Tjenestepigernes Kaar. (Efterskrift til Politivennen)

I

De patriarkalske Tider, da Tyendet betragtedes som hørende til Familien, er længst forbi, især for Hovedstadens Vedkommende; ti Herskab og Tyende stilles som oftest fra hinanden, længe før de rigtig har haft Lejlighed til at lære hinanden at kende. Den ubetydeligste Fejltagelse er nok til at bevæge Herskabet til at vise Tyendet Døren, og det mindste gnavne Ord er nok til, at Tjenestetyendet beder om sin Bog.

I en saa økonomisk slet Tid som vor, hvor Efterspørgslen efter Tyende er langt ringere end den tilbudte Arbejdskraft, er det især meget forstaaeligt, at Arbejdsgiverne er meget kræsne i Valget af deres Tyende og desuden beredte til rask væk at give dem Afsked paa graat Papir, vel vidende, at man bare behøver at vinke for at saa en hel Flok af Nutidens Slaver at vælge imellem.

Vi kan uden at fejle paastaa, at der ikke er nogen Klasse Tyende, som er saa meget udsat for Herskabets Luner som Tjenestepigerne, der for en forholdsvis ringe Løn maa trælle fra den aarle Morgen til den silde Aften, ja ofte om Natten med, hvilket navnlig er Tilfælde i det Mindste en Gang om Maaneden i de Huse, hvor der holdes Storvadsk; ti der maa gerne Tjenestepigerne efter kun at have nydt 3 a 4 Timers Søvn, op Kl. 1 eller 2 om Natten for at hænge i Vasterbaljen til langt hen paa den kommende Dags Aften uden saa meget som at faa en Øre eller et venligt Ord til Tak for sit møjsommelige Arbejde.

Ligeledes er det ogsaa en bekendt Sag, at der er mange Fruer, der er saa magelige, at de ikke om Natten gider pusle om deres egne Smaa, men uden videre ringer paa Pigen og overlader det til hende.

Naar man desuden erindrer, at Pigerne hele Vinteren, selv naar det er nok saa koldt, maa opholde sig i Køkkenet eller i det i Reglen forskrækkelig lille Pigekammer, hvor der ikke findes nogen Ovn, da maa man indrømme, at en saadan Tilværelse er alt andet end glimrende.

Naar man nu spørger: "Hvilken Underholdning har nu en stakkels Pige i Ugens Løb?" da kan der svares: Ikke anden end den hun stjæler sig til i Urteboden eller faar paa Trappen med en eller anden Kollega, og denne Underholdning afbrydes gerne af Fruens truende: "Naa, har Du snart afsnakket?"

At Tjenestepigerne, som det i Fruernes Kaffeselskaber hedder, "holder Kærest", og derfor opsiges, er noget ganske Almindeligt; ti det, at en Tjenestepige skulde have Følelse eller Hjerte, er noget saa himmelraabende skrækkeligt, at det ikke kan tillades, og gaar hun til Dans, selv om det er i en Forening af hvilken hendes Forlovede er Medlem, da er hun af Fruen og hendes Kaffesøstre at betragte som et aldeles moralsk fordærvet Væsen, der ligefrem anses for selvskreven til at staa under Sundhedspolitiets Opsigt.

Det viser sig ved slige Lejligheder, hvor let Fruerne kan se Splinten i deres Tjenestepigers Øjne, medens Bjælkerne i deres egne Øjenstene, deres elskværdige Frøkner Døttres Øjne, der med deres Forloveder farer fra Bal til Bal mange Gange om Ugen, medens Pigen skrupper Trapper og Gulve, bliver de ikke vaer.

Naar man vil erkende, at ovenstaaende Fremstilling af Flertallet af de i København tjenende Pigers Kaar er korrekt, da bliver Spørgsmaalet selvfølgelig dette: "Hvorledes kan det kvindelige Tyendes Kaar forbedres paa en saa heldig Maade, at de samtidig med at vinde mere Frihed, kan undgaa alle Fristelser, der kan virke nedbrydende paa Sædeligheden og den sunde Moral?" Svaret ligger meget nær for Haanden, og det lyder: "Lad Lighedens Aand tætte sig ved Familjernes Arne", og lad ikke Tjenestepigerne staa uden for i Slud og Kulde; kræv ikke urimeligt og overanstrængende Arbejde af dem, men behandl dem som Slægtninge, der lige saa vel som Eders egne Børn trænger til hjertelig Velvilje, Overbærenhed og Deltagelse.

I Høje Herskaber, der nu overmodigt ser Eders Tjenestepiger over Hovedet, I ved ikke hvilken Dag Skæbnens Luner kan bringe Eders Børn i en lignende Stilling. Rammer en saadan Skæbne dem, da er det selvfølgelig ingen Skam at tjene; ti Intet er saa hæderligt som at arbejde; men en Skam er det, at den, som ser Fejlen, ikke, naar han har Evne til det, søger at rette den; en Skam er det, ikke at handle mod Andre, saaledes som man ønsker de skal handle mod os selv.

(Social-Demokraten 13. september 1878).