(Fortsat fra No.96)
Vores militær består altså for en stor del af fremmede. For så vidt disse er i officersposter, har man ifølge ovennævnte grund til at vente af dem den sindighed, den agt for nationen som sømmer en udkåren søn. Men er dette tilfældet med de fremmede menige? Langt fra.
Man betænker blot måden hvorpå disse fremmede er kommet i dansk tjeneste. Denne er to slags: Enten ved desertering ud af et andet lands tjeneste, det vil sige ved utroskab og mened, eller ved i Tyskland at være hvervet af danske der på denne menneskehandel liggende, ober- og underofficerer, det vil sige (når man ser hen til ikke hvad vores gode konge eller hans generalitetskollegium har instrueret sine hvervede, men hvad disse ofte og alt for ofte som sande Seelverkopere *) bruger af midler og valg) ved drukkenskab, liderlighed, ulydighed mod forældre og foresatte, dovenskab og andre flere laster.
Man adspørger blot hver af de ankomne rekrutter om tilgangen ved hans hvervning, og man vil finde forudsat at han ikke frygter for at sige sandheden, eller at skammen ikke binder den på hans tunge, at skylden enten ligger i hververlist og vold, eller i hans egne laster. I første tilfælde er han ikke frivillig gået i tjenesten, i sidste er han en person som troskab ikke kan ventes af.
Skummet af den tyske nation udgør således den største del af de de fremmede der som menige skal stride i krigstid for os, vore koner og børn. Det er sandt, nogle af disse forbedrer sig, og det er vel lige så unægtelig at nogle enkelte frivilligt tager tjeneste. Men de idelige tyverier og andre forbrydelser såvel som hver vinters og det Mellemborgske felttogs deserteringer vidner højt om massens kvalitet.
(Fortsættes)
*) Jeg har set alt for megen jammer på forældre hvis børn er faldet i hververklør til nogen tid at kunne tænke uden gysen på hvervning, dette menneskeheden så vanærende og hvis blot regenterne kendte det, vist nok snart afskaffede håndværk. Imidlertid må vores teaterbestyrelse herover være af andre tanker, da man endnu lader opføre den umoralske Stephanies stykke: Hververne, hvori det militære mennesketyveri for et helt publikum udøves og tilklappes som en handling der anstår skønne og brave officerer!
(Politivennen. Hæfte 8, nr. 98, den 8 Marts 1800, s 1563-1565)
Vores militær består altså for en stor del af fremmede. For så vidt disse er i officersposter, har man ifølge ovennævnte grund til at vente af dem den sindighed, den agt for nationen som sømmer en udkåren søn. Men er dette tilfældet med de fremmede menige? Langt fra.
Man betænker blot måden hvorpå disse fremmede er kommet i dansk tjeneste. Denne er to slags: Enten ved desertering ud af et andet lands tjeneste, det vil sige ved utroskab og mened, eller ved i Tyskland at være hvervet af danske der på denne menneskehandel liggende, ober- og underofficerer, det vil sige (når man ser hen til ikke hvad vores gode konge eller hans generalitetskollegium har instrueret sine hvervede, men hvad disse ofte og alt for ofte som sande Seelverkopere *) bruger af midler og valg) ved drukkenskab, liderlighed, ulydighed mod forældre og foresatte, dovenskab og andre flere laster.
Man adspørger blot hver af de ankomne rekrutter om tilgangen ved hans hvervning, og man vil finde forudsat at han ikke frygter for at sige sandheden, eller at skammen ikke binder den på hans tunge, at skylden enten ligger i hververlist og vold, eller i hans egne laster. I første tilfælde er han ikke frivillig gået i tjenesten, i sidste er han en person som troskab ikke kan ventes af.
Skummet af den tyske nation udgør således den største del af de de fremmede der som menige skal stride i krigstid for os, vore koner og børn. Det er sandt, nogle af disse forbedrer sig, og det er vel lige så unægtelig at nogle enkelte frivilligt tager tjeneste. Men de idelige tyverier og andre forbrydelser såvel som hver vinters og det Mellemborgske felttogs deserteringer vidner højt om massens kvalitet.
(Fortsættes)
*) Jeg har set alt for megen jammer på forældre hvis børn er faldet i hververklør til nogen tid at kunne tænke uden gysen på hvervning, dette menneskeheden så vanærende og hvis blot regenterne kendte det, vist nok snart afskaffede håndværk. Imidlertid må vores teaterbestyrelse herover være af andre tanker, da man endnu lader opføre den umoralske Stephanies stykke: Hververne, hvori det militære mennesketyveri for et helt publikum udøves og tilklappes som en handling der anstår skønne og brave officerer!
(Politivennen. Hæfte 8, nr. 98, den 8 Marts 1800, s 1563-1565)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar