når det blev ældre og tiltog i forstand og tænkning, nødvendigvis måtte forkaste. En sådan lærers pekuniære stilling kunne allerede straks nogenlunde sikres derved, at han fik lejlighed til at overtage undervisningen i hebraisk i den mosaiske friskole, hvilken nu meddeles af dr. W. Denne ville vistnok være redebon til at give slip herpå, og friskolens
bestyrelse kunne fornuftigvis så meget mindre have noget herimod, som det ikke er den egentlige religionsundervisning (hvortil skolen benytter en eneste lærer), men derimod information i det hebraiske Sprog, dr. W. meddeler disciplene.
Vi antager, at diskussionen om denne materie nu er til ende. Vi ønsker ikke engang noget svar på nærværende inserat, som netop derfor er affattet i størst mulig korthed. Det er ikke ord vi skøtter om, men gerninger, og det sådanne gerninger som er frugter af alvorlige bestræbelser i denne forsamfundet så vigtige sag. Gerninger, som ikke trænger til mange kommentarer, men om hvilke man med føje turde anvende overskriften over den ene af vore modstanderes Artikler: facta luquuntur.
X.
(Kjøbenhavnsposten, den 11. august 1847).
Reformernes tid tillader ingen tilbagegang, men derimod at holde skridt med tiden, er løsenet. Det er beklageligt, at nævnte samfunds sociale tilstande i en årrække så at sige har stagneret; Princippet, fremgang, reform, er her ikke blevet nogen sandhed; for enhver rimelig opposition har hidtil intet frugtet; det er kun en tavs fornemhed, for ikke at sige ringeagt, som er det dominerende. Formentlig må sådant også blive en selvfølge, så længe som repræsentationens selvvalg skal bestå, og denne, som sådan, kan anses for at være i sin fulde ret, ved ikke tro at skulle andre end overordnede regnskab for sine handlinger.
Alle er nu vist nok enige i, at noget bør der gøres, om ikke i anden så dog i finansiel henseende, for at frembringe en bedre tingenes tilstand, for det er notorisk vist, at menighedsindlægterne årligt forringes og slappes, derved at anseeligt ydende medlemmer dør, bortrejser eller lader sig kristne, mens at udgifterne, om ikke stiger, dog er enorme, på grund af for høje og til dels unyttige udbetaIinger især til et embedspersonale. Det ville føre os for vidt, her at opregne alle de brancher, hvori besparelser kunne indføres, men vi opfostrer de upartiske indviede til at fremkomme med det fornødne, og skulle vi da belyse sandheden af det ovenanførte. Hvad der nærmest for tiden har bevæget os til at gribe pennen, er bestyrelsens bekendtgørelse i disse dage, ved kancelliråd Delblancos dødelige afgang propira mota indtil videre at have antaget en juridisk konsulent i hr D'S sted (formentlig en beslægtet af formanden), hos hvem menighedens vigtigste protokoller og papirer er blevet deponerede, og det uagtet
a) Anordning af 29. marts 1814 tydeligt hentyder til, at der ene og alene bør være præsten i forbindelse med synagogens ældste forstander som her bør have fortrinnet;
b) at præsten nu er det danske sprog mægtig og de fornødne gejstlige vedtægter ham tilfulde bekendt;
c) og endelig, at menigheden allerede i en årrække besidder en i enhver henseende habil, almenagtig juridisk mand, der arbejder for samme og vist nok mod et meget billigt honorar kan og vil påtage sig det gud være lovet, nu sjældent blevne juridiske processer eller ombud, som menigheden muligvis kunne få.
Heraf synes det foreløbig at være klart, at man bør inddrage enhver unyttig bleven posts besættelse, og derimod har hovedøjemedet henvendt på nødvendig blevne besparelser - og skulle man end ikke endnu bekvemme sig til at lade menigheden vælge dens egne repræsentanter, er der dog vistnok trængende anledning til, i det mindste at rådspørge sig med de højst kontribuerende medlemmer, når og hvor udgifter skulle udredes, eller lejligheder til at kunne spare, og selvfølgelig ville da avistruslerne om udpantning m. m. blive sjældnere.
R e f o r m v e n n e r n e
(Kjøbenhavnsposten, 22. februar 1848).
Mosaisterne står såvel her, som i de fleste andre europæiske lande, på et kritisk vendepunkt i religiøs henseende. Den måtte være aldeles blind, eller og med forsæt ville tillukke sine øjne, som ikke med lethed skulle kunne forudse, hvilken tilstand om en 30 til 40 år, eller måske endnu tidligere, vil komme til at herske i den herværende mosaiske menighed. Det et ikke vanskeligt at tælle dem af den yngre slags, hvem det ligger på hjerte at frekventere gudstjenesten eller iagttage de religiøse ceremonier. Deres antal er i sandhed kun ringe, ja blandt den egentlig dannede del findes så godt som ikke en eneste, for hvem ceremonierne eller den ceremonielle gudstjeneste er af nogen synderlig betydning. Man kan ikke indvende at synagogen dog i almindelighed på sabbatsdagen er temmelig besøgt, ligesom der også endnu findes mange jødiske huse, hvor de med hensyn til husholdningen foreskrevne regler nøjagtig overholdes. For endnu lever en stor del af de ældre, der ikke har ladet sig influere af den nyere tids oplysning og de derved fremkomne renere anskuelser af religionen. Og hvad ungdommen betræffer, da er det dels prædikenen - den eneste grundforbedring, som siden den nuværende rabbiners ankomst er blevet indført ved gudstjenesten - der endnu fører mange til Guds hus, dels har familieforhold og ydre omstændigheder, også vel undertiden vane og opdragelse så megen indflydelse hos enkelte, at de endnu holder noget fast ved det gamle, eller rettere viser det for deres omgivelser.
Men hvor svag og faldefærdig er ikke denne hele bygning. Den trænger til en grundforbedring, hvis den ikke skal styrte om og blive fordærveligere end man ønsker. I flere europæiske lande, navnlig i Tyskland, har tid efter anden reformforeninger dannet sig, hvis bestræbelser især sigter til en forbedret religionskultur og en indskrænkning i ceremonielle love. Endog rabbinerne for flere af de vigtigste tyske menigheder er kommet sammen og har i deres møder fremsat forslag til forandringer og reformer, som dog næppe for det første ville finde nogen almindelig udbredelse. Grunden hertil er ikke så vanskelig at påvise. De ældre ortodokse israelitter ønsker aldeles ingen forandring i det bestående. De nyere, friere tænkende anser det vel for hensigtsmæssigt, men de synes ikke at være i besiddelse af den enighed, der er nødvenlig, for med kraft at gennembryde og tilintetgøre det stagnerende partis hævdede fordomme.
Spørger vi nu, om der hos den mosaiske menighed her i staden er nogen udsigt til en gavnlig reform i gudstjenesten og de religiøse anliggender overhovedet, da må vi desværre ligeledes her give et benægtende svar. Der findes vel også her endnu en del ældre jøder, der med blind iver ville sætte sig mod forandringer i det bestående. Dog er deres antal næppe betydeligt. En langt større hindring for al udvikling i denne henseende ligger derimod i den jødiske ungdoms totale indifferentisme. Det synes at være blevet den nyere tids særkende, at man bliver mere og mere ligegyldig for det højere og guddommelige og kun har sans for de fysiske bekvemmeligheder og behageligheder, som et sorgfrit liv her på jorden medfører, ja indsenderen fejler næppe, når han antager, at kun meget få blandt de herværende mosaister tænker alvorligt over religionen eller lægger sig det alvorligt på hjerte at tilvejebringe en forbedret religiøs tilstand.
Vil man dertil bemærke, at det ikke er menigmand, hvem det påhviler at sørge for sådant, men at dette er teologernes hverv, da må vi - uden for øvrigt i nogen måde at give denne indvending vort bifald - atter beklage, at den mand, der i så fald er den nærmeste til at virke herfor, nemlig den mosaiske menigheds for øvrigt meget agtværdige præst dr. A. A. Wolff, viser en ringe eller så godt som slet ingen iver i denne retning; ja at han med rolighed synes at se på ungdommens mere og mere overhåndtagende indifferentisme, uden synderligt at modarbejde samme. For at oplyse sandheden af hvad vi her have tilladt os at fremføre, er et nødvendigt, nærmere at betragte de to hovedpunkter, der fornemmelig er genstande for sjælehyrdens omsorg - den offentlige gudstjeneste og den offentlige religionsudervisning.
Da dr Wolff ved den sidste københavnske rabbiners død for henved 20 år siden blev kåret til præst for det herværende mosaiske trossamfund, indførte han straks som en del af gudstjenesten, prædikenen der allerede i længere tid havde været brugelig hos menighederne i Tyskland, og i den nye synagoge, der nu opbyggedes og bestemtes til eneste bedehus for hele den israelittiske menighed i København, blev tillige en del salmer afsungne af et indstuderet kor af drengebørn. Den sidstnævnte forbedring medførte dog næppe den tilsigtede nytte, idet koret var og endnu er for svagt i forhold til mængden, der som oftest overdøver samme ved de lydeligt fremsagte bønner og salmer. Med undtagelse derhos af prædikenen - som rigtignok er et væsentligt gode, og for hvis indførelse dr. W., der som prædikant har et sjældent talent, fortjener al anerkendelse - er der i den lange tid, hvori dr. W. har beklædt sin post, ikke foregået en eneste liturgisk forbedring. Gudstjenesten er derimod forøvrigt så uopbyggelig, at den umuligt kan tilfredsstille den tænkende israelit. Hvem der blot i nogen tid er til stede i synagogen, vil let kunne bekræfte rigtigheden af vore ytringer. Han vil sjælden se nogen stå i andagtsfuld og højtidelig stemning, men desto oftere vil han kunne være vidne til, at man enten tankeløst og hurtigt fremsiger sin bøn, eller slet ikke beder, men taler med sin nabo og de omkringstående, hvorved synagogen snarere for udseende af an stor børssal, hvor folk i klynger hist og her fortæller hinanden nyheder, end af et til skaberens forherligelse indviet tempel.
Det er let at indse hvorledes en sådan tilstand er blevet den herskende, når man betænker, at de brugelige bønner i almindelighed ikke er skikket til at vække andagt, da de, både hvad indholdet og formen angår, kun er lidt fyldestgørende. - Bønnerne fremsiges alle i det hebraiske sprog, hvoraf i det mindste hele den kvindelige del af menigheden ikke forstår en eneste sætning. De fleste ortodokse israelitter anser det endnu som en stor synd at benytte noget andet sprog end det hebraiske, "fordi - som de sige - dette er det hellige sprog, som forfædrene betjente sig af, og som engang lød til dem fra Sinai Bjerg." Men at den alvidende Gud er i vore hjerter og ikke på vor tale, at det må være det højeste åndelige væsen ligegyldigt , hvad ord vi fører på vore læber, når det kun er et virkeligt og oprigtigt udtryk for vore tanker og følelser - det kommer aldeles ikke i betragtning.
Betænker man nu tillige at gudstjeneste er meget lang, da er det ikke så underligt, at den der af pligt eller vane er til stede fra begyndelsen til enden, næsten synes at finde en slags rekreation ved til afveksling at tale med sine nærmeste. Og ser vi nu hen til indholdet af bønnerne, da er dette af en sådan beskaffenhed, at ingen fornuftig og oplyst israelit kan fremsige disse helt igennem med sand andagt og i en oprigtig mening. Bønnerne vrimler af sentenser angående jødernes tidligere liv, opholdet i Egypten, ørkenen og jødeland, de da anordnede ofre, fester, sæder og skikke, kommentarer mv. Næsten hver side af bønnebogen indeholder ønsket om, at gud vil lade jøderne vender tilbage til Jerusalem, opbygge templet osv. Men alt dette refererer sig til ældre anskuelser, som ikke længere er de herskende. Der gives forholdsvis kun få israelitter, der for alvor ønsker at forlade det land, hvis undersåtter de er, for at bosætte sig i Palæstina. Og om vi mindes ret har selv dr. W. erklæret sig for den af de fleste nyere israelitter hyldede mening, at der ved den i den hellige skrift antydede Messias, hvis komme jøderne - til forskel fra de kristne - først venter, ikke forstås en person, der skal føre alle israeliter tilbage til jødeland, men en åndelig Messias, eller rettere en åndelig religiøs tilstand, hvorunder, som det hedder i skriften, fred vil herske på jorden, og alle mennesker kun dyrke en eneste Gud.
Hvorledes er det nu muligt, i oprigtig og andagtsfuld stemning at fremsige udtryk, hvis sandhed man med sin bedste overbevisning ikke kan erkende? Hvorledes er det muligt, at den oplyste del af menigheden kan deltage i en gudstjeneste, der efter enhver tænkende israelits fornuftige begreber viser sig som forkert og fornuftstridig. Menighedens præst, dr. W, har i sin lange funktionstid så godt som ikke gjort et eneste skridt til forbedring i gudstjenesten. Vi indrømmer villigt, at sådanne foretagender ville forårsage en del misfornøjelse blandt de ældre, strengt ortodokse israelitter, hvilket altid må være ubehageligt for en præst, der ønsker at stå på en god fod med hele sin menighed. Men på den anden side bør det dog betænkes, at det ikke så meget er den ældre stok, der om en 20 eller 30 år næsten ganske vil være uddød, hvis tarv her bør påses, som den yngre slægt, hos hvem ligegyldighed i religiøs henseende stedse slår dybere rødder, og som hvis den nærværende aldeles utilfredsstillende tilstand vedbliver, muligvis inden den nævnte tid ganske vil have tabt al interesse for religionen, og i det mindste vil have afholdt sig fra al deltagelse i en Gudstjeneste, der i den grad strider mod fornuft og overbevisning. Er det præsten magtpåliggende at virke på sin menighed i åndelig henseende, da bør han vistnok især tage hensyn til de unge. Alderdommen styrer gerne sin egen kås og lader sig sjældent lede af det kirkelige overhoved, især når denne er en yngre mand. Ungdommen er derimod langt snarere modtagelig for alt godt. Sker der intet til dens tarv, arbejdes der ikke tilstrækkelig for dens vel og dens fremtid, da vil det ikke være vanskeligt at forudse den religiøse tilstand, der vil gjort sig gældende hos den nærmeste slægt når ortodoksismen forsvunden og indifferentismen har indtaget dens plads. (sluttes.)
(Kjøbenhavnsposten, 18. juni 1847).
(Sluttet)
Er det således, efter hvad vi har anført, kun mådeligt bevendt med gudstjenesten ved Københavns mosaiske menighed, da står det desværre dårligere til med religionsundervisningen. Når vi inddrager fattigskolerne, findes der for nærværende tid intet institut for mosaiske børn. Man har flere gange i det sidste decennium villet oprette en sådan skole, men forsøgene er alle mislykkede, og vi bør ikke nægte, hvad der er vitterligt, at dr. W. også her har vist meget lille virksomhed, og at det for en stor del er denne hans mangel på medvirkning, der er skyld i, at der intet blev af de begyndte foretagender. Selv om man ville antage, at de mænd, der stillede sig i spidsen for samme, ikke var skikkede til at lede tingene ganske efter dr. W.s ønske, var det dog altid bedre at en religionsundervisning kom i gang, end at den hidtil herskende, så at sige ureligiøse tilstand vedblev. Religionsundervisning synes dog at være en så vigtig sag, - i en vis henseende endog langt vigtigere end den offentlige gudsdyrkelse - , at man ikke burde lade noget middel uforsøgt, for at få samme iværksat. Det er os fortalt at rabbineren i en vis tysk stad (vi mindes ikke hvilken), der havde megen besvær med at få en skole indrettet for sin menighed, omsider greb til den udvej at bekendtgøre, at han gratis i visse timer ugentlig ville undervise børnene i religion. Dette skal have hjulpet. Undervisningen kom i gang, og da den først var begyndt, blev det efterhånden til en formelig aftenskole, hvor de fleste familiefædre uden mindste vægring gav honorar for deres børns oplærelse i religion. At dr. W. skulle bære sig ad på samme eller lignende måde, er ingenlunde en ham påhvilende forpligtelse. Han underviser desuden friskolens drengebørn (rigtignok mod en årlig gage); og da vi ikke så nøje kender alle de med hans embede forbundne forretninger hvilke vi dog antager for langt færre end de kristne præsters - kunne vi heller ikke med bestemthed påstå, at der levnes ham behørig tid til sådan undervisning. Men hvad dr. W. synes at burde dadles for er, at han aldeles ikke har gjort noget alvorligt forsøg i denne retning. Hvad havde vel været til hinder for, at dr. W., når han ikke på anden måde kunne tilvejebringe en fælles offentlig religionsundervisning, havde søgt at gøre denne sag til en almindelig Pligt. Dersom det ikke lod sig gøre at indrette en aftenskole for den nævnte undervisning, ifølge frivillig overenskomst blandt menighedens medlemmer, havde det dog vist nok været let for ham at indgive et andragende til højere vedkommende om emanationen af en lov, hvorved det pålagdes enhver mosait at lade sine børn nyde tilbørlig undervisning i religion, og at godtgøre sådant. Intet af alt dette er sket, såvidt vi ved.
Følgerne af en sådan passivitet er nu at en stor del af de unge mosaiter opvokser i fuldkommen uvidenhed om de religiøse lærdomme, og kun bliver bekendt dermed, forsåvidt de lejlighedsvis bibringes dem af forældrene. Næsten alle jøder lader deres børn frekventere de kristne skoler, men de vil da naturligvis som oftest, at børnene ikke skal deltage i de timer, hvori der læres religion. Disse nyder således undervisning i alt, hvad der henhører til opdragelse og dannelse, kun ikke i religion og moral, de vigtigste midler for den menneskelige udvikling, uden hvilken al anden lærdom og videnskab bliver tom og intetsigende. Hvad under er det at under sådanne omstændigheder den religiøse indifferentisme har taget endnu mere overhånd, og rimeligvis vil vedblive, så længe der ikke sker forandring i de nuværende forhold. Regeringen våger over de kristne undersåtters oplæring og undervisning i religion, og fordrer at præsterne for de respektive menigheder af og til skulle gøre indberetning herom til højere vedkommende. Ved den mosaiske menighed sker intet sådant. Dr. W. skylder ingen anden regnskab, end den alseende Gud; og han aflægger heller ingen anden regnskab for sin handlemåde.
Vi tror, at ingen let skal kunne gendrive de ovenanførte faktiske data, hvilke vi har bestræbt os for at fremsætte upartisk og uhildede af ethvert hensyn. Sagens store betydning og den interesse, den må have for hele det herværende mosaiske trossamfund, har bevæget os til at gå denne offentlighedens vej, i bevidsthed om at ethvert andet skridt i denne henseende næppe vil føre til det ønskede mål. Vi henstille nu til alle vedkommende, og navnlig til dr. W. , om de ikke skal føle sig højligen opfordrede til at antage sig en sag, der desværre kun alt for længe er blevet forsømt, og som uden energisk virken og udholdenhed øjensynlig går sin undergang i møde.
X
(Kjøbenhavnsposten, 19. juni 1847).
Facta loquuntur.
I anledning af en artikel i dette Blads nr. 138-139 om den religiøse tilstand hos det mosaiske trossamfund her i staden.
Når en mand, der med sjælden nidkærhed røgter sit kald, der med ufortrøden virksomhed dag og nat helliger det alle sine kræfter, så at der kan siges om ham, at man næppe vil finde mage til ham iblandt hans embedsbrødre, hvem det, som ingen præst i Israel, er lykkedes at samle sig en menighed i ordets sande betydning og et talrigt auditorium omkring sin prædikestol, når en sådan mand, i stedet for at finde påskønnelse og opmuntring, offentlig angribes netop for denne sin virksomhed, og man uden betænkelighed giver anledning til at nedsætte ham i hans medborgeres øjne, da fyldes vist hver ædeltænkende sjæl med harme, og den almindelige uvillje, der tilkendegav sig i det mosaiske samfund, selv af mænd, som i religiøs henseende deler anskuelser med forfatteren af den i Kjøbenhavnsposten nr. 138-139 indrykkede afhandling imod dets præst, måtte være for dr. Wolff tilstrækkelig satisfaktion, og lade ham erkende, hvor dybt man beklager, at der på ny hæver sig en stemme, der må krænke ham.
Hvor vel det således hverken for ham eller for hans menighed er nødvendigt at tage til genmæle, så føler indsenderen, der har fulgt dr. Wolffs færd fra hans embedstiltrædelse til nu, sig dog opfordret dertil med hensyn til dem af vore kristelige medborgere, iblandt hvilke dr. Wolffs navn har en ikke mindre god klang, og som, uindviede i hans forhold til hans menighed, og ubekendte med hans virksomhed cg kaldsiver, måske let kunne vildledes i deres dom især ved de i afhandlingen hist og her indstrøede rosende og anerkendende ytringer. Langtfra at ville indlade os i nogen pennefejde om dette anliggende, men kun ved en simpel og sandfærdig fremstilling sætte dette i rette lys, skal det derfor være vort første som vort sidste indlæg i denne sag, forvissede om, at ingen, end nok så sofistisk replik vil kunne rokke sandheden. Vi håber at enhver uhildet vil overbevises om, at dr. Wolff har præsteret det næsten utrolige.
Går vi nemlig tilbage til denne mands embedstiltrædelse, så var det i sandhed ingen let opgave, der stillede sig for ham, som kun af dem kan miskendes, der ikke kender, eller har glemt de mange hindringer, han havde at bekæmpe, de mange ubehageligheder og krænkelser, han var udsat for ved ethvert skridt, han foretog sig. Han kom hertil og fandt, hvorfor skulle vi ikke tilstå det, en i alle henseender adspredt og i mange partier delt menighed uden foreningspunkt, hvilke, foruden dem, som aldeles ikke søgte nogen gudstjeneste (hvortil over 3/4 parten af den kvindelige del kunne regnes) havde over en snes synagoger, bedestuer (lofte og kamre), i hvilke der havde indsneget sig en mængde forkerte skikke og vedtægter, og enhver var betænkt på at hævde sine særegne rettigheder; det var virkelig et højst byrdefuldt hverv at bringe orden i dette kaos og hos en del at vække sans for en kun nogenlunde mere ordnet gudstjeneste, ja endog at vinde en stor del for kun at høre en prædiken.
For foruden at det sidste langtfra, som hr. X. siger, "allerede i længere tid havde været brugeligt hos menighederne i Tyskland" *), så måtte der kæmpes imod dybt indgroede fordomme, imens navnlig en del, fordi man for deres tros skyld nægtede dem visse rettigheder, var, ikke blot indifferente, men endog imod alt mosaisk, og skammede sig at vedkende sig deres tro, ved at indfinde sig i guds hus, - måtte den gammeldags mosait hvis fromme følelse man desuden nogle år i forvejen ved højst ubetænksomme, mod den mosaiske tro stridende, skridt så dybt havde såret, være yderst mistroisk imod enhver nok så ubetydelig reform i synagogens liturgi, og, vant til kun at se op med ærefrygt på sin langskæggede rabbi, nærede den gammeldags mosait, og havde grund til at nære mistanke imod en ung, også i nyere tids studier indviet, præst.
At erhverve sig fremfor alt disses tillid og om muligt også at vinde hine så godt som ganske frafaldne, var det tunge hverv, som den nye rabbi skulle fuldbyrde, og hvilke vanskeligheder afskrækkede så mange fra at overtage dette. Alle, som så dr. Wolffs første fremtræden og virken i den herværende menighed, måtte beundre den selvfornægtelse og selvovervindelse, han - som vist med ganske andre forventninger og forhåbninger havde forladt en ham højt agtende og tillidsfuld hengiven menighed **) - lagde for dagen. Men dr. Wolff øste, som han dengang så ofte ytrede, alt sit mod af herrens ord og hans tillid på dets indtrængende kraft svigtede ikke. Den gave, hvormed han prædikede det, forskaffede ham straks ivrige tiIbedere af unge og gamle, mænd og kvinder af de forskelligste religionsanskuelser og snart havde lokalet ikke rum nok ***) for de mange, der indfandt sig, så at der måtte uddeles billetter.
Vel var det for den tiltrædende præst et gunstigt forhold, at han først i et interimslokale kunne holde gudstjenesten, hvor den ikke videre underkastedes, eller hvor der ikke kunne foretages, nogen reform ved liturgien. Men det førte også det skadelige med sig, at de fleste kun gik derhen for at høre prædiken, idet navnlig menighedens ortodokse del først søgte deres synagoge, hvori de holdt en time tidligere end sædvanlig deres morgengudstjeneste, for at indfinde sig til hin. Derved kunne de vedligeholde uden mindste forandring deres gamle former og uordener ved gudstjenesten. Det lykkedes imidlertid dr. W., og vi må tilføje ene ham, ved sine taler at overbevise menigheden om vigtigheden af at have en almindelig kirke, som i 40 år savnedes i menigheden, og hvortil der ofte forgæves var gjort forsøg, ja han samlede personlig dertil en betydelig sum ved hvilken man så sig i stand til at skride til værket.
Flere af de ældre mosaiter forespurgte sig vel, for de ydede deres bidrag, om de også kunne være forvissede om, at der ikke for deres penge skulle rejses et slags nymodens tempel, som det på andre steder var tenderet, hvor de umuligt kunne holde deres gudstjeneste, og dr. W, forsikrede dem, at det skulle blive en synagoge, uden dog at dølge for dem, at der måtte foretages ved selve gudstjenesten uundgåelig tidssvarende, men efter de mosaiske rituallove tilladelig, forandringer. Næppe rygtedes det, før nogle mænd i menigheden forsøgte alle midler og trusler; man bestormede ham med anonyme skrivelser; man indgav klager imod kam til Kancelliet; man skrev i dagbladene imod ham, søgte at forklejne ham på alle måder; Kommissionstidenden, Raketten, Politivennen - ja endogså Nordisk Kirketidende undså sig ikke ved at åbne sine spalter dertil; man søgte endog at forskaffe sig af afd. generalsuperintendent Adler en attest for, "at der ikke turde forandres det mindste ved den mosaiske gudstjeneste og at den endog stred mod de jødiske love: at synge med et kor, at afskaffe eller forandre de foreskrevne bønner, at bruge landets sprog i stedet for det hellige sprog" (jf Sendschreiben an den Herrn Generalsuperintendenten J. G. S. Adler, einen von Seiner Hocherhw. in einer israelitischen Angelegenheit ausgestelten Attest betreffend von T. Z. Möller. (Copenhagen 1832, 8 vo.) Synagogen var indviet, agenden trykt og indført og angrebene vedblev på den skammeligste måde. Dr. Wolff forholdt sig rolig, stolende på sin sags retfærdighed og overbevist om at sådanne forfølgelse og til dels krænkende fremstillinger ikke ville berøve ham hans indsigtsfulde kristelig, som mosaiske medborgeres agtelse. Forgæves søgte også hin, få mænd at skaffe sig tilhængere, for ikke blot dannede, men også gammeldags jøder fæstede lid til ham og havde ved mandens ord og vandel overtydet sig om, at han ikke ville anordne noget ved gudstjenesten, som ikke fuldkommen kan forsvares efter de jødiske rituallove angående liturgien. (Fortsættes.)
*) Endnu den dag i dag vil der næppe kunne opregnes 2 Byer i Tyskland, hvor der prædikes hver eneste lørdag og helligdag, kun vedTempelmenigheten i Hamborg (der egenlig består af et privatselskab, som i øvrigt står under hovedmenighedens præst og må yde til denne som til hovedsynagogen bidrag, uden at få nogen erstatning for at vedligeholde templer og de ved dette fungerende Personer) er dette tilfældet, men der har de også 2 prædikanter, hvilke med undtagelse af nogle vielser, aldeles ikke have at foretage ministerielle forretninger.
**) Dr. Wolff var overlandsrabbiner i Hessen.
***) I Store Kongensgade, hvor der nu holdes anglikansk gudstjeneste.
(Kjøbenhavnsposten, 2. juli 1847)
Facta loquuntur.
I anledning af en artikel i dette Blads nr. 138-139 om den religiøse tilstand hos det mosaiske trossamfund her i staden.
(Fortsat)
Man tror derfor ikke, at reformen kun, som hr. X siger, bestod af indførelsen af prædikenen, og at nogle salmer synges af et indstuderet kor af drengebørn. En hel del hebraiske bønner fra middelalderen, som holdtes om sabbatsdagen og helligdagene, faldt ganske bort. Liturgien blev ordnet, koret indførtes til at lede menigheden ved samtlige bønner -almindelige kirkebønner anordnedes, alt for at gudstjenesten i sin totalitet kunne fremtræde i højtidelig værdighed og vække sand andagt (jf dr Wolffs agende, 2. afdeling: Liturgi, Pag. 3). Denne agende vandt ikke blot her, men overalt i udlandet bifald, den lagdes til grund da man i Brunswig for et par år siden ordnede gudstjenesten, og i det af den derhørende præst udgivne skrift over de almindelige bønner aftrykte ganske efter dr. W.s agende på tysk, som det også siges i fortalen; det samme er tilfældet med den først i 1843 udkomne "Synagogenanordnung für das Grossherzogthum Meklenburg-Schwerin 1843", hvor der siges i fortalen "meget nyttigt og hensigtsmæssigt har vi taget af Københavns agende og følee os den hæderlige forfatter meget forbundne", begge menigheder hører til de mest reformsindede og, vi kan forsikre, at de til dels langt fra har indført alt, hvad der her er anordnet i agenten *). Når denne nu ikke håndhæves, når som X bemærker, "Koret alligevel overdøves ved de lydeligt fremsagte bønner og salmer", når kirkebesøgerne taler med hverandre", så vil man dog vel ikke at præsten skal gå omkring med politistokken i hånden og give enhver, der handler imod agenden eller på nogen måde forstyrrer andagt og orden, et slag på hovedet. Vel kan man forlange, at han lægger sin menighed på hjerte at forholde sig andægtig, alvorligt og mildt formaner den, o. desl. Men alt dette er rigeligt sket af dr. W., som ikke har ladet gå nogen lejlighed forbi uden at frembære denne genstand; som endog efter reparaturen i synagogen i fjor særskilt holdt en prædiken i denne anledning fredag aften, og ikke heller lod det mangle på trykte opfordringer og formaninger, hvoraf endnu nogle er opslået i synagogens vestibule. Og der er intet spørgsmål om, at med lidt mere energi fra forstanderskabets side ville alle disse ulemper bortfalde, ihvorvel man ikke kan forIange fredeligsindede og til dels ved deres privatforretninger nok så beskæftigede mænd, når de - så længe de ikke, som på andre steder, er berettigede til at mulktere den stridige uden at sagsøges derfor, - ikke ville indlade sig i processer, som det i begyndelsen jævnligt har været tilfældet, hvor de for deres venlige advarsler og velmeente irettesættelser høstede grovheder og måtte bortødsle deres tid med at møde flere gange i retten.
Vi spørger nu om man med hensyn til disse indsnegne mangler kan gøre nogen bebrejdelse for, at han - der ved ringere og lovlige reformer mødte en sådan modstand, uden fra nogen anden side, end i sin indre overbevisning, at finde medhold, - ikke har indført større reformer og dermed måske hævet hele den nuværende gudstjeneste, hvorved han absolut ville have forskertset al den tillid, han så møjsommelig har søgt at erhverve sig, og forjaget den største del af de nuværende kirkebesøgere. Man kan let skrive om kirkelige reformer, men man kender kun lidt til vanskeligheden i at udføre dem **) når man ikke vil have et gudshus uden tilbedere. Og ved alle de fremhævede mangler kan vi dog påstå, at den herværende mosaiske menigheds gudstjeneste næsten i alle henseender overgår dem i andre stæder, der tæller et talrig, israelitisk samfund, som London, Paris. Berlin, Hamborg, Altona osv., og at alle fremsynede har bemærket, intetsteds at have fundet sådan opbyggelse og de forskellige partier så forenede, samt Guds hus så talrig besøgt som her. Alligevel skal der herske indifferentisme.
Man må nemlig, så hedder det hos X, ikke lade sig blænde af at kirken er så temmelig besøgt, for det sker af vane eller fordi prædikenen tiltrækker osv. Lad os først undersøge, hvad der kaldes temmelig besøgt. Dr. W. har, som det er bekendt, forløbne vinter, da der var streng kulde og snevejr, 4 uger i træk ladet optage de tilstedeværende voksne mandfolks antal, foruden kirkebetjentene, og hver gang fandtes der under prædikenen som også under den derefter følgende såkaldte muhaphbon, hvor tællingen gentoges, imellem 3 og 400. Når man nu betænker, at fruentimmer ikke taltes med, at der foruden synagogen endnu eksisterer et portugisisk bedehus, som besøges af en del herværende mosaiter, at der også tolereres et separat bedehus, så kan man vist uden at træde nogen mosaisk menighed for nær, spørge, hvor er der i hele verden en menighed, som i det hele kun tæller 2000-2400 sjæle, der forholdsvis kan rose sig af et lignende stærkt kirkebesøg endog om vinteren. Men - de kommer ikke af lyst til Guds hus, kun af vane osv. - Det må være tilladt for en privatmand at pønse på sådanne bevæggrunde og tillægge andre sin egen tænkemåde, men en præst skal dog vel ikke gå ud fra sådanne præsumptioner og måske sige til sin talrige forsamling: "Hører, I godtfolk, I kommer kun af vane" osv. , og derefter indbildt sig ved ganske radikal at omkalfatre hele gudstjenesten, at få andre lokket til kirke, mens han jager dem væk, der hidtil har indfundet sig, ved hierarkisk at ville pålægge dem tvang. Og man tror dog ikke, at sådanne reformer vil forøge besøget; for man går ikke i kirke og skal heller ikke gå i kirken for at have en kunstnydelse, at man også her til sidst, som dr. W. ytrede i en prædiken, måtte skrive over indgangen "ei blot til Lyst", tilføjende at det først og fremmest burde være enhvers pligt at leve sig ind i de overleverede former, at ånden i dem til sidst gennemtrænger indholdet, at benytte det nuværende til tiden kommer, hvor der ud af Kirken har dannet sig noget bedre, og at hvem der kommer for at kritisere osv., taber det højeste øjemed ved besøget i Herrens Tempel, nemlig ved bøn og prædiken selv at dømmes.
Man rejser dog til steder, hvor en del af menigheden har skilt sig med hensyn til gudstjenesten fra synagogen, fx til Hamborg, og se om synagogen eller det nys opførte tempel der er mere besøgt. Ved gudstjenesten om fredag aften kan der i templet i Hamborg næppe forrettes gudstjeneste, når ikke koret og betjentene fylder det nødvendige antal. Ved morgengudstjenesten, navnlig under prædiken, er templet vel til visse tider besøgt, men de besøgende er for størstedelen fremmede, der temporært opholder sig der og af nysgerrighed kommer derhen; af egentlige hamborgere, jurister, mediciner, kontorister eller skolebørn af den formuende klasse, ser man der så godt som ingen, og de fleste der er der, forlader så snart prædiken er forbi, templet. Antaget hvad der dog hos os langt fra er tilfældet, at man kun kom her i synagogen for prædikens skyld, så spørger vi, er det da ikke næsten i alle kirker lige sådan. Ved X ikke, at også her i staden kun de kirker er mest besøgte, hvis præster man ynder som prædikanter, og både før og efter prædiken under sangen er kirkerne vel sjælden meget fyldte. Vi mindes kun at nylig i en tysk stænderforsamling en deputeret talte imod ridens »Unkirchlichkeit", og offentligt uden at modsiges, klagede over at den yngre slægt næsten aldeles ikke søger kirken, og at den største del af menighederne indskrænker deres kirkebesøg til at høre prædiken, idet de straks derefter forlader kirken. Vi ved ikke, - forsåvidt det også tåler anvendelse på tilstanden i den danske kirke, - men tror ikke at fejle, når vi antager, at også her mange af den yngre slægt måske aldrig ville søge kirken, når de ikke af visse forhold þ-om det kun er for at sikre sig attest for kristelig vande - så sig tvungne dertil. Når nu lignende forhold lader sig formode, og kun formode hos mosaiter, hvor der ikke hersker nogen tvang til kirkebesøg, men endog tusinde af fristelser afholde dem derfra, især om lørdagen, der i grunden er en af de dage, hvor der forelages de fleste forretninger her i København, og dr. W.s kirke dog er så besøgt, så spørger vi om nogen med god samvittighed på grund af selvskabte forudsætninger så hårdt kan angribe en sådan mand ?
(Sluttes)
*) Man læse i særdeleshed det i Hamborg udkomne skrift: M. Mendelsohn, Die Synagoge in Hamburg, wie sie war, und wie sie seyn soll, von einem alten Gemeindenmitgliede 1842, 8vo)
**) Vi tillader os at vise hen på et ganske nærliggende eksempel. Som bekendt havde Hs. Højærværdighed Biskop Mynster, ifølge allerd. ordre, allerede for en 8 år siden udarbejdet et udkast til et kirkeritual for Danmark. og uagtet betænkninger, der indkom desangående, stemte med det, som det også mest skal svare til de ortodokses trosanskuelser, kunne det dog endnu ikke indføres og synes ganske lagt til side.
(Kjøbenhavnsposten, 3. juli 1847).
Facta loquuntur.
I anledning af en artikel i dette Blads nr. 138-139 om den religiøse tilstand hos det mosaiske trossamfund her i staden.
Det andet ankepunkt, religionsundervisningen betræffende, tjener hr. X. endnu mere som vehikel til at nedsætte en som han selv siger så "agtværdig" mand som dr. W., ved i parentes næsten at skildre ham som egennyttig, og i sammenligning med hans kristelige embedsbrødre som om det mosaiske præstekald var en sineeure. Vi kan forsikre, hvad enhver, der er bekendt med det mosaiske præsteembede, vil kunne bevidne, at det er et af de mest byrdefulde, samt at en mosaisk præsts tid er så optaget som meget få funktionærers, hvorom der dog naturligvis ikke kan strides med en mand, der enten ikke kender noget til en præsts og rabbis forretninger, eller kun lader således, men ikke vil erkende det, og vi går derfor straks over til hovedsagen, hvor X klager over, at der uden for begge friskoler ikke gives religionsundervisning. Dr. W. har ofte opfordret til at gøre ham opmærksom på hvad der i en eller anden henseende kunne foretages til menighedens gavn, samt på de mangler, der finder sted, og det er vitterligt, at dr. W. med den største forekommenhed og beredvillighed til enhver tid modtager den fattige som den rige, unge som gamle. Hr. X burde derfor fremfor alt have henvendt sig til dr. W, og indhentet af ham oplysning, før han fremkom med sådanne beskyldninger med ham, og derved ikke blot beskæmmede præsten, men også dennes menighed.
Dog behøver vi også her kun at sætte sagen i sit rette lys. Da dr. W. kom hertil, eksisterede der foruden de 2 friskoler endnu to institutter der ikke stod tilbage for nogen anden lignende kristelig skole, men som endelig af mangel på tilstrækkelig frekvens måtte gå ind, da selv de med institutbestyrerne i venskabeligt forhold stående familiefædre ikke ville sende dem deres børn til undervisning *). For øjeblikket findes der, foruden to forberedelsesskoler, de ganske fortrinlige pigeskoler, nemlig jfr. Jacobsens og jfr. Bendixens, hvor Pigerne for en forholdsvis moderat betaling nyder en undervisning, hvilken som eksamina har udvist, kan sættes ved siden af den, der gives i de bedste skoler her i staden, men disse skoler kunne med nød og næppe bestå. Indsenderen nægter ikke, at hvor meget han end indser, at den mosaiske menighed burde bringe ofre, for at vedligeholde sådanne institutter, om end kun for at vise, hvad mosaiske skolebestyrere og bestyrerinder kan præstere, er han dog af den mening, at så længe staten ikke tillader mosaiske institutbestyrere også at optage kristne børn i deres skole - hvilke da naturligvis i religion og bibel måtte undervises af en kristelig lærer - som det er tilfældet i Holland, Frankrig, Belgien og en del tyske stater, måtte man først føge at udrydde de blandt en del af almuen herskende fordomme mod at bringe den mosaiske ungdom i berøring med den kristelige, så at skillemuren, som fanatisme eg Intolerance har rejst, alt mere falder, og at man derfor for tiden vil se sig til dels nødt til at sende sine børn i kristne skoler.
Men vi tror ikke at tage fejl, når vi antager, at X heller ikke sigter til sådanne realskoler, men at han kun sigter til særskilte religionsskoler, som burde indrettes, og hvorfor dr. W. ikke skulle have gjort noget. For de fattige i menigheden, det indrømmer jo X, er sørget ved de 2 friskoler, og vi kan tilføje også for de mindre bemidlede, da ingen nægtes adgang til friskolen for sine børn, såsnart han melder sig dertil; det er altså til de formendes børn, der burde tages hensyn. Vi behøver vel for ingen, der nogenIunde kommer med indsigt, at gendrive det forslag, at man skulle tilbyde dem undervisning gratis, eller at gendrive den forestilling, som X gør sig om en sådan skole, at en eneste lærer kunde være tilstrækkelig for en mængde af børn af forskellig alder, eller at vise ham det urimelige i den indbildskhed, at alle i en menighed nære det samme begreb om en religionsskole som han, og derfor måske deler hans klager. For ved nøjere eftertanke ville han vel have indset og vidst, at ligesom en stor del af menigheden, der erkender vigtigheden af religionsundervisningen, har privatlærere dertil, hvorved deres børn kan lære langt mere end i en almindelig religionsskole, som vil have vanskelighed ved ikke at kollidere med den øvrige skoletid, - således ville andre, for hvem det er ligegyldigt, hvad børnene lærer, aldrig sende dem i en religionsskole, mens derimod en stor del, netop af de streng religiøse, betragter en skole, hvor der læres dogmerne og bibelhistorie, med et ord alt, hvad man almindelig forstår under religionsundervisning, ikke for en religionsskole, når untervisningen ikke fornemmelig går ud på at indprente børnene ceremonierne og i hovedsagen at forstå hebraisk, at kunne oversætte de 5 mosebøger, nogle endog at læse dertil en kommentar.
Alt dette, hvor meget det end må lægges i vægtskålen, når man vil angribe en mand, hvem man dog ellers tilkender værdighed, kan naturligvis - hvorledes end angrebet er, - ikke undskylde dr. W., når han aldeles ikke har søgt at give impulsen, til at en religionsskole dannes, eller at forældrene bære omsorg for religionsundervisning. Men hele menigheden kan give ham det vidnesbyrd, at han lige fra han kom dertil, måske ikke har ladet hengå et fjerdingår uden at have behandlet dette tema i en af sine prædikener; især på hovedfestdagene har han benyttet lejligheden dertil, ved konfirmationsprædikenerne har han lagt det på hjerte, fremstillet, hvor skadeligt det må indvirke på ungdommen, når den aldeles ikke nyder nogen undervisning, eller tager del i den kristelige religionsuntervisning, ja at selv den bibelhistoriske undervisning må være stik imod den tro, de som mosaiter bekender, når den af læreren ikke opfattes i den mosaiske ånd, og han udarbejdede af den grund en bibelhistorie, som han uden noget honorar, selv ikke noget vederlag for en del udgifter, han selv havde dermed, gav boghandleren, idet han fordrede, at denne så billig pris skulle overlade den til køberne **).
Men dr. W. lod det heller ikke blive ved de blotte ord, han gjorde også flere forsøg på at vinde enkelte derfor, men de bittre erfaringer, som han gjorde, hvilke lovstridige og tåbelige forslag, man stillede til ham, som han som kongl. dansk embedsmand umulig kunne indlade sig på, forbigår vi her, da vi ikke så let kan bringe det over vort hjerte at sætte et medlem af menigheden i skygge, eller også at plette nogen mands rygte. Kun dette være anført, at endnu i fjor H. V. kateketen ved den herværende menighed i forening med den første kantor bestemte sig til at oprette en religionsskole, i hvilken hensigt de lod udgå en skriftlig opfordring til menigheden, som dr. W. ledsagede med den varmeste anbefaling, hvori han tilkendegav vigtigheden af en sådan skole, og hvor meget denne genstand, der udgør indholdet af alle hans bønner, lå ham på hjertet; men vi tror at næppe en snes af menigheden tegnede sig dertil, og da det kom til stykket, så forstod de fleste af disse under opfordringen en realskole, hvori alt kunde læres, og ville aldeles ikke indlade sig på en religionsskole.
Når sådanne kendsgerninger taler, da spørger vi, hvorledes skal man betegne Xs angreb, der, når alt dette var ham ubekendt, dog i det mindste kunne have skaffet sig lys, før han greb til pennen. Dog vi har endnu at besvare den bebrejdelse, X gør dr. W., hvorfor denne ikke havde søgt ved øvrigheden at tvinge menigheden til at have en religionsskole, og vi tilstår det, at, omendskønt vi er langt fra at bebrejde nogen, at han ikke tager sin tilflugt til tvangsmidler, så har vi dog ikke vidst, hvad vi i så henseende skulle anføre. Vi har derfor igennem en tredje person ladet os erkyndige om, hvorfor dr. W. ikke har slået ind på den vej, som omtales af X. Dr. W. svarede at skønt han personligt til det yderste afskyr tvangsmidler i religionssager, navnlig ved tvang at bringe forældre til at lade deres børn undervise i religion når man forgæves har søgt at lægge dem det på hjerte, så har han dog allerede for flere år siden henvendt sig med et andragende til den kancellideputerede, som dengang havde referatet i religions- og skolevæsenet; men denne afviste ham straks med den bemærkning, at Kancelliet ikke kunne indlade sig derpå, når forældre ikke frivillig ville underkaste sig, hvilke jo også kunne sige, når de i øvrigt sender deres børn i skolen, at de selv beskæftiger sig med deres religionsundervisning og at man jo havde indført konfirmationen, hvor præsten når han ikke finder børnene tilstrækkelig hjemme i deres religion, kunne vise dem tilbage. Alligevel troede dr. W. at turde gribe til dette middel i forudsætning af at finde medhold i selve menigheden. Han henvendte sig nu til agtværdige ansete mænd, om hvem han kunne forudsætte, at de fuldkommen opfattede betydningen af en religionsskole, men disse frarådede ham til det yderste at gøre et sådant skridt og ved øvrigheden at tvinge menighedens medlemmer dertil, da dette ville have følger, som mest ville beklages af dr. W., Følger, som vi her ikke nærmere kan angive, men som hr. X kan få at vide, når han lader sig det være magtpåliggende. Og nu intet ord videre, for den mosait, som efter denne meddelelse endnu fremturer med sine ubegrundede insinuationer har tilstrækkelig dømt sig selv og fortjener intet svar. - * -
*) Nogle dygtige studenter forenede sig til at oprette en skole, men kunne næppe bringe det til at få en halv snes elever, og vi må bemærke, at det kun var gammeldags jøder, der sendte deres børn.
**) Ligeså uegennyttig viste dr. W. sig ved synagogens indvielse. Forstanderskabet, der havde overbevidst sig om den utrættelige virksomhed, dr. W. havde lagt for dagen, der foruden udarbejdelsen af agenden, dengang præsiderede i flere komiteer, og om det almindelige bifald, som agenden vandt dengang hos menigheden på enkelte nær, troede at skylde manden en erkendtlighed; de sendte derfor en deputation med en sum af 7-800 daler, hvilke de ville give ham som honorar for agenden. Men dr. W. modtog den ikke, men bemærkede, at han arbejdede i sin kirkes tjeneste efter sin bedste overbevisning, hvorfor han aldrig kunne modtage nogen belønning; det ædle i dette træk vil til fulde indses, når man erindrer, at dr. W. er familiefader og har nu 11 børn, hvilket, hvis han ikke besjæledes af det ædleste princip, ville have været grund nok til at undskylde modtagelsen af en sådan gave, der blev tilbudt ham af de agtværdigste mænd i Samfundet.
(Kjøbenhavnsposten, 5. juli 1847).
Endnu Noget om Reformen i den mosaiske Menighed.
Siden vi i nærværende blad skrev vor artikel om den religiøse tilstand hos det herværende mosaiske trossamfund, har to indsendere ytret sig om samme materie. disse er imidlertid hovedsagelig optrådt som forkæmpere for menighedens præst dr. Wolff, og da det nu ingenlunde har været vort væsentlige øjemed at angribe denne embedsmand, men vi fornemmeligen er gået ud på at fremstille selve sagen i dens rette Lys, således som den med et uhildet øje og fra et fordomsfrit standpunkt nødvendigt må betragtes, skal vi aldeles undlade at tage til genmæle mod de smigrende og ophøjede udtryk, hvilke på flere steder er fremførte om dr. W., navnlig en af hr - * - , der et sted endog siger, "at man næppe vil finde mage til ham blandt hans embedsbrødre." Vi må antage, at sådanne overdrevne smigerier ingenlunde kan være behagelige for dr. W . men at han er langt bedre tjent med at høre en retfærdig anerkendelse af hans fortjenester i forbindelse med klager over mangler, der findes ved det under hans opsyn stillede kirke- og skolevæsen.
Om selve sagen skal vi i al korthed blot bemærke følgende:
Når de seneste artikler taler om de forbedringer, der indførtes ved den nye dynagoges oprettelse, da har vi allerede i vort inserat omtalt disse, for så vidt de fornemmelig bestod i indførelse af en stadig prædiken. De øvrige små Forandringer, som hr. X anfører, fortjener sandelig ikke i ringeste måde navn af forbedringer. Udeladelsen af de nævnte bønner om sabbath- og helligdagene var allerede lang tid forinden sket på de steder, hvor gudstjenesten holdtes tidlig om morgenen, og hele forskellen består desuden i alt fald kun i at de opremsede bønner før medtog en tid af 4 timer, mens de nu varer 3 eller 3½ time. Hvorvidt det fremdeles kan kaldes en forandring til noget bedre, at dr. W. enkelte gange om
året oplæser en almindelig bøn, at han beder for kongehuset, for de syge osv., hvorvidt disse tilkomne bønner kan have mindste indflydelse på reformen af gudstjenesten overhovedet, overlader vi til deres bedømmelse, der kender forholdene.
I vort foregående har vi ytret, at der i al fald i den lange tid, der er forløbet siden oprettelsen af den nye synagoge, ikte er sket en eneste væsenlig liturgisk forbedring, og disse ytringer har vore antagonister naturligvis måttet lade stå ved magt. Lige så lidt har de kunnet modsige hvad vi har anført om selve gudstjenestens beskaffenhed, nemlig at bønnerne fremføres i et sprog, som en stor del af menigheden ikke forstår, - at formen kun er lidt skikket til at vække sand andagt, en sindsstemning, der fremkaldes ved tænksom beden og højtidelige toner, men ikke ved hurtig opremsen af talrige bønner, ikke ved skrigen og råben, så lidt som ved mumlen og diskureren, - og endelig at bønnernes indhold modstrider hjertet og fornuften. Man driver et profant spil med den allerhelligste ved at opsende ord til ham, som ikke er sande hjertets udtryk, ved at bede den almægtige om opfyldelsen af noget, som man fornuftigvis ikke ønsker eller kan ønske. - Men når rigtigheden af dette må erkendes, hvorledes kan man da forsvare en opretholdelse af det bestående? Man siger vel, at der endnu gives så mange ældre, der vil harmes over forandringer, at de kirkebesøgendes antal om sabbat- og helligdagene nu er meget stort, men ville måske betydeligt formindskes, hvis man indførte reformer, og at det er bedre at føje de ortodokse ældre, end den indifferente Ungdom. Men - spørger vi - hvad har vel bevirket denne indifferentisme? Er det ikke netop den uopbyggelige gudstjeneste, i forening med mangelen på al religiøs undervisning, der fremavler ligegyldighed hos den opvoksende yngling? Dersom dr. W. ret for alvor ville gøre
sig rede for, hvorledes den religiøse tilstand om nogle decennier vil komme til at gestalte sig hos den dannede del af den mosaiske menighed, - der da væsentligt vil bestå af dem, som nu udgør den unge stamme, - da må han vistnok finde det påtrængende nødvendigt, at gøre skridt til reformer, der stemmer med tidens tarv, der kunne gøre gudstjenesten mere konform med den yngres tænkemåde, så at denne deri kan finde noget højtideligt og opløftende,
mens han nu med sin bedste vilje føler den tom og intetsigende.
Skulde da end de optagne mandtalslister over synagogens besøgere i begyndelsen give et mindre gunstigt resultat, mener vi dog, at et lille, men andægtigt publikum er at foretrække for et større auditorium, der snakker uden at tænke, og til dels sover eller gaber under prædiken; for at dette er tilfælde med mange af de ældre, der endog ofte læse salmer eller aldeles forlader synagogen, mens Prædikenen holdes, er kun alt for vitterligt. - Dr. W. må efter de ord og grundsætninger, han så ofte har udtalt i sine prædikener, anse det for pligt at fremme Guds rige i sin menighed. Men dersom ingen forbedring sker i gudstjenesten og religionsundervisningen, der kunne gøre ungdommens sind modtageligt for det højere, da må om ikke lang tid et - vi vil ikke sige ugudelighedens, men irreligiositetens rige indtræde, der for en stor del er fremkommet derved, at man ikke med alvor har sørget for ungdommens tarv, men ladet andre mindre rene og rigtige hensyn være de overvejende.
Hvorvidt dr. W. har virket tilbørligt for den religiøse undervisning, anser vi det overflødigt nøjere at drøfte, men kan roligt overlade besvarelsen heraf til menighedens dom. Kun så meget vil vi ikke lave uomtalt, at de få yngre israelitter, der har helliget sig til det jødisk-teologiske studium, og som vistnok på grund af deres dannelse og kundskaber, i forening med deres retsindige karakter, var særdeles skikkede til ungdommens lærere, måtte
rejse herfra og andetsteds søge deres brød, fordi der ikke her gaves dem lejlighed til subsistens i deres fag; og vi må beklage, at dr. W. spildte sin anbefaling på ældre mænd, hvem de israelitiske familiefædre med grund ikke kunne ønske til vejledere for deres børns
undervisning i religion. At man i betragtning af disse kendsgerninger eller rettere af den ånd, der udtalte sig gennem disse og lignende handlinger, alvorligt frarådede dr. W. at lade religionsundervisning være genstand for tvang, er ikke så forunderligt.
Det gør os ondt, at vi i anledning af hr. - * - ytringer, har måttet dvæle ved disse skyggesider af en ellers så agtværdig individualitet som dr. W.'S. Imidlertid anser vi denne for rettænkende nok til ikke derved at lade sig afholde fra at fremme en god sag, eller forebygge en fremtidig tilstand i menigheden, der truer med at blive højst sørgelig. Os forekommer det som det rigtigste middel til at råde bod herpå, at hidkalde fra udlandet en religionsIærer der forstod at indgive barnet rigtige og tillige fornuftige begreber om jødedommen, hvilke det ikke, når det blev ældre og tiltog i forstand og tænkning, nødvendigvis måtte forkaste. En sådan lærers pekuniære stilling kunne allerede straks nogenlunde sikres derved, at han fik lejlighed til at overtage undervisningen i hebraisk i den mosaiske friskole, hvilken nu meddeles af dr. W. Denne ville vistnok være redebon til at give slip herpå, og friskolens
bestyrelse kunne fornuftigvis så meget mindre have noget herimod, som det ikke er den egentlige religionsundervisning (hvortil skolen benytter en eneste lærer), men derimod information i det hebraiske Sprog, dr. W. meddeler disciplene.
Vi antager, at diskussionen om denne materie nu er til ende. Vi ønsker ikke engang noget svar på nærværende inserat, som netop derfor er affattet i størst mulig korthed. Det er ikke ord vi skøtter om, men gerninger, og det sådanne gerninger som er frugter af alvorlige bestræbelser i denne forsamfundet så vigtige sag. Gerninger, som ikke trænger til mange kommentarer, men om hvilke man med føje turde anvende overskriften over den ene af vore modstanderes Artikler: facta luquuntur.
X.
(Kjøbenhavnsposten, den 11. august 1847).
Anliggender, betræffende det mosaiske Troessamsund.
Alle er nu vist nok enige i, at noget bør der gøres, om ikke i anden så dog i finansiel henseende, for at frembringe en bedre tingenes tilstand, for det er notorisk vist, at menighedsindlægterne årligt forringes og slappes, derved at anseeligt ydende medlemmer dør, bortrejser eller lader sig kristne, mens at udgifterne, om ikke stiger, dog er enorme, på grund af for høje og til dels unyttige udbetaIinger især til et embedspersonale. Det ville føre os for vidt, her at opregne alle de brancher, hvori besparelser kunne indføres, men vi opfostrer de upartiske indviede til at fremkomme med det fornødne, og skulle vi da belyse sandheden af det ovenanførte. Hvad der nærmest for tiden har bevæget os til at gribe pennen, er bestyrelsens bekendtgørelse i disse dage, ved kancelliråd Delblancos dødelige afgang propira mota indtil videre at have antaget en juridisk konsulent i hr D'S sted (formentlig en beslægtet af formanden), hos hvem menighedens vigtigste protokoller og papirer er blevet deponerede, og det uagtet
a) Anordning af 29. marts 1814 tydeligt hentyder til, at der ene og alene bør være præsten i forbindelse med synagogens ældste forstander som her bør have fortrinnet;
b) at præsten nu er det danske sprog mægtig og de fornødne gejstlige vedtægter ham tilfulde bekendt;
c) og endelig, at menigheden allerede i en årrække besidder en i enhver henseende habil, almenagtig juridisk mand, der arbejder for samme og vist nok mod et meget billigt honorar kan og vil påtage sig det gud være lovet, nu sjældent blevne juridiske processer eller ombud, som menigheden muligvis kunne få.
Heraf synes det foreløbig at være klart, at man bør inddrage enhver unyttig bleven posts besættelse, og derimod har hovedøjemedet henvendt på nødvendig blevne besparelser - og skulle man end ikke endnu bekvemme sig til at lade menigheden vælge dens egne repræsentanter, er der dog vistnok trængende anledning til, i det mindste at rådspørge sig med de højst kontribuerende medlemmer, når og hvor udgifter skulle udredes, eller lejligheder til at kunne spare, og selvfølgelig ville da avistruslerne om udpantning m. m. blive sjældnere.
R e f o r m v e n n e r n e
(Kjøbenhavnsposten, 22. februar 1848).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar