En Barnepige i Ribe har for nogen Tid siden dræbt to af de Børn, hun skulle passe. Ifølge den nu i Sagen faldne Dom, der refereres i "Ribe Stiftstid.", ere denne uhyggelige Sags Omstændigheder følgende: Arrestanten den Johanne Marie Christensen kom i dette Foraar til Ribe med en dertil fra Holstebro forflyttet Jernbanebetjent; hun led af Hjemve, og da hun ogsaa af andre Aarsager følte sig utilfreds i sin Plads, begjærede hun Tilladelse til at reise tilbage. Dette blev afslaaet, da hendes Modmoder, som havde 3 smaa Børn, som Arrestantinden passede, ikke kunde undvære hende. Arrestantinden besluttede da at mishandle Børnene i det Haab, at hun saa skulde blive jaget bort. Hun kneb og kradsede dem navnlig paa Halsen og fremkaldte derved Krampe hos de Mindste 2 Piger medens den Ældste, en Dreng, ikke fik noget Krampetilfælde, uagtet han var mest kradset. Hendes Haab om, at Moderen skulde bemærke denne Mishandling, glippede imidlertid, og da Arrestantinden selv gjorde Moderen opmærksom derpaa, svarede hun, at det maatte Børnene selv have gjort i Krampen. Da Arrestantinden ikke vilde sige, at hun havde gjort det, opnaaede hun saaledes ikke sit Ønske derved. Hun kom nu til at huske paa, at hun havde hørt, at smaa Børn kunde dø, naar man holdt dem for Munden, og da hun jo antog, at naar Børnene vare døde, vilde hun nok faa Lov til at reise, forsøgte hun sig først paa det Mindste. Første Gang opgav hun vel dog; ialfald døde Barnet ikke, men anden Gang døde Barnet. Hun forlangte da atter at reise, men da Moderen afslog dette, fordi Arrestantinden skulde passe det ældste Barn, bestemte hun sig ogsaa til at ombringe dette, idet hun ligesom paa det Første gjorde et forgjæves Forsøg og først anden Gang holdt Haanden saalænge over Munden, at Barnet døde. Begge Børnene havde umiddelbart forud havt Krampe, fremkaldt ved Arrestantindens Mishandlinger, og da Moderen strax gik bort, for at hente Hjælp i Huset, naar Børnene begyndte at skrige, da hun ikke kunde taale at se dem have Krampe, havde Arrestantinden altid rigelig Lejlighed til at fuldbyrde sin Gjerning. Hun har ikke tidligere været ond imod Børnene, og Motivet til dette Dobbeltmord kan ene søges i de ovenangivne Grunde; efter de afgivne Lægeerklæringer er hun hverken fjollet eller Idiot, men har svage Evner, saagodtsom ingen Skolekundskaber eller Religionskundskaber, har nydt en daarlig Opdragelse og rimeligvis levet under daarlige Forhold; som Følge deraf har hendes moralske Begreber været saa ufuldstændig udviklede, at hun aldeles ikke har havt nogen Følelse af, at det var en forfærdelig Forbrydelse, hun begik, og ikke engang senere har kunnet indse dette eller føle nogen virkelig Anger. Hun, som endnu ikke er fyldt 16 Aar, har saaledes ikke kunnet ansees for fuldt tilregnelig; ved Underretsdommen er hun idømt Strafarbejde i 2 Aar.
(Thisted Amtsavis 7. oktober 1878).
Ved en overretsdom 18. november 1878 blev straffen skærpet til 5 års forbedringshusarbejde, efter straffelovens § 190 (overlagt drab), jf § 37 (straf for personer under 18 år) og § 39 (om ikke fuldt tilregnelige personer).
Højsteretsdom. Højesteret paakente i Gaar en tidligere omtalt Sag, hvorunder Pigen Johanne Marie Christensen, der er født den 12te Oktober 1862 og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, tiltaltes for Drab. Efter at der af en Læge i Ribe var gjort Anmældelse til Politiet om, at to af Portør Gislinges Børn, to Pigebørn paa henholdsvis 2 3/4 og 1½ Aar, efter i nogle faa Dage at have havt gentagne Anfald af Krampe, var den 6te og 8de Juni f. A. afgaaede ved Døden under mistænkelige Omstændigheder, blev i denne Anledning indledet Undersøgelse imod Tiltalte, der efter i et Par Aar at have gaaet til Haande i Gislinges Hus, medens denne boede i Holstebro, hvor ogsaa Tiltaltes Forældre boede, i Midten af Maj Maaned f. A. var fulgt med Gislinges Familje, da denne flyttede til Ribe, og siden den Tid til Stadighed havde passet Børnene. Det var under Sagen oplyst, at Tiltalte af stærk Længsel efter at komme hjem først havde begyndt at mishandle Børnene navnlig ved at knibe og kradse dem paa Halsen og andre Steder af Legemet og derved fremkaldt Krampeanfald hos dem, idet hun ønskede, at hun af den Grund skulde blive jaget af Tjenesten og komme hjem; men da desuagtet Mistanken ikke blev henledet paa hende, kvalte hun begge Børnene ved under Krampeanfald, som hun selv fremkaldte, medens hun var alene med dem, at holde Haanden for deres Næse og Mund og saaledes forhindre dem i at drage Aande. Hendes Forklaring gaar ud paa, at det alene var Ønsket om at komme hjem, der ledede hende til Gerningen. Det maa antages, at Tiltalte med Overlæg har skildt de to Børn ved Livet, men medens der ingen Føje var til at antage, at hun skulde have været ganske ude af Stand til at indse Gerningens forbryderiske Karakter, kunde det dog ikke anses godtgjort, at hun til fulde har været i Besiddelse af den Tilregnelighed, som i Reglen er til Stede hos unge Mennesker i hendes Alder. Hun var derfor af Overretten anset med Straf af Forbedringshusarbejde i 5 Aar, og dette Resultat stadfæstedes af Højesteret (B. T.)
(Social-Demokraten 30. januar 1879).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar