I månederne op til udbruddet af krigen 1848-1851 var der kun få aviser i kongeriget Danmark (hvis grænse var Kongeåen) som gjorde opmærksom på at Slesvig måske skulle ønske at være noget for sig, dvs. hverken blive indlemmet i kongeriget Danmark, eller blive en del af det tyske forbund.
Hvor stor udbredelse en sådan holdning havde i befolkningen i Slesvig, er uvist. Det er lige så uvist hvorvidt københavnerpressen udtrykte den slesvigske befolknings ønske om at komme til at høre til kongeriget Danmark. For hertugdømmet var blevet en del af det politiske spin hvor man rask væk identificerede dansksprogede med dansksindede, og dermed naturligt tilhørende det enevældige kongerige Danmark.
Nedenstående artikel - en kommentar til en "folkeadresse" fra tusindvis af slesvigere, er en sjælden undtagelse fra den hadske stemning og latterliggørelse af alle fra Slesvig som vovede at ytre andre holdninger end de etablerede, især i København. Den blev udgivet mindre end et år før sådanne holdninger blev fejet til side af krigen 1848-1850:
København, den 26. juli 1847
- Ifølge "Dannevirke" er i forrige uge indgivet en slesvigsk folkeadresse til Hs. M. Kongen i anledning af stænderforsamlingen i Slesvig 1846; den er underskrevet af 3920 slesvigske lodsejere, hvis navne siges at være ordnede i otte mægtige kolonner på adressens kæmpeark af 18 alens længde og ca. 2½ alens bredde. Adressen går ud på at fornægte den slesvigske stænderforsamlings politiske bestræbelser, idet indgiverne erklærer, at de "kun med afsky kan tænke på at blive stukne ind under det store Tyske Forbund." Hvad de derimod attrår og anser for rettest og ønskeligst for deres stilling og forhold udtaler de således: "vi ønsker helst at blive dem vi hidtil har været; vi ønsker ikke at inkorporeres i Danmark, men endnu langt mindre at inkorporeres i Tyskland. Vi er bange for at inkorporeres i kongeriget, fordi der findes nogle indretninger, som vi ikke ynder og som måske kan blive os pålagt, fx Kongeloven (vi mener naturligvis ikke arvefølgen, der gælder her lige så fuldt som i kongeriget, men regentens ubegrænsede enevælde), konsumtionen, den højere toldafgift osv." - - De ønsker at blive hvad de hidtil have været: "dansktalende eller tysktalende slesvigere, alt eftersom vi nu engang er, og vi indser ikke, hvorfor det ikke skulle være muligt for os at forblive dette, uden at den ene af os skal fortrædige den anden."
Med hensyn til forfatningsspørgsmålet hedder det: "Dersom vor stænderforsamling, således som den sidst var sammensat eller som den nu er sammensat for den følgende diæt, fik samme magt til at beslutte og afgøre, som den har til at råde og foreslå; så indser vi ganske klart, at den først og fremmest vil anvende sin magt til at sætte sine ovenomtalte fordærvelige ønsker og planer igennem. Men dette kan vi umulig ønske. Og hvis vi ikke kan få nogen anden konstitution end en sådan, hvori folket kun på skrømt tog del for i virkeligheden at beherskes af adels- og embeds- eller juristaristokratiet, da kan vi lige så lidt anse dette for noget godt. Men skulle H. Maj., der altid har vist sig som en ven af folkeudvikling og fremskridt, i Deres visdom finde det hensigtsmæssigt at gøre sit tro folk delagtig i en friere forfatning af en sådan art, at bonde og borger virkelig fik samme del i lovenes og skatternes bestemmelse som de andre stænder, så ville vi vist nok med taknemmelighed modtage en sådan gave af H. M.s hånd og anse den for en betryggelse for vor fremtid. Vi er også overbeviste om, at i så tilfælde ville folket snart vide at gøre sig fri fra den afhængighed, hvori der hidtil - af mangel på oplysning, på sammenhold og på mod - har stået til de højere stænder, og lære at vælge til sine repræsentanter mænd, som i sandhed besad interesse for borger- og bondestanden og virkeligt kendskab til dens stilling. Men vi gentage det. D. M.! Den friere forfatning, som det slesvigske folk kun kan anse for ønskelig, måtte ikke være aristokratisk, men folkelig, måtte ikke løsne vor forbindelse med Danmark og måtte ikke bringe os i noget som helst afhængighedsforhold til Tyskland."
Vi skulle mene, at disse fornuftige og uforbeholdne betragtninger over konstitutionssagen indeholder et bevis for rigtigheden af den mening, vi altid har forfægtet med hensyn til det slesvigske spørgsmål: at nemlig det nærmeste og vigtigste middel til både at styrke Slesvigs danske nationalitet og bevare dets fremtidige forbindelse med Danmark vil være, i overensstemmrlse med den folkelige frihed, at bevirke en udvidelse af den for stænderne gældende valglov, både i Slesvig og det øvrige Danmark. Det udtales ikke her ligefremt, men meningen kan ikke være nogen anden, da der ikke gives noget andet middel til opnåelsen af det, der anses som det retteste og ønskeligste. Men vore officielle liberale i og udenfor stænderne har desuagtet aldrig vist nogen virksom eller oprigtig stræben i den retning. De ville ellers ikke sige, at når stænderne først har fået lovgivende myndighed, kan man vente, at de selv ville udvide valgloven; de må vel vide, at dette langtfra ville blive tilfældet, da stænderne så langt snarere med al kraft ville holde fast på et sådant privilegium til at beskatte de øvrige klasser af folket og foreskrive dem love. Sagen er meget mere den, at de nuværende stænder, der for kongerigets vedkommende udgår af ca. 38.000 vælgere, allerede nu anser deres rådgivende fuldmagt som et privilegium, hvori de, uagtet al deres nationale og politiske liberalitet, ingenlunde er tilbøjelige til at delagtiggøre den store folkemængde; de ville lige så lidt efter opnåelsen af en konstitution som nu indrømme andre end besidderne af formuen, af huse og jorder, ret til repræsentation, så at vi aldrig med deres gode vilje eller ønske få en sand repræsentation af folket, men kun hvad vi har: en repræsentation af liggende fæ.
Hvor frimodige og frisindede disse liberale endog anstiller sig, når talen er om Slesvig og Tyskland, så er der dog noget de frygter og hader endnu langt mere end både tyskheden og det tyske forbund, og det er netop en sand folkerepræsentation; for det aner dem vel, at den kunne gøre langt værre indgreb i deres privilegerede tilstand end noget andet; at allerede beskatnings- og ernæringsforholdene ville blive underkastede en ganske anden reform end der kunne svare til deres interesse. En udvidelse af repræsentationen får alene i så henseende hver dag større betydning og bliver nødvendig for blot at komme til mere fuldstændig kundskab om den sande folkemening og folketrang. Denne slesvigske folkeadresse har imidlertid nu bidraget til tydeliggørelsen af, at der ikke kan være tanke hverken om nogen begrundet tillid til stænderne eller om at overdrage dem nogen større myndighed, før de er blevet det, de skulle være og som de kun kunne blive ved en udvidelse af valgloven.
(Kjøbenhavnsposten, 26. juli 1847)
Hvor stor udbredelse en sådan holdning havde i befolkningen i Slesvig, er uvist. Det er lige så uvist hvorvidt københavnerpressen udtrykte den slesvigske befolknings ønske om at komme til at høre til kongeriget Danmark. For hertugdømmet var blevet en del af det politiske spin hvor man rask væk identificerede dansksprogede med dansksindede, og dermed naturligt tilhørende det enevældige kongerige Danmark.
Nedenstående artikel - en kommentar til en "folkeadresse" fra tusindvis af slesvigere, er en sjælden undtagelse fra den hadske stemning og latterliggørelse af alle fra Slesvig som vovede at ytre andre holdninger end de etablerede, især i København. Den blev udgivet mindre end et år før sådanne holdninger blev fejet til side af krigen 1848-1850:
København, den 26. juli 1847
- Ifølge "Dannevirke" er i forrige uge indgivet en slesvigsk folkeadresse til Hs. M. Kongen i anledning af stænderforsamlingen i Slesvig 1846; den er underskrevet af 3920 slesvigske lodsejere, hvis navne siges at være ordnede i otte mægtige kolonner på adressens kæmpeark af 18 alens længde og ca. 2½ alens bredde. Adressen går ud på at fornægte den slesvigske stænderforsamlings politiske bestræbelser, idet indgiverne erklærer, at de "kun med afsky kan tænke på at blive stukne ind under det store Tyske Forbund." Hvad de derimod attrår og anser for rettest og ønskeligst for deres stilling og forhold udtaler de således: "vi ønsker helst at blive dem vi hidtil har været; vi ønsker ikke at inkorporeres i Danmark, men endnu langt mindre at inkorporeres i Tyskland. Vi er bange for at inkorporeres i kongeriget, fordi der findes nogle indretninger, som vi ikke ynder og som måske kan blive os pålagt, fx Kongeloven (vi mener naturligvis ikke arvefølgen, der gælder her lige så fuldt som i kongeriget, men regentens ubegrænsede enevælde), konsumtionen, den højere toldafgift osv." - - De ønsker at blive hvad de hidtil have været: "dansktalende eller tysktalende slesvigere, alt eftersom vi nu engang er, og vi indser ikke, hvorfor det ikke skulle være muligt for os at forblive dette, uden at den ene af os skal fortrædige den anden."
Med hensyn til forfatningsspørgsmålet hedder det: "Dersom vor stænderforsamling, således som den sidst var sammensat eller som den nu er sammensat for den følgende diæt, fik samme magt til at beslutte og afgøre, som den har til at råde og foreslå; så indser vi ganske klart, at den først og fremmest vil anvende sin magt til at sætte sine ovenomtalte fordærvelige ønsker og planer igennem. Men dette kan vi umulig ønske. Og hvis vi ikke kan få nogen anden konstitution end en sådan, hvori folket kun på skrømt tog del for i virkeligheden at beherskes af adels- og embeds- eller juristaristokratiet, da kan vi lige så lidt anse dette for noget godt. Men skulle H. Maj., der altid har vist sig som en ven af folkeudvikling og fremskridt, i Deres visdom finde det hensigtsmæssigt at gøre sit tro folk delagtig i en friere forfatning af en sådan art, at bonde og borger virkelig fik samme del i lovenes og skatternes bestemmelse som de andre stænder, så ville vi vist nok med taknemmelighed modtage en sådan gave af H. M.s hånd og anse den for en betryggelse for vor fremtid. Vi er også overbeviste om, at i så tilfælde ville folket snart vide at gøre sig fri fra den afhængighed, hvori der hidtil - af mangel på oplysning, på sammenhold og på mod - har stået til de højere stænder, og lære at vælge til sine repræsentanter mænd, som i sandhed besad interesse for borger- og bondestanden og virkeligt kendskab til dens stilling. Men vi gentage det. D. M.! Den friere forfatning, som det slesvigske folk kun kan anse for ønskelig, måtte ikke være aristokratisk, men folkelig, måtte ikke løsne vor forbindelse med Danmark og måtte ikke bringe os i noget som helst afhængighedsforhold til Tyskland."
Vi skulle mene, at disse fornuftige og uforbeholdne betragtninger over konstitutionssagen indeholder et bevis for rigtigheden af den mening, vi altid har forfægtet med hensyn til det slesvigske spørgsmål: at nemlig det nærmeste og vigtigste middel til både at styrke Slesvigs danske nationalitet og bevare dets fremtidige forbindelse med Danmark vil være, i overensstemmrlse med den folkelige frihed, at bevirke en udvidelse af den for stænderne gældende valglov, både i Slesvig og det øvrige Danmark. Det udtales ikke her ligefremt, men meningen kan ikke være nogen anden, da der ikke gives noget andet middel til opnåelsen af det, der anses som det retteste og ønskeligste. Men vore officielle liberale i og udenfor stænderne har desuagtet aldrig vist nogen virksom eller oprigtig stræben i den retning. De ville ellers ikke sige, at når stænderne først har fået lovgivende myndighed, kan man vente, at de selv ville udvide valgloven; de må vel vide, at dette langtfra ville blive tilfældet, da stænderne så langt snarere med al kraft ville holde fast på et sådant privilegium til at beskatte de øvrige klasser af folket og foreskrive dem love. Sagen er meget mere den, at de nuværende stænder, der for kongerigets vedkommende udgår af ca. 38.000 vælgere, allerede nu anser deres rådgivende fuldmagt som et privilegium, hvori de, uagtet al deres nationale og politiske liberalitet, ingenlunde er tilbøjelige til at delagtiggøre den store folkemængde; de ville lige så lidt efter opnåelsen af en konstitution som nu indrømme andre end besidderne af formuen, af huse og jorder, ret til repræsentation, så at vi aldrig med deres gode vilje eller ønske få en sand repræsentation af folket, men kun hvad vi har: en repræsentation af liggende fæ.
Hvor frimodige og frisindede disse liberale endog anstiller sig, når talen er om Slesvig og Tyskland, så er der dog noget de frygter og hader endnu langt mere end både tyskheden og det tyske forbund, og det er netop en sand folkerepræsentation; for det aner dem vel, at den kunne gøre langt værre indgreb i deres privilegerede tilstand end noget andet; at allerede beskatnings- og ernæringsforholdene ville blive underkastede en ganske anden reform end der kunne svare til deres interesse. En udvidelse af repræsentationen får alene i så henseende hver dag større betydning og bliver nødvendig for blot at komme til mere fuldstændig kundskab om den sande folkemening og folketrang. Denne slesvigske folkeadresse har imidlertid nu bidraget til tydeliggørelsen af, at der ikke kan være tanke hverken om nogen begrundet tillid til stænderne eller om at overdrage dem nogen større myndighed, før de er blevet det, de skulle være og som de kun kunne blive ved en udvidelse af valgloven.
(Kjøbenhavnsposten, 26. juli 1847)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar