Da rugen allerede nu ved vinterens begyndelse koster omtrent 6 rigsdaler, det dobbelte af hvad denne for alle nødvendige fødevare burde koste, så er det naturligt at den fattige husfar der ser søen tillagt og endnu kun alt for levende husker den sidste skrækkelige vinter, gyser for den tid der skal tilbagelægges uden tilførsel, og ser i ånden enhver fødevare stegen til den mest ødelæggende dyrhed.
Han ved ganske vist at der er overflødighed i købmændenes magasiner. Men denne kundskab yder ham ingen fryd. Han forestiller sig ikke at købmanden er en oplyst, virksom, patriotisk rigdomsmand, der med glæde nøjes med en mindre vinding på de nødvendighedsvarer, hvortil hans medborger trænger, der foragter at bygge en spekulation, var det endog den allerfordelagtigste, på dennes suk og mangel. Nej, han tænker sig snarere derved en mand der ved opkøb, ved sammendyngelse i magasiner, ved udskibning, ligeså virkelig tilintetgør den rigeste hest som den hærgende fjendesværm, der afbrænder de fyldte lader og nedtramper sæden under den ranede hestehov. En mand der under fordøjelsen af en sybaristisk smaus kan beregne vindingen ved en dags længere indefrysning, vindingen ved en knivsod smør afknebet fra ti tusinde svedende arbejderes grovbrødsfrokost. En mand der på en og den samme dag kan opkøbe alt talg og slutte aftale med alle lysestøbere om leverancer, som disse med tab må støbe af det hos ham købte material. En mand der med hellig mine indstiller den velsignelse en korterlang af et tusinde favne udsolgt brænde afsavet endestumpe tilbringer ham! Og I, redelige patriotisk sindede handelsmænd, tilgiver I ham ikke at han tænker ligeså foragteligt som I, om en mængde af jeres næringsbrøde hvis principper og handlemåde er så vanærende for standen?
Hvad er altså til overs for den vemodige husfar. Hvor skal han søge råd uden hos den øvrighed som han lønner, som han beviser hørighed og lydighed for af den at nyde forsvar og sikkerhed?
Sikkerhed - ikke alene som den kolde jurist ville fortolke det, ved justits og domstole, men sikkerhed imod ethvert onde som ikke den enkelte, men det hele samfunds repræsentanter kan værne imod. Og sådant et onde er dyrtid. Ja, hører det, I øvrighedspersoner fra kongen og kejseren indtil rådmanden og fogden, hør det, for det er sandhed. Jer nævner den i landefred, i ejendom hævdede borger med taknemmeligheds, med glædens tårer, men - jer nævner også den vindskibelige mand der ser al sin anstrengelse utilstrækkelig til at anskaffe sig en føde som ikke mislykket høst, ikke karrig natur, men spekulationer og mangel på magasiner har opskruet til uhyre priser, jer nævner ha og hans sukkende mage, og hans hylende børn, men den anklagende harmes sjælebrændende tåre.
Så meget mere venter Københavns borger af sin Magistrat at denne ved magasiner afværger dyrtid som den ved anskaffelse af brændeoplag har erkendt det sin pligt. Men så håber han også at disse kornmagasiner snart åbnes, da dyrheden er så stor.
Den som skriver dette og som ved hvor slemt det er at være i uvished og uvidenhed om de nærmest vedkommende ting, vover ved denne lejlighed at anmode magistraten om hvert efterår at bekendtgøre for indbyggerne hvad og hvor meget der er anskaffet for stadens regning af de første fornødenheder.
Og du, Frederik! Vores første medborger, hvis virksomme medlidenhed over de i sidste pinsetid endnu isbelejrede og over dyrtid sukkende københavnere, dette blads udgiver glædede sig ved at beskrive *), forestil din far at en fri handel ikke er nok til at holde priserne i en tålelig højde, at magasiner på de første fornødenheder er det eneste middel, og han vil tro dig, og vi vil have dig at takke for aldrig oftere at sukke over indefrysning og over forbandelseværdige kornpugere. Og taknemelighedens tårer skal blive din løn!
*) Se nr. 59.
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 88, den 28 December 1799, s 1403-1407)
Han ved ganske vist at der er overflødighed i købmændenes magasiner. Men denne kundskab yder ham ingen fryd. Han forestiller sig ikke at købmanden er en oplyst, virksom, patriotisk rigdomsmand, der med glæde nøjes med en mindre vinding på de nødvendighedsvarer, hvortil hans medborger trænger, der foragter at bygge en spekulation, var det endog den allerfordelagtigste, på dennes suk og mangel. Nej, han tænker sig snarere derved en mand der ved opkøb, ved sammendyngelse i magasiner, ved udskibning, ligeså virkelig tilintetgør den rigeste hest som den hærgende fjendesværm, der afbrænder de fyldte lader og nedtramper sæden under den ranede hestehov. En mand der under fordøjelsen af en sybaristisk smaus kan beregne vindingen ved en dags længere indefrysning, vindingen ved en knivsod smør afknebet fra ti tusinde svedende arbejderes grovbrødsfrokost. En mand der på en og den samme dag kan opkøbe alt talg og slutte aftale med alle lysestøbere om leverancer, som disse med tab må støbe af det hos ham købte material. En mand der med hellig mine indstiller den velsignelse en korterlang af et tusinde favne udsolgt brænde afsavet endestumpe tilbringer ham! Og I, redelige patriotisk sindede handelsmænd, tilgiver I ham ikke at han tænker ligeså foragteligt som I, om en mængde af jeres næringsbrøde hvis principper og handlemåde er så vanærende for standen?
Hvad er altså til overs for den vemodige husfar. Hvor skal han søge råd uden hos den øvrighed som han lønner, som han beviser hørighed og lydighed for af den at nyde forsvar og sikkerhed?
Sikkerhed - ikke alene som den kolde jurist ville fortolke det, ved justits og domstole, men sikkerhed imod ethvert onde som ikke den enkelte, men det hele samfunds repræsentanter kan værne imod. Og sådant et onde er dyrtid. Ja, hører det, I øvrighedspersoner fra kongen og kejseren indtil rådmanden og fogden, hør det, for det er sandhed. Jer nævner den i landefred, i ejendom hævdede borger med taknemmeligheds, med glædens tårer, men - jer nævner også den vindskibelige mand der ser al sin anstrengelse utilstrækkelig til at anskaffe sig en føde som ikke mislykket høst, ikke karrig natur, men spekulationer og mangel på magasiner har opskruet til uhyre priser, jer nævner ha og hans sukkende mage, og hans hylende børn, men den anklagende harmes sjælebrændende tåre.
Så meget mere venter Københavns borger af sin Magistrat at denne ved magasiner afværger dyrtid som den ved anskaffelse af brændeoplag har erkendt det sin pligt. Men så håber han også at disse kornmagasiner snart åbnes, da dyrheden er så stor.
Den som skriver dette og som ved hvor slemt det er at være i uvished og uvidenhed om de nærmest vedkommende ting, vover ved denne lejlighed at anmode magistraten om hvert efterår at bekendtgøre for indbyggerne hvad og hvor meget der er anskaffet for stadens regning af de første fornødenheder.
Og du, Frederik! Vores første medborger, hvis virksomme medlidenhed over de i sidste pinsetid endnu isbelejrede og over dyrtid sukkende københavnere, dette blads udgiver glædede sig ved at beskrive *), forestil din far at en fri handel ikke er nok til at holde priserne i en tålelig højde, at magasiner på de første fornødenheder er det eneste middel, og han vil tro dig, og vi vil have dig at takke for aldrig oftere at sukke over indefrysning og over forbandelseværdige kornpugere. Og taknemelighedens tårer skal blive din løn!
*) Se nr. 59.
(Politivennen. Hæfte 6, nr. 88, den 28 December 1799, s 1403-1407)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar