Mod sit ønske har forfatteren af dette stykke erfaret at nogle udladelser i samme kunne anses som pægende til en af stadens handelsmænd i år iværksat, fordyrende udførelse af danske kornvare, især af rugen.
Af en sikker kilde ved han at ingen betragtelig mængde af rug, af dette års afgrøde er udført, af tre meget gyldige årsager: Rugen i Danmark som aldrig står i stor agt på fremmede markeder, er i år ved det våde vejrlig, endnu af dårligere beskaffenhed end sædvanligt. På fremmede steder er rugens pris ikke så høj at det kan betale sig for den danske købmand at henføre en mådelig vare i uhyre dyrt fragtede skibe. Endelig er den desuden ikke rige rughøst endnu ikke udtorsken uden hos den fattigere bonde, da derimod den rigere bønde, men især herremanden, ikke iler med at føre deres betydelige mængder til torvs, der ellers straks ville slå priserne ned, en virkning hvoraf disse landbrugere ønsker netop det modsatte.
Ovenstående viser da at egen fordel, denne afvægtige motiv, har forhindret al betydelig udførsel af dette års danske rug.
Af dansk hvede er noget, ikke meget, blevet udført. Hveden var ikke rig her i år, og fragten desuden så høj at det næsten ikke lønner sig herfra at føre hvede ud, end ikke til England hvor en tønde hvede nu gælder 15 rigsdaler.
Det betydelige som altså er blevet udført i år af disse to slags kornvarer, men især af rugen, har været indført fra fremmede steder. Og denne kan haves langt bedre og for bedre køb fra Østersøen end i landet selv. Den rug som for kongelig regning er købt i år i Østersøen, haves i de kongelige magasiner for ved 28 mark og er fortræffelig. Mens hvad bonden kalder skiden rug koster på torvet 35 mark og den rene sjællandske går over 36 mark.
Dette viser at forrådsoplag når samme er for kongens eller magistratens regning, allerbedst anskaffes ved opkøb i Østersøen og ikke af indenlandske produkter. Hvilken lykke om stadens rugmagasiner nu kunne åbnes med østersøisk fortræffelig rug til 28 mark! Men om den endog kostede mere, så ville det dog straks bringe den indenlandske torverug ned ved rigsdaler.
Men, vil man da sige, hvad gøres nu for øjeblikket da man ikke har østersøisk rug, den som kommer til torvs er dyr, de store kornavlere ikke ville sælge, og kongen måske ikke kan blotte sine magasiner ved at sælge omtalte forråd som han ellers vist ville gøre?
Sikkert vil, svarer jeg, kronprinsen gøre alt hvad der står i hans magt, sikkert vil Magistraten åbne, for ganske uden magasin kan dog staden vel ikke være. En præmie kunne imidlertid gives for de første 1.000 tønder som førtes til torvs (således gøres i sådanne tilfælde udenlands). Endelig er her i staden et stort parti østersøisk rug hvorom ejeren står i køb med de svenske. Dette kunne jo købes enten af kongen eller staden, og vist nok vil ejeren tilsidesætte betragtningen af en lidt større gevinst når fædrelandets tarv forestilledes ham.
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 89, den 4 Januar 1800, s 1409-1412)
Af en sikker kilde ved han at ingen betragtelig mængde af rug, af dette års afgrøde er udført, af tre meget gyldige årsager: Rugen i Danmark som aldrig står i stor agt på fremmede markeder, er i år ved det våde vejrlig, endnu af dårligere beskaffenhed end sædvanligt. På fremmede steder er rugens pris ikke så høj at det kan betale sig for den danske købmand at henføre en mådelig vare i uhyre dyrt fragtede skibe. Endelig er den desuden ikke rige rughøst endnu ikke udtorsken uden hos den fattigere bonde, da derimod den rigere bønde, men især herremanden, ikke iler med at føre deres betydelige mængder til torvs, der ellers straks ville slå priserne ned, en virkning hvoraf disse landbrugere ønsker netop det modsatte.
Ovenstående viser da at egen fordel, denne afvægtige motiv, har forhindret al betydelig udførsel af dette års danske rug.
Af dansk hvede er noget, ikke meget, blevet udført. Hveden var ikke rig her i år, og fragten desuden så høj at det næsten ikke lønner sig herfra at føre hvede ud, end ikke til England hvor en tønde hvede nu gælder 15 rigsdaler.
Det betydelige som altså er blevet udført i år af disse to slags kornvarer, men især af rugen, har været indført fra fremmede steder. Og denne kan haves langt bedre og for bedre køb fra Østersøen end i landet selv. Den rug som for kongelig regning er købt i år i Østersøen, haves i de kongelige magasiner for ved 28 mark og er fortræffelig. Mens hvad bonden kalder skiden rug koster på torvet 35 mark og den rene sjællandske går over 36 mark.
Dette viser at forrådsoplag når samme er for kongens eller magistratens regning, allerbedst anskaffes ved opkøb i Østersøen og ikke af indenlandske produkter. Hvilken lykke om stadens rugmagasiner nu kunne åbnes med østersøisk fortræffelig rug til 28 mark! Men om den endog kostede mere, så ville det dog straks bringe den indenlandske torverug ned ved rigsdaler.
Men, vil man da sige, hvad gøres nu for øjeblikket da man ikke har østersøisk rug, den som kommer til torvs er dyr, de store kornavlere ikke ville sælge, og kongen måske ikke kan blotte sine magasiner ved at sælge omtalte forråd som han ellers vist ville gøre?
Sikkert vil, svarer jeg, kronprinsen gøre alt hvad der står i hans magt, sikkert vil Magistraten åbne, for ganske uden magasin kan dog staden vel ikke være. En præmie kunne imidlertid gives for de første 1.000 tønder som førtes til torvs (således gøres i sådanne tilfælde udenlands). Endelig er her i staden et stort parti østersøisk rug hvorom ejeren står i køb med de svenske. Dette kunne jo købes enten af kongen eller staden, og vist nok vil ejeren tilsidesætte betragtningen af en lidt større gevinst når fædrelandets tarv forestilledes ham.
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 89, den 4 Januar 1800, s 1409-1412)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar